TV-Serien ’The Handmaid’s Tale’ er i fuld gang med sin første sæson, og har fået opmærksomhed for sin samfundsmæssige relevans både fra medier og publikum. Serien er en fortælling om slavegjorte kvinder i en undertrykkende stat, og om hvordan kvinderne reagerer på deres situation og på hinanden. I virkelighedens verden siver seriens symboler og mindeværdige sætninger gennem skærmen og ud på gaderne, hvor demonstranter bruger dem til skræk og advarsel.

En kvinde flygter gennem skoven. Datteren i hendes arme er rædselsslagen, og råbene i baggrunden forfølger dem. Kvinden og datteren løber ikke hurtigt nok, og i næste øjeblik trækkes de skrigende fra hinanden af mænd med elefanthuer og maskingeværer. Mændenes walkie-talkie støj lyder som en politiradio, og deres ubekymrede tilgang til menneskejagten sætter tonen an med det samme: der er noget rivende galt.

I serien ’The Handmaid’s Tale’ hersker den religiøse totalitære stat i en verden parallel med vores. I historiens periferi foregår en borgerkrig, og menneskeheden har næsten mistet evnen til at formere sig. En lille procentdel af kvinderne er stadig fertile, og er blevet reduceret til slavegjorte pseudoskød, der skal undfange og føde elitens børn gennem religiøse ceremonier.

Som i scenen ovenover, er disse kvinder blevet indfanget. De har fået frataget deres navn, deres bankkonto, deres børn og deres ret til at læse, og enhver form for seksuel afvigelse straffes med omskæring.

Oprørets mange ansigter

Om ’The Handmaid’s Tale’

Serien er en fortolkning af bogen af samme navn fra 1985.

Hovedrollen Offred spilles af Elizabeth Moss kendt fra 'Mad Men', og hun har selskab af andre kendte serieskuespillere som Alexis Bledel og Samira Wiley.

Serien havde premiere den 26. April.
 

I ’The Handmaid’s Tale’ ser man ikke frontlinjen af borgerkrigen eller oprørernes modstandsbevægelse. Serien foregår hos borgere i kernen af det totalitære samfund, og der er villaer og gåture til supermarkedet efter appelsiner. På gåturene kommer seriens hovedperson, som staten har givet navnet ’Offred’, forbi en mur, hvor henrettede modstandsfolk hænger og rådner. Dér, i seriens øjenkrog, bliver der hintet mod det klassiske fysiske oprør, som vi forventer at se, når vi præsenteres for en verden af undertrykkelse. Men så heller ikke mere.

Modstand skal i stedet findes blandt the handmaids, eller ’tjenerinderne’ på dansk, både når de forsøger at flygte men også i de mere uudtalte rebelske handlinger.

Staten har frarøvet dem enhver form for teknologi og mulighed for at kommunikere med hinanden og omverdenen. Det er endda forbudt for dem at læse og skrive, og de kan knap nok tale med hinanden, hvilket illustreres i Offreds daglige samtaler med makkeren Offglen. De udveksler høflige religiøse hilsner og taler om det velsignede vejr, men tør i starten ikke give noget af sig selv. Mistroen gennemsyrer dem og forhindrer dem i at tale og finde sammen.

Alligevel findes der en stærk sympati blandt tjenerinderne, der fører til stærke scener af sammenhold. Efter en tjenerinde har født sit barn, rammes hun af fortvivlelse, når barnet tages fra hende og gives videre til tjenerindens frue. Alle tjenerinder er til stede under og efter fødslen, og når fortvivlelsen rammer, falder de sammen i en lydløs omfavnelse for at trøste.

Et andet eksempel er, da Offred vågner efter at være blevet fysisk straffet for at have forsøgt at flygte, og tjenerinderne omkring hende rejser sig op i sympati og solidaritet.

Disse diskrete og af deres fangevogtere oversete handlinger er små oprør i sig selv.

Mere defineret er det, når en tjenerinde i serien viser sig at være del af et aktivt netværk, der spreder information fra by til by, eller når Offreds Bedste ven Moira i et flashback ridser graffiti om én af deres fangevogtere i væggen på toilettet. Moira risikerer at blive hårdt straffet for sin profane graffiti, især fordi hun ikke må hverken skrive eller læse. Men hun insisterer på, at det er det hele værd, for den tjenerinde, der kommer ind på toilettet efter hende, vil føle, at hun ikke er alene.

The Handmaid’s Tale går på gaden

Netop sammenholdet, og dét, at man gennem symboler og kendte sætninger kan føles sig som en del af noget større, kan overføres til virkeligheden. ’The Handmaid’s Tale’ har optrådt på skilte og som kostumer i demonstrationer især i USA og Canada, og oprøret i historien er lækket ud på virkelighedens gader.

Én af de kvinder, der har taget historien og dens symboler til sig, er 45-årige Katherine Miller. I sin fritid mødes hun med andre aktivister og deltager i demonstrationer i sin hjemstat Texas i USA. Ved to lejligheder har hun og hendes meddemonstranter iklædt sig de meget karakteristiske røde tjenerindekostumer fra ’The Handmaid’s tale’.

USA og kvinderne

Kvinders ret til alt fra abort til prævention og seksualundervisning er som altid et hedt emne i USA, og har været det i mange år. Republikanere i staten Iowa har for eksempel lige foreslået, at man skal gøre abort forbudt, så snart det er muligt at registrere en hjertelyd fra fosteret, hvilket kan ske allerede ved seks ugers graviditet.

Den 13. april underskrev Trump en nyligt vedtaget lov, der vil gøre det muligt for amerikanske stater at tilbageholde finansiering til enhver organisation eller klinik inden for sundhedspleje, hvis den tilbyder abort eller nogen form for information om samme. Det sker, selvom Guttmacher Instituttet sidste år viste, at antallet af aborter i USA er på sit laveste nogensinde. 

Loven er især rettet mod organisationen Planned Parenthood og andre, som giver information omkring abort, men som også tilbyder prævention, fertilitetsbehandling, graviditetsbehandling, kræftscreeninger og screening for kønssygdomme.

KVINFOs Webmagasin har tidligere skrevet om abortdebatten i USA

Katherine Miller demonstrerer mod lovgivninger, der vil sætte flere restriktioner på kvinders reproduktive rettigheder i Texas, især når det gælder rettigheden til abort. Hun har været fan af ’The Handmaid’s Tale’, siden den oprindeligt udkom som bog i 1985, og hun føler, at historien ræsonnerer i dagens USA.

”Bush var ikke en god præsident, men dengang følte jeg mig ikke personligt angrebet,” siger hun. ”I dag er der til gengæld så mange restriktive love, at det er svært overhovedet at holde styr på dem, og det er virkelig uhyggeligt.”

Hun vælger derfor at referere til ’The Handmaids Tale’ i sine demonstrationer, for som hun siger, så kender de forbipasserende historien, og den vækker de associationer med det samme, som hun vil have dem til at reflektere over.

”Selvom de ikke har set serien, så har de set reklamer for den på TV eller på facebook, og de ved, at det handler om kvinder og dystopi,” siger hun.

Robert J. Thompsen, professor i populær kultur og tv fra Syracuse Universitet i New York bakker hende op. Han mener, at popkultur generelt har en stærk effekt i aktivismen. Den giver folk fra forskellige baggrunde måder at kommunikere på, selvom de ellers intet har tilfældes.

“Enhver med en computer kan se ’The Handmaid’s Tale’, og den bliver talt om alle steder,” siger han. ”Derfor er der allerede i befolkningen et fælles ordforråd og en fælles oplevelse af associationer.”

Folk skal se rødt

I ’The Handmaid’s Tale’ ses verdens ufrugtbarhed som en straf fra Gud. De troende beskylder især bestemte kvinder for resten af verdens straf. Ifølge dem har kvinder med brugen af prævention gjort Gud vred ved at forhindre Hans vilje, og de har slået børn ihjel med aborter, ”bare så de kunne have deres Tinder.”

Tjenerindernes religiøse fangevogtere ser dem derfor som ’skøger’ og urene forbrydere. Heldigvis for kvinderne er deres fertile organer i høj kurs, og derfor bliver de ikke sendt væk eller slået ihjel. De bliver til gengæld tæmmet, opdraget og klædt i lange ansigtsdækkende kyser og røde kapper, der er umulige at overse. Kappen dækker dem fra halsen og ned, og i landskabet i byen og i supermarkedet ser man disse røde pletter uden ansigter nærmest svæve rundt som urene spøgelser, man ikke må røre ved, og som i øvrigt er belejligt nemme at få øje på, skulle de finde på at stikke af.

Den røde farve er i litteraturen ofte et symbol på noget urent, forbudt, og promiskuøst. I den klassiske roman ’The Scarlet Letter’ (’Det Flammende Bogstav’), skal en kvinde, der har fået et barn uden for sit ægteskab, sy et rødt ’A’ for ’Adulterer’(hore) på alt sit tøj, så hun kan genkendes i bedste nazi-stil, når hun går på gaden.

I virkelighedens verden giver den dybe røde farve aktivister som Katherine Miller en fordel, når hun trækker i kostumet fra ’The Handmaid’s Tale’ for at få folks opmærksomhed foran senatet i Austin, Texas. Hun gør tjenerindernes forbandelse til aktivistens velsignelse: Farven er umulig at overse.

For Katherine handler det om, at sætte det, der sker inde i salen, i forbindelse med det forfærdelige, der sker i serien.

”Det handler om at få de forbipasserende til at stoppe op og tænke,” siger hun. ”De skal forbinde prikkerne og gå hjem og google dét, kostumerne står for, hvis de ikke ved det i forvejen.”

En tjekliste af aktuelle emner

I første afsnit af ’The Handmaid’s Tale’ spørger historiens hovedperson sig selv, hvad hun dog har gjort for at fortjene sin skæbne. I næste klip tager et flashback os tilbage til, da hun på ’det røde center’ blev tæmmet og trænet som tjenerinde. Alle kvinderne er klædt i deres røde tjenerindeuniform, og sidder i rundkreds til en form for gruppeterapi. I midten sidder en kvinde og fortæller om dengang, hun blev seksuelt misbrugt. Da lederen af seancen spørger, hvis skyld det var, vender alle kvinderne i rundkredsen som på kommando deres pegefingre mod kvinden i midten.

”Hendes skyld,” lyder dommen enstemmigt.

Fænomenet ’victimblaming’ (offerbebrejdelse) har længe været et omdiskuteret emne især i forbindelse med seksualforbrydelser og er ét ud af mange emner, der tages op i serien. På kun fem afsnit har universet i serien budt på alt fra spædbarnsdød, omskæring og reproduktiv frihed, til psykiske sygdomme og diskrimination af homoseksuelle.

Professor Robert J. Thompsen, mener, at seriens store vifte af aktuelle problemstillinger gør, at den taler til et meget bredt publikum, og især til aktivister, der har med humanitære emner at gøre.

”Hvis man laver en tjekliste af de ’hotte’ emner i dag, kan de tjekkes af i nyhederne, og de kan tjekkes af i ’The Handmaids Tale,’” siger han, og fortsætter; ”Den har den der Rorshach kvalitet, at ligegyldigt hvad dine prioriteter er, så kan du nemt finde noget, der er relevant for dig.”

Dystopien blev født i firserne

Historien er oprindeligt skrevet som roman i midten af firserne af Margaret Atwood, der var en ung amerikansk kvinde bosat i Berlin. Ronald Reagan var på det tidspunkt præsident i USA, og Berlin var kun få år fra murens fald.

I ’The Handmaid’s Tale’ hersker mistroen og undertrykkelsen. Tjenerinderne tør knap tale med hinanden, og hovedpersonen er altid opmærksom på, at ”der er altid nogen, der holder øje.” Hendes forbehold forstærkes af den hilsen, man møder hinanden med i serien: ”Under His eye,” under Hans blik. Den altoverskyggende mistro, frygt, og hang til at se sig over skulderen vækker stærke associationer til Østtysklands overvågningsstat, der i en tid satte rammen for historiens forfatter.

I forfatterens hjemland var kvinders reproduktive rettigheder samtidig under stor debat. De generelle tendenser i USA i firserne og starten af halvfemserne kan illustreres ved FACE-lovgivningens tilblivelse i 1994, som gjorde det ulovligt at forhindre andres adgang til abortklinikker. Loven blev vedtaget, fordi der i mange år var sket en drastisk stigning af voldelige angreb på klinikernes patienter og personale.

Aftryk fra begge lande kan findes i historien om tjenerinderne, og romanen blev voldsomt populær efter sin udgivelse i 1985. Professor Robert J. Thompson mener, at læserne også dengang kunne se rammer fra deres eget liv give genklang i historien, da mange af de samme problemer, vi bekymrer os om i dag, også var i folks tanker dengang. Han hentyder især til terrorisme, reproduktive rettigheder, kønsspørgsmål og undertrykkende stater.

Serien gør oprør 

Om forfatteren

Simone Nilsson er kunstner og journaliststuderende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har arbejdet 10 år i biografverdenen, er tidligere jordemoderstuderende og interesserer sig især for køn, seksualitet, krop og kultur. 

Foto af demonstration i Texas' senat: Whole Woman's Health fra Katherine Millers Instagram. Hun står forrest til venstre.

Nederst et screenshot af kvinderne på tilhørerpladserne i senatet fra en af de andre aktivisters twitter-konto.

TV fortolkningen af ’The handmaid’s Tale’ er ifølge Robert J. Thompson en loyal fortolkning, der holder den oprindelige histories kerne intakt.

Serien er dog ikke en komplet afskrivning af den originale historie. De mest indlysende opdateringer er de små tilpasninger til nutiden, som referencer til Tinder, Uber og ipads, der skal gøre serien spiselig for et nutidigt publikum. Man ser også i et flashback, at hovedpersonen Offred skriver en universitetsopgave om voldtægt på universitetsområder - et fænomen, der er meget aktuelt i USA de seneste år.

Derudover har lesbiske kvinder fået oprejsning i serien, og er aktivt blevet en større del af historiens kerne. Denne ændring har muligvis noget at gøre med, at den amerikanske generation af unge mellem 18-35, de såkaldte ’millenials’, for et par år siden blev kåret som ’Den mest homoseksuelle generation nogensinde’ af et studie fra the Public Religion Research Institute. LGBT-folk er således ikke en demografi, man kan ignorere i sit publikum.

Har man læst bogen vil man også lægge mærke til flere andre sigende forskelle, for eksempel i seriens første afsnit, hvor den lægger ud med at definere sig selv forskelligt fra bogen på et meget bestemt punkt.

Episoden igennem er man blevet præsenteret for den verden, hovedpersonen er slave i. Vi har set hende fået frataget sin datter og sit navn, og den føromtalte scene, hvor et voldtægtsoffer bliver kendt skyldig i sin egen ulykke, sætter tonen hårdt an. I episodens sidste scene, ser man hovedpersonen Offred stirre stædigt ud i luften, og med en enkelt sætning gør hun oprør både mod sin stat og mod den oprindelige roman: ”Mit navn er June.”

Ved trodsigt at holde fast i sit eget navn, har seriens Offred, eller June, allerede skabt sin egen personlighed forskellig fra Offred i bogen, som aldrig giver læseren sit rigtige navn.

Tv-seriens June virker derfor allerede mere rebelsk og trodsig end Offred i bogen, og måske er denne simple ændring et hint til, hvor TV-serien har tænkt sig at være forskellig fra den originale historie.

Det er for nylig blevet offentliggjort, at der bliver produceret en sæson 2 af serien, som får premiere til næste år.