I Argentina har tre millioner mennesker været på gaden for at demonstrere mod vold mod kvinder. Kampagnen Ni Una Menos – Ikke Én Mindre – er Argentinas til dato største forsøg på fra officiel side at dæmme op for macho-samfundets overgreb på kvinder. Men ligestilling er en svær balancegang i et machosamfund. Bagsiden af medaljen er et snigende mandehad og juridisk stigmatisering af fædre – og en ukomplet kamp for ligeværdighed.

BUENOS AIRES

I juni 2015 samledes tre millioner argentinere sig i hovedstaden Buenos Aires og landets største byer i kampråbet ”Ni Una Menos” – Ikke Én Mindre.

Det var den største folkedemonstration mod vold mod kvinder og for ligestilling i nyere tid. Hvis ikke nogensinde, som diverse kvinde- og mandeorganisationer sagde dagen derpå. Kvinder og mænd oftest med deres døtre og sønner gik side om side gennem den argentinske hovedstad i protest over et indgroet og på mange måder uligevægtigt macho-samfund. Et samfund, hvor overgreb på kvinder og unge piger er et stort problem ikke bare i Argentina men i hele Latinamerika. Alene i Argentina blev 277 kvinder dræbt af deres nuværende eller tidligere mand eller kæreste i 2015. Det er et jalousidrab hvert 30. time.

Ni Una Menos-kampagnen foregik samtidig i både Argentina, Chile og Uruguay og er taget fra den mexicanske kvindesagsforkæmper og digter, Susana Chávez, der introducerede den i 1995. Hun blev selv myrdet i 2011 på grund af hendes kritik af narkokartellernes drab på kvindelige slaver i den nordlige mexicanske by Ciudad Juárez. En gruppe af kvindelige forfattere, kunstnere og journalister tog hendes motto Ni Una Menos og gjorde det til protestråbet for en hel generation af dengang mexicanske og nu latinamerikanske kvinder.

Mentalitetsbearbejdelse

Sammen med kampagnen, er der en række aktører, der i Argentina forsøger at ændre mænds adfærd ved at skabe bevidsthed hos drengene fra de helt små klasser og via en systematisk og koordineret indsats over hele landet i retsvæsen, ordensmagt, uddannelsesinstitutioner og medier.

NGO´en FEIM, Organisationen for Studier og Undersøgelser om Kvinder, har lægen Mabel Bianco som præsident. Hun siger, at Ni Una Menos i dag er en bevægelse i Argentina og resten af Sydamerika, der protesterer og agerer på flere niveauer for at få magthaverne til at tage handling og modernisere lovgivningen men også at den føres ud i praksis. Ni Una Menos-bevægelsen fungerer som paraplyorganisation for et hav af kvinde- og mandeorganisationer alene i Argentina, der arbejder med skolerne, hospitalerne, politiet og retsvæsenet.

”Protestmarchen den 3. juni 2015 er blevet gentaget i år samme dato og bliver gentaget de næste mange år. Det var hundredetusindvis af mennesker på tværs af alder, socialskel og køn, der spontant gik på gaden for at sige ”basta” til den omfattende rodfæstede vold mod unge piger og kvinder. Vi har valgt at tale direkte om kvindemord, det der hedder femicidio, på spansk og nu har fået en separat strafferamme i Argentina, fordi udtrykket kønsligestilling ikke tydeligt nok debatterer problemet”, siger Mabel Bianco.

Poltistaben og retsvæsen på efteruddannelse

Problemet i Argentina og andre lande har i årtier været, at volden mod kvinder ikke faldt trods lovgivning. Der var brug for handling for at få skred i tingene, og der har organisationer som FEIM allieret sig med lærerorganisationer, kunstnermiljøer, udenlandske kvindeorganisationer og de politiske beslutningstagere. I dag er der tre gange så mange kvinder i det argentinske politi end for 15 år siden, hvilket betyder, at der er særlige kontorer udelukkende med kvindelige betjente til at modtage voldsanmeldelser.

På samme måde sker der et skred i blandt andet retsvæsenets instanser og adgangen til hurtig assistance for kvinder i nød. I gadebilledet har kunstnere af begge køn deltaget i en kampagne med billeder af forslåede kvinder ligesom både folkeskoler og gymnasier i nu flere år har haft emnet som obligatorisk. FEIM har siden 1989 kæmpet for ligestilling herunder udryddelse af vold mod kvinder og en generel macho-attitude i det offentlige rum herunder undervisningssektoren og på arbejdsmarkedet.

Kvindekontor i højesteret

”Kvindekampen begyndte med langt mere generelle og tommere flosker som hjemlig vold, violencia doméstica, der omfattede alle uanset køn. På de nu 27 år er sket store forandringer i terminologien og myndighedernes attitude herunder lovgivningen. I dag er vold mod kvinder bare en del af den overordnede kamp for ligestilling og ønsket om at være ligestillede og ligeværdige borgere. Fri abort er også en del af dén kamp ligesom retten til skilsmisse, som Argentina indførte i 1985. På den måde er emnet i dag umuligt at ignorere, og det er lykkedes os at tvinge det ud i dagslyset, så hele samfundet er med i at bekæmpe det”, siger Mabel Bianco.

Argentinas højesteret oprettede i 2009 et decideret kvindekontor, der blandt andet arbejder for et mentalitetsskift og en øget bevidsthed hos dommere og retsvæsenets ansatte. Erfaringerne bruges af FN til at analysere problemet med vold mod kvinder over hele Latinamerika. Fokussen på vold mod kvinder i regionen er øget markant samtidig med en stigning i antallet af voldssager. Dele af denne stigning tilskrives den øgede fokus og dermed flere anmeldte sager, men antallet af jalousidrab, hvor der ikke har været nogen skjulte sager, er også steget de sidste par år.

”Den øgede fokus har vist et samfund, der ønsker, at dette stopper.  I Argentina bliver en kvinde dræbt hver 30. time af sin nuværende eller tidligere partner, så vi arbejder for rive et kønsrollemønster op, der bygger på at piger og kvinder skal adlyde mænd, hvad enten disse er deres fædre, brødre, mænd eller kærester,” siger Mabel Bianco.

Unge mænd fremtiden

Om forfatteren

Rune V. Harritshøj, f. 1971, er journalist med speciale i Sydamerika og bosat som korrespondent i Buenos Aires siden 1999.

Han producerer blandt andet for Danmarks Radio, dagbladet Børsen, dagbladet Information, Berlingske Tidende og diverse danske og norske fagskrifter og magasiner, herunder KVINFOs Webmagasin.

NGO´en Campaña Lazo Blanco arbejder med at skabe bevidsthed hos de yngste generationer af argentinske drenge og mænd. Det sker i aftenskoler landet over med særligt helt unge mænd ansat i den offentlige sektor, men den holder også informationsmøder med de ældste folkeskoleklasser. Hugo Huberman er leder af organisationen.

”Argentinske kvinder lider under en institutionaliseret vold, der er verbal, psykologisk og endda rent kommercielt symbolsk i en stereotyp mandschauvinistisk udstilling af kvinden. Vi favner bredt og forsøger at nå selv drenge helt ned til de små folkeskoleklasser men bearbejder også sociale instanser herunder politistaben, forsvaret og fagforeninger. Vores erfaringer efter nu ti år siger os, at overgrebene mod kvinder falder særligt for de yngste generationer i segmentet 25-40 år sammenlignet med for 30 år siden. Taget i betragtning at der dengang var mindre fokus og uden tvivl færre anmeldelser på grund af at volden var mere tabubelagt, så er vi på rette vej,” siger han.

Skjult stigmatisering

Men der er en anden virkelighed i ligestillingen og de argentinske kvindeorganisationer, som der set med danske øjne, er dødstille om. Det er familieretten, hvor machosamfundet stadig i stor stil tildeler moderen børnene og huset i tilfælde af skilsmisser og sender fædrene på en ørkenvandring. Som en konsekvens af et samfund præget af et langsomt retsvæsen har de argentinske fraskilte mænd i årevis dannet egne interesseorganisationer. Argentinsk familieret er set med danske øjne meget forfordelende overfor fædrene, der oftest sættes fra hus og hjem, indtil børnene bliver myndige.

Det skaber konstant gnidninger i et samfund, hvor titusindvis af fædre ikke ser deres børn, fordi de enten ikke har gjort sig fortjent til det, eller fordi mødrene udnytter retsvæsenet til at isolere dem. Problemet er reelt og ifølge argentinske sociologer voksende i et klima, hvor kvindens rettigheder og overgreb mod kvinder skaber en landsdækkende mentalitetsændring på alle niveauer. Men i denne proces bliver mange fraskilte mænd – og dermed børnene – de små, hvis moderen vil det.

Censur af dokumentarfilm

Symptomatisk for klimaet nedlagde en kvindelig dommer i 2014 fogedforbud mod en journalistisk dokumentar om denne retspraksis indenfor civilretterne i forbindelse med skilsmisser og bodelinger. Dokumentaren Borrando a Papá (Slet Far) belyser et stigende problem i Argentina: Børn og fædre, der ser hinanden lidt eller slet ikke i et retsvæsen, der mod skjult kamera og officielle interviews viser, hvordan fædre opfattes som farlige og generelt ikke så vigtige som moderen i børnenes opvækst.

Dokumentaren fra 2014 er endnu ikke vist på argentinsk tv og kan til tider ikke ses på internettet. Den er lavet en argentinsk og en amerikansk journalist og viser, hvordan hele retsvæsenet og en hær af familieretsadvokater og psykologer, herunder det tidligere nævnte kvindekontor i Højesteret, i stor stil er en industri, der både arbejder for kvinders rettigheder og et stop for vold mod dem men samtidig med den anden hånd forfordeler fædrene.

”Vores dokumentar er historien om hundredetusindvis af fraskilte fædre, der ikke giver op overfor en mur af institutioner og professionelle advoktater og socialarbejdere, der får penge for systematisk at arbejde for at isolere disse fædre fra deres børn.  De bliver med andre ord straffet, kun fordi de er mænd – voldelige og farlige og ude af stand til at opdrage deres børn,” siger instruktør Gabriel Balanovsky.

Barnets tarv glemmes

Ingen af de adspurgte kvindeorganisationer har ønsket at kommentere de selvindlysende spørgsmål, som den censurerede dokumentar stiller. Mabel Bianco fra FEIM udbad sig ikke at deltage, hvis artiklen berørte disse yderst følsomme emner. For at fremme forståelsen har skribenten valgt at inkludere både hendes kommentarer og hendes ønske om ikke at deltage.

”Og det er karakteristisk for kønskampen i dagens Argentina. Kvinderne er retfærdigt nok på barrikaderne og kæmper mod et macho-samfund, der en lang sej kamp, men hvis organisationer som disse afviser at debattere dette problem med stigmatisering, så er det ikke en hel kønskamp – men en halv. Og så gør de sig selv skyldig i samme mandschauvisnisme, der vil holde begge køn i de gamle kønsroller med en far, der forsørger, og en mor, der står hjemmet og børnene. Vi kalder dem feminazi´er i Argentina, og desværre er fænomenet mere globalt end lokalt,” siger instruktør Gabriel Balanovsky, der er gang med en dokumentar i Canada og USA, der kommer til at hedde Erasing the Family.

I organisationen, Fædre Fjernet fra deres Børn (Asociacion de Padres Alejados de sus Hijos) siger generalsekretær José María Bouza, at kampen for ligestilling i Argentina kun føres af kvindeorganisationer, der har mistet objektiviteten og essensen i at arbejde for barnets tarv.

”Disse organisationer anerkender kun et synspunkt, der tager kvindens behov som det vigtigste uden at skele til, om de dermed begår overgreb mod fædre eller børn. Organisationer, politikere eller journalister, der stiller kritiske spørgsmål, bliver forfulgt på flere måder,” siger José María Bouza.

Kort og godt er kampen for ligestilling halv i Argentina, hvor overgrebene mod kvinder er mange, men hvor attituden desværre på områder som familieret ikke tillader – hverken som del af en moden debat eller retspraksis – mandens ret til at kræve samvær med børnene eller for den sags skyld en hurtig bodeling.

Juan Carlos Dietze har arbedet som advokat i straffe- og familieret i 35 år.

”Et barn der ikke ser sin far – ikke fordi han er død, forsvundet eller i fængsel, men fordi systemet gør ham usynlig – vil aldrig i barndommen tvivle på, hvad der bliver sagt. Men dette barn lider alligevel overlast ved ikke at se sin far. Dommeren i dagens Argentina har en form for automatisme i deres tolkning af familieretten, der paradoksalt nok trods flere ændringer senest i 2015 i stor stil ikke giver faderen samme rettigheder som moderen. Og dermed ikke barnet samme rettigheder til at se begge sine forældre. Når de to parter ikke er i dialog, så er det en halv sejr for ligestilling og et helt nederlag for børnene”.