Sexrobotter kan erstatte prostitution. Det er den glade nyhed, som sælges sammen med de første eksemplarer af sexrobotter på markedet. Men forskerne er uenige, om hvor glad man skal være. Professor Kathleen Richardson fra De Monfort University i Leicester, og lektor ved Högskolan i Skövde, Erik Billing, har lanceret kampagnen ”Stop Sex Robots” i håb om at skabe debat om de kønsstereotyper, som robotingeniører projicerer ind i såkaldt velfærdsteknologi til især service- og plejesektoren.

Robotter

 

 Hun hedder Roxxxy, og hun er ”altid tændt og klar til at tale eller lege”, lover firmaet. Især til at lege, for talegaverne er endnu reduceret til det absolut nødvendige. Men hun drejer hovedet, når man sidder med hende i sofaen. Og når man tager hende på brysterne eller mellem benene, fortæller hun, hvor ophidset hun bliver, forklarer den hvidkitlede Douglas Hines, hendes opfinder, i den  video, hvor hun markedsføres til 6.995 dollars.

Roxxxy er kort og godt et sextoy, omend i den absolut dyre ende. Mere sofistikeret end andre sexdolls, men næppe i stand til at bestå den såkaldte Turing-test, en slags blindtest der tjekker om en computer udstyret med kunstig intelligens kan snyde nogen til at tro, at de taler med et menneske.

I science-fiction filmen ’Hende’ [’Her’, 2014; red.] forelsker mennesker sig i deres computere, men Roxxxy ville næppe kunne erstatte Scarlett Johansons forførende stemme og få Joaquin Phoenix til at forestille sig en sand livsledsager. En TrueCompanion, som Roxxxys amerikanske forhandler hedder.

Men visionen om at skabe menneskelignende robotter, der kan gøre det ud for en sexpartner, blomstrer. Realdolls er et andet amerikansk forsøg, som vil udvikle deres livagtige siliconedukker med robotteknologi. Og sidste år kunne robotfetichisterne deltage i den første Internationale Konference om Kærlighed og Sex med Robotter.

Red Light District med robotter i 2050

Robotentusiaster forestiller sig for eksempel, at sexrobotter kan erstatte prostitution. Det har fået advarselssirenerne til at gå i gang hos Kathleen Richardson, professor i computeretik ved De Montfort University i Leicester. I september lancerede hun kampagnen Stop Sex-robots sammen med Erik Billing, lektor i computervidenskab ved Högskolan i Skövde og formand for Sveriges Kognitionsvidenskabelige Forening, Swecog.

” Det kan lyde besnærende at erstatte rigtige prostituerede med robotter, fordi prostitution så ikke ”går ud over nogen”. Der er også overvejelser om at benytte robotter, som forestiller børn, til terapeutisk behandling af pædofile. Jeg mener, at det er en farlig udvikling, som vil skabe et billede af både kvinder og børn som livløse objekter, man ikke behøver at forholde sig til som ligeværdige væsener,” siger Kathleen Richardson.

Tanken om at erstatte prostituerede med robotter er blandt andet blevet populariseret af Ian Yeoman og Michelle Mars, henholdsvis sexolog og fremtidsforsker ved universitetet i Wellington på New Zealand. De forestiller sig, i en akademisk artikel fra 2013, at Amsterdams Red Light District omkring 2050 vil være befolket af humanoide robotter. Det vil gøre en ende på menneskehandel og være langt mere hygiejnisk, mener de.

Et lignende argument kommer fra  David Levy, der organiserede den Internationale Konference om Kærlighed og Sex med Robotter. Han er specialist i kunstig intelligens og udgav i 2007 sin doktorafhandling under titlen Love and Sex With Robots: The Evolution of Human-Robot Relationships.
”Kærlighed til robotter vil blive lige så normalt som kærlighed til mennesker,” skriver David Levy, som siden har promoveret sit synspunkt især i britiske medier.

Legitimerer sex som en selvisk handling

Erik Billing er lige så betænkelig ved denne udvikling som Katheleen Richardson. Især deler han hendes synspunkt om, at sexrobotterne bringer en kønnet slagsside med sig.

”Argumentet om, at robotter kan erstatte prostitution, gør bogstaveligt talt kvinder til sexobjekter.  Det legitimerer synspunktet om sex som en handling, man foretager for sin egen tilfredsstillelse, uden at tage hensyn til partneren. Og det legitimerer synspunktet om en mandlig seksualitet, som har krav på at blive tilfredsstillet,” påpeger han.

Kombinationen af sex og robotter har trukket en del store overskrifter især i britiske medier og rejst kritik overfor Richardson og Billings kampagne. De fremstilles som en slags feministiske maskinstormere, der vil sabotere både friheden og videnskaben. Men målet er ikke at forbyde sexrobotter, understreger de,  men derimod at rejse en kritisk debat om, hvordan forestillingerne om køn indlejres i teknologien.

”Teknologi er ikke kønsneutral. Vi projicerer vores egen menneskelighed over i robotter, og den voksende promovering af sexrobotter som erstatning for prostitution siger mig, at noget er rivende galt. Der er en stærk etisk debat om militær brug af robotter, især med kampagnen Stop Killer Robots, der sigter mod at forebygge automatiseret krig via robotter. Bør vi ikke have lignende overvejelser om udviklingen af sexrobotter?”-spørger Kathleen Richardson.

For robotindustrien udvikler stadig mere komplekse robotter, der kombinerer teknologi og kunstig intelligens. De udvikles især til plejesektoren, men også til private hjem som en slags hjælpemidler blandt andet til handicappede. Og vi vil møde nogle af dem i den virkelige verden inden for en tidshorisont af omkring ti år. 

Kvindejobs til kvinderobotter

Mange robotter har kun en overfladisk lighed med mennesker, som for eksempel Pepper og Nao, to europæisk udviklede robotter, der kan bevæge sig autonomt, tale og reagere på følelser som vrede eller glæde. Men især i Japan er man langt fremme med veritable menneskekopier eller gemenoider, som udvikles af blandt andet professor Hiroshi Ishiguro ved universitetet i Osaka.

”I nogle tilfælde får robotten ikke et direkte køn. Ingeniøren designer den ikke til at være specielt mandlig eller kvindelig, men brugerne kan selv læse det køn ind i den, som de ønsker. Alligevel kommer en række stereotyper meget hurtigt til udtryk,” siger Henrik Schärfe, grundlægger af Center for Computer-medieret epistomologi ved Aalborg Universitet og i dag privat konsulent i innoverende, disruptiv teknologi.

Henrik Schäerfe er foreløbig den eneste dansker, der har fået lavet en robotkopi af sig selv. Og han kan se adskillige tegn på, at udviklingen af menneskelignende robotter rejser nogle helt basale kønsspørgsmål. Det er nemlig ikke kun prostituerede, som kan blive erstattet af robotter.

”En lang række pleje- og servicefunktioner er ved at blive robotiseret. Alle der sidder ved en skranke, i lufthavnen eller hotelreceptioner og har modtage- og informationsfunktioner kan erstattes af robotter. Og det er typisk kvindejobs. Hvis jeg skal udvikle en robot til at sidde i receptionen i en stor virksomhed og tage imod mine gæster, så er der meget lille sandsynlighed for, at jeg spontant vil vælge at designe en 60-årig receptionist med gråt hår og et træt ansigt. Et af de værste eksempler, jeg har set, er robotter, der får tildelt en kvindestemme, når de har basale, underordnede funktioner men en mandsstemme, når de skal bruges til noget mere betydningsfuldt,” siger Henrik Schärfe.

Kønsattributter styrker accept af robotter

Robotindustrien tager som regel kun kønsbrillerne frem, når den undersøger, hvordan det påvirker brugernes accept af robotter, hvorvidt de opfattes som enten mandlige eller kvindelige. Det er HRI, eller Human Robot Interaction, som forskningsfeltet hedder. Og risikoen er, at ingeniørerne overspiller robotternes kønsstereotype karakteristika i håb om at styrke brugernes accept. Denne skævhed forstærkes, når robotterne udvikles til at varetage jobs, der sædvanligvis er kvindejobs på et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked.

Micol Marchetti-Bowick fra Stanford University, er en af de få, som har forsket i kønsstereotyper hos robotter. Og hendes undersøgelser bekræfter Henrik Schärfes mistanker:

”De kønsattributter, der projiceres over på robotter, afspejler mange af de kønsstereotyper, som eksisterer hos både designeren og brugeren af en robot. Men det er især kvindekønnede robotter, der er ramt af denne trend. De er ofte designet til at have hyper-feminine fysiske karakteristika og udføre funktioner, som traditionelt varetages af kvinder,” konstaterer Micol Marchetti-Bowick.

I artiklen Is your Is Your Roomba Male or Female? The Role of Gender Stereotypes and Cultural Norms in Robot Design fastslår hun, at en stor del af finansieringen og arbejdet inden for humanoid robotdesign går til at udvikle robotter til enten husligt arbejde eller til plejesektoren, især i ældreplejen. Og eftersom disse funktioner sædvanligvis varetages af kvinder, udstyres robotterne med fysiske karakterististika, der forbindes med kvindelighed.

”Topmålet af posthuman sexisme”

Micol Marchetti-Bowick nævner for eksempel den såkaldte ”nursebot” eller sygeplejerobot  Pearl, udviklet af Canegie Mellon University i USA til at varetage en række praktiske plejefunktioner. Selv om Pearl helt klart er en maskine, har ”hun” røde læber malet på ”ansigtet” og en høj falsetstemme. Hendes japanske kollega, Saya, fra Science University i Tokyo, har fået flere klare kvindelige træk med langt, glat hår, øjne og læber. Så snart robotterne skal ligne mennesker, griber ingeniørerne til deres mest basale fantasier om den perfekte kvinde.

En anden feministisk robotforsker, Jennifer Robertson fra University of Michigan, mener ganske enkelt, at ”humanoide robotter er topmålet af posthuman sexisme og udvikles inden for et reaktionært retorisk klima”.

Aiko, udviklet af den canadiske forsker, Le Trung, til at være den perfekte livsledsager, er naturligvis høj og slank, med langt hår, lårkort nederdel og lange støvler. Hensigten med Project Aiko er at udvikle hende, så hun kan lave morgenmad, massere skuldrene, pudse vinduer og rense toilettet.

”Når humanoide robotter designes til at inkarnere en idealiseret form for kvindelighed baseret på skønhed og servicering af mænd, forstærker det forestillingen om, at kvinders eneste formål er at behage mænd. Udviklingen af androider som Aiko er med til at forstærke patriarkalske værdier i samfundet,” skriver Micol Marchetti-Bowick.

Illusionen om det postkønnede cyborg-samfund

”Traditionelle kønsstereotyper nedfældes i robotterne, men robotterne kan også vise sig at få en selvforstærkende effekt og øge kønsstereotyperne i samfundet, for de er ikke bare teknologi. Folk siger farvel til min robot, ikke til min computer”, siger Henrik Schärfe. 

Det er dermed gået helt anderledes, end den amerikanske feminist og zoolog Donna Haraway forestillede sig, da hun som en af de allerførste tænkte det robotiserede menneske i et kønsperspektiv, med udgangspunkt i science fiction-visionen om cybernetic organisms, eller cyborgs, der både er mennesker og robotter.

I sit essay A Cyborg Manifesto fra bogen Simians, Cyborgs and Women fra 1991, forestiller hun sig en post-kønnet fremtid, hvor sammensmeltningen af menneske og maskine gør det muligt at overvinde kønskløften.

”En cyborg drømmer ikke om den organiske familiemodel, uden det ødipale projekt. En cyborg ville ikke genkende Edens have, den er ikke kommet af jord og kan ikke drømme om at blive til jord igen”, skriver hun.

”Det er ikke den vej, vi bevæger os. Det er snarere Pygmalion-myten, der udspiller sig i laboratorierne, når ingeniørerne designer robotter,” siger Elizabeth Jochum, adjunkt i kunst og teknologi ved Aalborg Universitet med særligt fokus på køn og robotæstetik.
 

Robotteknikeren er den nye Pygmalion

I den græske mytologi var Pygmalion kunstneren, der skabte en skulptur af den perfekte kvinde og blev så forelsket i hende, at guderne opfyldte hans ønske om at gøre hende levende.

”Robotterne stiller spørgsmålet om, hvor Pygmalion-myten kommer fra, og hvorfor mænd drømmer om at skabe den perfekte kvinde. De rejser spørgsmålet om, hvad der sker, når myten forlader kunsten og træder ud i samfundet. Både filmkunst og kunsten er fuld af forestillinger om kvindelige robotter, som kan være enten typisk kvindelige eller stærkt foruroligende, som for eksempel kunstneren Jordan Wolfsons’s ” mener Elizabeth Jochum.

Lige siden filminstruktøren Fritz Lang i 1927 iscenesatte den første kvinde i rollen som robot i filmen Metropolis, har filmverdenens kvinderobotter været både foruroligende og erotisk æggende, som robotten Ava i en af 2015’s blockbustere, Ex Machina. Det er det samme kvindeideal, der udvikles i både filmstudier og robotteknologiske forskningscentre, påpeger Elizabeth Jochum.

”Robotingeniøren er den nye Pygmalion, og robotterne afspejler, at kun syv procent af de tekniske jobs i robotsektoren i Europa er besat af kvinder. Der er brug for langt flere kvinder men også for en mere fremtrædende plads til socialvidenskaberne, der kan anskue industrien ud fra andre vinkler end den rent tekniske, herunder kønsvinklen. Det er faktisk langt vigtigere end spørgsmålet om sexrobotter,” mener Elizabeth Jochum.

Det er langt hen ad vejen også Kathleen Richardsons og Erik Billings synspunkt, selv om de understreger de særlige problemstillinger omkring deciderede sexrobotter.

”Det brede billede er, at vi er i færd med at overskride en antropologisk grænse, hvor mennesker og robotter interagerer med hinanden. Vellignende humanoide robotter kommer før eller siden, og risikoen er, at det bliver teknologien, der kommer til at køre show’et,” siger Erik Billing.