Der foregår en indædt kamp om "den sande fortælling" om prostitution i de nordiske lande i disse år. For der er opbrud i politikken på området. Kristne hjælpeorganisationer står pludselig for skud, og retten til at prostituere sig diskuteres. FORUM skitserer det nordiske forskningslandskab om prostitution og tegner debatfronterne op.

Prostitutionsmarkedet forandrer sig hastigt og engagerede feminister, politikere, prostituerede og deres kunder, forskere og journalister vil alle have deres version af historien frem, så den kan være med til at sætte dagsordenen og danne grundlag for den fremtidige politik på området. Den samfundsmæssige kontrol, der historisk har rettet sig mod de "utugtige kvinder", har fået øje på prostitutionskunden, på manden og sat spørgsmålstegn ved de seksuelle normer, som gælder hans køn. 

"Faktum er jo, at prostitution først og fremmest handler om mænds seksualitet, ikke kvinders", som den svenske professor Sven-Axel Månsson har formuleret det i kølvandet på den svenske lovgivning, der i 1999 kriminaliserede køb af sex. Men hvor står den feministiske debat og forskningen henne i øjeblikket?

Liberalisme kontra radikalfeminisme

I takt med, at flere nordiske lande forsøger at mindske prostitutionsmarkedet med ny lovgivning, der skal begrænse handlen og fremme ligestillingen mellem kønnene, skyder en gruppe prostitueredes interesseorganisationer op, og slår til lyd for øget frisind og retten til at prostituere sig. 

Feminister er dybt uenige om, hvordan de skal forholde sig til prostitution; for gør blikket for køn, magt og social ulighed de prostituerede til nogle ofre, de ikke er? Eller svigter man en gruppe udsatte kvinder ved at insistere på deres frie valg og ret til at sælge sex, uden at skæve til hvad alternativet er?
 
Der foregår et intenst tovtrækkeri, hvor polerne i allersidste ende kan hedde liberalisme kontra "radikalfeminisme". Og det virker som om det er enten eller: Enten retter man fokus på de tyngende strukturer, der sætter enhver individuel handling skakmat. Eller også hylder man det fritsvævende individ. Her tolererer vi ingen moralske pegefingre, der blander sig i private seksuelle dispositioner. For hun har jo selv valgt det... har hun ikke?

 

Det behøver dog ikke at være så absolut det ene eller det andet, men man skal holde tungen lige i munden for ikke at falde ned i grøftegravsskyderiet. Prostitutionsfeltet er blevet politisk og diskussionerne, forskningen og pressedækningen bliver ofte en dogmatisk udlægning, der enten er for eller imod.

Hvordan adskiller man viden, værdier og ideologi?

Senest har det etårige forskningsprojekt om "Prostitution i Norden" forsøgt at skabe et opdateret grundlag for de nordiske velfærdsstaters politikker. 11 forskere fra henholdsvis Sverige, Norge, Island, Finland og Danmark har været tilknyttet forskningsprojektet, der er finansieret af Nordisk ministerråd og gennemført af NIKK (Nordisk Institutt for Kunnskap om Kjønn). 

I oktober 2008 mødtes folk fra Norden til den afsluttende konference i Stockholm. Her var der bred enighed om, at diskussionerne ofte strander i ideologiske fordomme, der forhindrer reel forandring. Men hvordan udskiller man viden, værdier og ideologi fra hinanden, og kan man overhovedet det? Eller er udfordringen netop at gøre de værdier, man arbejder ud fra tydelige, så forskningen reelt kan diskuteres?

Hvordan man trækker grænserne mellem, hvad der er viden og værdier - det er positionerne inden for debat, såvel som forskning om prostitution fortsat højst uenige om.

Forskerne på konferencen forsøgte at sætte en udfordrende finger i siden på tidligere prostitutionsforskning og sætte spørgsmål ved nogle af de dogmer, der i dag præger den intensive debat i medierne. For der er tendens til at have en klap for det ene øje, når prostitution skal studeres, som mandeforsker fra Sverige Jari Kuosmanen sagde på konferencen. Ifølge ham er vi f.eks. nødt til at spørge, om det stadig er relevant at anskue prostitution som udtryk for strukturel kønsulighed, når det viser sig, at flere mænd end kvinder har prøvet at sælge sex?

Liberalt medvind 

De Nordiske lande har meget tilfælles omkring tilgangen til prostitution. Det slog den ene forskningsleder, May-Len Skelbrei fra Norge fast i sin indledende tale. Men på konferencen blev det meget tydeligt, at forskellene også er markante, både i forhold til landenes politikker og med hensyn til forskernes tilgang.

Island fulgte i 2007 det danske eksempel fra 1999 og afkriminaliserede salg af sex. I Finland har man forbudt køb af sex fra handlede kvinder, og i Norge er en ny lov om kriminalisering af sexkøb trådt i kraft per første januar i år. 

I Sverige blev kriminaliseringen af sexkunder i 1999 båret igennem med henvisning til lovgivningens normative funktion og den positive afsmitning af ligestillingssituationen mellem kønnene. Hvorimod den norske debat om forbud mod sexkøb i dag i høj grad har været drevet af argumenter om at dæmme op for udenlandske prostituerede, og om at styrke de nationale grænser imod indvandring og trafficking.
 
I svensk lov bliver prostitution defineret som vold mod kvinder, og med den tilgang fortæller man også, at den der sælger sex er et klokkeklart offer, samt at den, der køber ydelsen er en forbryder. På konferencen lød det igen og igen fra forskere og praktikere: Er det ikke et forældet syn på både købet og salget af ydelsen sex?

I Island har finanskrisen givet liberalismen endnu mere vind i sejlene og forskerne fra Island udtrykte bekymring for, at landet nu ville blive markedsført som et slaraffenland, hvor alt kan købes. Specielt sex. Det var måske også derfor, at det især var de islandske forskere og debattører, der insisterede på at se prostitution i et større ligestillingsperspektiv, og ikke isoleret, som den enkeltes valg til at udleve sin seksualitet eller mætte et behov for penge. For udbredelsen af prostitution hænger snævert sammen med generel ulighed, ulige adgang til ressourcer og status, det hænger sammen med vold i hjemmet, uligeløn og lavt kvindesyn, som islandske Drífa Snædal, medlem i Kvinnojouren och Feministiska förbundet, sagde. For udover, at prostitution både afspejler og bekræfter den kønsbestemte ulighed i samfundet, så legitimerer det også en samfundsmæssig ideologi, der dikterer seksualitet som handelsvare.

Men hvorfor har Norge netop valgt at kriminalisere køb af sex? Og havde man valgt denne praksis, hvis de nigerianske prostituerede kvinder ikke havde trukket så åbenlyst på Oslos hovedstrøg Karl Johan? Det norske forskningspanel fik dette spørgsmål af Ulla Bjørndahl, sociolog og fagkonsulent på Pro Sentret i Oslo. Svaret var, at det havde man formodentlig ikke.

Den norske debat om prostitution har op til lovgivningen været motiveret af de afrikanske kvinder, fordi de meget aggressivt har passet mænd op i Oslo. Et af problemerne med de sorte kvinder er, at de sorte kvinder, der ikke prostituerer sig, bliver forvekslet med prostituerede og derfor ikke kan gå uforstyrret, når de f.eks. skal til fest. Det fortalte politikeren Inga Marte Thorkildsen fra Norge, der samtidig påpegede det problematiske i, at prostitution først bliver politisk, når det bliver tydeligt i det fashionable gadebillede. Det er først når "almindelige mennesker" konfronteres med prostitutionen, at man vælger at gribe ind, før har man lukket øjnene for det, mente hun.

"Empowerment light"

De nordiske landes sidste 30 års fokus på prostitution som et socialt problem bliver i disse år suppleret af en mere strafferetlig tilgang, der fokuserer på kundens ansvar, men landenes socialpolitiske udgangspunkt adskiller sig væsentligt fra hinanden. 

I Norge sigter hjælpearbejdet hovedsagelig på at reducere skadevirkninger af prostitution, hvorimod den svenske tilgang i højere grad har som mål at få de prostituerede ud af branchen. Der er selvfølgelig uenighed i alle landene, men især Danmark udmærker sig ved, at stærke modsætninger lever side om side.

På konferencen stod især det hjælpearbejde for skud, der har de prostitueredes exit fra prostitution som mål. KFUK's sociale arbejde, Rederne og deres kristne grundlag blev kritiseret for at være for ensidige og moralske. Desværre havde man fravalgt at invitere repræsentanter fra KFUK's sociale arbejde til den efterfølgende paneldebat om de danske forhold, i modsætning til de andre nordiske landes paneldebatter, hvor det sociale arbejde blev repræsenteret.

Den danske forsker Jeanett Bjønnes og mange af de norske forskere plæderede for, at det sociale arbejde i højere grad skal fokusere på skadelindring og empowerment, for at styrke de prostituerede dér, hvor de befinder sig. 

Socialarbejderne skal være lydhør overfor de prostitueredes ønsker og anerkende det sted, hvor kvinderne er, fysisk og mentalt, altså også, at de har valgt at ernære sig ved prostitution. Kvinderne skal nemlig ikke behandles som ofre, der skal hjælpes af systemet, men subjekter, der har behov for anerkendelse af deres valg, også selvom det er en overlevelsesstrategi.

Ifølge Jeanett Bjønnes udgør de prostituerede, der klarer sig godt, ikke grundlaget for diskussionerne og politikken i Danmark på samme måde som dem, der opsøger hjælpeapparatet og hvis historier politikere, socialarbejdere og politi godt kender. Og det er et problem hævdede mange af forskerne på konferencen, især fordi man jo lovgiver ud fra en betragtning om prostituerede som en forholdsvis ensartet gruppe.

Men er det ikke modsætningsfuldt at forstå prostitution gennem liberalismens prisme, der knæsætter den enkeltes frihed og samtidig anerkende prostitution som et socialt problem, som staten skal forsøge at reducere skadevirkningerne af? Det paradoks blev ikke rejst på konferencen. 

Formodentligt fordi de forskere, der bidrog, ikke fandt det modstridende. For langt de fleste af forskerne på konferencen syntes det som om prostitution må accepteres som et uundgåeligt samfundsfænomen og i en vis udstrækning som et socialt problem. Men at prostitution skulle have noget at gøre med de to køns samfundsmæssige ulige betingelser, det var ikke et dominerende tema på konferencen.

De danske forskere gav også udtryk for deres utilfredshed med de empiriske undersøgelser i Danmark, fordi de i høj grad har været tilknyttet hjælpeapparatet. Ifølge Marlene Spanger og Jeanett Bjønness har den nære sammenhæng mellem hjælpeprojekter såsom Reden og undersøgelser om prostituerede netop resulteret i, at vi har fået en bestemt viden om en bestemt type prostituerede og det er dem, der ønsker kontakt med de sociale systemer.

"Vi trænger til nye fortællinger og at lytte til andre erfaringer fra prostituerede end fra dem, der har brug for hjælp" lød det fra Jeanett Bjønnes, der talte på konferencen. Hendes udsagn ligner til forveksling Liv Jessens standpunkt i indledningen til antologien "Det ideelle offer" (2007). Jessens motivation er ikke at skrive "...en bog om de triste skæbner eller grusomme kunder. De historier har vi hørt mange af" (min oversættelse). Liv Jessen er leder af "Pro Sentret" i Oslo og en dominerende stemme i den norske debat om prostitution. Hun mener, at kriminalisering forstærker offerpositionen, for hvis man vil anerkende de prostituerede, hvorfor opfatter man dem så ikke som subjekter, hvis valg man derfor respekterer?

Spørgsmålet er, om det at forsøge at hjælpe prostituerede ud af prostitution ikke samtidig implicit indebærer, at man anerkender dem som subjekter? Og hvad betyder "empowerment" egentlig i forhold til prostituerede? De fleste socialarbejdere og psykologer ville vel mene, at de i deres hjælpearbejde bidrager til empowerment af de prostituerede. Spørgsmålet er så, om det er mere anerkendende at prioritere at uddele kondomer og glidecreme, før man åbner døren til et tilflugtssted, der måske kan vise vejen ud af prostitution?

Det kommer an på, hvilke grupper af prostituerede og hvis behov man vælger at lytte til. Og det afhænger af, hvordan man anskuer begrebet empowerment. Den måde ordet blev anvendt på under konferencen, kan man betegne som en "light" udgave af begrebet, og hvis man sætter det i et samfundsorienteret lys, fremstår det temmelig ensidigt. For det blev især brugt som en henvisning til individets isolerede og begrænsede muligheder. Mens konteksten og det dialektiske forhold mellem de samfundsmæssige betingelser for menneskers valg og mulighederne for forandring af den enkeltes valg blev glemt.

Mandlig prostitution et sort hul i forskningen

Samfundets regler for udlevelse af heteroseksuel seksualitet har historisk været rettet mod kvinder, der solgte sex, men nu rettes kontrollen mod kunderne og det vil sige mændene. De er efterhånden blevet mere synlige i debatten og med flere landes kriminalisering af sexkøb er der skabt grundlag for et markant skifte i forståelsen af prostitution. Det var dog ikke fokus på de mandlige kunder, der prægede konferencen, men Jari Kuosmanen varslede, at et fremtidigt fokus på mandlige prostituerede potentielt kan give førstehjælp til et forskningsområde, der ellers risikerer at sande til i gamle antagelser. 

For hvorfor har forskningen generelt overset mandlige prostituerede? Er det fordi de ikke passer ind i feministiske forklaringer, hvor prostitution bliver koblet til den generelle ulige kønsstruktur? Spørgsmålet blev rejst af Jari Kuosmanen og han lod det hænge retorisk i luften.
 
Men erkendelsen af de sorte huller i prostitutionsforskning- og debat medfører flere spørgsmål end dem Jari Kuosmanen rejser. For kan der ikke være andre kønnede og seksualiserede magtformer på spil, når det drejer sig om mandlig prostitution? Handler usynligheden om, at vi stadig gemmer homoseksualitet ind under sengen? Kan og vil vi kun se og beskæftige os med de heteroseksuelle prostitutionsrelationer? Eller er det symptomatisk netop at bringe seksualitet på banen, når det drejer sig om mænd, der sælger sex?

Vi ved meget lidt om mandlige prostituerede, lød det gentagende gange fra forskerne på konferencen og forskningsmidler blev efterspurgt. Et af de interessante spørgsmål er så, hvorvidt henholdsvis mænds og kvinders betingelser for at være i prostitution adskiller sig væsentligt fra hinanden? Forskellene kunne ligge i "karrierelængden", for ud fra den sparsomme forskning der forligger, har man grund til at tro, at mænd generelt bliver kortere tid i branchen end kvinder, som Jari Kuosmanen fortalte.

Herudover peger dansk forskning på, at en væsentlig forskel ifølge mændenes egne beretninger er, at de til en vis grad udlever deres egen seksualitet gennem prostitution (Lautrup & Heindorf 2003). Men man ved også, at mænd i prostitution i vid udstrækning udsættes for de samme skader som kvinder. Ligesom kvinderne er mændene også generelt i prostitution på grund af udsigten til at forbedre en trængt økonomi og de har som regel en baggrund i dårlige sociale kår.

Videnstom debat i Danmark

Der er dog stadig stor disputs om det empiriske grundlag for, hvorvidt og i hvor stor udtrækning, der er negative konsekvenser forbundet med at prostituere sig, og der bliver til stadighed sået tvivl om forskningens troværdighed. Seniorforsker ved socialstyrelsen, Nell Rasmussen, var inviteret til at sidde i paneldebat med politikere og forskere, og hun fremførte det synspunkt, at debatten i Danmark er blevet videnstom og at kvindebevægelsen reproducerer gamle data.
 
Rasmussen sagde: "Det påstås også, at kvinder i prostitution har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Det som er problemet med debatten i Danmark er, at der næsten ikke findes noget empirisk grundlag for det der bliver sagt".

I Nell Rasmussens bog om prostitution (2007) skriver hun om prostituerede, at "Ikke alle, men en stor del - måske et flertal, har oplevet at deres personlige grænser er blevet overskredet i barndommen, enten i form af omsorgssvigt eller seksuelle overgreb". Herefter opsummerer hun, at "...undersøgelser tyder på, at der også eksisterer en sammenhæng mellem en kvindes oplevelse af grænseoverskridelser og debut i prostitution". Som læser af hendes bog og som tilhører på konferencen bliver man slået af undren over modsætningerne mellem det sagte og skrevne.
 
I bogen fra 2007 advarer Rasmussen dog mod entydigt at sammenkoble krænkelserne i barndommen med prostitution, og det begrunder hun med, at undersøgelser fra andre lande peger på at "kun" ca. halvdelen har været udsat for seksuelle overgreb i deres barndom. 

Og så undrer man sig igen. For hvad er på spil her? Er vi vidne til forsøg på en revitalisering af myten om den lykkelige prostituerede? Eller forsøger Rasmussen blot at imødegå de folk, der bruger det faktum, at mindst halvdelen af de prostituerede har haft en svær opvækst, som begrundelse for at gribe ind med tiltag af mere samfundsændrende karakter end uddeling af glidecreme?
 
Tilbage står i hvert fald nogle fakta, som åbenbart kan få meget forskellig betydning, alt efter hvem der siger, læser eller skriver dem og hvilken dagsorden de bliver fortolket ud fra.

Hvilke prostituerede skal vi lytte til?

Udover tvivl om troværdighed, så rejser der sig et interessant spørgsmål i kølvandet på Nell Rasmussen, Jeanett Bjønness, Marlene Spanger og Liv Jessen med fleres tilgang til de prostituerede: For hvilke grupper inden for prostitution skal vi lytte til og indrette os efter?
 
Hvor mange skal opleve psykiske og fysiske mén, før velfærdssystemet bør gribe ind med foranstaltninger, der ikke blot understøtter den fortsatte eksistens i prostitution? 
Og kan eller vil de dårligt stillede råbe politikerne op? 

Risikoen ved hovedsagelig at lytte til de positive historier fra prostitution er jo, at det bliver de ressourcestærke og velorganiseredes behov, der kommer til at sætte standarden. Og ikke dem, der har brug for hjælp og behov for nogle andre samfundsmæssige betingelser for at kunne begynde et andet liv.
 
Spørgsmålet er, om de negative omkostninger ved prostitution er for store til, at dem der sælger sex af egen fri vilje fortsat skal have "ret" til det?