'Dengang i Lemvig' af Elisabeth Møller Jensen, KVINFOs tidligere direktør, er en familiehistorie. En historie om et samfund i forandring, om fattigdom, familie og fællesskab. Og om at have en mor, der hele tiden balancerer på kanten af afgrunden, og en beretning om at rejse væk og realisere sit potentiale. Katrine Manfred Swets anmelder bogen.

Tidligere KVINFO-direktør Elisabeth Møller Jensen trækker trådene i slægtens historie helt tilbage til 1800-tallet, hvor familiehistorien flettes sammen med udviklingen af det danske demokrati og velfærdsstat.  Det er en slægt, som med forfatterens egne ord tilhører den 'bevidste del af arbejderklassen' og som forstår nødvendigheden af fællesskab og sammenhold i kampen for bedre vilkår. Bogen er i høj grad en anerkendelse af velfærdsstatens betydning for forfatterens generation og samtidig et forsvar for velfærdstaten som et afgørende svar på fremtidens udfordringer. 

Bogen beskriver forfatterens bedsteforældre Kræ og Thora, som tilkæmper sig et pænt arbejderhjem, og gennem deres politiske engagement får ikke færre end fire forskellige statsministre på besøg. Deres hjem er et fast holdepunkt for Elisabeth Møller Jensen, hendes forældre og søskende. Hendes egne forældre Tage og Gudrun holder meget af hinanden og af deres børn, men kæmper livet igennem med hårde arbejdsvilkår, Gudruns indlæggelser og misbrug, perioder med arbejdsløshed, fallit og skiftende boliger.

Det tiltalende ved bevidstløshed

'Dengang i Lemvig' er langt hen ad vejen en historie om Elisabeth Møller Jensens mor, Gudrun og ikke mindst en historie om at undslippe hende. At være barn af Gudrun er ikke nogen nem opgave. Det er heller ikke nogen nem opgave for Gudrun at være mor og hustru, og hele livet kæmper hun med Gud, autoriteterne, sig selv og måske mest af alt med normaliteten.

Gudrun er rædselsslagen for at blive en af kronikerne på den psykiatriske afdeling, men hun magter heller ikke det almindelige liv. Hun bliver indlagt, medicineret, pacificeret og umyndiggjort, alt imens hun fantaserer om at slå sig selv og sine børn ihjel. Da Gudrun lader sig overtale til at blive steriliseret under én af sine indlæggelser, er det ifølge datteren med til at cementere den endelige deroute. ”Jeg er gold”, græder hun, og har på sin vis mistet noget dyrebart, en del af sin identitet og måske endda sin eksistensberettigelse. På den måde sender forfatteren en grum hilsen til Suzanne Brøggers forfatterskab, idet erfaringerne med en selvdestruktiv selvmordstruet mor, der kun er lykkelig i gravid tilstand, er et livsvilkår, de begge deler.

Et af bogens måske stærkeste træk er, at forfatteren lader Gudrun selv fortælle – gennem sine breve –  og dermed giver definitionsmagten tilbage til Gudrun, hvis livspræmis på mange måder var afmagtens. Gudrun har en forbløffende indsigt i sin egen situation. Som læser er man indlagt sammen med hende på psykiatrisk afdeling, med til samtale hos overlægen, og med når hun får elektrochok, som hun glæder sig til, for som hun skriver: ”(…) det, at man efter Behandlingen ligger som bevidstløs næsten et Døgn tiltaler mig meget, - bare det at blive fri for at prøve at finde ud af sig selv”. (s.157)

Skuffelsen som livsvilkår

”Dengang i Lemvig” kan også læses som en fortælling, om hvad samfundet historisk set har gjort ved kvinder. Det er blandt andet en historie, om hvad religionen, moderrollen og hustrurollen betød for Gudruns mulighed for at udvikle sit kunstneriske potentiale. Hun elskede at skrive, og skrev ofte til langt ud på natten. Som hun selv formulerer det: ”når jeg får en pen i hånden, - er jeg faktisk mig selv nærmest fra før jeg blev syg”. Gudrun skriver digte, viser, lejlighedssange, revyer og tonsvis af breve, men får aldrig en uddannelse eller et arbejde, hvor hun kan bruge sine evner, og hun er konstant i tvivl om, hvorvidt hendes arbejde har værdi eller ej.

”I uddannelse, i ægteskab, i alting er kvindernes lod skuffelse. Det skal være vor livsopgave at uddybe denne skuffelse i alle kvinders hjerte til vi ikke bøjer os længere” står der under et vredt skrigende kvindeansigt på en plakat, på Rødstrømpemuseets væg i Gothersgade. Når man ser den, er det svært ikke at tænke på Gudrun, som engang troede hun skulle blive til noget stort. Plakaten formulerer rødstrømpernes opgør med den traditionelle kvinderolle og deres analyse bliver afgørende for kampen for at ændre det samfund, som satte rammerne for Gudruns og mange andres liv. Solidariteten med rødstrømpernes mødre havde dog svære kår i frigørelsesprojektet, der ofte indebar et opgør med netop mødrene. Et dilemma som er en central del af Elisabeth Møller Jensens bog.

Ingen mønsterbryder

”Jeg har altid følt, jeg fulgte nogle spor, som var lagt ud af generationer før mig, at jeg fulgte et mønster og en drøm, som jeg sammen med mange andre i den første velfærdsgeneration fik mulighed for at realisere”, skriver Elisabeth Møller Jensen. Og mens forfatteren irriteres over udtrykket mønsterbryder – som hun skriver ”social mobilitet kommer jo ikke ud af det blå ingenting” - viser hun med sin fortælling, hvordan de mange muligheder, der har præget hendes liv må forstås som et resultat af hårdt tilkæmpede politiske og sociale rettigheder gennem flere generationer.

Elisabeth Møller Jensen tager med sin bog afstand fra enhver form for nostalgisk længsel og fascination af halvtredserne, især når det kommer til de stereotype kønsroller. Kun på et enkelt helt andet punkt lader forfatteren en lille skattepolitisk pointe falde i det, hun indirekte adresserer nutidens ofte højlydte, liberales utilfredshed med høje skatteprocenter. Indtil 1959 blev skattelisterne nemlig offentligtgjort og ved denne begivenhed stimlede alle de riges børn sammen for at se hvis far, der betalte mest i skat. ”Det var dengang, der var prestige i at være den, der betalte mest”, konstaterer forfatteren tørt.

Alle fire af Gudrun og Tages børn kommer i gymnasiet og videre på universitetet. Da Elisabeth Møller Jensen vælger at rejse til København for at studere, brister Gudruns drøm om, at datteren vil realisere hendes eget uforløste ønske om en læreruddannelse. Hun blev skuffet. ”Hun følte hun mistede mig, og det havde hun ret i”, skriver forfatteren. 

Den personlige fortælling er stadig politisk

”Den historiske hukommelse er skræmmende kort og kvindehistorien især har vist sig svær at give videre” skriver Elisabeth Møller Jensen i sin indledning. Alligevel kan bogen læses som et forsøg på netop det. Elisabeth Møller Jensen viser i sin udforskning af sin baggrund og sin familie et bemærkelsesværdigt mod til at undersøge de relationer mellem mødre og døtre, og fædre og døtre, som så ofte indebærer en idealisering af far og et dybt had til - og foragt for mor. For som hun skriver: ”Undervejs var Tage i barndommen blevet lyset og Gudrun mørket. Han var det gode, hun var den onde, han var stærk, og hun var svag. Han holdt ud, når hun gav op (...).”

Det tjener til forfatterens ros, at hun især i bogens sidste del reflekterer over sin fars plads på piedestalen, og hvordan hans relation til Gudrun måske også har spillet en rolle i Gudruns deroute og dermed familiens skæbne. I fortrolighed beundrer Gudrun sin datters mod til at stå på egne ben, da hun som småbørnsmor bliver skilt fra sine to (første) børns far. Men ingen kan for alvor vide, om Gudrun ville have stået stærkere på egne ben, hvis hun ikke havde vidst, at der var en anden, der var stærk. Og sådan bevæger den ene sig ikke uden den anden, som Lucy Irigaray engang skrev i en helt anden sammenhæng.

Med ”Dengang i Lemvig” aktualiserer Elisabeth Møller Jensen endnu engang den feministiske pointe om, at det private er politisk. Hendes familiehistorie er ikke alene en personlig beretning, men samtidig et stærkt politisk indlæg i debatten om velfærdsstaten betydning – måske især for kvinderne.

Dengang i Lemvig giver et aktuelt og læsværdigt indblik i de livsvilkår, som senere generationer ellers kan have svært ved for alvor at forstå tyngden og betydningen af. Især fortællingen om forfatterens mor, Gudrun giver et voldsomt og samtidig præcist billede af, hvad der, med Simone de Beauvoirs ord, kendetegner 'kvindens situation', og hvordan Gudrun til det sidste kæmper med de betingelser for at være menneske, som hendes tid lagde ud for hende.