Den norske ungdomsserie SKAM er blevet en kæmpe succes, også blandt dem, der er langt ældre end seriens målgruppe. Feminister har udråbt den til at være progressiv, selvom hverken NRK eller Julie Andem, der er skaber af serien, har påstået at den er specifikt feministisk. Så hvad er det SKAM kan? Og hvad tilbyder serien i forhold til populærkulturelle skildringer af køn og ungdom?

Man overgiver sig lige så stille til SKAM. Den starter småkonventionelt ud, men begynder for alvor at manifestere sig i anden halvdel af sæson to, hvor den i højere grad bevæger sig ud over de gængse ungdomsserie-troper for at kulminere med portrætteringen af ung homoseksuel kærlighed i tredje sæson. 

Og i dag får fjerde sæson af serien premiere. Fortsættelsen på skildringen af en gruppe helt almindelige unges helt almindelige liv på gymnasiet Hartvig Nissen i Oslo har været ventet med længsel, og de sociale medier brød nærmest i brand, da premieredatoen blev annonceret i fredags med en kryptisk teaser-trailer, der ikke løfter meget slør for handlingen, men dog slår fast, at det er ligefremme, no bullshit Sana, der bliver sæsonens hovedperson.

Ny vin på gamle flasker

SKAM er en ungdomsserie, men i rækken af ungdomsseriefænomener er den langt mere end en skandinavisk pendant til 90'ernes Beverly Hills 90210. Snarere er den beslægtet med den canadiske 80'er-serie Degrassi High, der også søgte at være tro mod ungdomslivet ved at styre udenom det klistret moraliserende.

For SKAM er alt andet end åbenlyst moraliserende, og der hvor serien for alvor rykker formmæssigt er, at den ikke opleves som et stykke fiktion, men snarere som et sandt og virkeligt portræt af dens hoved- og bipersoner. Personer, som den i øvrigt også er både kærlig og solidarisk overfor, i modsætning til udstillende og pegefingerløftende. Og det på trods af, at den beskæftiger sig med en lang række klassiske emner i tv-seriers fremstillinger af ungdomslivet, f.eks. graviditet, spiseforstyrrelser, druk, seksualitet, kærlighed og ensomhed.

Om SKAM

Den norske serie SKAM er blevet et decideret kultfænomen med seere overalt i verden. 28 % af tredje sæsons seere var fra Danmark, ifølge en opgørelse i Politiken i oktober 2016.

KVINFOs webmagasin har tidligere bragt en queer læsning af SKAM sæson 3: ""Det er bare du, som kan føle det, du føler" Skrøbelighed og queer-alliancer i SKAMs sæson 3"

De tre første sæsoner af SKAM har været vist på DR3 og kan ses på DRs hjemmeside. Sæson 4 kan ses både som klip i real time og hele afsnit med norske undertekster på skam.p3.no. Afsnittene bliver også sendt på DR3 om søndagen fra d. 16. april. 

Foto: NRK, still fra traileren til sæson 4.

Samtidig er seriens udgangspunkt en pigegruppe, der, a la kvinderne i den amerikanske tv-serie Sex and the City, består af karakterer, der hver repræsenterer en særlig persona: Den (i hvert fald i begyndelsen) lidt introverte Eva, den selvstændige, smukke Noora, Vilde der har et hjerte af guld bag den lidt 'naive blondine'-facade, den fjollede Chris og fanden-i-voldske Sana. Rundt om dem bevæger drengene Jonas, William og Isak sig, men i hovedparten af sæsonerne er det pigegruppen, der er i fokus.

Serien formår på smukkeste vis at få selve dramaet og lyd- og billedsiden til at gå op i en højere æstetisk enhed. Her får panoramabilleder af Oslo by night byen til at ligne en metropol. Lange, dvælende scener giver dialogen plads til at udfolde sig mens musikvalget superbt understreger karakterernes ud- og indvikling, status og position, f.eks. da vi første gang introduceres til føkkboy og alfahannen William, der i slow-motion bevæger sig gennem skolegården med Young Thugs Constantly Hating på lydsiden og pigernes benovede blikke. Det er hele gymnasielivets opmærksomhed på ”ham den lækre” kogt ned til 30 sekunder.

Samtidig er den decideret on point i måden, hvorpå den inddrager online medier og digital kommunikation som en integreret del af hverdagen, både i handlingen og i selve seriens opbygning og univers. Sociale medier kan nærmest betragtes som en vital karakter i og for serien. Den ville i hvert fald ikke være den samme uden.

Nul voksne

I SKAM glimrer de voksne ved deres fravær, hvilket er med til at understøtte fornemmelsen af, at det er de unges egne, ucensurerede fortælling, vi er vidne til, ligesom at den belærende rolle, som voksne typisk har i ungdomsserier - hvad end det er i skikkelse af forældre eller lærere - er hevet helt ud af ligningen. I første sæson er Evas konstant bortrejste mor kun på skærmen enkelte gange, ligesom både Noora og William bor i henholdsvis bofællesskab og alene og begge i en eller anden udstrækning er blevet overladt til sig selv af forældre, der synes, de har vigtigere ting for. Det er skolens sundhedsplejerske, som i forbindelse med p-piller til Vilde og senere hendes frygt for graviditet, der er den voksne, der fylder mest, men faktisk stort set ikke fylder. Og det endda som en småkomisk, lettere absurd karakter. SKAM er de unges, ikke de voksnes, for der er så meget, de voksne ikke forstår.

Det er måske også en af årsagerne til, at serien er så populær blandt netop voksne, fordi spejlingen med fraværet af voksne bliver et 1:1 minde om, hvor intenst livet var, da man selv var teenager uden forstyrrende voksne identifikationsmuligheder. I SKAMs univers er vi alle 16-17 år igen i en blanding af lettelse over, at vi i virkeligheden er langt forbi de formastelige år, samtidig med, at vi oplever specifik genkendelse i alle de scenarier, vi er vidne til, og som giver os mulighed for at genbesøge ungdomslivet på sikker afstand i en slags forsinket katarsis.

Og så til kønnet – og seksualiteten

Men hvor serien formmæssigt føles frisk, gør det samme sig ikke umiddelbart gældende i dens kønsperspektiver. Og dog. I første sæson er det Evas usikre forhold til Jonas, der måske hellere vil hænge med vennerne end med hende, der er i centrum. Og anden sæson centrerer sig om selvstændige Nooras overgivelse til den insisterende William, som bag det selvsikre ydre viser sig, at være en stakkels, ensom rigmandssøn. Altså den klassiske pige/dreng-fortælling uden de store udsving, men tværtimod med en vis leflen for drenge som centrum for pigers følelsesliv. I det hele taget socialiseres der rimelig kønsklassisk på det norske gymnasium med pigegrupper og drengegrupper - hvoraf de førende hedder henholdsvis ”Pepsi Max” og ”Penetrators”, altså penetratorerne. Så kan det næsten ikke bliver mere hypermaskulint.

Spørgsmålet er, om serien i sin meget overbevisende gengivelse af teenageårene ikke til en vis grad bliver nød til at trække på klichéerne, også om kønnet, for netop at kunne vække identifikationen hos sin målgruppe. Den spejler jo i høj grad gymnasielivet, som det er, snarere end som kønsmæssige utopier gerne vil have, at det skal være. Var kønsperspektiverne vendt helt på hovedet, er det nærliggende at forestille sig, at serien ikke ville vække samme umiddelbare genkendelse.

Men klichéerne bliver også destabiliseret f.eks. via Sana, som direkte italesætter forventninger til kvinders og pigers erotiske kapital som præmis for byttehandel, da pigerne forsøger at finde på måder hvorpå de kan blive inviteret med i Penetrators' russebuss (den norske pendant til studenterkørsel). Det afleveres så kontant, at det bliver en på en gang konstaterende og kritisk kommentar til eksisterende kønsnormer.

Serien har generelt også en ret vidunderlig tilgang til (ung) seksualitet, som den portrætterer solidarisk og ublu. Der gøres ikke et særlig stort nummer ud af sex eller manglen på samme. Det er en integreret del af teenlivet, og der snakkes om oralsex på pigeværelset, ligesom at Jonas pludselig bliver hot stuff blandt gymnasiets piger, da det rygtes at han er 'gået ned' på en pige fra 3.g. Og så er der selvfølgelig den spirende kærlighed mellem Isak og Even, der er omdrejningspunktet for tredje sæson, og som er et sjældent fint og nuanceret indblik i ung homoseksualitet. Og da Noora konfronteres med at have været udsat for digital krænkelse i form af nøgenbilleder uden hendes viden eller samtykke, leverer hun en sand brandside af en svada til gerningsmanden.

Så på trods af, at det måske er andre steder end i kønsperspektiverne, at seriens primære kvaliteter skal findes, så er der større og mindre sprækker i kønspositionerne i SKAM, der også er en lang kærlighedserklæring til kønnede fællesskaber. Især pigernes. De tager sig af hinanden, er solidariske med hinanden, bakker hinanden op og giver omsorg råt for usødet. Også da Noora bliver kæreste med William, som Vilde er vild med. Eller da Eva kysser med en anden piges kæreste, og pigen og hende senere ender med at blive en slags veninder. 

Hvid + slank = attråværdig

Om forfatteren

Katrine Arnfred er skribent, foredragsholder og cand.mag i Kommunikation og Kultur- og Sprogmødestudier.

Hun har beskæftiget sig med køn, krop og seksualitet i en årrække og har skrevet for Dagbladet Information, Friktion og Den Fri.

Til gengæld halter serien, når det kommer til kroppen. Med undtagelse af Sana, Isak og Chris er SKAM udpræget hvid, heteronormativ og slank. Og i skildringen af Chris trækker serien på klassiske populærkulturelle greb i forhold til portrætteringer af 'den tykke'. Hun er pigegruppens - og seriens - comic relief. Den fjollede tykke pige, der altid spiser, og som har nul erotisk kapital. I modsætning til slanke Eva, Noora og Vilde, der alle lever op til konventionelle kropsnormer og dertil hørende storylines, der i forskellig grad kredser om seksualitet og kærlighed. Fortællinger, der sjældent er den tykke forundt i hverken ungdomsserier eller populærkulturen generelt.

Det ville klæde SKAM i højere grad at rykke ved de fortærskede troper om 'den tykke pige', især med henblik på seriens målgruppe, i stedet for at reproducere koderne om hvid og slank lig attråværdig. Det ville være et oplagt - og særdeles kærkomment – opgør med formler og konventioner, der kunne give nye sprækker for identifikationsmuligheder og skabe andre fortællinger. Samtidig med, at det ville være et fint opgør med den stigende kropskontrol, som ikke mindst rammer unge.

Sæson 4

SKAM vinder, jo længere den kommer frem i sæsonerne. Den ligger traditionelt ud med klassiske dreng/pige-narrativer, men hiver flere og flere kaniner op af hatten, der rykker ved ungdomsserieformatet. Og måske den har brug for at spille på klichéerne, for ikke at blive for moraliserende. Uagtet formår SKAM at tackle komplekse problemstillinger i ungdomslivet solidarisk, levende og meget, meget nært.

Med offentliggørelsen af datoen for fjerde sæson kom også udmeldingen om, at det bliver den sidste. Med Sana som sæsonens centrale figur rykker SKAM allerede her yderligere, da det er endog meget sjældent at nordiske tv-serier har en muslimsk eller ikke-hvid hovedperson. Og så oveni købet en pige/ung kvinde. Man kan håbe, at Sana får lov til at folde sig helt ud og være destabiliserende for hvidheden, på samme måde som Isak og Even var det for heteronormativiteten. Vi får se.