Foto: www.flickr.com/photos/mckaysavage/5111553897
Damebladene bugner af råd om karrierevalg og finansiering af egen virksomhed. For mens forskellene stadig er store mellem rig og fattig, vil den voksende middelklasses kvinder have deres del af kagen i Østafrika. FORUMs reporter har været på kaffebar og kurvemarked i Kenya.
Author:

- Du skal handle med os kvinder, siger kurvesælgersken i Nairobis
kaotiske Kariokor-marked og haler mig og min kæreste ind i sin bod.
- Sæt dig her, mama. Så henter jeg nogle større kurve frem.
Mama
glider virtuost af hendes tunge og lyder som en ærestitel og ikke en
fornærmelse. Hun hiver røde, blå, gule, grønne og stribede kurve frem.

- I skal ikke handle med mændene. Do your business with us.
Det er os, der laver kurvene, siger hun, mens hun genner en fyr væk fra
sin bod, der har skygget os, fra vi gik ind på markedet. Stemningen i
kurvemutters bod bliver både munter og høj, mens vi prutter om priser
og køber kurve. Musik fra et tomandsband skratter i baggrunden.

Kariokor
ligger tæt op af Pumwani, et af Nairobis slumområder med omkring 50.000
indbyggere. De fleste af sælgerne kommer derfra. I Pumwani er der 80 %
arbejdsløshed, og mange lever for omkring en dollar om dagen (svarende
til 5,50 krone eller 66 kenyanske schilling) alt inklusive. Trods
arbejdsløshed er der en stor, uformel økonomi bestående af små
forretninger: Dagligvarebutikker, der tilbyder ubegribeligt små mængder
af fx mel og sæbe, frisørsaloner, forretninger med
genbrugsbyggematerialer og gadekøkkener, hvor man kan købe kogte
dyreindvolde. Og så er der de mange barer, der sælger den stærke,
lokale hjemmebryg, changa'a, til mændene i kvarteret.

 

Kampen om kurvene

I
kurveafdelingen af Kariokor-markedet er kampen om handelen intens, og
markedet er samtidig arena for en mindre kønskamp. Vores taxachauffør
fortæller, at de kvindelige kurvemagere ofte er dårlige til engelsk og
derfor mindre drevne i at forhandle pris.

- Mændene overtager
salget af kurvene og alt over en fast aftalt pris med kurvemagerne går
i mændenes lommer. Ofte får de mere ud af det, end kvinderne gør,
forklarer han.

Kurve væves på Kariokor-markedet. Foto: Annette NielsenI solidaritet med de vævende kvinder beslutter vi at følge den første kurvesælgerskes formaning: Do your business with us.
En glødende god forhandling med en ældre kvinde om en bestemt kurv med
"et mønster, kun bedstemødre laver" udvikler sig i en uheldig retning.

En
mand insisterer på at være mellemmand og få et cut af prisen. Vi,
derimod, fastholder at handle direkte med kurvemagersken selv og truer
med at forlade markedet, hvis han også skal have penge.

Vi
afværger kun med nød og næppe, at vores taxachauffør får et par på
kassen for at oversætte til og fra swahili for os ved at betale både
kurvemagersken og mellemmanden. Før mellemmanden lader os slippe, må vi
finde vej gennem labyrinten af små boder for at besigtige hans udvalg
af turistgejl og besynge dets skønhed og kvalitet.

Kønskampen bliver afblæst, og vi kører ind til det centrale Nairobi.

 

"Anyone can be rich"

Kariokor-markedets
kaos og Pumwanis elendige bebyggelser ligger kun et par kilometer fra
den hippe Java House Cafe på Mama Ngina Street i Nairobis bymidte. Her
drikker forretningskvinder og -mænd caffè latte til 160 schilling
koppen (= 13 kroner), mens servitricen Carol med cornrow-fletninger og
extensions serverer lækre sandwichs og delikate salatanretninger.

De
mænd og kvinder, der hænger ud her, er hverken meget fattige eller
hysterisk rige. De tilhører en næsten usynlig gruppe af
mellemlagskenyanere, som er en betydelig motor for Kenyas voksende
økonomi. De sidste tre år er Kenyas økonomi vokset med omkring seks
procent om året. I år 2000 var der næsten ikke en mobiltelefon i Kenya,
og nu har to tredjedel af landets 35 millioner indbyggere adgang til
en. Ikke overraskende har stort set alle Java House gæster en mobil, og
den ligger gerne fremme på bordet. I Nairobi bliver der bygget overalt
og udenlandske banker tilbyder - som noget nyt - boliglån. Betalingen
over 20-30 år frigør penge til forbrug, måske også de penge, der lægges
i Java House.

Kenyas fremadstræbende mellemlag kan spores i titlerne på boghandlernes hylder. De bugner nemlig af selvhjælpsbøger: Talk Your Way to the Top, The Skills of Negotiating, Achieving Personal Well-Being, The Perfect CV, Doing Business in Africa, The Complete Office Handbook og Anyone Can Be Rich.
Der synes at være en sult efter at komme frem på arbejdsmarkedet, efter
at opnå mere velstand og et ønske om at løfte nationen ud af fattigdom.
En ung fyr, vi kører i taxa med nogle dage senere, hører musik fra
Congo med franske tekster.
- Jeg øver mig i at forstå fransk, for jeg satser på et job inden for turistindustrien, fortæller han.

 

Dameblade er fantastiske

De kvindelige kunder i Java House Cafe er kernepublikum for en række østafrikanske dameblade med titler som Eve, Business Woman, True Love og African Woman.
Bladene kan købes hos en hvilken som helst gadesælger. De indeholder
ikke sandheden om kvinders liv i Kenya, forskellen på livsvilkårene for
kvinder på landet og i byen og mellem rig og fattig er for stor til
generaliseringer. Men lad det være sagt med det samme: Damebladene
leverer et meget præcist billede af, hvordan livet tager sig ud for det
gryende mellemlags kvinder. De er stærkt på vej ind på arbejdsmarkedet
som direktører, sekretærer, lærere, politikere, iværksættere m.v., og
alt i deres liv er til forhandling.

True Love, juli 2007I de seneste par numre af True Love
er der for eksempel utallige artikler om karrierevalg, forvaltning af
penge, tips til bedre kost, investering, lønforhandling, gode
læseoplevelser, bedre sex, hvorfor det er vigtigt at motionere, og
hvordan man gebærder og klæder sig på kontoret. Det anbefales at læse
bøger for at øge sit ordforråd, privatsekretærjobbet beskrives som
springbræt til en direktørstilling, der er mini-portrætter af kvinder,
der har klaret sig godt i forretningslivet, sportslivet og
familielivet. Her er også tips til, hvordan man opdager, om ægtemanden
har en affære: "Er han pludselig begyndt at udvide jeres repertoire med
nye seksuelle lege og teknikker?"

Artikler om mode og skønhed
fylder, men med en afrikansk twist. Jeans, T-shirts og jakker er
standard for mellemlagene i Kenya, men det er klassisk afrikansk design
også: "Kanga delight. Enhver kvinde bør have mindst én kanga i
garderoben," indskærper en artikel om de farverige, traditionelle
bomuldsklæder.

Performancedigteren Caroline Nderitu fortæller i True Loves
juninummer, at hendes stil er enkel: "For det meste er den afrikansk
eller afslappet. Jeg har også tøj i kunstfærdig og overgearet afrikansk
stil, men det er mest til scenebrug." Om boligindretning siger hun,
"Min er afrikansk. Jeg kan godt lide et ret jordbundent look, men på en
moderne måde." Kvinderne forhandler også om, hvad afrikansk vil sige.

En
evaluering af Kenyas Lov mod Seksuelle Forbrydelser, der blev vedtaget
i juli 2006, finder også vej til bladets spalter. Smukt stylede kvinder
fra en række kvindeorganisationer fortæller om deres arbejde og giver
råd til læserne og deres børn. Ikke noget afslappet look her, det er
vigtigt at være velklædt for at få budskabet igennem. Korte portrætter
af Østafrikas mest indflydelsesrige kvinder fra True Loves
martsnummer understreger, at mange kvinder med enten prestige eller
penge eller begge dele arbejder aktivt for at forbedre livsvilkårene
for landenes fattigste befolkningsgrupper.

 

Hår er et alvorligt anliggende

Performancedigteren Caroline Nderitu hylder sammen med næsten alle andre kvinder, der interviewes i True Love,
afrikansk mode og boligindretning. Men intet sted er spørgsmålet om
afrikansk kvindeidentitet så synligt som i spørgsmålet om hår.

Reklameplakat. Foto: Annette NielsenHår
er et tema, der fylder i bladene, i gadebilledet, i supermarkeder, på
reklamesøjler og i kosmetikbutikker. Alle frisurer er rigt
repræsenterede: glat hår og krøllet hår, hår flettet i cornrows, med og
uden ekstensions eller en pompon i nakken, alternativt på toppen af
hovedet. Kun nogle ganske få har dreadlocks.

På markeder som
Kariokor ses ældre, fattige kvinder med håret bundet op bag praktiske
tørklæder. Fuldstændig kronraget er også et fashion statement, som man
fx ser det hos den smukke udgiver af magasinet Business Woman, Dr. Catherine Masitsa.

I
kystbyen Mombasa og omegn, hvor størstedelen af Kenyas muslimske
befolkning bor, bærer mange muslimske kvinder hijab i form af et helt
traditionelt sort tørklæde eller en spraglet kanga. I kanten af
tørklædet kan man af og til ane den underliggende frisure med små
cornrow-fletninger i panden. Mange bærer niqab, hvor kun øjnene er
synlige.

På dametoilettet i Mombasas lufthavn spadserer en
kvinde rask ind ad døren, løfter op niqab'en og kaster den over
hovedet. Hun tjekker sin meget kraftige øjenmake-up og sindrige frisure
i spejlet. Ikke et hår sidder forkert. Hun er omkring 20 år, og mens
hun frimodigt står og vifter kroppen med et hjørne af niqab'en - det er
nemlig meget varmt - spørger hun til, hvem jeg er.

- Okay, du
kommer fra Danmark. Jeg har engang overvejet en designuddannelse der,
men nu tager jeg en uddannelse her i Kenya i stedet for, siger hun. Med
øvede bevægelser slynger hun niqab'en på plads, og med smilende øjne
skrider hun ud ad døren, ind i afgangshallen og ud i verden.

 

Spænd sikkerhedsselen

I Vanity Fairs
juninummer skriver den kenyanske forfatter Binyavanga Wainaina i
artiklen "Generation Kenya", at det største problem for afrikanske
lande på vej frem mod demokrati og udvikling er Vestens tendens til at
"forvandle det næststørste kontinent i verden med 53 lande og næsten en
milliard vidt forskellige mennesker til én kæmpemæssig krise".

Den
nuværende danske regering lancerede i foråret 2007 en Afrikapolitik,
der fremhæver kvinder ikke alene som en drivkraft, men selve nøglen til
udvikling i flere afrikanske lande. Derfor skal kvinders deltagelse i
det politiske liv, civilsamfundet og erhvervslivet have særlig støtte
gennem dansk ulandsbistand.

Kenyas kvinder er heldigvis
allerede i fuld sving med at deltage i alle aspekter af samfundslivet.
Der er lang vej igen for de fattigste kvinder, hvis liv minder om en
konstant krisetilstand, men energien og engagementet til at løfte sig
ud af fattigdom fejler intet. En undersøgelse foretaget af en række
internationale finansorganisationer, blandt andet Verdensbanken, viser,
at kvinder ejer 48 % af alle mikro-, små- og mellemstore virksomheder i
Kenya. Disse virksomheder bidrager til en femtedel af landets
bruttonationalprodukt (BNP).

Ifølge det spritnye østafrikanske
magasin Business Woman driver Kenyas kvinder i høj grad landets
boblende økonomi. Hvis kønsbaserede uligheder på arbejdsmarkedet blev
fjernet, kunne Kenyas økonomi vokse med yderligere fire procentpoint om
året, hævder bladet. Og missionen er simpel: "At inspirere, støtte og
fremme kvinder i forretningslivet ved at forstå deres behov og
identificere og levere ressourcer, der kan udvikle deres forretning,"
som udgiveren Dr. Catherine Masitsa erklærer i sin leder.

Business Womans
forsidehistorie handler om finansiering. Artiklen hedder "Ladies. Here
is the money! Let's do some business" og gennemgår et nyt
finansieringsprogram, der letter kvinders adgang til lån, især kvinder,
der har vækstvirksomheder. Andre sektioner går tæt på ledelse,
teknologi, international forretning, balancen mellem familie- og
arbejdsliv, stil og fritidsbeskæftigelser for forretningskvinder.

Og
Catherine Masitsa ledsager det hele med en opfordring: "Det er en
spændende tid for os alle, så spænd sikkerhedsbælterne og lad os se at
komme i gang."

Budskabet er klart: Kenyas kvinder skal tage
deres del af kagen i landets voksende økonomi. Eller som
kurvesælgersken i Kariokor formulerer det: Do your business with us.