Muath Isaeid husker, hvordan han lærte at være en mand. Det skete allerede i de tidlige skoleår, hvor en pige fra hans klasse fortalte ham, at det var på tide, han stoppede med at lege med dukker. Hun fortalte ham også, at når hun blev drillet, var det hans ansvar som mand at forsvare hende. Isaeid lærte hurtigt, at man forventede en bestemt adfærd fra ham, fordi han var en mand (eller på det tidspunkt en dreng).

Om ”Challenge my story”

Se historier og interviews med partnere og deltagere på www.challengemystory.com.

“Challenge my story” er et samarbejde mellem den danske organization Digital Storylab og to jordanske organisationer, 7iber og Al Balad Theater.

Ved at samle unge mennesker, der deler deres historier gennem en digital storytelling proces siger Challenge my story mod at udforske forskelle og ligheder i kønsrelaterede udfordringer som unge mænd og kvinder i Jordan møder. Dette kan være alt fra diskrimination til chikane og fysisk eller psykisk misbrug.

15 deltagere fra Jordan, Syrien, Palæstina, Libanon og Somalier deltager i den 5 dags facilitets-workshop i digital storytelling i Amman, hvor de lærer at facilitere story telling redskaberne videre til andre.

Projektet er finansieret af KVINFO's Minipulje under Det Arabiske Initiativ.

Da Isaeid fortalte historien til en forsamling af aktivister som led i en 5 dages intensiv workshop i Jordans hovedstad Amman i metoden digital storytelling, stod det klart for ham, at ham ikke var alene. Flere af de øvrige deltagere havde lignende oplevelser, hvor de som børn havde lært, hvad, der var tilladt, og hvad, der ikke var tilladt, ud fra deres køn.  Areej Kheeris husker, at hun fik fortalt, at piger ikke cykler. Mohamed Farah husker sin mor fortælle ham, at han ikke skulle lege med sine søstre, men i stedet at gå udenfor og lege med de andre drenge.  Fadia Barjous husker, hun som lille pige lærte, at hun var nød til at vente på at blive hentet af sin familie efter skole. Hun måtte ikke selv gå hjem eller tage en taxa, som drengene gjorde.

”Der er et spændingspunkt mellem dig selv, og når du rammer samfundets krav” siger Aysha Shamayleh, i sin refleksion over de fælles temaer i de historier, der fortælles. ”Man rammer et punkt, hvor det fra da af er dit køn, der bestemmer, hvad der er muligt for dig”

Kreativ proces

I workshoppen, der er et samarbejde mellem den danske organisation Digital Storylab, KVINFOs Minipulje og de lokale aktører, online magasinet 7iber og Al Balad teater, bruger deltagerne storytelling som redskab for at kunne diskutere køn. I følge Nikoline Lohmann, en af grundlæggerne af Digital Storylab, er digital storytelling at kraftfuldt redskab, når man skal trække den slags historier ud af folk og give et godt fundament for gruppediskussioner om vigtige emner.

Digital storytelling er oprindeligt udviklet som metode i 1990’erne af amerikaneren Joe Lambert fra ”Center for Digital Storytelling” i Berkeley i Californien. Digital storytelling bidrager som redskab til folk, hvor de selv kan lave deres egne personlige 2-3 minutter lange historier, der skabes ud fra nye og gamle fotos, videoklip fra mobiltelefonen eller et digitalkamera, og hvor personerne selv lægger fortællerstemme til. Det er en kreativ proces, hvor helt forskellige mennesker deler deres livshistorier og kreative forestillinger med andre, siger Nikoline Lohman.

I løbet af workshoppen lærer deltagerne flere forskellige strategier for at finde og udforske historier (stories) om sig selv, som de muligvis har glemt. Ud fra disse historier bliver det muligt for deltagerne at udforske deres position i samfundet og snakke om, hvordan de er blevet den, de er i dag. Ved at fokusere på at lære teknikkerne som et redskab for aktivister, erfarede deltagerne hvordan processen med storytelling faciliterede bestemte former for dialog mellem dem og gav dem en selvindsigt, der kan danne grundlag for handling.

Personlige historier

Da workshoppen er ved at være ved vejs ende, har alle 15 deltagere fortalt historier om, hvordan små ubetydelige daglidags ting kan have haft stor indflydelse på, hvordan de har det med sig selv. Eksempelvis Areej Khreeis, hvis forældre fortalte hende, at hun ikke måtte cykle. Hun delte historien om, hvordan hun hele sin barndom har drømt om at få lov til at cykle. Hendes video viser den frigørelse hun følte, da hun på sin 30 års fødselsdag selv havde købt sig en cykel og endelig kunne få drømmen om at cykle opfyldt. Areej Khreeis fortæller også, at det gjorde hende usikker at fortælle en så lille og personlig historie i en tid, hvor store begivenheder som krig og revolution har farvet verden og også flere af worksohopdeltagernes historier. Måske hun skulle have forsøgt at tackle større emner. ”Jeg er lige så flov, som jeg følte mig i det øjeblik jeg først sad på cyklen”, siger hun, ”men det er rigtig vigtigt for mig. Det er min personlige uafhængighed”.

Én af de ting, deltagerne har lært på workshoppen er, at små personlige historier kan kommunikere kraftfulde og vigtige øjeblikke.

”Min historie handler ikke om vold i hjemmet eller en dominerende far” siger Rawan Zeine, ”Jeg er bare en kvinde, hvis daglige valg er underlagt samfundsnormerne”.  Rawan Zeines historie har en historie fra barndommen som omdrejningspunkt. Historien handler om en fremmed mand, der påtaler, at hendes shorts er upassende.  Rawan Zeine beskriver, hvordan denne og andre oplevelser har fyldt hende med tvivl på sig selv og drevet hende til selvcensur. ”Det her er ikke mig” Siger hun, når hun beskriver den forsigtige, tvivlende kvinde, samfundet har gjort hende til.
Når man spørger lidt ind til hendes projekt, siger hun, at hun er frusteret over den film, hun har lavet, fordi hun fremstår som offeret i historien. Det er ikke sådan, hun har lyst til at være. Flere andre af de kvindelige deltagere udtrykker lignende bekymringer og funderer over, hvordan man kan tale om de daglige krænkelser, uden at ende i en magtløs offerrolle. Eksempelvis taler Deema Dabis om de konfliktfyldte følelser hun følte, efter en fremmed mand på gaden befamlede hende. Hun beskriver følelserne fra oplevelsen som en blanding af skam, vrede, forvirring og hjælpeløshed. Hvordan er det muligt at fortælle denne historie uden at fremstå som et offer? Hvordan kan hun bibeholde magten? 

En del af idéen bag digital storytelling er at bruge metoden for at kunne danne gruppediskussioner, hvor man arbejder med emner som disse, siger Nikoline Lohman.

Følte sig som en byrde

Deltagerne

Workshoppens deltagere var:

  • Malek Ikhmies og Abdelsamee Abdallah, der arbejder for ”Global Platform”. De er blevet bedt om at oversætte træningen til arabisk til en ny workshop.
  • Aysha Shamayleh, der designer creative writing workshops for unge og professionelle.
  • Rawan Zeine fra Ta3leele, et åbent forum hvor folk kan dele idéer.
  • Areej Khreeis, der arbejder med unge-vejledning.
  • Mohamed Farah fra Jesuitisk flygtninge samfund.  
  • Fatima Ashour fra nyhedsorganisationen Syria Direct.
  • Deema Dabis fra storytellingorganisationen Mena og ”the Border Diaries”.
  • Meena Ekram fra den egyptiske organisation Khayar
  • Muath Isaeid fra Al Balad Theater.
  • Lames Assaf fra 7iber.
  • Mohammad Hijazi, som leder et uafhængigt pladeselskab og musikstudie.
  • Fadia Barjous fra Amman 101
  • Hala Abu Taleb
  • Omar Al Tabakha
En anden deltager, Fadia Barjous, diskuterer den frustration, hun følte som barn, da hun skulle vente på at blive hentet fra skole og andre aktiviteter af sin familie. Hun fik ikke lov at tage hjem alene, fordi hun er kvinde. Eksempelvis måtte hun heller ikke tage en taxa alene. Selvom det går op for Fadia Barjous, at hendes familie gjorde dette ud af kærlighed, og at hendes far strakte sig til det yderste for at køre hende alle de steder, hun ønskede, kæmper hun stadig med en følelse af at være blevet begrænset af reglerne. ”Jeg følte mig som en byrde,” siger hun. ”Hvorfor skulle jeg vente? Jeg hadede at være kvinde. Hvad nu, hvis jeg i stedet havde været det yngste mandlige medlem af familien?”.

Ud fra vinklen, at digital storytelling giver redskaber, der gør, man kan have diskussioner om vanskelige emner, giver lige præcis den video anledning til diskussion i gruppen. Flere mandlige deltagere siger, at Fadia Barjous burde have set sine oplevelser som gode, fordi de viser, hun havde en familie, der elskede hende så højt, at de altid var parate til at hente hende.  Ja, svarede kvinderne i gruppen, men problemet er, at hun ikke har et valg.

Betænkeligheder ved, hvordan man kan fortælle sin historie uden at fremstå som et offer, blev særligt vigtige, fordi workshoppen blev holdt på engelsk. Deltagerne spekulerede over det at dele historie af politisk karakter eller samfundskritiske historier på et fremmedsprog. Hvem vil det se ud som om, de taler til? Hvad kan vise sig at være over grænsen? En deltager er særligt tilbageholdende af lige netop den grund. Hun følte det ubehageligt at dele kritikken af en religiøs lærers tolkning af koranen, selvom hun ville have gjort det på arabisk, hvis hun havde talt til sit eget bagland. I stedet ændrede hun historien og fjernede kritikken fra den.

Hvordan man diskuterer køn

Menna Ekram, der arbdejder for Khayar, en egyptisk organisation, der studerer og producerer information om kønsrelaterede problematikker på arabisk, siger, at hoveddelen af den information om køn, der er i den arabiske verden, enten er produceret af folk udefra eller på engelsk. Hendes organisations mål er at rette op på den ubalance.

Workshoppen sætter gang i intense gruppediskussioner om, hvad køn er. Menna Ekram udfordrer gruppen under udviklingen af deres historier ved at snakke om, at køn måske er mere end den blotte forskel mellem mænd og kvinder. ”Diskussionen handler altid om, hvordan jeg er anderledes fra mænd, men hvad med alle de gange, hvor jeg har følt mig anderledes end andre kvinder?”, spørger hun.

At køn bør ses som et kontinuum, er deltageren Aysha Shamayleh enig i og tilføjer, at hun foretrækker at bruge begreberne ”femininitet” og ”maskulinitet” fremfor ”mænd” og ”kvinder”, når hun taler om køn. ”Det er en skala,” siger hun, ”inspireret af dit biologiske køn, specielt hvis du gerne vil passe ind” (men det er ikke determineret af det).

Det relaterer sig til en anden nøglediskussion, der er dukket op i løbet af worshoppen : Hvad betyder det for en mand, at blive underlagt et ”køn”? I introduktionen af emnet til gruppen, deler arrangøren Anne Herholdt noget akademisk forskning på området om køn, som hun siger, muligvis kan hjælpe deltagerne, når de skal tænke over problematikken. Dog tilføjer hun, at hun ikke har kunnet finde noget udgivet viden om mænd i publiceret forskning i Jordan. ”Det er derfor I er her,” siger arangør Nikoline Lohman til mændene i gruppen.

Også vigtige mandehistorier

Ikke desto mindre, var mange at de mandlige deltagere i stand til at fortælle vigtige historier om, hvordan også de mødte kønsbestemte begrænsninger i deres liv. Malek Ikhmies fortalte en historie om, hvordan han var blevet bedt om at redde sin vens søster fra en æresforbrydelse. Selv om han viste, han var nødt til at gøre noget, beskriver Malek Ikhmies sine kvaler med at vide, at hvis han blandede sig direkte, ville familien måske anklage ham for at være medskyldig i pigens ærekrænkende opførsel. Mohamed Farah fortæller, hvordan han som flygtning under flugten fra Somalia blev nægtet ly hos en slægtning, fordi de havde en datter på hans egen alder. Mohamed Farah beskriver følelsen af at være tvunget til at være ude i den kvælende varme. ”Jeg følte mig fanget i den frie verden” siger han.

Også denne historie affødte en del gruppediskussion. ”Filmen provokerede mig på en interessant måde,” siger Rawan Zeine, der spørger Mohamed Farah, hvordan det føltes at blive behandlet som en potentiel krænker af sin familie. ”Tænkte du nogensinde, hvad i alverden skulle jeg gøre mod deres datter? Eller accepterede du det bare? Jeg er meget nysgerrig på kønsaspektet, det er en god film at vise i en diskussion omkring køn”.

Da mange af filmene var meget personlige og fordi deltagerne arbejdede tæt sammen i udviklingen af deres historier, kommenterer flere deltagere på, hvordan de også kom til at kende hinanden i processen. Nu hvor workshoppen er overstået, håber deltagerne på at kunne tage de redskaber, de har lært, med hjem til deres egne organisationer. Der forventer de selv at afholde workshops omkring en bred vifte af emner og ikke kun køn for at udforske og fortælle fællesskabshistorier og som et middel til at styrke lokalsamfundet. Allerede under workshoppen udviklede Aysha Shamayleh, Deema Dabis, Rawan Zeine og Muath Isaeid, en digital storytelling-plan, der skal bruges  i en anti-moppe kampagne, de håber på at kunne lancere i Jordans skoler.

Det Arabiske Initiativ

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Det Arabiske Initiativ under Udenrigsministeriet.

 

”Vi valgte lige netop de deltagere for at sikre, de kunne nå ud i forskellige miljøer” siger Amal Hammoudeh fra 7iber, der hjalp med at organisere eventen. ”Idéen med workshoppen er at lære disse deltagere metoderne, så de kan lære dem videre til andre, så de kan få deres historier ud i verden”

7ibers chefredaktør, Lina Ejeilat, tilføjer at ved at undervise i storytelling teknikker til et bredt netværk af personer, håber 7iber på at kunne udvide sin base af bidragydere og måske potentielt kunne tilbyde et forum , hvor historier i fremtiden bliver udviklet. ”På 7ibers vegne håber vi virkelig, at det her vil hjælpe os udvide vores netværk af bidragydere og folk, der kan producere interessant arbejde” siger hun.