I det krigshærgede Syrien arbejder grupper af især kvinder hårdt for at holde deres lokalsamfund ude af konflikten. Eller for at hele de dybe sår, som konflikten har givet. Et freds-netværk støtter stædigt lokale grupper og aktivister på trods af fem år med håbløshed og krig. Deres erfaringer har også vist sig uvurderlige for de millioner af syriske flygtninge i udlandet og i de samfund, der har skullet modtage dem.

Mød Mobaderoon

I 2014 fik Mobaderoon Liviaprisen, der bliver givet til ekstraordinære mennesker eller organisationer der har engageret sig i kreativ og ikke-voldelig konfliktløsning.

I anledning af uddelingen i 2016 er repræsentanter for Mobaderoon i Danmark sammen med flere andre tidligere prismodtagere og nominerede.

Man kan møde dem på Liviafondens konference ’Stories of Hope’ mandag d. 28 november og ved arrangementet ‘Gendering Peace-building at a Grassroots’ hos KVINFO tirsdag d. november kl 15-17.

”Fem!” råber hun og alle i rummet søger desperat ind i gruppekram med fem personer. Der er ingen tid til at tøve eller vælge, hvem man vil kramme. Alle går bare efter de nærmeste.

De kalder det ”Titanic-øvelsen”, og dem som ikke får plads i ”redningsbådene” med fem personer drukner og må forlade legen. To grupper med fire i hver forsøger begge at hive en pige til sig, indtil en af de andre i en af grupperne begår faneflugt og finder en sikker femteplads i et andet sted. Gruppen opløser sig i panik og under megen latter.

Et par stykker finder ikke plads i femmandsgrupperne og står fåret tilbage alene, men formålet med legen er egentlig ikke hvem, der vinder, og hvem, der taber. Det er, at øvelsen på et øjeblik nedbryder barrierer mellem folk, som kun har få sekunder til at finde hinanden og holde sammen. ”Tre!” råber lederen og sætter en ny runde kaos i gang.

Øvelsen er et kort afbræk i en koncentreret tredages workshop i en stor lejlighed i det centrale København. Deltagerne er syriske flygtninge i Danmark og etniske danskere, de fleste fra forskellige flytningevelkomstgrupper.

Men det, der for alvor gør workshoppen til noget særligt, er dens ledere. De har alle på et eller andet tidspunkt har været aktive i den syriske græsrodsfredsbevægelse Mobaderoon, som arbejder med fredsskabelse og konfliktforebyggelse i det borgerkrigshærgede land.

Aktivt medborgerskab

Om workshoppen

Workshoppen var arrangeret af Liviafonden.

Fonden, som også står bag Liviaprisen, har flere gange fået bevillinger fra KVINFOs Minipulje, blandt andet til workshoppen i artiklen.

Deltagerne var en blanding af flygtninge i Danmark og etniske danskere.

Foto: Jacob Holdt, der også lagde hus til workshoppen. Flere af navnene og andre detaljer i artiklen er ændret af sikkerhedsgrunde.

Mobaderoon bygger på idéen om den aktive medborger – enkeltpersoner, som vil gøre en positiv forskel i deres lokalsamfund.

“Jeg havde en følelse af, at jeg måtte gøre noget,” siger Rafaf, som oprindelig er fra Aleppo, og som påtog sig sit aktive medborgerskab I 2012.

“Alt blev splittet mellem to parter. Så begyndte krigen. Og det blev værre og værre. Før krigen var vi slet ikke splittet op på den her måde – muslimer, kristne, kurdere. Vi var syrere,” siger hun.

Så hun og hendes venner startede et projekt, hvor de rakte ud mod andre dele af Syrien. En af de første effekter af krigen i Aleppo var, at byen blev isoleret. Internettet forsvandt, og en usikker tur over land Damaskus tog pludselig 12 timer.

“Vi lavede en masse aktiviteter så som at sende fredsbreve,” fortæller hun. En anden metode var at bruge det japanske PechaKucha format til at fremme dialog. ”Vores historie er fred – at tale fredens sag.”

Efter at have lavet sit eget projekt gik hun videre til at blive initiativkoordinator og instruktør for Mobaderoon, hvor hun trænede andre aktivister for at gøre dem i stand til at trække deres egne projekter igennem. Organisationen arbejder ud fra princippet om aktiv deltagelse. Ejerskabet over de enkelte projekter ligger hos initiativtagerne.

Lokale succeser

Mobaderoon selv startede faktisk før krigen, i 2010, som en bevægelse for aktivt medborgerskab.

“Hvordan kan du engagere dig i aktiviteter, som er til gavn for dit lokalsamfund?” spørger Shaheed, som har været aktiv i bevægelsen fra begyndelsen.

”Jeg har en forpligtelse over for det område, jeg bor i. At bringe folk sammen, få dem til at enes om de fælles værdier,” siger hun om sin egen motivation såvel som Mobaderoons grundlæggende filosofi.

Om Mobaderoon

Mobaderoon er en organisation for fredsaktivisme. Organisationen støtter aktivister og deres projekter rundt om i Syrien på tværs af etniske, politiske og religiøse skel.

I 2016 er der i alt 168 aktive projekter.

Der er både mænd og kvinder blandt de aktive, men kvinderne er langt i overtal, simpelt hen fordi det ofte er dem, der er tilbage i lokalsamfundene.

Mobaderoon er kun aktiv i Syrien, men flere af bevægelsens aktivister, som er havnet i landflygtighed, har sat gang i tilsvarende aktiviteter i deres nye hjemlande.
 

Et af hovedmålene har været at holde unge mennesker ude af kampene. Især i begyndelsen af krigen var problemet, at folk troede, at den ene part ville vinde.

”De troede, at deres rolle var at kæmpe,” siger Shaheed. ”Vi giver dem en anden dør at gå ind ad – en aktiv rolle i at hjælpe landet.”

Det arbejde foregår på et meget lokalt plan med en masse små projekter. Målet er at holde områder, kvarterer og landsbyer ude af konflikten.

”Vi har haft en masse arbejde med sekteriske konflikter. Hvordan man taler om undertrykkelsen, forstår andre. Sameksisterer. Vi har haft succes med at få mange unge drejet væk fra den sekteriske tilgang – med ikke at gå i krig. Især mellem de to største sekter, sunnierne og alawitterne,” siger hun.

En af måderne er at anerkende nogle af de utilfredsheder, som første til krigen til at starte med. ”Alle kan holde fast i deres standpunkter, men får en forståelse for de andre.”

Kvinderne er tilbage

Efterhånden som krigen har trukket ud, er splittelserne blevet dybere, og der er kommet nye behov.

”Det er syrere, som gør det her ved syrere. Vi har brug for meget heling. Vi har brug for tilgivelse og retfærdighed mere end hævn. Vi frygter hævn.”

Som et eksempel nævner hun et projekt, som bragte kvinder sammen både fra oprørernes side og regeringsstøtter, men som alle havde mistet børn i konflikten.

”Kvinder kan lede deres familier til hævn eller til tilgivelse. De vil forstå, at de andre også har mistet. De vil forstå, at vi i Syrien alle er tabere. Når jeg er alene, så er jeg den med det største tab. Sammen kan vi se hinandens tab,” siger Shaheed.

Krigen i Syrien

Borgerkrigen i Syrien har varet siden bølgen af revolutioner i Mellemøsten og Nordafrika i foråret 2011.

Efter det var lykkedes befolkningerne i Tunesien og Egypten at vælte deres præsidenter, bredte demonstrationerne sig til Syrien. Præsident Bashar al-Assads styre svarede igen med hård undertrykkelse, og snart udviklede situationen sig til et regulært oprør, hvor forskellige oprørsgrupper har erobret dele af landet. Kampene har raset siden, uden nogen har været i stand til at få overtaget.

Der har været flere runder af fredsforhandlinger, men de har kun ført til korte våbenhviler, før krigen gik i gang igen. Oprørerne vil ikke gå ind på en løsning, hvor Assad bliver ved magten, regeringen vil ikke uden ham.

FN’s resolution 1325 kræver, at kvinder bliver inddraget i fredsløsninger og forhandlinger, men det er kun sket i begrænset omfang.

Se artiklen 'Konfliktløsning uden kvinder'
Læs også om vilkårene for kvinderne i borgerkrigen: 'Scener fra krigen i Syrien'

Fokuseringen på kvinder er ikke tilfældig. Mobaderoon er ikke en kvindeorganisation, men organisationen er kvindeligt ledet. Og selv om der også er mange mænd, som er aktive i projekterne, så er kvinderne langt i overtal.

”Situationen i Syrien får mændene til at forlade landet – eller gå i krig. Kvinderne er dem, der er tilbage i lokalsamfundene, og som leder NGO’erne,” siger Shaheed. Alligevel er det ikke altid let.

“Det er en udfordring, at de to ledere er kvinder. I en syrisk kontekst har det ikke indtil nu været accepteret, at kvinder er ledere. Men det er ved at forandre sig på grund af den måde, samfundet vil se ud på i de kommende år. Der er et rum til, at kvinder kan lede i fredsprocessen. Det her er vores chance for kvindelige ledere,” siger hun.

De flygtede og de tilbageværende

Både Rafaf og Shaheed har måttet flygte fra Syrien og er nu i eksil. Men andre aktivister skaber stadig nye projekter i landet. Sidste år begyndte Houda som aktivist i Damaskus efter at have deltaget i workshops og lignende i et par år.

”Mig og min ven startede et projekt, som vi kalder ’Den aktive syrer’. Mange syrere er flygtet. Vi har et behov for at kommunikere med syrere alle steder,” fortæller hun.

”Vi forsøger at forbinde de moderate. Konflikten vil slutte en dag, og vi vil ikke ende som libaneserne. Det er meget hårdt for dem. De er meget delte. Vi vil ikke have nogen anden- eller tredjegenerationsproblemer,” siger hun om risikoen for en yderligere radikalisering blandt de unge i eksil.

Hun holder fast i arbejdet på trods af en hård hverdag, der er præget af krigen. Selv i et relativt roligt område som Houdas blev hendes bil ramt af en grant foran hendes hus. Heldigvis eksploderede den ikke.

“Selvfølgelig mister jeg håbet. Det er ikke let at leve i et land i krig. Men jeg har den her drøm om at gøre noget for menneskeheden. At gøre en forskel,” siger hun.

Hendes behov for at være i kontakt med dem, som er flygtet, og for at begynde at hele sårene har sit spejlbillede i Rafaf, som har boet i Holland i det seneste år. På et tidspunkt var hun placeret i et hus med fem syrere, og der var stærke spændinger. De fire andre var en sunnimuslim, en druser, en kristen og en kurder og de kom fra fire forskellige byer. Så hun gik straks i gang med at få en dialog i gang.

Civilsamfundet og freden

Endnu mere vigtigt har forholdet til værtssamfundet været.

”Jeg havde kun været en uge i Holland. En morgen vågnede vi op til store bogstaver skrevet på gaden: ’Ingen muslimer her. Tag hjem.’ Det er i en lille landsby,” forklarer hun. Men i stedet for at trække sig tilbage, så begyndte hun at knytte armbånd med det hollandske ord for ’Tak’ og delte dem ud blandt naboerne.

”Jeg ville bryde isen mellem os,” siger hun.

Det er også derfor, hun er med på workshoppen i København. Til forskel fra arbejdet inde i Syrien, så er de fleste af de syriske deltagere her mænd – fordi de er i flertal blandt dem, som har været nødt til at flygte.

”Jeg har det samme mål. Jeg vil lave forandringer dér, hvor jeg er. Jeg vil motivere syrere til at være aktive medborgere,” siger Rafaf.

Shaheed er enig. Hun mener de eksilerede aktivister har vigtige bidrag til værtssamfundene i Vesten eller i Libanon, hvor hun bor nu.

”Vi har rigtig meget erfaring med folk med forskellige baggrunde. Hvordan man forstår forskellene, de kulturelle forskelle,” siger hun. ”Plus vi vil engagere syrerne her. Vi vil have dem til at komme tilbage. Og hvis de kommer tilbage, så skal de smelte tilbage ind i samfundet og blive positive, aktive medborgere.”

Hun ser civilsamfundskativisme som et nødvendigt grundlag for en bæredygtig fredsløsninng, i Syrien og i eksilsamfundene.

”Civilsamfundet må engageres, men ikke som en tredje part i magtdelingen. Det er vigtigt, at vi ikke bliver set som part i konflikten. Vi må holde os fra magten, men i stedet bedrive fortalervirksomhed,” siger hun.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

Hun er klar over, at der først kommer fred, når der er vilje til det hos de stridende parter – og ikke mindst en vilje hos det internationale samfund til at presse dem til det. Men for, at freden skal være holdbar, og for, at hele sårene og bygge et nyt samfund på en reel fred, så er borgernes deltagelse nødvendig, hvad end de er i Syrien eller ej.

”Det handler om positivt globalt medborgerskab. Hvor end du tager hen, så tager du dit medborgerskab med dig. Det er et spørgsmål om at være menneske.”