Med Den röda grevinnan. En europæisk historia sætter den svenske kønshistoriker Yvonne Hirdman endnu engang nye standarder for nordisk kønsforskning. Denne gang med en biografi om hendes egen mor, Charlotte Hirdman. En historie lige til en blockbuster løftet op på et højt akademisk niveau, men skrevet rørende som en græsk tragedie og spændende som en krimi.

Læs mere

Faktaboks:

Yvonne Hirdman, * 1943, kan bedst karakteriseres som
Sveriges rigskvindehistoriker. Fra sit første professorat i kvindehistorie
lancerede hun i 1986 en teori om køn og magt, som via den første svenske
magtudredning blev det teoretiske afsæt for den internationalt toneangivende
svenske ligestillingspolitik. Efter en række analyser af den svenske
velfærdsstats historie kom hendes første bidrag til biografigenren Det tänkande hjärtat. Boken om Alva Myrdal,
2006.    

I Sverige har politikere på begge fløje taget Yvonne Hirdmans kønsteori til
sig. Således har Bengt Westerberg, tidligere leder af Folkpartiet og
jämställhetsminister i bogen Liberal
feminism,
red. af Lars Leijonborg, 2001, beskrevet, hvordan læsningen af Genussystemet vendte op og ned på hans syn på ligestilling.

 

Om forskelle på kønsdiskurser i svensk og dansk magtudredning,
se diskussionen mellem Yvonne Hirdman og Anette Borchorst i artiklen Kønsmagt under behandling

Læs mere om Alexander Graf Stenbock-Fermor

Bestil bogen på KVINFOs Bibliotek

En europæisk historia - bogens undertitel, holder til overmål, hvad den lover. Yvonne Hirdman fletter nemlig morens skæbne sammen med det tidlige 1900-tals Europahistorie, præget, som den var, af dramatiske omvæltninger.

Charlotte Ida Käthe Marie Schledt kom til verden i 1906 i det nuværende Letland i en schweizisk-tysk familie. Den blev tvunget på flugt af den sociale uro og fremmedfjendskhed, der kom i kølvandet på den første russiske revolution. Efter et par fredelige år i Hamborg og London slog familien sig ned i Østrig-Ungarn, arnestedet for Første Verdenskrig. Ungdomsårene tilbragte hun i efterkrigstidens kriseramte Tyskland fra 1928 som kommunistisk aktivist i det stadigt mere nazificerede Berlin.

 

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 flygtede hun via Schweiz til Moskva. Her levede hun i den internationale partifunktionærghetto under kulminationen af det stalinistiske terrorregime. Det lykkedes hende i 1937 at slippe ud - til et liv som illegal statsløs flygtning på tidsbegrænset ophold i Danmark, Frankrig og Norge, indtil hun i 1940 reddede sig fra Anden Verdenskrig gennem giftermål og blev en neutral svensker.

 

 

Et sådant cv kræver en kvinde med star quality

Charlotte Hirdmans historie er overbevisende dokumenteret i bogens billeder. Forførende fotogen synes hun at have været omgivet af fotografer med linsen rettet mod hende. Her et par eksempler på livet i jetsettet, lige før lyset blev slukket i den berlinske Cabaret. Tolkningerne har jeg ladet stå som illustration af den elegance, hvormed Yvonne Hirdman spinder læseren ind i kildekritiske og kønsteoretiske overvejelser:

 

"Af dette billede at dømme, sikkert fra 1930 eller 1931, så lever hun op til alle stereotype forestillinger om Weimartidens Berlin og det glade, dekadente leben: Se, der står hun med den ene fod på bordet nær champagnekøleren, smuk som en Carmen i sin ternede kjole, sine store øreringe og sin hat og ved hendes fod hviler fortryllet skuespilleren Hans Mayor-Hanno klædt som en romersk kejser, og der sidder jo Helmut Hertzfelde alias John Heartfield, og er det en kvinde eller en mand ved hans side? Og spiller det nogen rolle?"

 

Charlotte og Wisti i drag på en badeferie i 1932. "To unge kvinder, som udfordrer og prøver det meste? ", skriver Yvonne Hirdman, og garderer sig igen med et af sine karakteristiske spørgsmålstegn, selvom hun også har fundet et par breve fra Wisti, fulde af længsel efter at være sammen med Charlotte igen og elske hende "ganz zart". Kan det blive meget tydeligere - tiden taget i betragtning?

 

 

Kærester af alle køn

Blandt de mange kærester af alle køn griber tre magtfuldt ind i hendes liv. Alle mænd. Alexander Graf Stenbock-Fermor, som hun 20 år gammel mødte i 1926 og var gift med 1929-32, Heinrich Kurella, som hun levede sammen med i Moskva, hvor han blev henrettet i 1937, og Einar Hirdman, som hun traf i Frankrig i 1939 og fik sine tre børn med. 

 

Som hun selv var Stenbock fordrevet balter, dertil falleret greve. Purung kæmpede han på de hvides side i borgerkrigen efter den russiske revolution i 1917, men blev rød, da han i 1920 havnede i Tyskland, præget af revolutionært røre ovenpå krigsnederlaget og den lige så ydmygende fredsslutning i Versailles.

 

De levede i et åbent forhold, jf. at billederne begge stammer fra den periode, de var gift. Og der er flere af samme slags. Stenbock var i fuld gang med en karriere som forfatter og journalist, og en sjælden gæst i hjemmet i Berlin. På bundlinjen efter skilsmissen stod en grevindetitel, et venstreorienteret bohemenetværk og to illegale aborter. Hans mange værker var blandt Yvonne Hirdmans tidligste kilder, og hun har 'lånt' sin hovedtitel fra hans selvbiografi Der rote Graf.

 

 

Russisk spion i Danmark

Heinrich Kurella indgik i den hirdmanske familiehistorie som morens store kærlighed, der ufortalt forsvandt i Rusland. En ring, han havde givet hende, var hendes kæreste eje, og da hun i 1964 tilbragte julen hos sin diplomatsøn Sven i Moskva, gik hun efter sigende rundt på byens kirkegård, som om hun ledte efter nogen.

 

Historien om forholdet til Kurella åbnede sig først, da Yvonne Hirdman i 1997 fandt frem til hemmeligholdte kilder fra Sovjettiden. Af dem fremgår det, at han efter en stribe forhør blev arresteret, tortureret, dødsdømt og henrettet den 28. oktober 1937, 32 år gammel. Og at Charlotte allerede d. 4. februar - en dato "hun skulle mindes hele sit liv" - havde forladt ham og Sovjetunionen. Sandsynligvis efter en studehandel, hvor hun reddede sit liv ved at lade sig hyre som russisk spion i København.  

 

Vi får mindst at vide om ham, som Yvonne Hirdman ved mest om, nemlig faren Einar. "Pojken" [drengen, red.] kalder hun den 22-årige student, da han ved et tilfældigt møde med den 10 år ældre Charlotte blev vordende far. Det var da heller ikke ham, der talte hende fra en fjerde provokeret abort - i Moskva havde hun måttet abortere i sjette måned. Det blev en norsk kvinde, i hvis hjem Sven kom til verden, inden den socialdemokratisk regelrette Hirdmanfamilie fik det umage par gift.

 

Faktisk stopper biografien ved vielsen i 1940. Vi spises af med et par historier om, at hun trods tre børn i rap i perioden 1939-43, turede Europa rundt som rejseleder og tolk, så snart grænserne åbnede sig efter krigen. At hun fortsatte sin dekadente omgang med cigaretter og sprut. At hun drillede sin teenagedatter med den frække danske vise, "du må ikke være bange, for jeg har gjort det med så mange" - snapshots, der giver appetit på meget mere. Er der mon en ny bog om folkhemmet i den røde grevindes optik på vej?

 

 

Skriver mammabiografi så alle kan følge med

Værket er indrammet af en prolog og en epilog, der uddrager det væsentlige i forsknings- og skriveprocessen. I prologens åbningsscene finder den 23-årige Yvonne sin mors dagbog under oprydningen efter hendes død i 1966. Her faldt hun - fejlagtigt, som det skulle vise sig - over denne bemærkning om sig selv: "I nat fødte jeg en grim lille pige," hvorefter hun gemte dagbogen af vejen i over 40 år.

 

Først da hun var på vej mod det sidste punktum i historien, kunne hun læse, hvad moren faktisk havde skrevet om fødslen: "Den 18.1. ti minutter i elleve om morgenen fik jeg atter en lille datter. 2.920 gr.  47 cm lang. Mørkt Hår, vældig lik Gunnar og Arne, mine hænder og øre, ganske grim her i begyndelsen."

 

Således blev projekt mammabiografi en sorgbearbejdelse med religiøse overtoner, en Jacobs kamp efter devisen: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig. Velsignelsen kommer i epilogen, hvor Yvonne Hirdman lægger alle spørgmål bag sig, og forsoner sig med, at hun og moderen begge har gjort deres bedste. Made the best of it med Charlottes bon mot.

 

"Nu kan de väl ändå slänga sig i väggen, tänker jag när jag lägger Yvonne Hirdmans bok åt sidan. Alla kändisarna med sine mamma- og pappaböcker," skrev Ulrika Kärnborg i sin anmeldelse. Hvad er det så, der gør bogen her så meget bedre?

 

For det første kender Yvonne Hirdman sin kosmopolitiske mors kaotiske tid til bunds. For det andet er hun eminent til at opstøve kilder, der forbinder morens personlige historie med Europas historie. For det tredje er køn simpelthen mainstream i hendes historieunivers. Og det vigtigste af alt: Yvonne Hirdman kan skrive, så alle kan følge med.

 

Denne for Yvonne Hirdman særegne diskurs kræver mod til at aflægge alle akademiske falbelader og lukke læseren helt ind i maskinrummet. Forskningsprocessen er hovedsporet Den röda grevinnan. Det highlighter hun med en raffineret dialogisk form, der inddrager læseren i de utallige metodiske og teoretiske spørgsmål, som opstår undervejs. Læsningen bliver til en samtale, som var man en kollega, en studerende, en ven. Om hvordan maskulinitet, krig og fascisme løb sammen i mellemkrigstiden. Om hvor valide kilderne til morfarens seksuelle overgreb er. Om den smag af jern, man får i munden, når man er for lille til at være alene for længe.