Flere af de arabiske lande har fået nye forfatninger i kølvandet på bølgen af revolutioner i 2011. For kvindeorganisationerne har det været en gylden mulighed for at få styrket kvinders rettigheder, men åbningen har også bragt hård modstand fra konservative kræfter på banen.En række af KVINFOs samarbejdspartnere fra Egypten, Tunesien, Yemen og Jordan har været samlet for at udveksle erfaringer om, hvordan man bedst får indflydelse, når forfatningen skal revideres.

Fakta Boks

Udviklingen har været meget forskellig i de arabiske lande efter bølgen af revolutioner i 2011. Her er et lille overblik over de lande, som konferencedeltagerne i Tunis kom fra:

Tunesien: Efter revolutionen blev der holdt valg til en forfatningsgivende forsamling i oktober 2011. Det moderat islamistiske Ennahda blev største parti, men uden at få absolut flertal, og forfatningen blev til i et kompromis med oppositionen. Den blev endeligt vedtaget i januar 2014 efter en lang og heftig debat.

Egypten: Har fået ny forfatning to gange siden revolutionen. Den første forfatningskommission i 2012 var domineret af Det Muslimske Broderskab, men efter militæret ved et kup tvang præsident Morsi og broderskabet fra magten i juli 2013, startede processen forfra. En snæver kommission af jurister lavede et udkast, som så blev sendt til høring i en 50-mandskomité med repræsentanter fra bl.a. civilsamfundet, og endeligt vedtaget i januar 2014.

Jordan: I Jordan førte demonstrationerne i 2011 til, at kongen afskedigede regeringen og lovede demokratiske reformer. Der er siden blevet vedtaget en ny valglov og en ny partilov, men ingen gennemgribende reformer. Kongen har stadig den afgørende politiske magt i landet.

Yemen: I Yemen blev der efter revolutionen nedsat en National Dialogkonference, der i januar 2014 nåede en aftale om principperne for den kommende forfatning. På det grundlag blev der nedsat en forfatningskommission, men hele processen er sat i stå efter den nordlige Houthi-milits i januar 2015 besatte hovedstaden. Der er indgået en fredsaftale om en magtdeling, men samtidig har præsidenten meddelt sin afgang, og Houthierne har indsat deres egen, som ikke anerkendes af andre grupper i landet.

 

Det er en desillusioneret yemenitisk delegation, der ankommer ved mødet i december i Tunis for at diskutere, hvordan man bedst arbejder for kvinder og ligestilling, når nye forfatninger skal skrives. Efter hårdt pres er de ellers lykkedes med en række vigtige sejre i Den Nationale Dialog, som er gået forud for en egentlig forfatningskommission i Yemen, for så blot at opleve, at de politikere, der sidder i kommissionen, nu er ved at løbe fra alle deres løfter.

”Flere mandlige politikere er klar til at indgå kompromiser, som ender med at begrænse kvinders rettigheder,” sagde Bilqis Abu-Osba med tydelig frustration. Hun er professor i statskundskab ved universitetet i Sana’a og også leder Volunteers’ Alliance for Women’s Rights, som er paraplyorganisation for en række yemenitiske kvindegrupper. 

Forbilledet for hende og flere af de andre deltagere er den måde, hvorpå det er lykkedes de tunesiske og i nogen grad de egyptiske kvinder at få sat tydelige aftryk på deres landes forfatninger, når det gælder ligestilling og kvinders rettigheder.

 

Dialog i stedet for konfrontation

På konferencen fortæller Anware Mnasri fra værtsorganisationen LET (Ligue des Electrices Tunisiennes), at de tunesiske kvindeorganisationer fra starten har taget en række strategiske valg.

"Vi besluttede, at vi ikke skulle søge konfrontationer. I stedet fokuserede vi på vores ideologiske modstandere," siger hun. Anware Mnasri giver et eksempel fra en workshop, hvor en konservativ kvinde fra det islamistiske Ennahda-parti er gået fra at mene, at forfatningen udelukkende skulle tage udgangspunkt i Sharia til, at der skulle iværksættes en dialogproces med forskellige parter omkring den nye forfatning.

"Vi besluttede at bruge deres argumenter og fokusere på de positive aspekter i dem. De var både fascinerede og imponerede over styrken i vores argumentation," fortæller hun i sit indlæg. For eksempel har kvindegrupperne brugt en passage fra koranen, hvor en dronning bliver kritiseret - ikke for at være kvinde, men for ikke at tro på Gud. Og det viser, at der ikke er noget problem i, at en kvinde kan regere.

"Vi forsvarede det princip, at Islam og menneskerettigheder er i fuld overensstemmelse med hinanden," fastslår Anware Mnasri, der selv er jurist.

 

Religiøse argumenter er effektive

Fremgangsmåden er ikke fremmed for de andre landes deltagere. Jordanian Women's Union benytter sig fx ofte af en religiøs argumentation, selv om organisationen arbejder ud fra et sekulært grundlag.

"Det er mere effektivt at bygge på de samme kilder og imødegå et religiøst argument med et andet religiøst argument," siger Hala Deep, der er jurist i organisationen. Samtidig fremhæver hun sammen med jordanske Hala Salem fra Al Quds Centre for Political Studies, at Jordan på mange måder mere ligner et traditionelt, stammebaseret samfund som Yemen, frem for lande som Tunesien og Egypten.

"Det er ikke så nemt at finde oplyste, islamiske lærde i Jordan. Vi er nødt til at bruge vores egne fortolkninger, og det kan give problemer. Folk er vant til at se en imam," fortæller Hala Deep. For eksempel er Det Muslimske Broderskab i Jordan ikke åben over for en diskussion om kvinders rettigheder på samme måde, som man kan finde det i Egypten.

I det hele taget har tingene i Jordan bevæget sig meget langsommere. Der har ikke været nogen revolution, men kun nogle mindre ændringer af forfatningen.

"Vi må fokusere på mindre reformer på de områder, der er vigtigst," sagde hun. "Og vi skal prioritere de områder først, der har en betydning for folks daglige liv."

 

Græsrodskampagne en grundpille

Betydningen for den almindelige befolkning er også blevet en af grundpillerne i LET's og de andre kvindeorganisationers kampagne i Tunesien. Formålet var at nå langt bredere ud med debatten end til de velstillede lag i hovedstaden.

"Hvis græsrodsarbejdet mangler, så kommer man ikke ret langt," lyder Anware Mnasris konklusion. Så de har haft fokus på kvinder på landet og udvikling af måder at komme i dialog med dem på.

"Vi forsøgte at skabe en kreativ ånd mellem os," siger hun. I samarbejde med lokale organisationer har LET afholdt arrangementer, der benytter kreative redskaber som sang og maleri. Her kunne kvinderne deltage sammen med deres børn, også selvom de er analfabeter, i undervisning i rettigheder, sundhed og deltagelse i valg - alt sammen med udgangspunkt i kvindernes egne liv. Her har unge også været en særlig målgruppe, som de har forsøgt at få i tale.

 

Kampagne mod kvinderne

Fra Yemen kunne Bilqis Abu-Osba fortælle, at de under Den Nationale Dialog har haft succes med en ikke-konfrontatorisk taktik ligesom tuneserne.

"Vores strategi var at dæmpe tonen og undgå konfrontationer. Konfrontationer ville have knækket os. Ved at dæmpe tonen lykkedes det at få en kvindekvota igennem i den Nationale Dialog," fortæller hun. Som en del af den proces har de organiseret workshops for at øge bevidstheden om kvinderettigheder, men hele tiden uden at gå i direkte konfrontation med modstanderne.

Den taktik har medført afgørende resultater - først og fremmest en beslutning om en kvota på 30 % kvinder i fremtidige valg og udnævnelser - selvom fredsommeligheden bestemt ikke et blevet modsvaret fra dele af den religiøse højrefløj.

"Mange kvinder blev kaldt ateister. De blev ikke respekteret," fortæller hun om den kampagne, der er blevet kørt mod flere af de kvindelige deltagere i Den Nationale Dialog. Det har ført til en splittelse, hvor de mere liberale kvindegrupper ikke er i dialog med de religiøse og konservative kvinder, som det ellers er lykkedes i både Tunesien og Egypten. Samtidig har en del af de politisk aktive kvinder valgt at prioritere deres partipolitiske loyalitet højere end den kvindepolitiske.

"Vi er endt med to grupper af kvinder. Vi har forsøgt at køle konflikten ned og overbevise de andre om, at vi må stå sammen - ellers opnår vi ikke noget," siger hun.

 

Alliancer er nødvendige

Både egypterne og tuneserne understreger på konferencen da også betydningen af, at aktivister og organisationer står sammen på tværs og bygger alliancer både til andre interessegrupper, herunder mandlige politikere og aktivister samt til grupper af kvinder i andre organisationer.

"En af realiteterne er, at nogle feminister er islamister. Den grundlovgivende forsamling havde også kvindelige medlemmer fra Det Muslimske Broderskab. Vi inkluderede både liberale og venstreorienterede baggrunde og unge og gamle. Der var et minimum, alle var enige om," siger Maissan Hassan fra Women and Memory Forum i Kairo. Som noget af det vigtigste, så har de sikret sig, at deres budskaber er konsistente, så deres modstandere ikke kan fortolke de forskellige kvindegruppers meldinger forskelligt og udnytte det.

"Bistand fra jurister gjorde vores sprog præcist. Vi sikrede, at vi altid brugte samme ord, som var overbevisende og juridisk holdbare," sagde hun.

I Yemen frygter Bilqis Abu-Osba netop, at de brede formuleringer fra Den Nationale Dialog bliver vandet ud til deres mest tandløse version, når det endelige udkast til forfatningen kommer, så det ikke bliver et håndfast krav til alle valglister eller offentlige kommissioner med 30 procent kvinder, men for eksempel kun havner i kapitlet om overgangsbestemmelser. Ikke engang i sammensætningen af forfatningskommissionen er kvoten blevet respekteret.

Samtidig har processen omkring forfatningskommissionen været meget lukket, og det har gjort det svært at have fingeren på pulsen og reagere på udviklinger i processen.

 

Skiftende politiske vilkår

Situationen for de yemenitiske kvinder bliver ikke lettere af, at andre aktører har grebet til helt anderledes håndfaste midler. Siden konferencen i Tunis er Houthi-militsen gået til angreb, og har indsat deres egen regering i hovedstaden, mens kampe har spredt sig i landet. Blandt andet har den krævet ændringer i sammensætningen af forfatningskommissionen og i det udkast, den næsten har færdig. Detaljerne er ikke kendt endnu, men de bliver næppe til kvindernes fordel.

Men selv om ingen endnu ved, hvordan det ender, så er der i Tunis også erfaringer at hente om, hvad man gør, når det politiske klima skifter.

"Situationen skiftede fundamentalt, da Det Muslimske Broderskab fik flertal i den forfatningsgivende forsamling," fortæller Maissan Hassan med henvisning til det første egyptiske valg efter revolutionen i 2011. Kvindegrupperne havde modtaget meddelelse om, at køn slet ikke ville blive inkluderet i forfatningen og, at arveretten fortsat ville være ulige.

"De var ikke åbne for vores krav. Men vi blev enige om, at vi var nødt til at arbejde for vores sag uanset hvem, der havde magten."

Og selv om de ikke har opnået ret meget i forhold til den forfatning, som er blevet indført, mens broderskabet har haft magten, så kommer deres grundige arbejde dem til gode, da militæret i 2013 har fjernet præsident Morsi, og forfatningsprocessen er begyndt forfra.

I første omgang er det ellers en gruppe patriarkalsk indstillede dommere, som militærstyret sætter til at skrive det nye udkast, men efterfølgende bliver det sendt til høring i en 50-mands komité.

"Den første succes var at få et erfarent medlem ind blandt de 50," siger Salma El Naqqash fra organisationen Nazra for Feminist Studies og fortæller, at gennem en koordineret kampagne er det lykkedes at få flere vigtige ændringer igennem.

"Der er et tydeligt kønsaspekt i forfatningen," siger hun og henviser til en række rettigheder og fremskridt med forfatningens artikel 11 som den vigtigste, der i et klart sprog fastslår, at der skal være ligestilling mellem mænd og kvinder.

"Det er et resultat af et stærkt fortalerarbejde fra kvindeorganisationerne," fastslår hun.

 

Workshop i advocacy

Konferencedagen i Tunis bliver efterfulgt af to dages workshop om advocacyprocesser for især de yemenitiske deltagere. Den talstærke delegation kommer både fra Bilqis Abu-Osbas koalition og fra ungdomsorganisationen Generations Without Qat, som er regionalt baseret, og som KVINFO også arbejder sammen med. Flere af deres deltagere er noget yngre, og de har både mænd og kvinder med til konferencen i Tunis.

På trods af frustrationerne over processen i Yemen, så er stemningen let og legende i workshoppen, der består af en række øvelser og rollespil. Deltagerne bliver blandt andet bedt om i grupper at sætte rækkefølge på de forskellige processer i en effektiv fortalervirksomhed, og det udløser animerede diskussioner. 

Efterhånden udkrystalliserer der sig da også nogle konklusioner i grupperne: Man er nødt til at have styr på sine data, før man kan formulere sit budskab. Man er nødt til at tømre sin koalition sammen og være enige om mål og budskab, inden man kan gennemføre en kampagne.

Næste øvelse er så et rollespil, hvor de forskellige grupper får hver deres funktion i et scenarie, hvor kvindegrupperne skal tale for et forbud mod børneægteskaber. Én gruppe er parlamentet, én regeringen, én præsidenten og hans rådgivere, hvor den ene selv er gift med en barnebrud, én gruppe repræsenterer medierne, én det internationale donorsamfund og så videre. Opgaven for kvindegruppen er at få ændret loven, mens flere af de andre forsøger at mele deres egen politiske og økonomiske kage.

Igen udløser opgaven både hektisk energi og høje grin - det sidste især over, at det er en af de helt unge kvinder, som får rollen som rådgiveren med barnebruden. Men det bliver også en tydelig demonstration af, hvor mange aktører og mulige stopklodser, der er at operere mellem.

 

Erfaringer omsat i praktisk plan

Formålet med det hele er, at deltagerne fra Yemen kan få omsat inspirationen fra konferencedagen til en færdig plan og nogle skærpede redskaber til, hvordan de bedst får præget den kaotiske proces i landet.

Og mens deltagerne fra Yemen flere gange under både konferencen og workshoppen højlydt giver udtryk for deres beundring for de resultater, som især de tunesiske kvinder har opnået, så går respekten og beundringen for det utrættelige arbejde, som kvindeforkæmperne udfører under meget svære vilkår i Yemen, også den anden vej.

Efter at have afleveret sit indlæg på konferencens første dag, udnævner en af de jordanske deltagere spontant Bilqis Abu-Osba til Dronning Bilqis, med henvisning til de beretninger, der optræder både i Koranen og i Bibelen, og hvor Bilqis er det arabiske navn for Dronningen af Saba. Den sammenligning udløser mange grin og et beskedent, men også selvbevidst buk som tak.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

I sidste ende er det dog hverken anerkendelsen, de andres erfaringer eller den konkrete træning, som er det vigtigste, som Bilqis Abu-Osba rejser hjem fra Tunis med:

"Mødet giver mig håb," lyder hendes korte konklusion efter konferencen.