Lige inden rulleteksterne til ”Det stærke køn” begynder at løbe over lærredet, kan man læse, at Bilproducenten Fords fabrikker i dag er kendt for at være en dejlig arbejdsplads. Filmen har ellers vist, at det ikke altid har forholdt sig sådan. Og det er nærmest grinagtigt, at producenterne har følt sig nødsaget til eller ligefrem er blevet tvunget til at komme med et rosende statement som afslutningssalut på en film, der kritiserer de markedskræfter, der (også) lå til grund for, at kvinder havde så svært ved at få ligeløn i 1960’erne.

Men private økonomiske stormagter som Ford har selvfølgelig stadig mulighed for at blande sig med og i den historiske virkelighed - og åbenbart også fremstillingen af denne. For er der noget, der i sær er bemærkelsesværdig i Nigel Coles premiereaktuelle spillefilm, så er det understregningen af, at forholdet mellem kvinder og kroner hænger sammen.

”Det stærke køn” er en film baseret på virkelige hændelser, der fandt sted i maj 1968. I den engelske by Dagenham ligger fabrikken Ford Motors. Den har 55.000 mennesker ansat, heraf er blot 187 kvinder. Men de få kan råbe de mange op, viser det sig. For forholdende for de kvindelige syersker, der producerer betrækket til Fords bilsæder, er ikke gode. Om sommeren er der så varmt i systuen, at kvinderne må arbejde i undertøj. Derfor råber de højt, hvis en mand vover sig ind i hønsegården, som filmen viser os, det også er.

Vær stille, bøj hovedet og nik

Én mand kommer dog gerne på besøg. Albert Passingham (Bob Hoskins) er kvindernes tillidsmand, og han er opsat på at forandre vilkårene for de kvindelige ansatte. Sammen med syerskernes talskvinde Connie (Geraldine James) bliver den omsorgsfulde og skarptænkende Rita (Sally Hawkins) inviteret med til et møde mellem arbejder-repræsentanter, fagforeningsformanden Monty Taylor (Kenneth Cranham) og fabrikkens direktion. Den uerfarne Rita får at vide af den blegfede pamperformand, at hun bare skal være stille, bøje hovedet og nikke, hver gang han taler. Kvinderne er ren staffage, indtil Rita impulsivt, og til de andres store chok, blander sig i debatten. Der er vel ingen andre end kvinderne selv, der virkelig kan forklare, hvorfor de er berettiget til at blive lønnet som faglærte og ikke som ufaglærte, som det er tilfældet. Og det får Rita til harmdirrende at kræve, at deres arbejde skal værdisættes højere, at de skal have betaling for overtid, og ikke mindst at kvinderne skal have samme løn som mændene. Ellers vil syerskerne strejke. Og her begynder balladen for alvor.

Svært ikke at heppe med

”Det stærke køn” er en klassisk fortalt film fyldt med forløsende humor. Det er svært ikke at heppe med på sidelinjen, når de seje arbejderkvinder går til kamp mod det mandsdominerede, mandschauvinistiske og reaktionære chefkonglomerat. Og det er så absolut en feel good-film, der har de bedste intentioner. At den som filmisk værk ikke lægger sig langt over gennemsnittet skyldes, at den hverken i stil, tone eller plotudvikling lægger sig ud med konventionerne, men lader sine kvindelige helte være ene om at gøre netop det.

Filmen er under alle omstændigheder så absolut seværdig, og det skyldes både humoren, der gør historien let fordøjelig og den absolutte mangel på didaktisk feministisk korrekthed. Det er mere historien om mennesker, der tør at tage kampen op mod et gigantisk og uretfærdigt system, end det er en kvindesur brok-tirade. Sådan som det jo også bør være. Interessant er det, at da kvinderne fra fabrikken kræver ligeløn og går i strejke, så overraskes mændene i chefstillingerne (Ritas egen (arbejder-)mand støtter hende i vid udstrækning) først over, at kvinderne overhovedet har en stemme, dernæst over, at de tør at bruge den, men i allerhøjeste grad over, de konsekvenser, det får. Ligeløn ses som en glidebane. Skal kvinderne fra Dagenheim have det samme som mænd, så skal alle andre kvindelige Ford-ansatte jo også, og det er utænkeligt for Ford-fabrikken. Det koster dem jo penge.

Principperne bliver sat over pengene

Ligestilling forhindres altså først og fremmest af økonomiske interesser (selvom der selvfølgelig også dengang var tale om kulturelt indlejret følelse af maskulint hegemoni). Den virkelige heltinde i ”Det stærke køn” er derfor arbejdsministeren Barbara Castle (Miranda Richardson), der sætter sig op i mod Fords ledelse, der truer med at nedlægge alle deres aktiviteter i England, hvis syerskerne får ligeløn. Dermed vil Ford gøre tusinde og atter tusinde englændere arbejdsløse. Men principperne bliver sat over penge. Og heri ligger filmens smukkeste morale. og det er netop en, man kunne tage med sig, når man ikke bare i England, men også i Danmark beskæftiger sig med den lønmæssige skævvridning, der i dag findes mellem såkaldte kvinde- og mandejobs. For selvom vi formelt har ligeløn, regnes vi måske stadig ikke for lige værdifulde.