Foto: Fra bogens omslag
Bogen Profession: Filippiner. Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier af journalist Nina Trige Andersen sætter fokus på, at de filippinske au pairs har forløbere her i landet. Og at kontrasten mellem generationerne er store. Forskeren Connie Carøe Christiansen anmelder.

Læs mere

Faktaboks

Profession: Filippiner. Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier af Nina Trige Andersen er udkommet på Tiderne Skifter, 2013

Connie Carøe Christiansen er lektor, Ph.d., Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet

Det mest bemærkelsesværdige i journalist Nina Trige Andersens bog Profession: Filippiner. Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier er kontrasten stor mellem de betingelser, som den første generation havde, og dem, som den næste generation har.

Den første generation ankom som arbejdsmigranter i de tidlige 70'ere med mulighed for at forlænge deres ophold, hvis de kunne blive ved med at få arbejde, mens den anden generation består af au pairs, som kun kan blive i et par år, medmindre de gifter sig til en opholdstilladelse.

Selvom man som migrant og specifikt migrant fra Filippinerne deler mange erfaringer med andre migranter, herunder savn og afsavn, er det alligevel langt fra den samme erfaring, man gør sig med så forskellige betingelser, som det fremgår af bogen.

 

Fire kvinder fortæller

Profession: Filippiner. Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier er bygget op omkring fire fortællinger fra fire forskellige kvinder, der kom til Danmark fra Filippinerne i 1973, lige før det såkaldte 'indvandrerstop' blev iværksat, og som siden er blevet her.

Kvinderne er nu omkring 60 år gamle, og ankom som en del af 49 kvinder, der alle var blevet rekrutteret til at arbejde på det nyåbnede Hotel Scandinavia i København gennem de kanaler, som de filippinske myndigheder også dengang tilbød det globale arbejdsmarked.

 

Før og efter

Migration inviterer til fortællinger, i og med migrationen i sig selv skaber fortællingsstruktur i kraft af et 'før' og 'efter'; selvom det således er taknemmeligt materiale, er det også Nina Trige Andersens fortjeneste, at disse fortællinger bliver vedkommende og fængende, dels fordi sproget er levende og dels fordi forfatteren indfanger øjeblikket, hvori fortællingen foregår, og fortælleren dermed fremstår levende og nuanceret.

Nina Trige Andersens har samtidig igennem bogen suppleret disse fortællinger med 'fakta-bokse' og med egne observationer og interviews fra besøg i Filippinerne hos familiemedlemmer til de fire fortællere - det vil sige hos dem, der har modtaget de penge, som de fire hver især har sendt 'hjem'.

Som læser får man dermed indblik i, hvad pengene er gået til - tilsyneladende mestendels til uddannelse af yngre familiemedlemmer. Men som Jossie, der efter min mening er den mest interessante af de fire kvinder, sukkende erkender, så har de 40 år, hvor hun og mange andre filippinere på det globale arbejdsmarked har sendt penge til familien i Filippinerne ikke for alvor forandret hjemlandet og dermed øget mulighederne for dets indbyggere.

Foruden uddannelse er målet for de fleste stadig at rejse ud for at arbejde og tjene flere penge, end det er muligt i Filippinerne.

Bogen giver et interessant indblik i de overvejelser, drømme og erkendelser, som de kvinder, der i sin tid hver især bidrog til den såkaldte 'feminisering af den globale migration' og 'globale omsorgskæder' (som vi senere har lært at forstå deres migration i lyset af), har gjort sig. Samtidig får vi også et indbik i, hvorvidt denne form for migration, faktisk repræsenterer en løsning eller i det mindste en forbedring af kvinderne og deres familiers liv.

Profession: Filippiner. Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier er samtidig en nødvendig bog, netop fordi den gør opmærksom på, at de filippinske au pairs, som også har delt vandene i den danske medieoffentlighed i de seneste 4-5 år, har forløbere her i landet, eller 'pionerer', som de selv kalder sig.

Det pointerer forfatteren ved at vise, at hver af de fire fortællere har forbindelser til én eller flere nuværende filippinske au pairs i Danmark. For nogle er det et familiemedlem, og det er ofte 'pionererne', der har fundet en familie, som au pairen kan arbejde hos.

 

Synlig eller usynlig indvandrer

Selvom man som migrant og specifikt migrant fra Filippinerne deler mange erfaringer med andre migranter, herunder savn og afsavn, er det alligevel langt fra den samme erfaring, man gør sig med så forskellige betingelser. En tilsyneladende detalje, dog kun tilsyneladende, er således, hvor vidt man som indvandrer er mere eller mindre usynlig som indvandrer.

Synlighed vil i dette tilfælde sige, at man er kommet til et land, hvor offentligheden (og arbejdsgiverne) i høj grad har opmærksomheden rettet mod indvandrergruppen, og som tilfældet er med 'au pair-generationen' af filippinske indvandrere, allerede har formet sine forestillinger om, hvordan ens særlige kvalifikationer er forbundet med, at man tilfældigvis er født som 'filippiner' og er kvinde.

Den relative usynlighed, som står i kontrast til dem, der senere kom som au pairs, har karakteriseret den første generation af arbejdsmigranter fra Filippinerne. Den indikerer, at de faldt så godt ind i de miljøer, som de blev en del af, fik rettigheder som lønarbejder og efterhånden borger, at praktisk talt ingen stillede spørgsmålstegn ved deres tilstedeværelse. Disse kvinder arbejdede, typisk i forskellige jobs inden for omsorg og industri, blev ofte gift med en dansk mand og fik børn med ham. Det er med andre ord af betydning, at de kom til Danmark som enlige kvinder. Nogle er i dag skilt, men fælles for dem er, at de er økonomisk selvstændige, og at de selv vurderer, at deres beslutning om at migrere for at arbejde og dermed blive i Danmark har været en succes med omkostninger, eller i hvert fald en beslutning, som de ikke har fortrudt.

 

En vellykket historie set udefra

Set udefra er deres forløb en historie om vellykket 'integration' eller måske endda 'assimilation', men det holder ikke helt stik, fordi filippinerne kun kunne få bestemte jobs i bestemte brancher, og hvor kun få har haft en karriere.

På ét punkt adskiller de filippinske migranter sig desuden fra danskere generelt; for mange af dem spiller religion en større rolle. Det er genkendeligt for danskere, at de er kristne, blot ikke luthersk-evangeliske som Den danske Folkekirke, men katolske (som i Filippinerne), eller de tilslutter sig i stedet evangeliske vækkelsesbevægelser, hvis betydning for filippinske og andre migranters tilværelse i Danmark er relativt ukendt. Desuden holder de sammen og etablerer sig fortsat i foreninger, som henvender sig til filippinere.

Mens Nina Trige Andersens bog derfor belyser den glidning, der er sket i tilgangen til migranter i Danmark, er der er to aspekter, som kalder på bedre belysning. For det første fører stempling som altid til splittelse internt i gruppen, fordi nogle ønsker at undslippe stemplingen, ved at tage afstand fra dét, som er stemplingens anledning, netop ikke dens årsag.

I dette tilfælde drejer det sig fx konkret om, at au pairs ofte fremstilles som ofre, og ikke (kun) som stærke kvinder, der har taget ansvar for at forbedre familiens økonomi. Nogle au pairs supplerer deres lommepenge ved at finde sex-kunder og bliver i Danmark uden at have de fornødne papirer.

Og stemplingen af filippinske kvinder på det globale og det danske arbejdsmarked, ganske vist på én gang både en stempling og en branding, der indlysende også fører til en intern splittelse blandt filippinere i Danmark.

Denne splittelse, som formentlig kunne sætte modsætningerne både mellem generationerne og inden for generationerne i stærkere relief, kunne sagtens have været bogens omdrejningspunkt, men er det ikke. Det er der på den anden side nok gode grunde til, og her er mit gæt, at forfatterens tætte relationer til de interviewede kvinder og især den første generation af filippinere i Danmark, er én af dem. Splittelsen er dog ikke tabuiseret i bogen, som fx når foreningsformanden udtaler:

"For det første skal de gamle afgive nogle privilegier og ændre deres vaner i kirken og i foreningerne, hvis de nye skal have plads. Det er min opfattelse, at miljøet hidtil især har været optaget af, om au pairs ville påvirke synet på filippinere i Danmark i negativ retning. At vi er tjenere, ofre, andenrangsborgere, sådan nogen som kun er gode til at passe børn og gøre rent, og som man kan gifte sig med. Og det har nok været en kombination af at bebrejde de nye filippinere den udvikling, og at bebrejde danskerne, der benytter sig af filippinske au pairs som billig arbejdskraft" - (s. 244 - Wesley Valdez, formand for Den filippinske Forening i Danmark - og selv efterkommer af én af 'de gamle', dvs. af de filippinere, som kom til Danmark i 1970'erne).

Splittelsen har altså direkte forbindelse til den status og position, som den første gruppe af filippinere i Danmark har tilkæmpet sig, og truslen mod den, som den anden gruppe, de ofte midlertidige au pair migranter, udgør.

 

Stempel som filippiner

Et andet aspekt man kunne indvende er, at filippinere egentlig er forholdsvis vellidte her i landet. Fagforeningen FOA forsvarer deres sag, og mange au pairs har et strålende forhold til deres 'værtsfamilier', og måske lykkedes det endda efter at au pair-forholdet er ophørt at få forlænget opholdet i Danmark.

Og ja, mange familier viser stor tillid til 'deres' filippinske au pair og lader hende indgå som en del af familien - andre gør ikke, hun inddrages ikke i familiens liv, i stedet udnytter man hende som billig, måske endda gratis arbejdskraft eller det, der er værre, såsom indespærring og seksuel udnyttelse.

Men fælles for begge typer af 'værtsfamilier' er, at de finder det naturligt og uden betænkeligheder, at 'deres' au pair fra det fattige Filippinerne måske har en længere uddannelse, som går i en helt anden retning end omsorg, og at hun selv har børn eller andre i Filippinerne, som hun forsørger med de lommepenge, som i au pair-ordningen p.t. er fastlagt til at være 3.500 kroner. 

 

Ikke et ord om racisme

Den ambivalente branding af filippinske kvinder som 'gode til omsorg' udnytter, at Filippinerne er et fattigt land, hvor velfærdsydelser er en mangelvare og det derfor er nødvendigt, at man drager omsorg for hinanden. Brandingen er forbundet med racistiske forestillinger, der kan sidestilles med brandingen af sorte afrikanere som 'gode til at danse'. Racisme er dog ikke et ord, som forfatteren anvender.

Det kan være af strategiske årsager, og således undgår Nina Trige Andersen givetvis også at støde nogle potentielle læsere fra sig.

Alligevel rejser spørgsmålet sig, hvor længe danske middelklassefamilier - heriblandt erklærede feminister - skal skånes for at erkende, at deres tilsyneladende solidaritet eller 'ulandshjælp' er alt andet end dét og er et bidrag til at fastholde dybest set racistiske stereotyper og globale uligheder?