Troen på et mere ligestillet samfund post Egyptens 2011-revolution er ved at blive overmandet af en træthed hos landets kvinderetsorganisationer. Alligevel fortsætter de. Udviklingen må uundgåeligt vende på et tidspunkt, som de siger.

For fire år siden havde Nevine Ebeid Fahim ikke lyst til at forlade Egypten. Det var midt i revolutionen, de egyptiske kvinder strømmede ud i gadedemonstrationerne på Tahrirpladsen, og kvinde- og menneskeretsorganisationer som New Women Foundation, hvor Nevine Ebeid er programkoordinator, vejrede morgenluft. Det var en proces, hun ikke ville gå glip af.

I dag er hun rastløs efter at rejse, men rastløsheden er blandet med en ny frygt. Frygten for at møde op i lufthavnen og få inddraget sit pas og dermed en del af sin frihed.
Det er ikke en overdreven frygt.

Women in Politics

Konferencen Women in Politics fandt sted 3.-4. juni 2015. Som en markering af 100-året for de danske kvinders valgret satte den fokus på kvinders vilkår i politik både i Danmark og internationalt.

Konferencen var arrangeret i samarbejde mellem DIPD (Danish Institute for Parties and Democracy) og KVINFO finansieret under Det Arabiske Initiativ.

Foto: Azza Soliman, Nevine Ebeid og Salma El-Naqqash ved konferencen i Eigtveds Pakhus i København. Fotograf: Jens Juul

 

En anden af de kvindelige aktivister, der sammen med Nevine skulle have deltaget i KVINFO’s konference Women in Politics i København i anledning af 100-året for de danske kvinders valgret, kom aldrig frem af præcis samme årsager.

Samme uge som konferencen løb af stablen, forsvandt den 23-årige fotojournalist, Esraa El-Taweel, i Kairo, en i en lang række af primært unge aktivister, der er forsvundet i løbet af dette forår. Hun er siden dukket op i politiets varetægt, og er stadig fængslet - uden hverken dom eller anklage. 24. januar i år blev den kvindelige aktivist, Shaima al-Sabbagh, dræbt af politiet under en fredelig demonstration til minde om den egyptiske revolutions begyndelse 25. januar 2011.

Råderummet for de aktivister, der arbejder for demokrati og rettigheder i Egypten, snævres konstant ind. Det nuværende regime, ledet af præsident Abdul Fatah al-Sisi, har ry for at slå hårdt ned på enhver modstand og at gå målrettet efter aktivister, der arbejder for en forbedring af kvinde- og menneskerettigheder.

Tiltagende stigmatisering

Situationen i Egypten

Egypten er i dag reelt et militærstyre under præsident og tidligere hærchef Abdel Fattah al-Sisi. Landet har ikke haft et fungerende parlament siden 2012.

Efter revolutionen i 2011 vandt islamistiske partier og kandidater både parlaments- og præsidentvalget. Men først kendte forfatningsdomstolen parlamentsvalget ugyldigt og opløste parlamentet og i 2013 afsatte militæret under general Abdel Fattah el-Sisi præsident Mohamed Morsi, der siden er blevet dødsdømt.

I stedet blev El-Sisi valgt til præsident i maj 2014. Hans styre har været præget af en stadig hårdere kurs over for enhver form for protester eller kritik. 

Der er planlagt parlamentsvalg til efteråret efter det har været udsat flere gange. Indtil da har præsidenten også den lovgivende magt. 

Vi har mødtes før. Nevine Ebeid Fahim fra New Women’s Foundation, Azza Soliman, der er medstifter af Center for Egyptian Women’s Legal Assistance (CEWLA) og Salma El-Naqqash fra Nazra for Feminist Studies, en af de nyere og yngre feministiske organisationer i Kairo.

Vi mødtes i Kairo i 2013 på et tidspunkt, hvor kvinderetsorganisationerne havde travlt med at sikre kvinders rettigheder i det nye Egypten, og hvor troen på en mere ligestillet fremtid var stærk på trods af de mange forhindringer, de stadig kæmpede imod.

Når jeg nævner den tid, spreder der sig en hul latter rundt om bordet. Kampånden har de stadig. Ellers ville de ikke være i København i dag. Men den er blandet med en stor træthed, og desillusionen kommer hurtigt krybende.

- Jeg er meget optaget af den situation, kvindelige aktivister befinder sig i, i dag, og den måde de behandles på i det offentlige rum. Vi så, hvad der skete, da Shaima al-Sabbagh blev skudt, og de konsekvenser, det fik. Det er en meget målrettet strategi mod menneskerettighedsaktivister og især kvindesagsaktivister. Man gør det offentlige rum mere og mere utilgængeligt for dem at operere i, siger Salma el-Naqqash.

Hun bakkes op af Azza Soliman:

- Vi oplever en tiltagende stigmatisering. Sidste år blev jeg chokeret over at se et billede af mig offentliggjort i avisen sammen med en håndfuld andre navngivne aktivister. De havde endda angivet adressen på vores organisation. Det var en skjult invitation til at overfalde os. Det gjorde mig bange. Jeg vidste ikke, om jeg ville blive overfaldet, når jeg gik på gaden eller var i supermarkedet, fortæller hun.

Og siden har hun fået regimets pres endnu stærkere at føle. Helt tilfældigt blev hun vidne til politiets nedskydning af Shaima al-Sabbagh i januar, men da hun ville vidne, havnede hun i stedet selv som anklaget for at deltage i en ulovlig demonstration. En sag, der stadig ikke er afgjort. 

Mediernes rolle

Center for Egyptian Women’s Legal Assistance (CEWLA)

CEWLA er en egyptisk NGO grundlagt i 1995 med det formål at forsvare kvinders menneskerettigheder i det egyptiske samfund. CEWLA yder juridisk rådgivning til kvinder og organiserer oplysningsarbejde om kvinders rettigheder. Samtidig arbejder CEWLA for ligestilling på et politisk plan med hovedvægt på juridisk ligeret og anti-diskrimination.

Azza Soliman er medstifter og bestyrelsesformand i CEWLA. Hun har over 20 års erfaring med arbejdet for kvinderettigheder i Egypten.

De tre kvinder er enige om, at en lang række parametre gør det sværere end nogensinde for kvinder at deltage i det offentlige og politiske liv. Den egyptiske konstitution har stadig ingen paragraf, der ligestiller kvinders deltagelse i det politiske liv, dvs. en længe ventet kvoteløsning for kvinders repræsentation på valglisterne som den, der er indført i f.eks. Tunesien. Problemer med at finansiere en valgkamp er også større for kvinder, der traditionelt ikke har adgang til samme økonomiske ressourcer og sponsorer, som mænd har.

Alle tre organisationer samarbejder med KVINFO med aktiviteter for at forbedre kvinders adgang til det politiske rum gennem oplysning, kapacitetsopbygning og mentorordninger.

Grundlæggende set, kæmper kvinderne dog især mod strukturelle barrierer. Den seksuelle vold i det offentlige rum, som især har vist sig under de folkelige demonstrationer på Tahrirpladsen, og den generelle stigmatisering af kvinder, der forsøger at træde frem i den offentlige arena, er med til at begrænse mange kvinders politiske engagement.

New Woman Foundation

NWF er en egyptisk feministisk NGO, der startede i 1984 som en studiegruppe for kvinder, der var engagerede i emner som demokrati og social ulighed. Senere har gruppen udviklet sig mod sin nuværende form, hvor NWF arbejder for kvinders ret til social ligestilling på alle niveauer i samfundet.

Nevine Ebeid Fahim er programkoordinator og medlem af bestyrelsen i NWF. Hun er koordinator af NWF’s program for kvinders politiske deltagelse.

- Frekvensen af vold og i særdeleshed seksuel vold i den offentlige sfære begrænser generelt kvinders adgang til det offentlige rum. Det er en begrænsning, der smitter af på mange former for deltagelse; deltagelse i politiske partier, deltagelse i den politiske proces både som kandidater og vælgere – alle former for deltagelse i det offentlige liv er blevet en udfordring for kvinder, siger Salma El-Naqqash

Det billede medierne tegner af kvinder, der på trods af udfordringerne alligevel vælger at markere sig politisk, beskriver Azza Soliman som en ondsindet karikatur. De beskrives som småtbegavede og uden lederegenskaber. De seksualiseres og hænges ud som løsagtige.

Ifølge Nevine Ebeid Fahim gør mediebilledet det svært at se en mulighed for reel forandring.

- Medierne er styret af en fortælling, der hverken hjælper menneskerettighedsaktivister eller dem, der forsvarer kvinders rettigheder. De lader ingen komme til orde, som har en fortælling om forandring. Hvis en af os, eller enhver anden menneskerettighedsaktivist, skulle finde på at stille op til valg, ville vi blive angrebet af medierne. Enhver kvindelig parlamentariker vil blive hængt ud som forræder og angrebet af medierne som en, der ikke er loyal overfor vores nationale værdier. Medierne forkaster på den måde selve den demokratiske proces. De er hverken interesserede i diversitet eller forandring, siger hun.

Mediebilledet er også med til at gøre det sværere for de eksisterende bevægelser at finde og bibeholde opbakning.

- Når vi oplever, hvor begrænset det offentlige rum er blevet. Når aktivister konstant har en trussel om arrestationer eller rejseforbud hængende over hovedet, så begrænser det vores handlerum. Når vi konstant rammes af smædekampagner fra mediernes side, skaber det også en mistillid hos vores samarbejdspartnere og stakeholders. Det er frustrerende, for så føles det som om alt det, vi har bygget op gennem de sidste fire år, aldrig har fundet sted, tilføjer Salma El-Naqqash.

Stadig optimisme

Nazra for Feminist Studies

Nazra tilhører den yngre generation af feministiske organisationer i Egypten. Nazra opererer ud fra en overbevisning om, at køn har en afgørende betydning i en politisk og social kontekst og arbejder for en kønsmainstreaming indenfor disse felter.
I 2011 lancerede Nazra deres Woman Political Participation Academy.

Salma El-Naqqash er programleder for Woman Political Participation Academy.

Det er let at forstå trætheden. Sværere at se mulighederne for handling.

Er I ved at miste troen på, at der vil komme forandring?

- Fra mit synspunkt kan jeg ikke tillade mig den luksus at miste modet. Jeg føler ikke, at jeg har et valg. Jeg skal leve i det her land. Problemet er, at vi er endt et sted, vi aldrig havde forestillet os, da vi startede. Vi kæmpede mod Det Muslimske Broderskab, vi ønskede en demokratisk stat. Men lige nu er vi uden muligheder. Vi har ikke en velfunderet opposition, der kan skabe et ståsted mellem det traditionelle regime og islamisterne. Så det er lidt som at svømme mellem to kyster uden mulighed for at gå i land, siger Nevine Ebeid Fahim.

Alligevel deler de tre aktivister en form for optimisme. Det kan ikke blive værre. Eller det kan det godt. Egypten kan teoretisk set se sig drevet ud i en yderliggående radikalisering, sådan som det er sket i nabolandet Libyen. Et religiøst backlash, der vil gøre kvinder og minoriteter endnu mere sårbare. Men de tre kvindelige aktivister deler en tro på, at fremtidige reformer er uundgåelige i Egypten.

- Der er helt klart en generel træthed i befolkningen. Folk orker ikke at engagere sig i kommende valg eller i nogen form for partistøtte. De vil have stabilitet og økonomisk fremgang før alt andet. Jeg er ikke specielt optimistisk omkring det offentlige rum i Egypten lige nu, men hvis angrebene på aktivister og oppositionspolitikere fortsætter, tror jeg, at der i sidste ende vil komme en modreaktion. Tingene kan simpelthen ikke fortsætte, som de er. Så jeg tror, at vi vil se en åbning i fremtiden. Vi vil se en demokratiseringsproces og en reformproces. Lige nu er det eneste rum, vi kan operere i indenfor rammerne af de juridiske reformer. Vi kan presse på for flere politiske reformer, siger Salma El-Naqqash.

Azza Soliman understreger, at international støtte til de moderniseringsprocesser, der stadig arbejdes med på især kvindeområdet, er vital. Hun ser også et lyspunkt i de nye bevægelser, der er opstået. Unge mennesker, der engagerer sig, og som er langt mere kompromisløse i deres arbejde for positiv forandring.

- Situationen for kvinder i Egypten er kun blevet værre. På den anden side brød revolutionen med flere samfundstabuer. Mange kvinder og piger valgte at lægge hovedtørklædet fra sig. Jeg er hverken for eller i mod hovedtørklædet, men jeg så kvinder træffe selvstændige beslutninger for deres liv frem for at følge et diktat fra samfundet, kulturen, familien. Vi står nu med en helt ny generation af kvinder, som er ret fantastisk. De er ikke bange, som jeg kan være det. De er frygtløse, som min kollega Salma her. De er ikke til fals for at indgå kompromiser. De tør tale om LGBT-rettigheder, noget, der har været helt umuligt at forestille sig for min generation, siger hun og peger på, at revolutionen langt fra er slut. Den er en on-going proces.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

- Vi har ikke brug for en ny revolution. Vores revolution startede i 2011, og vi er stadig i gang. Nogle gange går det værre, andre gange bedre. Men vi er nødt til at blive ved med at opbygge alternativer, siger hun.