Ideen om en central barselsfond er blevet politisk højaktuel efter 30 års dødvande. På tværs af partiskel er der ved at tegne sig et politisk flertal for en central fond i erkendelse af, at unge kvinder diskrimineres ved ansættelse. Regeringen ser dog helst, at arbejdsmarkedets parter selv står for en fond, og i april stemmer godt en halv million lønmodtagere og arbejdsgivere om et splinternyt forslag.

Læs mere

"Barselsfonden - en stor sejr for kvinder". Sådan lød nogle af overskrifterne d. 21. marts i år, da LO og DA, arbejdstagernes og arbejdsgivernes hovedorganisationer, endelig efter natlige forhandlinger var blevet enige om et mæglingsforslag i overenskomstforhandlingerne, der indeholdt et forslag om en barselsfond. 
Mæglingsforslaget er dog endnu ikke vedtaget - det er sendt til afstemning hos arbejdsgivere og lønmodtagere, og resultatet fremlægges 19. april kl. 13. 

Inden forhandlingerne sagde både HK og KAD, at de kun ville acceptere de aftalte overenskomster under forudsætning af, at der indføres en central barselsfond. Med andre ord: barselsfond eller storkonflikt.

- Det er nyt, at en barselsfond er helt oppe på det plan, hvor LO og DA forhandler de sidste brikker på plads. I mange år har det været sådan, at de krav, man ikke brød sig om, sorterede man fra inden da. Men mange centrale aktører anser det for vigtigt nok, siger Anette Borchorst, lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet.

Uanset, hvad man måtte mene om det forhåndenværende forslag, er det bemærkelsesværdigt, at tanken om en central barselfond omsider har udmøntet sig i så konkrete resultater. 30 år har det taget for forslaget at nå så vidt - omtrent lige så lang tid, som kvinder i Danmark for alvor har været på arbejdsmarkedet. 

Hvad har gjort foråret 2004 så gunstigt, at et "politikvindue" har åbnet sig på området, som det hedder på samfundsfaglig jargon?
- Vi er kommet til et tidspunkt, hvor kvinder er så integreret på arbejdsmarkedet, at det er tydeligt at se efterslæbene, når det gælder løn, karriere og pension. Den nye og lange barselsorlov er et gode, men har også vist sig at være et tveægget sværd. Jeg tror, at regeringen er klar over, at orloven med fx frafaldet af den øremærkede barsel til mænd har en ligestillingsmæssig slagside. Fra politisk hold fremsatte Det Radikale Venstre for et år siden et forslag i Folketinget om en central barselsfond, som siden blev udvandet til, at Folketingets partier vedtog, at man skulle undersøge forskellige modeller for barselsfonde. Regeringspartierne gav dengang udtryk for, at de ikke kunne støtte en politisk løsning, men alligevel kan forslaget ses som et fingerpeg til arbejdsmarkedets parter om, at det var en god ide, om de fandt en løsning, forklarer Anette Borchorst. 
- I interesseorganisationerne er det blevet tydeligt, at barselsfonden er en konflikt, der går på tværs: mandlige arbejdsgivere og arbejdstagere står sammen mod kvindelige arbejdsgivere og -tagere. Det er en ny situation. Endelig er spørgsmålet om fonden blevet løftet frem af en stigende interesse for ligestilling i befolkningen. En interesse, som ikke tidligere har afspejlet sig i meningsmålingerne, fordi folk i rundspørger ikke har fået spørgsmål om fx barselsfond. Men for nylig kom der en undersøgelse, der viste et klart flertal for en barselsfond. Polinfos avisdatabase viser også en strøm af læserbreve og debatindlæg om en barselsfond.

 

Ikke en ny ide

En fond skal udligne arbejdsgivernes udgifter til barsel, så alle arbejdsgivere solidarisk betaler en lønsumsandel ind til en fond. På den måde kommer arbejdsgivere med mange kvindelige ansatte ikke til at står alene med en tung udgiftspost.

At kvinders karriere påvirkes af barsel er ikke nogen ny problematik. Fakta er, at når en ung kvinde kommer til jobsamtale, er der stor sandsynlighed for, at arbejdsgiveren hæfter sig ved, at hun er "en kvinde i den fødedygtige alder" i stedet for at se på hendes faglige kvalifikationer. Hun ses som en potentiel udgift, arbejdsgiveren får, når hun skal på barsel. Det viser en stor undersøgelse fra sidste sommer. En anden større undersøgelse fra foråret 2001 viste ligeledes, at kvinder hæmmes i karrieren på grund af barselsorlov.

I 1974 blev ideen om en central barselsfond fremsat for første gang af SF, Socialistisk Folkeparti. Siden er den blevet luftet med jævne mellemrum. Dansk Kvindesamfund har haft den på dagsordenen siden slutningen af 80'erne, HK fremsatte for første gang kravet i overenskomstforhandlingerne i 1995, og for to år siden fremsatte Det Radikale Venstre et forslag i Folketinget om en central barselsfond. Det førte til, at Folketinget for et år siden vedtog et beslutningsforslag om at undersøge, hvordan en fond kan finansieres, efter at barselsloven op til valget i 2001 blev et varmt politisk emne. 

Hellig ko

En af forklaringerne på, at en central barselsfond endnu aldrig er blevet gennemført, er, at man er oppe mod noget, der betragtes som værende meget helligt: Den danske aftalemodel. Der er en lang tradition herhjemme for i videst muligt omfang at overlade til arbejdsmarkedets parter selv at forhandle sig frem til regler og goder på arbejdsmarkedet. 

"Arbejdsmarkedets parter skal selv finde ud af det". Det er en sætning, som gentages igen og igen af regeringspartiet Venstre og støttepartiet Dansk Folkeparti. Venstre går ind for en fond, men mener ikke, den skal indføres ved lov. Der er så småt ved at tegne sig et politisk flertal i Folketinget for at indføre en central barselsfond. Den 20. maj 2003 stemte et flertal på 108 medlemmer af Folketinget for et beslutningsforslag om, at regeringen skulle "udarbejde en analyse af de samfundsmæssige konsekvenser af en national barselfond, herunder de økonomiske og beskæftigelsesmæssige konsekvenser". Rapporten skal være Folketinget i hænde senest 1. april 2004. Både Venstre og Dansk Folkeparti stemte dengang imod beslutningsforslaget. Regeringspartiet De Konservative er med ligestillingsminister Henriette Kjær i spidsen en varm fortaler for den centrale fond. At Venstre nu går ind for en fond uden dog at ville gennemføre den ad politisk vej, tyder på en opblødning eller en erkendelse af, at konsensus har ændret sig. 

Befolkningskrav og et tværpolitisk lokomotiv

 

Venstres øgede velvillighed overfor ideen kan skyldes, at befolkningen sætter kravet om en central barselsfond relativt højt på ønskelisten. En meningsmåling fra januar 2004, som dagbladet Urban har foretaget, viser, at 41 procent af den danske befolkning er villig til at ofre en del af deres lønforhøjelse til gengæld for en central barselsfond.

- Der er mere og mere fokus på en sammenhæng mellem kvinders forbrug af barselsorlov, deres løn og deres karrieremuligheder. Som jeg ser det er det blevet en almindeligt accepteret konklusion, at man ikke får løst ligelønsproblemerne, før der sker noget omkring barsel, siger Anette Borchorst.

En central barselsfond er faktisk blevet en politisk sag, som kan samle partier på tværs af det gængse højre-venstre-skel. Det fortæller Margrethe Vestager fra Det Radikale Venstre. Hun er medlem af den såkaldte Kaffeklub, som består af yngre kvindelige politikere fra partier som De Konservative, Socialdemokraterne, Enhedslisten og Kristendemokraterne. På tværs af partiskel er medlemmerne enige om, at der bør indføres en central barselsfond. Margrethe Vestager tror, at barselsfonden med sin tværpolitiske opbakning har større chance for at blive gennemført, fordi man kommer ud over det klassiske politiske fænomen, at ideer forkastes, alene fordi "de forkerte" har fremsat dem:
- Jeg tror det gør en meget stor forskel, at vi kan håndtere det på denne her måde. Sådan er det jo med gode ideer: jo flere fædre de har, jo større sandsynlighed er der for at de bliver til noget," siger hun.

Margrethe Vestager ser fonden som et spørgsmål om solidaritet og vilje til at betale for et samfundsgode, fremfor at se det som et personligt spørgsmål.

- Det, som gør fonden meget kontroversiel, er, at det er solidaritet på andre dimensioner, end vi plejer at tænke solidaritet.


For det er på tværs af kønnene og faglige skel, faglig organisering, på tværs af det uddannelsesmæssige hierarki og på tværs af hierarkiet i en virksomhed. Det er en solidaritet mellem kønnene, som siger, at vi vil gerne, mænd og kvinder, være med til at finansiere, at det skal være ligegyldigt for arbejdspladsen, om den ansætter mænd eller kvinder. Og det er en meget ny måde at tænke solidaritet på," siger Margrethe Vestager. 

 

Det "frie" valg

Et af VK-regeringens kardinalpunkter er det såkaldte frie valg. Da den forlængede barselsorlov blev gennemført - og trådte i kraft 1. januar 2002 - slog forligspartierne på, at der nu var langt bedre muligheder for, at forældrene kunne dele orloven mellem sig, og at det var op til dem selv at belutte, om moren eller faren skulle tage orlov. Med samme argumentation forkastede disse partier ideen om at øremærke en større del af orloven til faren, ligesom der i dag er øremærket 14 uger af orloven til moren. Med den nye lov er fædreorloven igen nede på 14 dage. 

Begrundelsen for at skære to uger væk igen var, at det ville være synd for barnet, at orloven faldt bort, hvis faren ikke tog den. Det blev dog aldrig nævnt, at morens øremærkede periode ligeledes falder væk, hvis hun ikke tager den. Fortalerne for at øremærke til faren gik på, at den kunne være med til at skabe større ligestilling mellem mænd og kvinder, for hvis flere mænd tog mere orlov, ville arbejdsgiverne ikke ensidigt se kvinder som en potentiel udgift. Lige som den danske model - aftalesystemet - af mange politiske partier betragtes som urørlig, ses familien også som en hellig enhed, et privat område, som staten ikke skal blande sig i og derfor heller ikke lovgive om. Uanset at der selvfølgelig allerede lovgives på mange områder, der griber ind i privatlivet. 
Hditil har arbejdsmarkedets parter ikke kunnet blive enige om at indføre en central barselsfond. Og selv om de indfører flere fonde, vil de områder, som står uden overenskomst under alle omstændigheder ikke få del i en fond, som er indført via aftalesystemet og ikke ad politisk vej. Det gælder for eksempel for en stor del af de privatansatte akademikere.

Rører i egen gryde

Enkelte arbejdsgivere har indført deres egen barselsfond. Altså en decentral fond, der kun dækker deres del af arbejdsmarkedet, branche og overenskomstområde. Dansk Industri indførte således i 1997 en fond, frisørmestrene har også deres egen fond. På hele det offentlige område, kommuner, stat og amter, findes der også en barselsfond. Det er klart, at udligningen af udgiften til barsel bliver mere begrænset, jo mindre område en fond dækker. Dansk Industris beskæftiger en tredjedel kvinder og to tredjedele mænd. Det svarer i følge DI til det samlede private arbejdsmarked og forklaringen er, at kvinderne i langt højere grad er beskæftiget på det offentlige arbejdsmarked. Arbejdsgiverne i DI indbetaler pt 0,2 procent af lønsummen til deres barselsfond. Til sammenligning betaler frisørmestrene to procent af lønsummen, men faget beskæftiger også 95 procent kvinder. Af den grund giver Industriens barselsfond ikke anledning til næsegrus beundring hos Anette Borchorst:
- Dansk Industri rører i deres egen gryde, hvor der ikke er så meget at fordele, som der er inden for så mange andre områder, for eksempel Handel og Service, siger Anette Borchorst.

Fonden et middel til ligestilling

Fortalerne for en fond fremhæver, at der er forhold, som familien ikke kan overvinde ved hjælp af det frie valg. Det er grunden til, at fire kvinder sidste sommer tog initiativ til at danne netværket Barlselsordning.dk. med en tilhørende hjemmeside, som samler viden om området. Hjemmesiden gik i luften den 8. marts, på kvindernes internationale kampdag, og det samme gjorde en debatdag om emnet, hvor netværket i alliance med fire medlemmer af kaffeklubben sparkede gang i debatten.
- Vi fire kvinder, som tog initiativ til Barlselsordning.dk, repræsenter hver vores kønspolitiske forening. Vi synes, at mange af de ligestillingsproblemer, vi sloges med, grundlæggende afhang af ligestilling i forbindelse med barsel. Kvinder på min alder, altså i den fødedygtig alder, er ikke stolte af at skrive, at de har en fast partner. De blever set på af arbejdsgiverne som en potentiel udgift. Man kan ikke tale om reel ligestilling i samfundet, før der kommer ligestilling på barselsområdet, siger Hanne Bille fra Kvindeligt Selskab. 

Problematikken bider sig selv i halen: I langt de fleste tilfælde tager kvinden orlov. Ofte fordi manden tjener mest, og hvis han ikke får fuld løn under barsel, mister parret indtægt. Det frie valg bliver derfor mindre frit. Og så længe kvinder bliver ved at tage orlov, vil de blive set på af arbejdsgivere som en udgift, så længe der ikke findes en central barlselsfond til at udligne udgifterne på hele arbejdsmarkedet. Den forlængede barselsorlov har derfor blot gjort problemet større. Statistikken viser, at fædre ikke er begyndt at tage mere orlov, mens mødre tager mere og således i endnu højere grad af arbejdsgivere ses som tikkende barselsbomber. 

Mindre kompliceret end i dag

 

Hos Dansk Industri er holdningen, at en central barselsfond vil blive meget omstændelig at etablere og administrere:
- Jeg kan ikke se, hvordan man skal kunne lave en fond, der dækker så mange vidt forskellige overenskomstområder. Det bliver meget kompliceret, siger direktør i Dansk Industri Poul Scheuer.
Den argumentation køber Kim Benzon Knudsen ikke. Han er chefkonsulent i CELI, Center for Ligestillingsforskning, og har analyseret, hvordan en central barselsfond vil kunne konstrueres. Centeret udsendte den 9. marts en pjece med analysen og en anbefaling af en model, som lægger sig tæt op ad den fond, man har på det offentlige område i dag - stat, amter og kommuner:
- Vi anbefaler en central, national fond, som betaler 34 ugers løn til forældrene. 20 uger til moren, ni uger til faren og fem til deling. Et centralt system, der refunderer alt vil blive mindre kompliceret end i dag, siger han.

Han hentyder til, at arbejdsgiverne i dag skal have refunderet dagpenge et sted og nogle af arbejdsgiverne skal oveni have refunderet løn fra en anden kasse.
Kim Benzon Knudsen tilbageviser, at det skulle være kompliceret at konstruere og administrere en central barselsfond. Det vil ikke blive mere kompliceret end Arbejdsgivernes Elevrefusion AER, en ordning, der for hele arbejdsmarkedet udligner udgifterne ved at have elever i praktik i virksomhederne. 
- Den enkelte arbejdsgiver skal betale et lønsumsmæssigt bidrag, som bliver reguleret en gang om året. Når man så skal have penge den anden vej, fra systemet, så skal man jo ligesom man gør i dag med dagpenge, indsende en erklæring og dokumentation for, at medarbejderderen holder orlov, i hvor lang tid og til hvilken løn. Færdigt arbejde, siger Kim Benzon Knudsen. 

Med andre ord er de tekniske argumenter imod en central fond ved at falde. Man kan forvente, at regeringsrapporten, der udkommer 1. april, vil lægge sig tæt op ad Center for Ligestillingsforsknings analyse. 


De politiske partier er temmelig tavse for tiden - traditionen tro for ikke at blande sig i overenskomstforhandlingerne. Man afventer, om parterne selv kan finde ud af det - første test bliver afstemningen d. 19. april.

Nina Møller er freelance-journalist og skriver regelmæssigt for FORUM

Fonde i udlandet

I Island og Sverige har man en central barselsfond for hele arbejdsmarkedet. Den udgør en del af lønsummen i begge lande, men er organiseret forskelligt. I Norge og England er fonden skattefinansieret. 

Kaffeklubben på Christiansborg
Margrethe Vestager, Det Radikale Venstre
Elsebeth Gerner, Det Radikale Venstre
Helle Sjelle, ligestillingsordfører for Det Konservative Folkeparti
Gitte Seeberg, Det Konservative Folkeparti
Mette Frederiksen, ligestillingsordfører for Socialdemokraterne
Lotte Bundsgaard, Socialdemokraterne
Sophie Hæstorp Andersen, Socialdemokraterne
Sandy Brinck, Socialdemokraterne
Pernille Rosenkrantz-Theil, ligestillingsordfører for Enhedslisten
Line Barfod, Enhedslisten
Bodil Kornbech, MF og ligestillingsordfører for Kristendemokraterne