Det gav international genlyd, da 100 franske kvinder med Catherine Deneuve i spidsen offentliggjorde en skarp kritik af #metoo. Herhjemme kaldte Folketingets formand kritikken ”befriende” og stillede sig dermed på deres side i forsvaret for ”mændenes ret til at forulempe kvinder”. En kritik af feminismen som en trussel mod erotikken, der har været fast inventar i den franske kønsdebat siden den franske revolution.

Efter få dage blev det for meget for Catherine Deneuve.  Det franske filmikon er blevet den vigtigste skydeskive i og især uden for Frankrig efter at have blandet sig i det kor af franske kvinder, som hævder at udtrykke ”et alternativt synspunkt” til #metoo-kampagnen og dens særlige franske aflægger: #BalanceTonPorc, Angiv Svinet.

”Vi støtter mændenes ret til at forulempe kvinder som en del af den seksuelle frihed,” skrev de 100 kunstnere, forfattere og andre intellektuelle kvinder i et  indlæg i dagbladet Le Monde den 10. januar.

Reaktionerne har været på højde med det eksplosive udsagn.

”Svinene er bekymrede, og det har de grund til. Deres gamle verden er langsomt men sikkert ved at forsvinde. Disse kvinder benytter sig af deres medietække til at banalisere seksuelle overgreb,” skrev feministen og politikeren Caroline de Haas i en af de mange svirpende reaktioner på de 100 kvinders kritik af #balance ton porc.

Og også i udlandet har reaktionerne været skarpe.

”Deneuve og andre franske kvinder viser hele verden, hvordan deres internalisering af kvindehadet har givet dem det hvide snit for bestandigt,” tweetede den italienske skuespiller Asia Argento.
”Anmassende flirt er ingen forbrydelse”

Undskyldning men ikke tilbagetrækning

Nu har Catherine Deneuve så sagt undskyld til de ofre for seksuelle overgreb, som kan have følt sig såret over det med mændenes ret til at forulempe kvinder.   Men grundlæggende står hun og de øvrige underskrivere fast på det synspunkt, at   #balancetonporc  og  #metoo er et gigantisk puritansk  backlash for den seksuelle frihed.  

”Det var nødvendigt og modigt, at kvinder talte ud om for eksempel Weinstein. Det har gjort det muligt for andre kvinder at stå frem også,” vedgår Sarah Chiche, en af de fem kvinder, der skrev indlægget i Le Monde.

”Voldtægt er en forbrydelse, men det er anmassende og vulgært flirteri ikke.  Det, vi beklager, er at man skærer alt over samme kam, både  voldtægt og  insisterende flirteri  eller forsøget på at kysse under en fest. Vi identificerer os ikke med en feminisme, der kommer til udtryk som et had til mænd og til sex, og vi ville vise, at der er kvinder, for hvem sexchikane er en ikke-begivenhed,” siger Sarah Chiche.

For Geneviève Fraisse, seniorforsker i filosfi og kvindehistoriker ved den statslige forskningsinstitution CNRS, er denne kritik af feminismen for at ødelægge det erotiske spil mellem kønnene en gammel traver i den franske ligestillingsdebat.

”Lige siden 1800-tallet er kvindernes krav om ligestilling blevet mødt med det argument, at ligestilling vil være enden på en distinkt maskulin og feminin kønsidentitet og dermed enden på det erotiske spil og forførerelsens kunst mellem mænd og kvinder. Det er en rodfæstet opfattelse i Frankrig, at den franske feminisme er væsensforskellig fra den amerikanske, der er puritansk og præget af kønskamp og  had til mænd. En fløj af den franske feminisme er stærkt præget af universalismen og modsætter sig analyser, der fokuserer på kønsforskellene. De to koncepter flyder sammen i den opfattelse, at enten er man en lystig libertiner, eller også er man en sexforskrækket puritaner,” siger Geneviève Fraisse.

Dominique Strauss-Kahn og ”det asymetriske forhold”

Om Strauss-Khan-affæren

Den franske politiker Dominique Strauss-Khan var i 2011 direktør for Den Internationale Valutafond og blev regnet for en af spidskandidaterne til det franske præsidentvalg året efter.

Under et ophold i New York blev han anklaget for overgreb og voldtægtsforsøg af hotelstuepigen Nafissatou Diallo.

Strauss-Khan nægtede sig skyldig i tvang men vedgik, at der havde været en ”upassende” forbindelse mellem dem og måtte trække sig fra både direktørposten og som præsidentkandidat.

Debatten i Frankrig bragte flere historier frem om hans image som skørtejæger incl deltagelse i fester med prostituerede, men ikke andre vidnesbyrd om brug af tvang.

Politiet frafaldt senere alle anklager, fordi Diallos forklaringer blev bedømt som utroværdige.

Læs mere om sagen på wikipedia 

Den franske filosof og historiker Mona Ozouf har teoretiseret denne særlige franske tradition og dens påståede ”søde samkvem mellem kønnene” i et essay, ”Les mots des femmes”. Den amerikanske feminismes rigide lovrytteri er fremmed for det særlige franske galanteri, mener Mona Ozouf.

Dette synspunkt er et  tilbagevendende tema i den franske kønsdebat: at lægge an på kvinder er en naturlig del af det erotiske spil mellem kønnene, som ikke chokerer andre end snerpede tanter.  Det var blandt andet stærkt i spil, da den daværende leder af Den Internationale Valutafond, Dominique Strauss-Kahn, i 2011 forgreb sig på en stuepige på Hotel Sofitel i New York.

For at undgå en retssag for seksuelt overgreb indgik Dominique Strauss-Kahn et forlig om økonomisk kompensation med  Nafissatou Diallo. Men der var mange i Frankrig, som var rystede over, at en mands flotte karriere skulle lægges i ruiner af en sort stuepige.

”Selvfølgelig er han dameglad og måske lidt anmassende, når han flirter. Men han har jo trods alt  kun muntret sig lidt med en stuepige,” sagde redaktøren af det politiske magasin Marianne, Jean-François Kahn, i 2011.

De franske feminister benyttede DSK-sagen til at sætte fokus på denne  franske macho-kultur og udløste en kønsdebat, der til forveksling ligner den igangværende #metoo-kamp.

Retten til at forulempe: en forudsætning for seksuel frihed

Syv år senere skriver Sarah Chiche og Catherine Deneuve, at ”kvinder kan på én og samme dag være professionnelle ledere på arbejdspladsen og nyde at være et sexobjekt for en mand uden at være en luder eller stå i ledtog med patriarkatet.”

”Vi mener, at ligesom der findes en kunstnerisk ytringsfrihed til at genere eller chokere med provokerende eller overdrevne udtryk, så findes der også en ret til at forulempe hinanden i dagliglivet.  For at kvinder kan have friheden til at sige nej til en mand, skal manden have frihed til at komme med et seksuelt tilbud. Hvor langt man kan gå i denne forulempelse er et centralt spørgsmål. Men hvorfor pokker skal man stigmatisere og patologisere mænd, der bare er lidt insisterende og måske lidt vulgære, når de lægger an på kvinder,” spørger Sarah Chiche.

”De taler om seksuel frihed,” kommenterer Christine Bard, kvindehistoriker ved universitetet i Angers og en af dem, der har taget til genmæle mod ”Indlægget fra de 100”.

”Men det er jo især mændenes frihed, de fokuserer på. Og de har et meget naturalistisk syn på især den mandlige seksualitet som et resultat af naturlige drifter. Som feminister mener vi jo tværtimod, at det er kulturen, der former seksualiteten,” siger Christine Bard.

”De 100 kvinder nægter  at se et kontinuum fra at tage en kvinde på ballerne og til voldtægt. Og de afviser at stille spørgsmålstegn ved en bestemt form for virilitet, der hviler på forventningen om,at mænd skal besejre kvinder. Dermed er de de facto med til at legitimere en bestemt adfærd,” siger også Geneviève Fraisse.

Når den kristne højrefløj hylder usømmelighed

Om forfatteren

Birthe Pedersen er journalist, uddannet ved Danmarks Journalisthøjskole, studier i international politik ved Institut for Statskundskab i Lyon. Bosat i Frankrig. Hun har skrevet for KVINFOs Webmagasin gennem en årrække.

Foto: Wikimedia Commons

Hun ser DSK-affæren som et vendepunkt og en forløber for #balancetonporc i Frankrig.

”Her så vi pludselig, hvordan virilitet og seksuel magt blev kædet sammen med økonomisk og politisk magt. #metoo har på samme måde direkte politiske konsekvenser, når vi ser magtfulde mennesker, der mister deres status eller magt, som for eksempel den amerikanske sydstatspolitiker Roy Moore, der table et valg, han før ville have vundet,” siger Geneviève Fraisse.

Joan Scott, amerikansk feminist og forfatter, er en af dem, der skarpt kritiserede ”det søde samkvem” og den asymetriske relation mellem kønnene under Strauss-Khan-affæren i 2011. Hun mener, at Deneuve-indlægget er ”mere af det samme”.

”Det er stadig et forsvar for ”forførelsen” som et adelsmærke for Frankrigs nationale identitet. I den forstand er de nationalister, ikke feminister. De har ikke nogen analyse af magtforholdene i samfundet eller på arbejdspladsen. De ignorerer, at #metoo ikke handler om sex generelt men om chikane på arbejdspladsen, og dybest set ønsker de at bevare den bestående kønsbalance med komplementære snarere end ligestillede køn. De befinder sig fint med det patriarkalske samfund” siger Joan Scott.

Den allerførste kritik af #balancetonporc kom således allerede i oktober sidste år fra den nationale højrefløj, blandt andet  grundlæggeren af Frankrigs kristeligtdemokratiske parti, Christine Boutin, der er mere kendt for at kalde homoseksualitet for en vederstyggelighed. Her hyldede hun pludselig ”den franske tradition for usømmelighed, der er en del af vores nationale identitet”.