Religion og homoseksualitet anskues ofte som uforenelige. I Vesten er især Islam de seneste år blevet castet i rollen som en homofobisk og patriarkalsk religion. Men hvorfor fremhæves islam som særlig homofobisk i den danske offentlighed? Oplever også kristne homoseksuelle tabuisering i deres trossamfund? Eller er det de fordomme, man som religiøs og homoseksuel mødes med af omverdenen, der er det største problem?

Masseskyderiet på homobaren Pulse i Orlando, Florida i sommer vækkede det velkendte vestlige narrativ om Islam som en særlig homofobisk religion til live endnu engang.

”Mest af alt bad jeg til, at gerningsmanden i Orlando ikke var muslim” skrev Fahad Saeed i et debatindlæg i Dagbladet Politiken dagen efter. Fahad var på vej ombord på et fly, da nyheden om nattens masseskyderi tikkede ind på hans mobil, og flyveturen var gået med at spekulere i de reaktioner en muslimsk gerningsmand kunne afføde.

Fahad har problemstillingen tæt inde på livet. Som tidligere forperson i Sabaah, der er en dansk forening for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede med etniske minoritetsbaggrund, kender han alt for godt til de konsekvenser, det har for dobbeltminoriteter som ham selv, når islam og homoseksualitet fremstilles som uforenelige.

Fortællingen om islam som særlig homofobisk er nemlig udbredt i Danmark. Det viser forsker Michael Nebeling Petersen i sin Ph.d-afhandling ”Somewhere, over the Rainbow” fra 2013. I afhandlingen peger Michael Nebeling Petersen blandt andet på, at den stigende tolerance og inklusion af seksuelle minoriteter i det danske samfund også kan have en bagside; nemlig en samtidig udpegning af ’nogle andre’ – som fx danske muslimer – som homofobiske.

Når islam i Danmark castes som særlig homofobisk, sker det altså ikke i et tomrum, men derimod i relation til en danskhed, der omvendt fremstilles som særdeles tolerant og inkluderende over for seksuelle minoriteter. Det er som om, at homotolerance er blevet en markør for danskhed – et fænomen, som Nebeling Petersen sammen med andre forskere kalder for homonationalisme.

Men det har langt fra altid været særligt dansk at kunne lide homoer. I afhandlingen viser Nebeling Petersen nemlig også, hvordan ’den homoseksuelle’ er gået fra at være en afviger-figur, der har været afvist fra det gode selskab - til langsomt at blive budt velkommen i det danske nationale fællesskab.

Det seneste årti eller to har danske seksuelle minoriteter således langsomt fået foden indenfor – dels i form af stigende social accept, og dels i form af juridiske rettigheder som adgang til adoption og inseminering, indgåelse af registreret partnerskab og senest et kønsneutralt vielsesritual i kirken. Homoseksualitet er med andre ord blevet så socialt acceptabelt, at også store dele af det kristne fællesskab har inviteret seksuelle minoriteter indenfor.

Analysen af homonationalisme i en dansk kontekst bør næppe føre til en negligering af den konkrete homofobi, som nogle unge danske muslimske homoseksuelle kan møde i deres religiøse bagland. En problemstilling som Fahad Saeed kun kender alt for godt fra sit arbejde i Sabaah.

Konklusionen er snarere, at homofobi ikke er et specifikt muslimsk problem, der afgrænser sig til Islam. Michael Nebeling Petersens analyser giver os samtidig et blik for, hvem der risikerer eksklusion i samme proces, som nogle andre inkluderes i det nationale fællesskab.

Homofobi i kristne miljøer i Danmark

Læs mere

Fahad Saeeds debatindlæg i Politiken

Mere om Sabaahs arbejde.

Lån Michael Nebeling Petersens Ph.d. i KVINFOs bibliotek. 

”Danskhed er at kunne lide homoer” - artikel i KVINFOs Webmagasin.

Andreas Gylling Æbeløs debatindlæg.

Luthersk Missions modsvar fra Kristeligt Dagblad.

Dervla Sara Shannahans artikel ”Some queer questions from af Muslim faith perspective” i tidsskriftet Sexualities, Vol 13, nr. 6, 2010, der kan lånes i KVINFOs bibliotek.

Søren Skovgaards fulde forord til publikationen ”Kirken og homoseksualitet” 

”Danmark har fået sit første homoseksuelle ægtepar” fra Berlingske.

Læs mere om Viggo Julsgaard Jensens queerteologiske perspektiver på ægteskabet i artiklen ”Når Gud er queer” fra Dagbladet Information.

Lån også bogen ”Radical Love” i KVINFOs bibliotek for en introduktion til queerteologi.

Mia Rahr Jacobsens blogindlæg ”En kirke der favner køn, seksualitet og feministiske præster”. 

Ph.d. Astrid Krabbe Trolle har for nyligt samlet hovedkonklusionerne om danskernes holdning til religion og folkekirke fra fire YouGov-surveys i denne publikation: 

Læs mere om relationen mellem religion og det sekulære i artiklen ”Gender, sex and religious freedom in the context of secular law” fra 2016 i tidskriftet Feminist Review, som kan lånes på KVINFOs bibliotek.  

Lån også tidsskriftet Sexualities’ temaudgivelse Sexuality and religion/spirituality (2010) redigeret af Andrew Kam-Tuck Yip.
 

Det er langt fra kun blandt danske muslimer, at homoseksualitet kan være et tabu. Dette standpunkt slog debattør Andreas Gylling Æbelø tidligere på året et slag for i et polemisk debatindlæg i Politiken. Med ord som ”social kontrol”, ”formørkede samfund” og ”gammeltestamentlig fundamentalisme” fik Æbelø her forskudt debatten om islam og homofobi til også at inkludere homofobi i kristne miljøer i Danmark.

Under overskriften ”Kristne fundamentalister ville 'helbrede' mig for homoseksualitet” berettede han om en kristen opvækst i Vestjylland, hvor homoseksualitet var så tabuiseret, at han i lange perioder af sin ungdom inderligt ønskede sig en heteroseksuel begærsretning. Det er altså meget muligt, at store dele af det danske fællesskab har budt seksuelle minoriteter indenfor, men, berettede Æbelø: ”Som homoseksuel har jeg oplevet det på egen krop, da en præst i folkekirken ville ’helbrede’ mig”. Homofobien finder man ifølge Æbelø ikke kun i ”sekteriske foretagender som Faderhuset og Jehovas Vidner”, men derimod også i dele af den danske folkekirke.

I debatindlægget skyder Æbelø bl.a. med skarpt på Indre Mission og Luthersk Mission, der begge tilhører Folkekirken. I dagene efter kvitterede Luthersk Mission da også med et modsvar i Kristeligt Dagblad: ”Der vil stadig være et nej til homoseksuel praksis, men et stort og rungende ja til den homoseksuelle som elsket af Gud”, skrev Luthersk Missions generalsekretær, Søren Skovgaard Sørensen.

Et spørgsmål om fortolkning

For at forstå dette fundamentale skel mellem følelsesliv og praksis, som bl.a. Luthersk Mission er talspersoner for, må man gå til Biblen – og ikke mindst til fortolkningerne af den. Der hersker ingen tvivl om, at sex mellem personer af samme køn – dog primært mænd - fordømmes i Biblen.

I Det Gamle Testamente beskrives seksuel omgang mellem to mænd som en ”vederstyggelighed” (3 Mos 18,22).  Også i det Nye Testamente fordømmer Paulus sex mellem to mænd – en praksis, han betegner som ”skamløs” (Rom 1, 26-27).

Men én ting er, hvad der står i Biblen, en helt anden ting er, hvordan kristne i dag fortolker disse skriftsteder. Groft delt op, er der blandt danske kristne to idealtypiske modpoler, når det kommer til fortolkning af Biblen. Der er dem, der hævder, at Biblen er Guds ord og derfor skal tages bogstavligt. Og så er der omvendt dem, der anskuer Biblen som en historisk specifik og menneskeproduceret tekst, der skal ses i lyset af den historiske kontekst, den er produceret i.

Eftersom de tre Abrahams-religioner (jødedom, kristendom og islam) alle har deres udspring i datidens patriarkalske, slægtsbaserede kulturer, kan man ikke direkte overføre hvert et ord til nutiden. I stedet må skrifternes budskaber fortolkes ind i nutidens anderledes samfundsforhold.

Blandt danske kristne er der selvfølgelig en myriade af teologiske retninger, men den bogstavtro idealtypiske position, hjælper os med en forklaring på Luthersk Missions skelnen mellem Guds kærlighed til homoseksuelle på den ene side og homoseksuel praksis som syndig på den anden side. Eftersom sex mellem to af samme køn fordømmes i Biblen anskues denne praksis som en syndig handling, der helt på linje med andre synder bør undgås - men som ligesom alle menneskets synder, kan tilgives af Gud.

Indenfor Jødedommen og Islam finder man mange af de samme teologiske uenigheder om, hvor bogstavtro man skal læse hhv. Toraen og Koranen. I den islamiske tolkningstradition eksisterer der eksempelvis en alsidig vifte af muslimske koranfortolkere, der i stedet for at fokusere på koranens historisk specifikke eksempler, læser generelle guidelines ud af Koranen.

Blandt sådanne koranfortolkninger finder man både kønsinkluderende læsninger af Koranen, som det ses hos Amina Wadud og queerteologiske læsninger af Koranen. I artiklen Some queer questions from a Muslim faith perspective fra 2010 tilbyder Dervla Sara Shannahan fx en queerteologisk fortolkning af Koranens fortælling om Lut, der i den mere traditionelle korantolkning anskues som en åbenlys fordømmelse af homoseksuelt begær. Med sin queerteologiske læsning viser Shannahan os, at udlægninger af de hellige skrifter altid er et spørgsmål om fortolkning.

Et stort, flot regnbueflag faldt ned fra himlen

Om forfatteren

Katrine Kladakis er akademisk medarbejder i KVINFOs videnscenter. Hun er cand.mag. i tværkulturelle studier og har en BA i religionsvidenskab og kønsstudier.

Hun står blandt andet for tilrettelæggelsen af KVINFOs Tabusaloner og andre arrangementer.

En sommerdag i 2012 sagde rejsekongen Stig Elling JA! til sin partner igennem 27 år, Steen Andersen, og pressen kunne berette om Danmarks første homoseksuelle kirkebryllup. Vielsen fandt sted samme dag, som den nye vielseslov om det kønsneutrale ægteskab trådte i kraft – ca. 30 år efter indførelsen af det registrerede partnerskab.

Præsten, der forestod vielsen, eksemplificerede ved samme lejlighed det sammenfald af national stolthed og homotolerance, som ifølge Michael Nebeling Petersen er en fremherskende tendens i tiden. Under overskriften ”En stolt præst” i en artikel i Berlingske udtalte sognepræst Michael Hemmingsen: ”I dag er det Valdemarsdag, hvor dannebrog faldt ned fra himlen. Samtidig er der i dag faldet et stort, flot regnbueflag ned fra himlen, og jeg må sige, at de to flag klæder hinanden godt”.

Men det var langt fra alle danske folkekirkepræster, der var glade for det kønsneutrale vielsesritual. Forud for vedtagelsen af loven havde debatten mellem kirkens højre- og venstrefløj bølget frem og tilbage. Og selvom et flertal af de danske folkekirkepræster var for vielse af homoseksuelle, var der også dem, der var imod på baggrund af en mere bogstavtro udlægning af Bibelen. Fx skrev Peter Søes, der som daværende sognepræst tilhørte folkekirkens indre mission: ”Jeg er forpligtet af, hvad Jesus har sagt om ægteskab og sex, og hvad der står om det i resten af Bibelen”. På denne baggrund kunne Peter Søes sammen med en række andre folkekirkepræster på kirkens højrefløj ikke gå med til vielse af homoseksuelle i kirken.

De to positioner for og imod homovielser er velkendte og følger i store træk de oven for beskrevne idealtypiske positioner vedrørende skriftsyn. En mindre kendt skepsis over for kirkelige vielser af homoseksuelle ses hos queerteologer. Blandt danske præster, der beskæftiger sig med queerteologi, bekymrer man sig om, hvem kirkens vielsesritualer for heteroseksuelle – og nu også homoseksuelle – monogame par samtidigt ekskluderer. 

Præsten Viggo Julsgård Jensen er blandt skeptikerne, der på baggrund af en queerteologisk observans ikke mener, at Guds kærlighed kan begrænses til ægteskabet. Ifølge Viggo Julsgård Jensen rykker det ikke for alvor ved vores ”rigide familieforestillinger”, at homoseksuelle par lukkes ind i kirkens vielsesritual. I en queerteologisk optik transcenderer troen nemlig menneskeskabte dikotomier som kvinde/mand, homo/hetero, og det giver derfor slet ikke mening at begrænse Guds kærlighed til sådanne menneskeskabte identitetskonstruktioner.

Viggo Julsgård Jensen så gerne, at det juridiske ægteskab fuldstændigt forsvandt fra kirken, og at man i stedet åbnede op for et bredere velsignelsesritual, der også inkluderede anderledes familie- og kærlighedsrelationer. I et sådant bredere velsignelsesritual kan tre gode venner eller en forældre-barn-relation ligeså vel blive velsignet – for, som Viggo Julsgaard Jensen understreger: ”Det er den kærlighed, der stammer fra Gud, som velsignes”.

Det sekulære bliks blinde vinkel

Et sidste centralt spørgsmål, når forholdet mellem religion og minoritetsseksualitet tematiseres, er: Hvor møder religiøse homoseksuelle flest fordomme - blandt deres trosfæller eller blandt det danske flertal af sekulært tænkende juletræskristne?

Sognepræst Mia Rahr Jacobsen er ikke i tvivl: ”Virkeligheden er faktisk, at jeg møder langt flere løftede øjenbryn ude i den ’virkelige verden’ over, at jeg er troende og præst, end jeg møder i kirken over, at jeg er lesbisk”, skrev hun i et blogindlæg.

Med udsagnet får Mia Rahr Jacobsen belyst et blindt punkt i debatten om religion og homoseksualitet. Selvom vi i Danmark ikke har adskilt staten fra kirken, og selvom knap 80 % af danskerne er medlemmer af folkekirken, har mange danskere ifølge nyere undersøgelser et relativt perifert forhold til religion. Det betyder også, at man som religiøs i Danmark møder mange fordomme om, hvad ens religiøsitet indebærer.

Flere forskere, der beskæftiger sig med køn, seksualitet og religiøsitet i en vestlig kontekst peger fx på en udbredt tendens til at modstille religiøsitet med en række seksualpolitiske frihedsværdier, som omvendt forbindes med ’det sekulære’. Modsætningsforholdet mellem ’det sekulære’ og ’det religiøse’ indskriver sig dermed også i lignende dikotomier såsom ’det progressive’ overfor ’det traditionelle’ og ’det homotolerante’ over for ’det homofobiske’.

Men hvad stiller man op, når virkeligheden trods alt er mere farverig end disse sort-hvide dikotomier antyder? Inden for religionssociologien arbejdede man længe ud fra en (sekulariserings)tese om, at religion fuldstændigt ville forsvinde fra de vestlige samfund.

Men denne rene form for sekularisering udeblev som bekendt, og selvom religion og religiøsitet måske nok har antaget mere private og ikke-institutionelle former, så er religionen stadig en vigtig del af nogle danskeres hverdag. Det helt åbenlyse spørgsmål er da: Hvad går vi glip af, når vi bedømmer mangfoldigheden af religiøsiteter på baggrund af et sådant sekulært blik? Hvilke nuancer forsvinder, hvis vi ikke tager religion og religiøsitet alvorligt?

Karen M. Larsen gav følgende opsang i bogen ”Enhver, som elsker, kender gud”: ”Bemærkelsesværdigt nok hører man imidlertid meget sjældent de kristne homoseksuelles egne stemmer i debatten om kristendom og homoseksualitet. De drukner i den malstrøm af tilkendegivelser om emnet, som stammer fra de heteroseksuelle”.

Med KVINFOs Tabusalon#5 om Tro & Homoseksualitet overlader vi ordet til fire panelgæster, der alle har religion og homoseksualitet inde på livet. Dette gør vi, for at åbne op for en tværreligiøs dialog, om de tabuer, der stadig er forbundet med tro og homoseksualitet i Danmark i dag.