En samlet opposition kom forleden med forslag om 12 ugers øremærket barselsorlov til mænd. Et kærkomment forslag, for det er vigtigt at sikre selvstændige orlovsrettigheder til mænd i Danmark. Danske fædres orlovsrettigheder er i dag de svageste i Norden, og det er forklaringen på, at de også tager den næstkorteste orlov i nordisk sammenhæng. Den danske orlovslovgivning har været præget af blokpolitik, og forskning og viden har ikke spillet nogen større rolle for beslutningerne. Det er beklageligt, fordi det peger i retning af, at øremærket orlov til far skaber en win-win situation for fædre, børn og mødre, mener forskerne Lotte Bloksgaard og Anette Borchorst.

Læs mere

Faktaboks:

Lotte Bloksgaard er adjunkt på Aalborg Universitet og medlem af Tænketanken Viden om Mænd 

Anette Borchorst er professor på Aalborg Universitet

I 1998 fik danske fædre øremærket to uger af barselsorloven, der samtidig blev forlænget til 26 uger. I 2002 blev denne øremærkning afskaffet, samtidig med at barselsorloven blev udvidet til 52 uger. Orlovslovgivningen blev dermed, for første gang siden man begyndte at lovgive på området, præget af politisk polarisering. Rød blok er for øremærkning til mænd, mens blå blok kun går ind for øremærkning til mødre. Beslutningerne har i det store hele været afkoblet den efterhånden omfattende erfaring og viden på området fra Danmark og de øvrige nordiske lande, samtidig med at lovgivningen ikke følger med børnefamiliernes hverdagsmønstre. Danske mænd tilbringer (ifølge tal fra Rockwoolfonden) stadig mere tid med deres små børn, så selv om der fortsat er kønsskævhed i fars og mors tid med børn, så fordeles omsorgsansvaret i børnefamilierne mere lige end tidligere.

Derfor er det også et paradoks, at danske fædre tager den næst korteste orlov i Norden, og det hænger sammen med, at de har de svageste orlovsrettigheder. Omvendt har islandske fædre de bedste orlovsrettigheder og tager også den længste orlov. VK regeringens argument for at afskaffe øremærkningen i Danmark var, at fædrene ikke brugte den, men den havde glemt at tjekke statistikkerne. De to ugers øremærkning til fædre fra 1998-2002 virkede faktisk. Andelen af mænd på orlov i uge 25 og 26 blev tredoblet fra 7 til 21 procent i samme periode.

 

Win-win situation, når far tager mere orlov

Spørgsmålet er imidlertid alt for væsentligt til at overlade til politiske slagsmål. Meget tyder på, at der er tale om en win-win situation, når far tager mere orlov. Det styrker mænds ligestilling, forbedrer far-barn relationen, og svenske registerundersøgelser af lidt ældre dato viser oven i købet, at der er færre skilsmisser i familier, hvor far tager orlov. Samtidig påvirker fædres orlov uligeløn og kønskæve pensionsindbetalinger, fordi arbejdsgivere og ledere ikke per automatik læser to til tre års potentiel barselsorlov skrevet i panden på kvinder i den fødedygtige alder.

Forskning både fra Danmark og det øvrige Norden viser, at orlov, der må deles mellem mor og far, tages af mor. Den politiske debat er præget af retorik om valgfrihed, og fædres selvstændige rettigheder tales ned som formynderisk, gammeldags og indblanding i familiens beslutninger. Derimod får øremærkningen til mor på i alt 14 uger ikke påhæftet etiketten tvang, men betragtes som givet.

Pointen er imidlertid, at orlov til mor OG orlov til deling tages af mor. Orlovsfordelingen i familierne sker ikke ud fra et frit valg. Forskning viser, at fordelingen ofte sker pr. automatik ud fra en række traditionelle forestillinger om kvinder som ansvarlige for børneomsorg og mænd som arbejdstagere og forsørgere.

I mange familier sker orlovsfordelingen altså uden nogen egentlig forhandling - fordelingen er givet på forhånd ud fra forestillinger om køn, forældreskab og arbejde. Samtidig handler fordelingen af orlov ikke kun om individuelle forhandlinger i familien. Også på arbejdspladserne er der ganske bestemte forventninger til kvinder og mænd som forældre og arbejdstagere, og der er en udbredt forventning om, at kvinder tager størstedelen af orloven.

Kvinder får orlov pr. automatik, mens mænd kan forhandle eventuel orlov med arbejdsgiveren og forventes at tilrettelægge denne, så det passer med arbejdspladsens behov. Det skæve orlovsmønster fletter sig desuden sammen med arbejdsmarkedets kønsopdeling, fordi typiske mandearbejdspladser bliver indrettet efter, at arbejdskraften ikke tager orlov, mens det omvendte gør sig gældende for de typiske kvindearbejdspladser. Derfor bliver orlov til et problem for de offentlige institutioner og arbejdsgivere, mens det er en udbredt kultur på det private arbejdsmarked at se med skepsis på mænd, der ønsker orlov.

Mange mænd bruger de orlovsrettigheder, de har

Statistik over brugen af orlov viser, at rigtig mange mænd bruger de orlovsrettigheder, de har. Det var ikke kun erfaringen med de 2½ års øremærkning i Danmark, men også fra de øvrige nordiske lande. I Island, hvor 9 måneders orlov er fordelt med tre til mor, tre til far og tre til deling, tager de islandske fædre nu 33 pct. af orloven. Også analyser fra danske virksomheder og brancher viser, at mænds brug af orlov hænger tæt sammen med de rettigheder, der er øremærket til dem og er med løn.

Til forskel fra lovgivningen om orlov har de danske industrioverenskomster øremærket orlov til fædre, og det samme har en del virksomhedsoverenskomster. Dermed er lovgivningen kommet på bagkant af overenskomsterne, der i højere grad harmonerer med familiemønstrene i mange børnefamilier. Det er den omvendte verden i forhold til tidligere årtiers orlovspolitik. Overenskomsterne er helt afgørende til at sikre løn under barsel, og det ved man er afgørende for en ligelig fordeling af orloven pga. af fars stærkere forsørgerrolle, men den danske arbejdsmarkedsmodel og overenskomsterne har traditionelt haltet bagefter med at følge med befolkningens familie- og kønsrollemønstre. Samtidig er det problematisk, at danske fædre ikke har øremærkede rettigheder i lovgivningen, fordi forskning viser, at den er normsættende. Øremærkning i lovgivningen er med til at normalisere, at også fædre tager orlov og sender et stærkt signal om, hvad der er 'passende' orlovslængde for fædre. Når orlov til fædre i Danmark kun er øremærket på overenskomst- og virksomhedsniveau, afhænger mænds muligheder for at tage orlov af, hvor de er ansat. Dermed sikres fædrene reelt ikke de samme muligheder for orlov, som mødrene har.

Ud over selvstændige rettigheder til fædre viser forskningen, at to forhold er afgørende for, i hvilken udstrækning fædre bruger de rettigheder, der er øremærket til dem. For det første, er det helt centralt, at fædrene kender deres rettigheder. Orlovslovgivningen og de rettigheder, fædre har på overenskomst- og virksomhedsniveau, gør de danske orlovsordninger så komplicerede, at mange fædre og mødre ikke kan gennemskue, hvad far har ret til, og hvad deres muligheder for at dele orloven er.

For det andet skal fars rettigheder ikke være bundet til et bestemt tidspunkt, og slet ikke først i orloven. Det er de nu i industrioverenskomsten. Forældreorlov med fuld løn skal nemlig afholdes i direkte forlængelse af barselsorloven, dvs. fra den 15. uge og fremefter. Reglen er lavet af hensyn til arbejdsgiverne, og formålet er at samle perioden, hvor der skal udbetales løn til den, der holder orlov. Reglen er imidlertid problematisk for fædre, fordi den tvinger dem til at lægge deres forældreorlov lige efter barselsorloven. Det betyder i praksis samtidig med mor, for hun er på det tidspunkt som oftest ikke restitueret efter fødslen og har ikke fået stabiliseret amningen. Den bundne periode strider også mod målsætninger om større fleksibilitet i orlovsordningerne, som mange forældre ønsker.

Opsummerende viser forskningsresultaterne, at hvis man vil styrke mænds adgang til orlov, skal lovgivningen sikre:
• At fædre har selvstændig ret til barsel (med løn), ligesom mødre har (øremærkning)
• At rettigheder til orlov skal være veloplyst og velkommunikeret
• At fædres barsel ikke skal være bundet til tidligt i orloven