Meg Wolitzers femte roman 'Hustruen' er blevet oversat til dansk. Den er morsom og vred, men ikke nødvendigvis fair. Men det er verden heller ikke, siger den amerikanske forfatter, der bag den humoristiske facade blotlægger uligestillingen i den litterære verden.

Meg Wolitzer

Meg Wolitzer (f. 1959), er bosat i New York. Hun debuterede i 1982 med romanen Sleepwalking. Siden har hun skrevet ti romaner.

Hustruen er den foreløbigt eneste, der er oversat til dansk. Den er samtidig i gang med at blive filmatiseret med Glen Close og Frances McDormand på rollelisten.

'Husturen' er udkommet på C&K Forlag i Danmark.

Meg Wolitzers essay i New York Times om fraværet af ligestilling i bogbranchen

Den amerikanske organisation VIDA, som Meg Wolitzer refererer til i sit essay, arbejder for at dokumentere kønsuligheder i den litterære verden i USA. 

Meg Wolitzer deltog i International Forfatterscene på Den Sorte Diamant d.16.11. 2015.
 

Humor og ligestilling opfattes ofte som to modsatrettede størrelser. Faktisk har Meg Wolitzer, hvis femte roman, Hustruen, udkom på dansk tidligere i år, oplevet, at mænd ved middagsselskaber er blevet decideret utilpasse og har tilkaldt deres koner til at overtage samtalen, når hun fortæller, hvad hun skriver om.
At sige at hun skriver om kvinder, følelser og familieliv, har ikke gjort det lettere. Her giver mændene også hurtigt op. Det er jo ikke den slags litteratur, der rammer toppen af bestsellerlisterne eller rydder forsiden på bogtillægget til New York Times.

Alligevel har Meg Wolitzer skrevet 10 underholdende, kønskritiske romaner i løbet af de sidste 30 år. Om sex og magt og kvindeliv. Om familieliv, der ikke vil gå op. Om kompromiser, nederlag og selvbedrag. Og om køn og ulighed.

Det er, som hun siger, da vi mødes på Hotel Admiral i København, hvor hun er på besøg for at læse op på International Forfatterscene i Den Sorte Diamant, hendes måde at råbe verden op på. Ved at lade sine romanpersoner afspejle det liv, vi alle sammen lever. Og det kan i sig selv være et politisk statement, mener forfatteren.

En pas de deux mellem kønnene

At kvinder ikke er ligestillede med mænd, fik Meg Wolitzer øje på meget tidligt. Hendes egen mor sprang ud som forfatter i 1950-ernes Mad Men-USA, hvor kvinder hellere skulle stå yndigt i baggrunden. Meg opfattede hurtigt, at selvom ingen sagde det højt, var der en ubrydelig forskel mellem tidens Norman Mailer-forfattere og deres kvindelige samtidige.

- Det var noget usagt, noget jeg fornemmede. De mandlige forfattere blev set på med en helt anden form for autoritet. På den måde er min politiske bevidsthed blevet langsomt formet gennem et helt liv. Den er ikke kommet til mig i en færdig form. Jeg har været nødt til at skrive den frem gennem mine romanpersoner. Men mine romaner er klart politiske i og med, at jeg skriver om det, jeg synes, er vigtigt her i verden. Selvfølgelig har meget forandret sig med tiden, men meget er også stadig uændret. Der er endda områder, hvor udviklingen er gået tilbage. I 1970-erne blev det fx set som chikt, at kvinder skrev, og at de skrev om feminisme, fortæller Meg Wolitzer.

Det er netop uligheden i den litterære verden, der sætter kulissen i Hustruen. Her kaster den midaldrende Joan Castleman et besk-humoristisk tilbageblik på sit liv med bestsellerforfatteren, Joe Castleman. Mens hun passede børnene, tog opvasken og tilsidesatte sit eget åbenlyse litterære talent gennem et helt liv, væltede han sig i seksuelle eskapader og litterært limelight. Nu er parret på vej til Helsinki, hvor Joe skal modtage en prestigefyldt pris. Kronen på værket i hans karriere. Og det er mere end Joan kan sluge. For det mere end antydes, at Joe slet ikke ville være den, han er, uden Joan.

- Jeg havde lyst til at skrive om maskulin magt og om kvinders delagtighed i den magt. Jeg ville gerne vise den pas de deux, der udfolder sig mellem hustru og mand. Om kompromiserne, men også om den kontrakt de indgår. Alle vil gerne finde den hemmelige vej til magten. Det gælder også hustruen her. Hustruen  er i høj grad en roman om magt, siger Meg Wolitzer.

- Det er jo ikke en fair beskrivelse. Joe har ikke en stemme. Men romaner er ikke fair. Det er slet ikke meningen, at de skal være fair. Men de kan godt fortælle en sandhed om, hvordan mennesker lever deres liv, tilføjer Meg Wolitzer.

Den anden hylde

I 2012 konfronterede Meg Wolitzer i et essay i The New York Times, On the Rules of Literary Fiction for Men and Women – The Second Shelf, uligestillingen i den amerikanske bogverden mere direkte. ’Sandheden er’, skrev hun i The Second Shelf, ’at kvinder, der skriver fiktion, ofte opdager, at de lever i en ulige verden, selvom unge singlekvinder efterhånden tjener mere end mænd i de amerikanske storbyer, og der er en overrepræsentation af kvinder på universitetsuddannelserne.’
Uligheden starter for Meg Wolitzer der, hvor litteratur skrevet af kvinder, automatisk kategoriseres som ’kvindelitteratur’. Et stempel, der følger et værk fra manuskriptet ligger færdigt, gennem redigeringsprocessen, videre i marketingsstrategierne og gennem anmelderjunglen.

- Der ligger en hemmelig kode i begrebet kvindelitteratur. Kvindelitteratur er fiktion, der handler om følelser. Her skriver kvinder om ting, som mænd på ingen måde kunne interessere sig for eller gå op i. Men alle går jo op i følelser – og det bør de også gøre. Man kan sagtens have følelser forbundet med en politisk situation. Man kan have følelser, der handler om verden. Man har ikke kun følelser for en mand. Alligevel ser man ofte forfattere som mig selv, Virgina Wolf, Jane Austen og Danielle Steele stuvet sammen i den samme kategori under kvindelitteratur. Det er en nedladende kategorisering, der bygger på nogle bestemte antagelser. Antagelser om, at der her ikke er tale om vigtig eller essentiel litteratur. At det her er den slags litteratur, som du sidder og hygger dig med hjemme i sofaen, forklarer Meg Wolitzer.

Litteratur skrevet af mænd ses ifølge Wolitzer derimod som universel og ukønnet. Det er litteratur, der kan læses af begge køn. Og det er litteratur, der anses for at kunne ændre verden.

At litteratur skrevet af mænd har tendens til at få mere opmærksomhed, er ikke fri fantasi fra Wolitzers side. Den uafhængige, amerikanske organisation VIDA – Women in Literary Arts dokumenterer hvert år kønsfordelingen i blandt andet anmeldelser i amerikanske aviser og tidsskrifter. I 2014 blev 358 kvinder til eksempel anmeldt i New York Times’ bogtillæg. Andelen af mænd var 504. Og det var endda en klar fremgang fra 2012, hvor fordelingen lå på 237 kvinder overfor 488 mænd.

- Men der er også nuancer, der ikke kan optælles eller beskrives med statistik. F.eks. betyder det noget, hvem der er på forsiden af bogtillægget. Ligesom det betyder noget, hvilke anmeldere, der prioriterer at anmelde hvad. Og alle ved bare, hvad de prioriteringer betyder, siger Meg Wolitzer.

Bøger bliver bedømt på omslaget

Meg Wolitzer anbefaler

Fem amerikanske forfattere, du (måske) ikke kender endnu

Elizabeth Strout

Jennifer Egan

Mary Gordon

Marilynne Robinson

Janet Malcolm

Og en britisk bonus

Jane Garden

På bordet mellem Meg Wolitzer og jeg ligger både den britiske og den danske udgave af Hustruen. Det er ikke et tilfælde, at begge forsider er decideret kønsneutrale. Den danske er flot orange med en tegnet flyvemaskine og titlen på højkant med store, sorte bogstaver. Den britiske er mere farverig i rød, blå og turkis med en orange skrivemaskine og masser af versaler.
Det kønsneutrale omslag er en af Meg Wolitzers strategier til ikke at komme til at sidde fast i ’kvindelitteratur’-kategorien. En kategori, der ofte er hjemsøgt af softtonede forsidefotos, der udelukkende taler til de kvindelige læsere.

- Når en bog har et blidt, drømmende omslag, det jeg plejer at referere til som ’den lille pige i kornmarken’-omslaget, virker det helt absurd at forestille sig to mænd sidde og diskutere den bog. Selvfølgelig handler det ikke kun om, at man skal have mandlige læsere. I bund og grund handler det om overhovedet at have læsere. Og at få sin bog bedømt på et fair grundlag. Men når en bog går gennem hele pølsefabrikken fra start til slut, bliver der ofte truffet marketingsbeslutninger undervejs, der kan få en betydning for om en anmelder prioriterer den eller ej, og her spiller omslagets udtryk ind, fortæller Meg Wolitzer.

Et oprør mod uligheden

De usynlige mekanismer, der gør det lettere at være mand end kvinde i verden, spiller en stor rolle i Hustruen. Faktisk er angsten for dem en stor del af drivkraften i Joans beslutninger. For ville hun have kunnet skabe sig en litterær karriere på højde med sin mands, hvis hun havde prøvet?

- Vi har kulturelt set skabt et miljø, hvor mænd er privilegerede i forhold til, at de kan række ud og tage for sig af retterne. Vi ser det i alle livets arenaer, fx i politik - men også i litteratur, som er den verden, jeg kender bedst og derfor skildrer. Kvinder kan ikke gøre  det samme, og det har stået på  så længe, at vi tager det for givet, at det er sådan. Men hvorfor? Det må vi gøre op med!, siger Meg Wolitzer.

Da jeg spørger om Hustruen er skrevet som en form for oprør mod den ulighed hun oplever i bogbranchen, griner hun først. Men ikke længe.

- Ja, det er den vel. Jeg skrev den i første person ental, fordi jeg syntes, at det kunne være interessant at finde en stemme, der både var morsom og vred. Det er jo Joan, og ikke mig, der taler - men det er selvfølgelig også mig. På trods af at hun har skullet udstå sin mands utroskab og selvoptagethed, er det på ingen måde en offerfortælling. Den tager sit udgangspunkt i 1950-erne, og meget har selvfølgelig ændret sig siden dengang. Toni Morrisson og Alice Munro har f.eks. modtaget Nobelprisen i litteratur. Men der er også stadig ting, der er dybt deprimerende. Der er stadig meget få kvindelige forfattere i toppen i forhold til mænd.

- Det er ikke en hævnroman. Jeg er meget tilfreds med min egen karriere. Men jeg ser ting omkring mig, som går mig på, og det kunne de her to karaktere fortælle en historie om, der samtidig blev sat i en historisk kontekst. Jeg er ikke gået så meget op i, om de var sympatiske. Jeg ville bare gerne skrive om den måde, mænd bliver behandlet på og den måde kvinder bliver behandlet på – ikke altid, men meget ofte, slutter Meg Wolitzer.