Bente Rosenbeck var aldrig blevet historieforsker, hvis ikke kvindebevægelsen havde fremprovokeret spørgsmål som: Hvorfor har historievidenskab usynliggjort kvinder?Den fremtrædende historiker og kønsforsker har insisteret på et nyt syn på Norden og Danmarks historie gennem originale analyser af demografi, intimsfære, krop og seksualitet. Bente Rosenbeck rykker ved historiefagets fundament, og hun er i ordets egentlige forstand en pionér inden for den nordiske historie- og kønsforskning.

Historiker, filosof, dr.phil. og svensk professor Bente Rosenbeck taler stadig med en blød sønderjysk intonation. Hun er nemlig født og opvokset i Gråsten og tog som den første i familien studentereksamen i 1967. 

Siden læste hun historie og filosofi på Odense Universitet. Hun har været ansat og har undervist på Odense Universitet, Aalborg Universitet og Københavns Universitet, men paradoksalt nok aldrig på et institut for historie. 

Bente Rosenbeck var ligeledes professor ved Centrum for genusvetenskap i Lund (2001-03) og har været medlem af (1998-2002) og formand for Statens Humanistiske Forskningsråd (2001-02). Derudover har hun været medlem af et utal af ligestillingsudvalg siden 1978. 

Bente Rosenbeck har sat familie, krop og seksualitet under historievidenskabelig lup og bidraget til at bringe det private ind i en ny fortolkning af Danmarks og Nordens historie. 

Hendes sammenkobling af en bred vifte af konkrete studier - reproduktion, lægevidenskab, velfærd, ægteskab - resulterede i det banebrydende værk Kvindekøn. Den moderne kvindeligheds historie 1880-1980 fra 1987. Her hentede et spirende nordisk forskningsmiljø vigtige pejlemærker i afsøgningen af en ny historieforståelse. 

Siden er det blevet til en lang række af studier og udgivelser med afsæt i at tematisere, hvordan "det private er videnskabeligt", for at bruge Bente Rosenbecks egen formulering. 

 

Kvinder får historien tilbage 

Historie var et atypisk valg af fag for en ung kvinde i 1967. Kun få kvinder startede på faget, og der var ingen kvinder ansat på Historisk Institut. Filosofi var et endnu mere atypisk valg, men paradoksalt nok var der på daværende tidspunkt to kvindelige lærere på Filosofisk Institut. 

 - Filosofi var alligevel om muligt endnu mere mandsdomineret end historie. I hele Danmark var der kun tre kvindelige filosoffer, og de to var ansat på Odense, nemlig Astrid Kærgaard og Jytte Strøm, siger Bente Rosenbeck. 

Jytte Strøm, som døde i en ung alder, var Bente Rosenbecks lærer op til EU-afstemningen i 1972, og hun var politisk interesseret. Selv om det ifølge Bente Rosenbeck bestemt ikke var i høj kurs på instituttet, tog Jytte Strøm politisk filosofi op og introducerede for eksempel til Ghandis teorier om antivold. 

Bente Rosenbeck startede på universitetet i Odense lige før studenteroprøret i 1968. Som så mange andre fra hendes generation blev hun grebet af det studenterpolitiske arbejde og kampen for at få indflydelse på studieindholdet. Hun var med i det første studienævn på Odense Universitets filosofiske institut:

 - Efter lange kampe fik vi to frie valg, altså to bøger, vi selv måtte vælge. Før var hvert eneste værk bestemt på forhånd, siger Bente Rosenbeck. 

Men da kvindebevægelsen kom til Odense Universitet flyttede hun sit politiske engagement fra det studenterpolitiske til det kvindepolitiske. Det var en beslutning, der kom til at have en afgørende indflydelse på resten af hendes karriere. Hun var nemlig ikke blevet forsker, hvis ikke kvindebevægelsen havde fremprovokeret en lang række spørgsmål:

 - Det gjaldt for eksempel spørgsmålet "hvorfor har historievidenskaben været med til at usynliggøre kvinder?", siger Bente Rosenbeck. - Min forskerkarriere skal ses som en direkte forlængelse af kvindebevægelsens parole, at det private er politisk. Den var udgangspunkt for at stille krav om, at det private, at hverdagslivet også skal have en historie og også skal tematiseres videnskabeligt. Det er inden for dette område, det meste af min forskningskarriere har ligget. Mit bidrag til historieforskningen kan opsummeres under parolen: Det private er også videnskabeligt.

Synes du, at du var på en mission? 
 - Missionen var klar i starten, for jeg havde egentlig tænkt, at kvindebevægelsen gik så meget fremad, at jeg kunne bruge al min tid der, da jeg blev færdig med at læse. Jeg var fuldstændig ligeglad med, om jeg fik stilling eller ej. Jeg ville forske i kvindernes historie. Så jeg var på en mission, men senere blev det til en professionel forskerkarriere. På den måde kan man sige, at jeg giftede mig med kvindebevægelsen. Men da kvindebevægelsen ligesom fadede ud, og jeg blev færdig på universitetet, måtte jeg engagere mig ligeså meget i et andet projekt, og det blev det videnskabelige projekt.

Bente Rosenbeck blev cand.mag. i historie og filosofi i 1976. Det viste sig imidlertid hurtigt, at det ikke kunne lade sig gøre at skabe en forskningskarriere i kvinders historie og hverdagslivets historie på Odense Universitet.

Ifølge Bente Rosenbeck ville instituttet end ikke behandle hendes ansøgning om et kandidatstipendium, som på forhånd blev defineret som ikke-historie, fordi den handlede om kvinders historie med andre ord: privatsfæren, fertilitet og seksualitet. 

 - På Historisk Institut blev kvinders liv i privatsfæren, fertilitet og seksualitet anset som i kontrast til den "rigtige" historie, det vil sige den politiske historie. Og den politiske historie foregik i offentligheden. Privatliv og hverdagsliv var ifølge datidens opfattelser noget, man kunne tage sig af i danskfaget, hvor romaner kunne handle om de private og intime følelser. Men på historiefaget var det totalt udelukket, siger Bente Rosenbeck, der endte med at få et stipendium på Aalborg Universitet. 

 - På det tidspunkt var Aalborg mere fremme i skoene, og de havde opslået et stipendium decideret i kvinders historie, siger hun. 

Efter Bente Rosenbecks opfattelse var "kroppen" et centralt omdrejningspunkt for udviklingen af kvindehistorie: 

 - Jeg havde givet mig i kast med at læse etnologiske analyser af mad. En af disse analyser anførte, at den eneste kropsfunktion, man foretager offentligt, er at spise og drikke. Alle andre er private. Jeg blev meget optaget af klædedragten. Hvis man tog kønsbrillerne på og tænkte ud fra køn, var det muligt at fortælle en historie om, hvordan klædedragtens historie både handlede om at regulere og frigøre kvinders liv. Livet blev for eksempel reguleret med korsettet, men frigjort ved for eksempel bukser, der langsomt blev tilladt i klædedragten.

 - Klædedragten er også et sted, hvor de sekundære kønskarakterer bliver betonet. En ting er, at der er en kønsforskel på mænd og kvinder, men når man ser klædedragten i en historisk linie, kan man se, hvordan der bliver skruet op og ned for den forskel. Dengang var det en spøjs linie at forfølge, men hvis man fortolkede den ud fra et kvinde- og mandsperspektiv, kan man tydeligt se, hvordan klæder skaber køn, siger hun. 

 - Jeg var ikke den første, der studerede klædedragtens historie, andre havde bare ikke haft kønsbrillerne på, siger Bente Rosenbeck. 

 

Hysteriske kvinder 

Den amerikanske forsker Carroll Smith-Rosenberg var en tidlig inspiration for Bente Rosenbecks forskning. I en klassisk artikel fra 1975, der hed The Female World of Love and Ritual: Relations Between Women in the 19th Century brugte Smith-Rosenberg breve mellem kvinder til at udforske, hvad der skete i den private sfære. 

 - Det var et helt anderledes materiale, end jeg senere greb fat i, men selve det at ville ind i den verden og se på hysteri, menstruation, og den syge kvindekrop blev afsæt for, at jeg udover mad og klædedragten begyndte at beskæftige mig med lægevidenskaben. Lægevidenskaben måtte kunne fortælle mig noget om kvindekroppen og kvindeligheden. Det blev siden udgangspunkt for at gå ind i den danske lægevidenskabs udvikling inden for gynækologi og obstetrik, specielt hvad der skete i anden halvdel af 1800-tallet, siger Bente Rosenbeck. 

Denne periode er særlig interessant, fordi det industrielle, kapitalistiske samfund begyndte at bryde frem. Videnskaben fik en anden position og blev moderniseret. 

 - I min optik startede det moderne samfund, da børnedødeligheden og børnetallet begyndte at falde, og ikke da spindemaskinen blev opfundet. Jeg tror, det første er meget mere væsentligt for samfundet. Også set i et globalt perspektiv i dag. Børn, befolkning og demografi er meget vigtige faktorer i samfundet. Hvis man ser på fertilitet, sker der præcis i denne periode enorme demografiske forandringer, der påvirker familien og kvinders liv. Endvidere betyder disse demografiske udviklinger, at historiefagets argument om, at det kropslige, det vil sige fertilitet og seksualitet, hørte til naturen eller var stabilt, ganske enkelt ikke var rigtigt, siger Bente Rosenbeck. 

Generelt er det sådan, at hvis historievidenskaben skal tage sig af et område, er det et kriterium, at der sker nogle forandringer inden for området. For 20-30 år siden så historiefaget det private som noget helt uforanderligt:

 - Det er jo ikke så mærkeligt, for i først omgang kan man godt tænke, at det med at føde børn, blive gift og så videre næsten er noget naturgivent og dermed ikke noget, historiefaget skal bryde sig om. Men forandringer med hensyn til børnetal og børnedødelighed fører fertilitet og seksualitet og dermed det private liv tilbage til historiefaget og ind i historien, fordi det ikke er natur, og fordi det forandrer sig. Endda ret meget, siger Bente Rosenbeck.


Fra kvinde til køn 

Imens det i dag ikke er gængs videnskabelig sprogbrug endsige moderne at tale om kvindehistorie, var kvindehistorie og kvindeforskningen forløberen for det, man i dag kalder kønsforskning. 

 - Der er mange, der i dag vil synes, at for eksempel udtrykket "kvindehistorie" er forældet. Siden halvfjerdserne og firserne er der kommet en større mangfoldighed omkring det, der startede som kvindehistorie. Områder som seksualitetshistorie og seksualitetsforskning er kommet til, maskulinitetsaspektet er blevet mere centralt, ligesom etnicitet også er blevet det. Grene som for eksempel køn og seksualitet er gået sammen, og man får et queer perspektiv. Man kan sige, at kvindehistorie og kvindeforskning er blevet en del af et større koncept. Begrebet køn er interessant at bruge, for det favner lidt bredere. Derfor hedder det også i dag Center for Kønsforskning frem for Center for Kvindeforskning. Men efter min opfattelse er der stadig nogle, der skal skrive og forske specifikt i kvinder, siger Bente Rosenbeck. 

Fokusskiftet fra "kvinder" til "køn" har bestemt også været kontroversielt: 

 - Det har især været de yngre forskere, der har taget initiativ til, at vi for eksempel skulle hedde Center for Kønsforskning snarere end kvindeforskning. Selvfølgelig har der været debat omkring at flytte fokus fra kvinder, og det er en debat, jeg har været med i. Det er klart, at når man har en fod så langt tilbage, som jeg har, gør jeg i min undervisning også noget ud af, at vi faktisk kommer fra det, der hed kvindehistorie og kvindeforskning. Det er der ingen grund til at glemme, siger Bente Rosenbeck.

Bevægelsen fra "kvinde" til "køn" er også udtryk for kvindeforskningens bevægelse fra aktivisme til akademia. For kvindeforskningen havde rod i kvindebevægelsen: 

 - Kvindeforskningen har i løbet af denne proces heldigvis udviklet sig og er blevet et meget bredere felt, der indfanger mange flere mennesker - for eksempel også mænd - end dengang, det decideret handlede om kvinder, fastslår Bente Rosenbeck.

Fokusskiftet fra kvinder til køn betyder ifølge Bente Rosenbeck, at der er meget større chancer for at rykke ved selve videnskabens grundlag: 

 - Man kan sige, at det at lave kvindehistorie eller kvindeforskning er et additativt projekt: Man lægger noget til en videnskab. Kønsforskningen problematiserer imidlertid selve videnskabens grundlag. Hvordan får man kvinderne ind i mainstream? Det sker ikke bare ved at lægge til. Det sker ved at tænke over, hvorfor videnskaben og historien har været struktureret således, at kvinder er blevet marginaliserede. Hvorfor er de ikke en del af den centrale opfattelse af, hvad historie eller andre discipliner er? Det er det, der nu er ved at ske, fortæller Bente Rosenbeck. 

Ifølge Bente Rosenbeck er det muligt at stille nogle helt andre spørgsmål til historiefaget, når fokus er på "køn" frem for på "kvinder": 

 - Da jeg lukkede hele den offentlige sfære ud af mit hoved for mange år siden som ret uinteressant for kvinder, fordi de var i mindretal der, handler det ekstremt meget om køn. I det øjeblik man siger køn og ikke blot kvinder, så handler det, der foregår i mandlige forsamlinger, også om køn. Det er en fantastisk dynamik at få frem. Mænd sidder og forvalter nogle områder, der vedrører kvinder. Der er køn i deres forsamlinger, der er køn i det, de gør. Med det fokus kan man studere alt, i stedet for at begrænse sig til en traditionel kvindesfære. På længere sigt giver det et meget mere imperialistisk, aktivistisk begreb. Så det er absolut en heldig udvikling.

 

Kroppens politik 

Bente Rosenbecks tidlige interesse for kroppen har foregrebet den store forskningsmæssige interesse, kroppen er genstand for nu. Egentlig er det ikke så mærkeligt, for en af kvindebevægelsens banebrydende værker handlede netop om kroppen. 

 - Det startede med bogen Kvinde kend din krop i 1975, der var inspireret af den amerikanske Our Bodies Ourselves fra 1970. Her var der tale om et paradigmatisk brud, for man siger, at det ikke bare er lægerne og lægevidenskaben, der skal tage sig af kroppen: Det skal vi selv. Kroppen bliver til noget kulturelt og historisk. Dette paradigmatiske brud startede som aktivisme og som en del af en større bevægelse. Langsomt begynder akademia også at interessere sig for disse forhold. Seksualitetsforskning er en parallel bevægelse som udspringer af bøssernes Stonewall-oprør i 1969 og bøssebevægelsen. Så seksualitetsforskningen starter som homoforskning i 1970'erne, bevæger sig til queerforskning i 1990'erne som også sætter fokus på heteroseksualitet, fortæller Bente Rosenbeck.
 
 - Man kan ikke beskrive et samfund uden at være meget opmærksom på, hvordan dette samfund forvalter seksualitet. Det er ikke bare noget, man laver derhjemme om aftenen mellem otte og ti: Seksualitet er centralt for forståelsen af et samfund. I en nutidig sammenhæng er betydningen af seksualitet blevet aktualiseret af, at der kommer andre ind i det homogene danske samfund, som forvalter seksualitet og beslægtede forhold på en anden måde. Det viser om ikke andet, at der ikke er tale om "natur". Det er ikke noget, man har gjort i tusind år på samme måde i alle kulturer. Det forvaltes helt forskelligt, siger Bente Rosenbeck og påpeger, at seksualitet kan føres ind i historiefaget, netop fordi den er foranderlig.

Bente Rosenbeck er af den klare opfattelse, at det daglige liv, som kvindehistorikerne startede med at afdække, er yderst politisk og videnskabeligt relevant: 

 - I øjeblikket underviser jeg i kroppens politik og dermed også i seksuelt eller intimt medborgerskab. Det handler om problemer omkring den private sfære: Vold mod kvinder, incest, osv. Men det handler også om positive udviklinger: Hvordan man tager hånd om moderskabet og faderskabet, nye familieformer, de homoseksuelle, de transseksuelle og deres rettigheder, der er kommet meget mere frem i lyset, siger Bente Rosenbeck.

Historikeren ser tydelige tegn på, at der er sket et ryk i historiefaget. Hun fremhæver for eksempel den engelske historiker Anthony Beevors bog om Berlins fald Berlin: The Downfall 1945(2002). Her skriver han om den massevoldtægt, Berlins kvinder blev udsat for umiddelbart efter byens fald: 

 - Der er nogle helt andre sider af krigshistorien, der bliver taget frem, og det er ikke fordi, Anthony Beevor har læst feministisk teori, men fordi der er sket en udvikling af historiefaget. Man tænker på kvinderne i Berlin efter krigen, og at der kom mange mænd. Hvad skete der? Det fordrer, at nogen tænker på dette som et problem, før man begynder at efterspørge kilderne og opdage, at der skete mange voldtægter. Så på den måde er det klart, at noget har rykket sig, siger Bente Rosenbeck. 

 

Fast plads i ligestillingsudvalgene 

Bente Rosenbeck har været engageret i ligestillingspolitiske og forskningspolitiske spørgsmål igennem hele sin karriere. Hun fortæller, at ligestillingspolitik og kvindeforskning ofte er blevet blandet sammen. Dem, der havde med kvindeforskning at gøre, blev også dem, der skulle tage sig af ligestilling: 

 - Jeg fik en flyvende start på min karriere i den henseende, da jeg i 1976 blev medlem af et ligestillingsudvalg vedrørende kønsroller og uddannelse nedsat af Undervisningsministeriet. Det udgav for eksempel betænkningen Kønsroller og uddannelse i 1978. Vi nåede at lave omkring fire publikationer og havde flere undervejs. Den sidste om positiv særbehandling. Men i 1981 kom der en ny regering, som nedlagde udvalget. Ellers tror jeg, at det ville have givet anledning til nogle forandringer. Men ligegyldig hvor jeg var, når der blev nedsat et ligestillingsudvalg, så endte det med, at jeg kom med i det, fortæller Bente Rosenbeck.

Senest har hun været medlem af en task force på Københavns Universitet vedrørende kvinder i forskning. Tre af task forcens 24 anbefalinger er blevet taget op af ledelsen på Københavns Universitet: 

 - Så noget er der sket. Men jeg indrømmer gerne, at det har været op ad bakke. Men i år har jeg 30 års jubilæum som medlem af et ligestillingsudvalg!, siger Bente Rosenbeck. 

Selvom Bente Rosenbeck synes, at hendes ligestillingspolitiske arbejde har været vigtigt om end op ad bakke, er hun ikke overbevist om, at det har haft en positiv indvirkning på hendes karriere. Som forsker får man, siger hun, et image som meget politiseret, fordi ligestilling og kvindeforskning var politiserede områder: 

 - Men det er nok blevet mere respektabelt at arbejde med ligestilling i de senere år. Min pointe er imidlertid, at ligestillingspolitik er en del af forskningspolitikken. Som sådan er ligestillingspolitik ikke mere politisk end forskningspolitik, siger Bente Rosenbeck.

Den historiske periode, hvor Bente Rosenbeck har sat sit mærke på historieforskning, ligestillingspolitik og forskningspolitik, har været en brydningstid hvad angår kvinders indtog på universiteterne. I begyndelsen af 1970'erne var kvinders andel af en kandidatårgang ca. 25 %, i dag udgør de over 50 %. Kvinders andel af lektorstillinger og professorater er dog slet ikke fulgt med udviklingen, og det er efter Bente Rosenbecks opfattelse et kæmpe problem: 

 - Videnskaben er en institution, der for nogle deles vedkommende prøver at løse problemer i samfundet og for andre deles vedkommende skabe en bedre tilværelse. Kvinder skal være med i de projekter. At få flere kvinder ind i faste stillinger og professorater har at gøre med demokratisering af videnskaben, siger Bente Rosenbeck. 

 

Subversiv historie 

Foruden beskæftigelsen med kvinder i akademia, og videnskab og køn, byder fremtiden på flere forskningsprojekter med udgangspunkt i reproduktion:

 - Globalt er vi mange, der længe har arbejdet med privatsfæren, befolkning, fertilitet og seksualitet i et historisk perspektiv. Nu begynder konturerne af det, den amerikanske forsker Mary Hartmann kalder "en subversiv fortolkning af den vesteuropæiske historie" virkelig at tage form. Den subversive fortolkning vil gøre op med indgroede forestillinger om, at den eneste motor for historien er, hvad forskellige individer og grupper af individer - som oftest mænd - foretager sig uden for familien, siger Bente Rosenbeck.

Efter Bente Rosenbecks opfattelse finder man den subversive historie i demografien, og fremhæver sit og Karin Lützens bidrag tilDet europæiske hus fra 1992 med titlen Den moderne tid. Indgangen for deres bidrag til europahistorien var netop befolkningsforhold: den faldende spædbørnsdødelighed og senere faldende børnetal, fremkomsten af en ny familieform og seksualitet.

 - Det var dybt kontroversielt blandt historikere dengang, for vi skrev ikke ret meget om for eksempel første og anden verdenskrig. Så jeg er egentlig ved at vende tilbage til noget af det, som jeg altid har villet arbejde med nemlig en ny version af Danmarkshistorien.

Imens mange forskere, der arbejder med kønsforskning, med tiden får et meget tværvidenskabeligt fokus, er Bente Rosenbecks faglige fokus fortsat historie: 

 - Fag som dansk og historie er ikke i så høj kurs i øjeblikket, men hvad der foregår i disse fag, diffunderer ned i folkeskolen og gymnasiet som lærerbogsmateriale. Derfor er det vigtigt at tage sig af de fag. Jeg er historiker. En gang var min ambition at give kvinder historien tilbage. Nu er det at lave fortællingen om historien om.