Antallet af au pairs fra Filippinerne er steget markant i de seneste år. Men mens danske myndigheder betragter au pair-ordningen som en kulturudveksling blandt unge mennesker, ser filippinske au pairs derimod det som en permanent arbejdsmulighed, så egne familier i hjemlandet kan blive forsørget.FORUM har mødt de filippinske kvinder til en snak om arbejde, børn og håb for fremtiden.

- Til trods for sit katolske hjemland blev Lin 'born again' i den københavnske Pinsekirke, fortæller hun mig under et af mine besøg i kirken. Lin på 32 år er en af de unge, filippinske kvinder, der nu i stigende grad deltager i de københavnske menigheder i blandt andet Baptistkirken og Pinsekirken. Mange af dem er som Lin ansat som au pair og mødes om søndagen i kirkens internationale miljø til gudstjeneste og samvær. Det er disse kvinder, som jeg er kommet for at snakke med.

Lin deltager i en af de netværksgrupper, som Pinsekirken tilbyder. Alle i gruppen er fra Filippinerne, og for Lin fungerer gruppen som en familie, hvor personlige problemer med fx værtsfamilien kan blive diskuteret. Har man brug for det, kan man også spørge præsten til råds. Også den filippinske Helena er med i gruppen omkring Pinsekirken. Hun er 23 år og arbejder nu på ottende måned som au pair hos en familie i Charlottenlund. Helenas værtsfamilie henviste hende til Pinsekirken, fordi deres forrige au pair fra Filippinerne var glad for at komme dér, fortæller hun mig. Pigerne er generelt glade for deres værtsfamilier. Kirkerne er den eneste form for organisering, som Lin, Helena og de øvrige filippinere i au pair-ordningen deltager i.



Er formålet kulturudveksling?

Ifølge Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration kom over 1.500 kvinder fra Filippinerne til Danmark som au pairs i 2007. Det er dobbelt så mange som i 2006. Filippinere modtager over halvdelen af samtlige opholdstilladelser med au pair-ophold som begrundelse. Stigningen i antallet af filippinske au pairs inden for de seneste år gør dem til den absolut største gruppe af au pairs - efterfulgt af ukrainske kvinder, som samme år kun udgjorde 105 personer.

Det kan undre, at netop de filippinske au pairs bærer denne stigning alene. Det kan også undre, at det ikke drejer sig om helt unge piger, der gerne vil lære en fremmed kultur at kende. 38 % af au pair kvinder og mænd (her af kun 5 % mænd) i 2007 var mellem 26-30 år. Ofte har de en afsluttet uddannelse bag sig, og i mange tilfælde har de efterladt deres egne børn i Filippinerne. Det gælder blandt andet for Gabriella, der både har en uddannelse indenfor it-branchen og et kursusbevis som omsorgsassistent, som hun erhvervede sig under et ophold i Singapore. På Filippinerne arbejdede hun som kassedame.

I de syv år, der er gået siden Gabriella første gang forlod Filippinerne, har hun kun været hjemme én gang. Hun lægger ikke skjul på, at hun foretrækker danske forhold og sin danske værtsfamilie. I Singapore var arbejdstiden længere, og der er mange, som ikke er venlige overfor filippinere. Men de arbejdsopgaver, som kvinderne udfører som au pairs i Danmark, ligner på mange måder deres tidligere jobs. Det gør betalingen også - 2.500 kroner foruden kost og logi.

I følge au pair-ordningen bor de unge kvinder og mænd hos en værtsfamilie, oftest i det nordlige København i 18 måneder, hvoraf de 6 måneder er en forlængelse af det år, som Udlændingeservice i første omgang bevilger. Derefter rejser au pair-kvinderne igen, i hvert fald i princippet, for det gælder ikke for alle. Lin er en af dem. Hun bor nu i Hedehusene og har lige født sit første barn efter at være blevet gift med en dansk mand for 1 ½ år siden, da hun stadig arbejdede som au pair for en familie i Gentofte. Lin blev først gift i Danmark og derefter rejste både hun, manden og svigerforældrene til Filippinerne for at holde bryllup. Lige nu er Lin på barsel, men ellers arbejder hun med rengøring.

Ingen af de øvrige filippinske au pairs, som jeg har talt med, lægger skjul på, at de håber ligesom Lin at finde en dansk mand og dermed blive boende i Danmark og fortsat sende penge til familien i Filippinerne.

 

Au pair på lige vilkår

Ifølge Udlændingeservice blev au pair-ordningen oprettet i en række europæiske lande i 1960'erne som et tilbud til unge om et ophold hos en værtsfamilie i et fremmed land. Som det fremgår at betegnelsen 'au pair' skulle opholdet foregå 'på lige fod' med værtsfamilien og give den unge mulighed for at forbedre sine sproglige eller faglige kundskaber og udvide sin kulturelle horisont. 

Au pair-kvinderne, som jeg har snakket med, bor hos en værtsfamilie under ordnede forhold, i hvert fald på papiret og arbejder i huset med rengøring og i mindre omfang børnepasning og madlavning. De får et sygesikringsbevis, der gælder under deres ophold, de har ret til at gå til undervisning i dansk. Kvinderne må højst arbejde 30 timer om ugen, og de må ikke arbejde hos andre end den familie, som de bor hos. Hver måned får de et fast minimumsbeløb i lommepenge, som p.t. er 2500 kr. Enkelte får lidt mere, andre bliver trukket i løn for den flybillet, som værtsfamilien har betalt. Som au pair må man højst være 29 år, og man må ikke medbringe sine børn.

Med andre ord er der for Udlændingeservice og for den danske regering ikke tale om en arbejdstilladelse. De unge i au pair-ordningen er ikke ansat i et arbejdsforhold, og de er heller ikke organiserede som arbejdere. Selv om der føres nogen kontrol med, at værtsfamilierne ikke udnytter de unge filippinere, er det alligevel fristende for nogle at gøre det.

 

Migration står centralt i filippinsk udviklingsstrategi

- Hvad med mine børn, som forventer at jeg forsørger dem - hvordan kan jeg få et andet arbejde?, spørger Wilma mig, da det ser ud til, at hun ikke vil få sit ophold som au pair forlænget. I andre tilfælde, som Marias, er det forældrene, som hun forsørger.

Filippinske regeringer har siden starten af det 20. århundrede fulgt en udviklingsstrategi, hvor emigration ud af landet har stået helt centralt. Det begyndte med migration til Hawaii og USA, men i dag migrerer filippinere til næsten alle verdensdele. I mange årtier har der eksisteret emigrationsprogrammer i Filippinerne, altså assistance til emigration fra myndighederne, som dermed har opfordret til at arbejdskraften forlader landet, bl.a. i håb om at migranterne sender penge hjem. Tilbageførelserne eller remitterne udgør ofte en stor del af migranternes løn og er samtidig en vigtig udenlandsk valuta og indtægt for landet.

Kvinderne fortæller, at værtsfamilien opfordrer dem til at bruge pengene på sig selv og tage ud og opleve noget af Danmark. Men selv foretrækker de at spare pengene op og sende dem hjem til familien. 

- Nogle gange er lønnen ikke tilstrækkelig, og det er svært her i Danmark at spare penge sammen. Ofte bliver jeg hjemme for at spare penge. Her kan jeg leve, selv uden mine lommepenge. Jeg er også holdt op med at gå ud og shoppe for at spare flere penge, siger Wilma.

Når de har fri, mødes de filippinske au pairs derfor på deres værelser hos de  kvinder, som må have gæster på besøg.

 

En global underbetalt arbejdskraft 

Mens den filippinske regering som led i en udviklingsstrategi ønsker at forsyne lande verden over med arbejdsmigranter, udgør de filippinske migranter i stigende grad en global, underbetalt arbejdskraft.

- Ifølge au pair-kontrakten er det blot kulturel udveksling. Vi er ikke organiserede som arbejdere, og vi har heller ikke de fordele som arbejdere har. Opholdets længde er meget begrænset, og vi har ikke lov til at arbejde i et andet hjem eller få et ekstra job, selv om der er mange, som gør det eller gerne vil, fortæller Maria på 27 år.

Au-pair kvindernes glæde ved at være hos de danske familier er derfor blandet med stærk utilfredshed. Hendes veninde, 30-årige Wilma fortsætter: 

- Det er mig som forsørger mine børn, min niece, mine forældre. Jeg vil gerne arbejde mere. Vores lommepenge er ikke nok. Regeringen skulle lytte til vores følelser og vores rettigheder. Vi er kommet her for at arbejde for at hjælpe vores familier. 

Den danske regerings opfattelse af au-pair-opholdet som en form for kulturturisme står på den måde i stærk kontrast til de filippinske kvinders opfattelse. De beklager opholdets midlertidighed. Nu hvor de alligevel er i Danmark, vil de gerne kunne tjene flere penge gennem bi-jobs og have en rigtig løn frem for de lommepenge, de får.

- For de fleste er au pair-ordningen kun et afsæt - efter de har afsluttet deres studier, forklarer Maria. For andre er det et arbejde - det er ikke særligt velset at komme tilbage til Filippinerne med ingenting - hvorfor ikke give os opholds- og arbejdstilladelse? 

- Hvorfor kan vi ikke arbejde her, så længe som vores værtsfamilier ønsker? Min værtsfamilie har altid travlt på arbejdet - de har et barn, som går i skole. Det er vanskeligt for dem, kvinden er direktør og har altid travlt, supplerer Wilma.

Au pair kvinderne opfatter altså opholdet som en form for arbejdsmigration. Hvad der frustrerer kvinderne er, at de tilsvarende oplever et behov for deres arbejdskraft i familiernes hverdag. EU-landene mangler arbejdskraft, men mens grænserne på det seneste er åbnet for højtuddannet arbejdskraft, for Danmarks vedkommende bl.a. gennem den såkaldte job-kort ordning, er der stadig lukket for ufaglært, lavtlønnet arbejdskraft fra såkaldte tredjelande. Dermed tvinges mange, som ikke er EU-borgere, til at finde kreative løsninger, hvis migration ser ud til at være en udvej i en fastlåst situation i deres hjemlande. 

 

Globale omsorgskæder

Den kraftige stigning i antallet af au pairs i Danmark, som kommer fra Filippinerne, hænger sammen med, at der i realiteten er tale om arbejdsmigranter, som via deres netværk er rejst ud for at tjene penge. Når værtsfamilier som fx Gabriellas ønsker at få en au pair 'med erfaring´ og derfor kontakter et bureau i Singapore, anerkender de au pair-ordningen som arbejdsmigration. Au pair-ordningen er på den måde ikke kun et udtryk for familiernes villighed til at åbne deres hjem for en ung kvinde med mod på udenlandske erfaringer. I realiteten udgør ordningen en sprække til at få lavtlønnet udenlandsk arbejdskraft til Danmark, og som de filippinske kvinder gør opmærksom på, er denne arbejdskraft efterspurgt. Men au pair-ordningen skjuler samtidig, at når kvinder fra det fattige Filippinerne hjælper danske familier med at få arbejde og familie til at hænge sammen, er det til dels på bekostning af omsorg og nærvær til kvindernes egen familie i Filippinerne.

Som i de andre fattige lande i det globale Syd er det på Filippinerne i stigende grad kvinder, der migrerer, i dag cirka 2/3. I kraft af kvindernes arbejde inden for primært modtagerlandets servicesektor, hvorunder også husarbejde regnes, indgår de i det, som den amerikanske forsker Arlie Hochschild har beskrevet somglobale omsorgskæder. Globale omsorgskæder dannes som en konsekvens af, at kvinder i for eksempel Nordeuropa er blevet udearbejdende og gør karriere på arbejdsmarkedet. Dermed er der opstået et behov for arbejdskraft indenfor de sektorer som bredt beskæftiger sig med omsorg, sexarbejde og husførelse - de traditionelle husmoropgaver. Når filippinske kvinder - mødre, døtre og søstre, der ellers ville have omsorgsopgaver i deres egen familie - kommer til Danmark og andre lande for at arbejde indenfor omsorgssektoren, opstår der en tilsvarende omsorgsmangel i Filippinerne. 

Denne mangel har i Filippinerne primært affødt diskussion af vilkårene for de børn, der vokser op med - især - en fraværende mor. Som en anden amerikansk forsker, Rhacel Parrenas, har påpeget, har denne følelsesladede diskussion i Filippinerne ført til stigmatisering af de kvinder, der til hverdag må leve med smerten over at være væk fra de børn, de forsørger gennem deres migration. Helena, 28 år, som er au pair hos en familie i Gentofte, har efterladt sin 5-årige datter hos sine forældre, og er derfor et led i den omfattende tendens. Helena fortæller, at hun hver dag siger til sig selv: Jeg gør det for hende. Og når hun passer værtsfamiliens barn, forestiller hun sig, at det er hendes eget.

 

Fremtiden: Flere midlertidige ophold?

Satsningen på migration som udviklingsstrategi har skabt en stigende afhængighed af migranternes økonomiske remitter, både for staten og for den enkelte familie i Filippinerne. Den betyder, at de filippinske kvinder ikke uden videre kan vende hjem. En konsekvens er, at filippinske migranter indgår i netværk, som kan skaffe arbejde til andre og dermed bliver migrationen selv-supplerende. Alternativt skaber au pair og værtsfamilie kontakt via hjemmesider på nettet. Mod betaling gør agentbureauer det samme - og gør det muligt for fx enlige forsørgere at blive omsorgsarbejdere i europæiske middelklassehjem under en au pair-ordning, der oprindeligt er tænkt som en mulighed for at komme på et udenlandsophold for unge piger uden forpligtelser.

For mange er opholdet i Danmark ikke det første kvinderne har oplevet - ophold i Norge, Holland, i de arabiske emirater, i Hongkong eller Singapore er ikke ualmindelige. Som andre au pair piger fra Filippinerne har Maria en afsluttet uddannelse som folkeskolelærer bag sig, og hun har arbejdet som lærer i to år før hun første gang forlod Filippinerne. Dengang tog hun til Holland. Efter 12 måneder tog hun videre til Danmark. Det lykkedes hende at få etableret en kontrakt med en dansk familie, inden kontrakten i Holland udløb. Hun ved endnu ikke, hvor hun næste gang tager hen - eller om hun bliver nødt til at rejse tilbage til Filippinerne. Gabriella ved heller ikke, hvor hun skal rejse hen, men hun har ikke opgivet udlandet:

- Jeg vil gerne til et andet land, helst Canada, for der er masser af muligheder i Canada, og én af mine venner er der allerede. Jeg tror ikke, hun arbejder som hushjælp, jeg ved ikke præcist, hvad hun laver, men hun har et green card. 
 
Interviewene med de filippinske au pairs fandt sted som led i projektet Undocumented Workers Transition, finansieret af EU's 6. rammeprogram. Connie Carøe Christiansen er adjunkt ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitetscenter, som er den danske partner.