Kvinderetsaktivister fra Indien og flere afrikanske lande kritiserer FNs 2015-mål på udviklingsområdet for ikke at fokusere nok på kvinders rettigheder. Kritikken drejer sig især om fattigdomsbekæmpelse og reproduktive rettigheder. Det kom frem på en konference i foråret arrangeret af WIDE, en paraplyorganisation for europæiske NGOer. Charlotte Kirkegaard fra Center for ligestillingsforskning var med på konferencen.

Læs mere

Læs mere

Mere om Women in Development Europe WIDE
Mere om FN og kvinder WomenWatch

Kvindeorganisationer, regeringer og store dele af FN-systemet erkender,
at det er nødvendigt at opdatere Beijing-handlingsplanen for global
ligestilling, siger Carol Barton, koordinator for netværket Women's
International Coalition for Economic Justice (WICEJ). Hun var en af 157
forskere og kvinderetsaktivister, der i foråret mødtes til konferencen Globalising Women's Rights: Confronting Unequal Development Between the UN Rights Framework and the WTO Trade Agreements i Bonn arrangeret af Women In Development Europe (WIDE), en paraplyorganisation for ikke-statslige europæiske organisationer.
-
Beijing-handlingsplanen mangler væsentlige aspekter som fx, hvordan man
forholder sig til Verdenshandelsorganisationen WTOs regler, der er
kønsblinde. Eller hvordan man forholder sig til, at en lang række
regeringer tænker mere i terrorbekæmpelse end i udvikling og
fattigdomsbekæmpelse.

Beijing-handlingsplanen skulle da også
have været åbnet for genforhandling i 2005. Men på FNs Kvindekommissions
samling i marts 2004 blev det besluttet ikke at genåbne for langvarige
forhandlinger af dokumentet, men at fokusere på implementeringen af
handlingsplanen fra 1995 på de nationale niveauer. Det skete bl.a. fordi
regeringer i fx USA, Mellemøsten og Vatikanet ønsker at ændre på
formuleringer omkring kvinders "reproduktive rettigheder", da disse
fortolkes som formuleringer, der især promoverer abort.

 

Hvor bliver kvinderne af ?

I 2000 vedtog FN Årtusindeerklæringen,
der indeholder otte konkrete mål, som skal nås inden år 2015 - i
Danmark kaldet 2015-målene. Blandt målene er en halvering af
fattigdommen og en forbedring af kvinders rettigheder.

- På FNs
verdenskonference om befolkning og udvikling i Kairo i 1994 blev vi
enige om særlig beskyttelse af kvinders seksuelle og reproduktive
rettigheder - altså retten til at bestemme over egen krop og sikker
adgang til abort [i de lande, hvor indgrebet er lovligt, red.]. Men i
2015-målene er der ikke et ord om reproduktive rettigheder, siger Carol
Barton.
- Det er en række minimalistiske mål, og det holistiske syn
på verden fra Beijing er fuldstændig forsvundet. Kønsaspektet er svagt
repræsenteret. Kun det tredje mål nævner kvinders rettigheder og her
fokuserer man primært på adgang til uddannelse. Vi mener, at målene er
meget teknokratiske i deres udformning.

- 2015-målene angriber
heller ikke den såkaldte "Washington-konsensus, der går ud på, at
regeringerne ikke er ansvarlige for at sørge for folks grundlæggende
fornødenheder, såsom vand, sundhed og uddannelse. Det skal overlades til
det frie marked. De fattigste lande får delvis gældssanering mod at
føre en politik, der defineres af Verdensbanken og Den Internationale
Valutafond. I Uganda er der fx krav om, at regeringen skærer drastisk
ned på sundhed og uddannelse for at imødekomme gældssaneringskravene. Og
samtidig skal de leve op til 2015-målene. Det er en doublebind, der er
umulig at løse, siger Carol Barton.

 

Kvinde-NGOer vil boykotte 2015-målene

Ifølge
Carol Barton er række kvindeorganisationer over hele verden vrede over,
at 2015-målene hverken afspejler den politiske og økonomiske kontekst,
de skal operere i eller tager hensyn til det kønsperspektiv, der blev
fastlagt i Beijing handlingsplanen i 1995. Nogle steder vil kvinderne
boykotte arbejdet med 2015-målene, særlig i de store lande som Indien og
Brasilien, der ikke er så afhængige af økonomisk støtte fra FN.

"FN
er på forkert kurs. Vi skal stoppe med at bruge så meget tid og kræfter
på at monitorere deres processer. Det er spild af tid og vi opnår ikke
de ønskede mål.", lød det adskillige gange fra talerstolen på
konferencen i Bonn.

Devaki Jain, der er velanset udviklingsøkonom
fra Indien med global ligestilling som speciale, deltog i konferencen.
Under topmødet i Beijing i 1995 modtog hun en pris fra UNDP (FNs
udviklingsprogram) for sit store arbejde for kvinders ligestilling. Jain
er frustreret og bekymret over udviklingen i FN:
- Jeg har altid
støttet FN som multilateral aktør. Men FN sætter en ny dagsorden med
2015-målene, som ikke relaterer sig til den globale økonomiske udvikling
med voksende ulighed, som de skal operere indenfor. Når man tvinger de
fattigste lande til at privatisere opfyldelse af basale behov som adgang
til vand, sundhed og uddannelse, så hænger det simpelthen ikke sammen.
Vi er nødt til at stoppe privatiseringen og få reel gældssanering, hvis
vi skal bekæmpe fattigdommen. I Indien, dele af Afrika og Brasilien
modtager vi under 0,1 procent af vores BNP fra FN, så vi kan stort set
være lige glade med FNs krav. Vi vil ikke længere bruge en masse kræfter
på at understøtte og monitorere deres processer. Derimod vil vi arbejde
for vores egen dagsorden, der handler om at forandre den
makro-økonomiske globale dagsorden, siger Devaki Jain.

Lithia
Musyimi-Ogana, økonom og leder af AC-EGA (African Center for
Empowerment,Gender and Advocacy) i Kenya sagde, at 2015-målene kan ikke
opfyldes uden at der bliver afsat økonomiske ressourcer til det. Hun har
tidligere været ansat som økonom i den kenyanske centraladministration
og deler Devaki Jains frustration:
- Det er fuldstændig absurd, at
man vil fjerne fattigdom og forbedre sundhedstilstanden sideløbende med
PRSP programmerne [Poverty Reduction Strategy Paper, red.]. De tvinger
de fattigste lande til at skære ned på de offentlige udgifter,
tilbagebetale gæld og privatisere offentlige ydelser - herunder vand.
Det er umuligt at udrydde fattigdom på de betingelser.

-
U-landene fik ingen økonomiske ressourcer ved topmødet i Monterrey i
Mexico i 2002. Så 2015-målene skal finansieres af Verdensbankens
PRSP-programmer. Der er noget helt galt. FN skal tilbage til deres
mandat. De skal ikke samarbejde med Verdensbanken på de betingelser. Det
ligner en sammensværgelse. Da vi som kvindeorganisationer sagde ja til
at samarbejde med FN - herunder UNDP, som er FNs udviklingsprogram -
sagde vi ikke samtidig ja til at gifte os med Verdensbanken. Det er vel
heller ikke helt tilfældigt at UNDPs nye chef, Mark Malloch Brown,
kommer direkte fra Verdensbanken?, spørger Lithia Musyimi-Ogana
retorisk.

- Så længe UNDP kører den linie, så er vi stået af. Og
realiteten er jo, at der intet er sket for at forbedre kvinders forhold
siden 2000. Nu vil vi ikke længere monitorere for FN, men køre efter
vores egen dagsorden, konstaterer Lithia Musyimi-Ogana.

 

FN bør udfordre markedskræfterne

Ifølge
Davaki Jain er FN er den eneste multilaterale aktør, hvor der er
demokratisk lighed. Hun beskriver det som et "brillant demokratisk rum",
men når landene ikke har lige mange penge at skyde ind i projekterne,
så giver det alligevel en ubalance:
- I det magtcenter, der dannes
når FN, Verdensbanken og den private sektor går sammen, bliver det de
rige lande, der bestemmer, for FN har hårdt brug for penge. FN er ikke
længere at betragte som uafhængig. Det gik helt galt, da Kofi Annan i
2000 udarbejdede Gobal Compact, hvori han sammen med en lang
række transnationale selskaber lavede et fælles værdigrundlag. I Indien
brændte vi dokumentet på gaden, fordi det betyder at FN er blevet
asymmetrisk, og de rige lande har mere at skulle have sagt end de
fattige, fortæller Devaki Jain.

Devaki Jain er ikke i tvivl om, at FN kæmper for sin egen overlevelse:
-
Det er et dyrt system, at holde kørende. 2015-målene handler
udelukkende om at legitimere FNs jobs og status. I stedet burde FN
udfordre markedskræfterne og fastholde, at menneskerettigheder - og
kvinderettigheder - er vigtigere og hævet over markedskræfterne.

Der
er kræfter i FN, som arbejder med at indarbejde kønsaspektet i samtlige
2015-mål. Der er særlige task-forces på hvert mål, der skal afslutte
deres indstillinger i løbet af 2004. Nogle kvindeorganisationer mener,
at de er nødt at gå ind i 2015-målene og præge dem, da al opmærksomhed
og økonomiske ressourcer følger disse mål. Også den danske regering
forsøger at fokusere store dele af bistanden på de otte mål.

Hillka
Pietla, som er senior rådgiver for den finske NGO Komité og har mange
års erfaring med køn og udviklingspolitik, mener at 2015-målene har både
positive og negative aspekter:

- Vi bliver nødt til, som
kvindeorganisationer, at overtage målene og kvalificere dem i relation
til kønslighed og retfærdighed. Det hænger ikke sammen, at 2015-målene
ser fattigdom som en tumor, man kan fjerne kirurgisk uden at røre resten
af samfundet. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Vi må kræve, at de
nationale rapporter, om hvordan det går med opfyldelsen af 2015-målene,
indeholder et kønsperspektiv. Vi må forlange ordentlige kønsanalyser
både i forhold til evalueringer og analyser af 2015-målene - både i FN
og i de enkelte lande. Og sidst, men ikke mindst, skal vi blive ved med
at fastholde, at 2015-målene simpelthen ikke kan opfyldes, hvis ikke
Beijing handlingsplanen bliver ordentligt fulgt og implementeret,
understreger Hillka Pietla.

Charlotte Kirkegaard er cand.jur. og journalist og ansat som ved Center for ligestillingsforskning, RUC.