Børnepasning, sene møder, frygt for chikane og mandefællesskaber i byrådene. Det er nogle af de faktorer, som får kvinder til at undgå byrådsarbejdet, vurderer eksperter. Både når det gælder opstillede og valgte var færre end tre ud af ti kvinder ved det seneste kommunalvalg.

Det står ellers i skarp modsætning til den spådom, en af drivkræfterne bag kampagnen for kvindes valgret, Elna Munch, skrev i 1906:

”Overalt vil en Gennemgang af Lovenes Historie vise, at Kvinderne vinder frem, langsomt, men sikkert. Men endnu er der alle Vegne langt igen, før den virkelige Lighed er naaet.”

Sådan lød det nemlig i tidsskriftet Det Ny århundrede, som Elna Munchs mand, Peter Munch, stiftede. Det var to år før, kvinderne den 20. april 1908 fik valgret til kommunalvalg. Og kun 7 år efter, at gifte kvinder blev myndige.

Men i dag står børnepasning, husarbejde og tiden til engagement uden for job og husarbejde stadig i vejen for, at kvinder stiller op til byrådene. Det svarede en lang række kvindelige byrådspolitikere blandt andet, da avisen Kommunen i 2016 undersøgte, hvad der holdt kvinder tilbage fra at stille op til kommunalvalget. Det var nemlig sammen med tonen og frygten for chikane noget af det, kvinderne oplevede som svært ved at sidde i byrådet.

Den oplevelse deler lektor ved Professionshøjskolen Absalon og psykolog Jonatan Kolding Karnøe, der er forfatter til bogen Politisk Psykologi:

”Der er stadig en skæv fordeling i forhold til, hvem der tager sig af arbejdet i hjemmet. Det vil sige, at hvis de kvinder, der er i dag både skal tage sig af hjemmet, have en karriere og lave politisk arbejde i byrådet, hvilket kan ses som en hobby, så er det tre poster, de skal varetage. Derfor skal kvinderne, hvis det skal kunne lade sig gøre at gå ind i politik, sætte nogle rammer for, hvad de rent faktisk har mulighed for,” siger han.

Stadionbesøg og høje hæle

Da den socialdemokratiske rådmand Mai-Britt Iversen startede sin politiske karriere købte hun sig et par høje høje hæle. Det var ikke det sexede look, der trak. Men når man i forvejen er 178 centimeter høj, blev det pludseligt svært for mændene at lukke hende ude af deres cirkler:

”Når man kommer til arrangementer og møder, stiller mænd sig ofte i en forsamling, som det er svært at blive en del af. Men nu, hvor jeg var højere end dem, blev det jo pludseligt svært for dem at afvise mig.”

Derudover blev det pludseligt vigtigt at komme af sted til fodboldkampe på Aalborg Stadion. Selvom hun altid har været vild med fodbold, var der nu et andet formål end fankulturen: På stadion blev der nemlig truffet beslutninger og lavet aftaler:

”Det nyttede jo ikke noget, at jeg ikke var dér, hvor aftalerne blev lavet. Jeg fik en masse informationer om hvem, der snakkede med hvem, og hvilke alliancer, der fandtes. Ellers kunne jeg jo risikere, at når jeg kom til næste møde i byrådssalen, så var tingene afgjort på forhånd, fordi nogen havde snakket sammen på stadion. Men nu så jeg jo, hvem der talte sammen, og så havde jeg mulighed for at spørge dem, hvad der foregik. På den måde kom jeg hurtigere med ind over beslutningerne.”

På den måde har Mai-Britt Iversen altid formået at overvinde de sexistiske oplevelser, hun har haft i byrådsarbejdet. I dag oplever hun nærmest aldrig sexisme i lokalpolitik i sin kommune, og beslutninger i byrådssalen bliver i dag også i langt højere grad truffet i byrådssalen frem for på stadion. Men den gang for 20 år siden, var det en udfordring.

The (not so) fun facts

  • Kun i to kommuner i Danmark, blev der valgt flere kvinder end mænd ind i kommunalbestyrelsen ved sidste kommunalvalg.
  • Ved valget i 2005 blev valgt syv kvindelige borgmestre. Samme antal, som der blev valgt borgmestre, der hed Erik.
  • På de 20 år fra 1993 og frem til 2013 steg andelen af kvindelige borgmestre med fire procentpoint.
”Jeg besluttede mig for én ting, da jeg startede i politik. Og det var, at jeg aldrig serverer kaffen. Det er ikke fordi, jeg har noget imod at servere kaffe i dag, men kommer man ind til et møde som den yngste og som kvinde og begynder at servere kaffe, så får man altså ikke magten for bordenden.”

Og i sidste ende handler det jo om magt. Magt, som man ikke bare får tildelt:

”Men derfor er det enormt vigtigt, at vi kvinder er velforberedte,” siger Mai-Britt Iversen og uddyber:

”Vi skal kunne nogle statistikker og kunne tale med om tørre tal. Vi skal ikke stoppe med at bruge vores følelser, for politik er i høj grad følelser.Men man bliver nødt til også at have styr på sine statistikker.”

Har jeg mon tid?

Birgitte Kehler Holst stiller i år for første gang op for Alternativet. Fordi hun mener, at hun som almindelig borger i København har noget at byde ind med i Borgerrepræsentationen, som byrådet i København hedder.

Men før hun traf beslutningen om at stille sig frem og stille op, gjorde hun sig en masse tanker om, hvorvidt hun virkeligt ville. Hun har sine børn 9 ud af fjorten dage og har derudover et fuldtidsjob. Kunne hun mon få det til at hænge sammen?

”Men det nytter ikke noget, hvis vi har et demokrati, hvor almindelige mennesker ikke kan engagere sig. Så det skal kunne lade sig gøre for mig at stille op. Men jeg har da spurgt mig selv: Har jeg tid til det, og kan jeg få tid til det, og går det ud over mine børn? Men jeg tror også, det er godt for børn at have en rollemodel i en forælder, der tager aktiv del i samfundet.”

Midt i familietiden

Lektor i køn og europæisk politik ved Europastudier på Aarhus Universitet, Christina Fiig peger på, at der netop er nogle problemer i organiseringen, der kan holde kvinder fra kommunalpolitik. Både fordi det ikke er en levevej som folketingspolitik, men også i forhold til, at mange byrådsmøder finder sted i familietiden sidst på dagen. Samtidigt oplever flere kvindelige byrådspoltikere, at medierne har et særligt fokus på deres privat- og familieliv, som mandlige byrådsmedlemmer ikke oplever.

”Når der er tale om et ekstra deltidsarbejde, man har ved siden af sit eget job, så rammer det ned i de familiemæssige prioriteter. Ligesom der ikke er mange kvinder i byrådene, er der jo heller ikke ret mange unge i byrådene. Det gælder jo også de unge mænd. Det handler jo også om, at man har nogle forpligtelser i forhold til små børn i sin ungdom. Og så kan det knibe med tid til det her arbejde 10-15 timer ekstra om ugen.”

Hun tilføjer, at det godt kan være, at det er kvinderne, som ikke selv stiller op. Men det interessante er, hvorfor kvinderne ikke vil stille op.

”Jeg tror bestemt ikke, det er uvæsentligt, at det er de majoritetsdanske midaldrende offentligt ansatte mænds klub. Det må også påvirke de unge og etniske minoriteter. Det kunne jeg i hvert fald godt forestille mig. Der er heller ikke særligt mange unge, som stiller op eller fra det private erhvervsliv. Så det kan da godt være, det ikke er en særligt attraktiv forsamling at gå ind i for nogle grupper,” siger Christina Fiig.

“Hun fravælger sine børn”

Andre menneskers dømmende blikke på en mor, der “fravalgte sine børn” stod også som en forhindring på vejen mod det politiske engagement for Birgitte Kehler Holst.

”Når jeg vælger at gå ind i politik, ses jeg også som en mor, som fravælger mine børn. Den tid, jeg vælger at bruge på noget andet end mine børn, har en anden pris for mig som kvinde i andres øjne. For som kvinde bliver man målt med en anden målestok end mænd. Der er nogle andre forventninger til mig som mor, end der er til min partner. Jeg fik i sin tid at vide, at jeg var heldig at have en mand, som gik på barsel og som lavede mad. Der jo aldrig nogen, der siger til en mand, at han er heldig at have en kone, som tager barsel og laver mad,” siger Birgitte Kehler Holst og tilføjer:

Men Birgitte Kehler Holst mener ikke, hun har et andet ansvar over for sine børn, end deres far har. Også selvom hun ofte bliver spurgt “hvad med dine børn?”

”Og det tror jeg heller ikke, mandlige politikere bliver spurgt om,” siger hun.

En ny kultur

Om forfatteren

Ronja Pilgaard er uddannet journalist med en baggrund som bachelor i dansk og kulturformidling. Til dagligt arbejder hun med journalistik om kommunalpolitik for de to medier kommunen.dk og dknyt.

Derudover er hun frivillig redaktør på Roskilde Festivals avis Orange Press, ligesom hun har lavet kommunikation for Asocio, der blandt andet laver demokratiudvikling i Østeuropa.

Artikelbilledet er fra et byrådsmøde i en kommune i Danmark, 2017. Kilde: Disputs

Ifølge Jonatan Kolding Karnøe, lektor og forfatter, kan kulturen i byrådene være en af de store udfordringer, hvis flere kvinder skal stille op i politik:

”Jeg kan frygte, at der er nogle, som ikke oplever, at den kultur, der er i byrådene lige nu, tiltrækker dem. Og når der kun er 30 procent kvinder, kan det være vanskeligt at påvirke den kultur, de vilkår, der er for at indgå i byrådsarbejdet – man er simpelthen i undertal. Man kan spørge om kvinder og andre minoriteter får stemme nok til at sige ‘hov, kunne vi gøre det på andre måder?’,” siger han.

Han mener, at der i byrådene er manøvrerum nok til at eksperimentere med andre mødeformer og andre deltagelsesmuligheder:

”Så når jeg siger, vi skal prøve at se på rammen, og vi skal se på deltagelsesniveauet, så handler det jo ikke nødvendigvis om, vi skal droppe borgmesterkæden eller boykotte byrådssalen, men det handler om, hvornår ligger mødet for eksempel. Der er mange manøvrer, der er mange ting, man kan gå ind og arbejde med.”

Mænd har magt og kvinder er sociale

Birgitte Kehler, som stiller op for Alternativet har ikke nogle særlige udvalg i kikkerten, men da hun er ordfører for både ligestilling, ældre, omsorg, biblioteker og kulturhuse, er det oplagt, at hun, hvis hun bliver valgt, vil ende i et udvalg, der lægger sig op af disse ting. Også selvom hun da også ville synes økonomiudvalget kunne være spændende.

Ph.d. og lektor på Aarhus Universitet Christina Fiig præsenterede i december 2016 en undersøgelse af de udvalg, Folketinget består af, og hvilke køn, som er repræsenteret hvor. Og i perioden 1990-2015, som Christina Fiig undersøgte, tegner der sig et klart billede: Kvindelige folketingspolitikere går ind i udvalg som uddannelses- og forskningsudvalget, i social-, kultur- og sundhedsudvalget. Mændene sidder typisk i trafik-, forsvars-, udenrigs-, økonomi-, skatte- og finansudvalget.

”Der er en helt klar arbejdsdeling i politik. Så jeg kan konkludere, at udpegningen ikke er kønsneutral,” siger Christina Fiig

Og den konklusion mener Christina Fiig godt, man kan trække ned over den kommunalpoltiske arbejdsdeling også:

”Der er områder, som er defineret som mande- og kvindeområder i politik. Kvinder er generelt underrepræsenterede i de mest magtfulde positioner, som man typisk regner økonomi og trafik og miljø. Men man skal ikke undervurdere, at socialudvalget også har et ret omfattende budget,” siger hun.

Kig på rekrutteringen

I Birgitte Kehler Holsts parti, Alternativet, har man det sidste år haft et udtalt fokus på at gøre det mere attraktivt for kvinder at stille op til byrådene rundt om i landet. Det var så absolut et mål at finde 40 procent kvinder, som ville stille op. Alligevel er det ikke lykkedes.

Men ifølge Christina Fiig er det centralt, at partierne får kigget på deres rekruttering, hvis der skal flere kvinder ind i byrådene. Debatten om kvinderepræsentation bør derfor foregå mellem valg og ikke kun op til det enkelte kommunalvalg.

”En grund til at kvinderne ikke vil stille op er jo nok også at partierne ikke skaber nogle attraktive rammer for dem. Nogle partier i Danmark har en højere kvinderepræsentation end andre. Det er blandt andet SF, De radikale og Enhedslisten. De partier med en historisk lav kvinderepræsentation er til gengæld Socialdemokratiet og Venstre, som jo er de to store partier i det kommunale politiske spil. Så man bør sætte fokus på de to partier,” siger hun.