Hvordan kan en falsk terroranklage mod en uskyldig teenager, grov mobning i folkeskolen og kønsdiskrimination af værste skuffe i et ghetto-miljø være hovedingredienserne i en fin, klog og hysterisk morsom fortælling for større børn, teens og deres voksne? Hvis man synes, det lyder mærkeligt, så skal man blot åbne bogen 'Baba Habib – perker på pletten' af Kristina Aamand og lade sig overbevise.

Fakta om Kristina Aamand

Baba Habib. Perker på pletten (2011) er skrevet af Kristina Aamand (f. 1972) og udkommet på Gyldendal. Kristina Aamand  er leder af nymødom.dk, klummeskribent på den danske gratis-avis MetroXpress og forfatter til bogen Mødom på mode. Hun har en dansk mor, palæstinensisk far, er pakistansk gift og mor til fem børn. Selv er hun vokset op i en ghetto vest for København. Kristina Aamand er uddannet socialrådgiver, sygeplejerske og underviser. Gennem en årrække har hun været ansat på det danske universitetshospital Rigshospitalet på Center for Voldtægtsofre, hvor hun har arbejdet med etniske minoriteter og seksuelle overgreb. I dag arbejder hun som selvstændig konsulent.
 
ANMELDELSE: Baba Habib er lige begyndt i syvende klasse. Blandt hverdagens største udfordringer som teenager er en alt for kedelig sommerferie, uønsket hårvækst og en pinlig far, der benytter enhver lejlighed til, på sit bedste perle-danske, at blamere familien og desuden gøre reklame for sin slagterbiks, HALALuja. Som da han møder op i klassen for at give et ekstra pift til Babas oplæg om sin fars erhverv og udfører live-halal-slagtning af en høne på katederet:
 
’’Sulaimanden hjælpe min kære datter. Halal er sagen, hele dagen. (…) den der pipfugl, zap-zap…’’
 
Eller da han forsøger at glatte ud, efter at Baba til et beboermøde har reageret temmelig syrligt mod borgmester Bents velmenende forsøg på at lancere et initiativ, der skal ændre på beboersammensætningen:
 
Baba: ’’Hvis du vil ha’ flere hvide i The hood, hvorfor holder vi så mødet her? Skulle du ikke hellere tage ud til et all-white villakvarter og overtale blegansigterne til at bytte deres hus, hæk og webergrill væk for en treværelses med parabol, perker og gratis graffiti(…)? 
 
Hendes far, Suleiman: ’’Unskul’, unskul,’ min kære datter ikke forstå politik som sin far. Selfu’li vi sige velkomme til blegansigt i ghetto…’
 

Burkinibabes og kødboller

Det er også Babas integrationsivrige far, der står for den ultimative offentlige ydmygelse, da han prøver at imødekomme sin datters ønske om at deltage i svømmeundervisning i skolen og være bikinibabe. 
 
Han kaster sig ud i netshopping, og resultatet er – for en forfængelig teenager - katastrofalt: 
 

Om børnelitteratur i Danmark

  • I Danmark er der en lang tradition for børne- og ungdomslitteratur, og allerede i 1568 udkom den første danske børnebog med Niels Bredals Børne Speigel.
  • Omkring børnelitteratur har der været en generel debat: Skal børnelitteraturen først og fremmest opdrage og belære børn, således at de hurtigst muligt kan blive voksne? Eller skal børnelitteraturen tværtimod opfatte barndommen som en særlig værdifuld tilstand, som kræver sin helt specielle fortællemåde? Først i begyndelsen af 1800-tallet vandt den sidstnævnte opfattelse af barnet og børnelitteraturen indpas.
  • Oprettelsen af børne- og skolebiblioteker i begyndelsen af 1900-tallet har haft stor betydning for børne- og ungdomslitteraturen i Danmark. Flere bogsamlinger blev oprettet for børn, og i 1931 blev børnebibliotekerne placeret i den danske bibliotekslov. I 1964 kom skolebibliotekerne så ind i loven, således at danske børn og unge i dag selv kan låne bøger på folke- og skolebibliotekerne, uden at det koster dem noget. 
  • Op gennem 1960'erne hørtes oftere og oftere kravet om en børnelitteratur, som tager udgangspunkt i børns måde at tænke og opleve på, og der opstod en ny og kras realisme om børn i klemme i en uforstående voksenverden. Ofte skrevet i et morsomt og bramfrit sprog præget af slang. En tradition, som Kristina Aamands bog Perker på pletten er skrevet ind i. Bogen udkommer på Danmarks største og mest velrenommerede forlag, Gyldendal.
Med Babas egne ord er svømmedragten en lyseblå gensplejsning mellem en våddragt og et fastelavnskostume med lange ærmer, lange bukseben og indbygget tørklæde, der får hende til at ligne en oversize smølf eller med andre ord en burkinibabe. Ud over den offentlige fadæse, hvis detaljer ikke skal afsløres her, bliver enden på historien, at Baba modstræbende må deltage i et dødssygt kødbolle-kursus, skræddersyet til klassens muslimske piger, hvis familier og religion ikke billiger bademoden i de danske svømmehaller. Baba hader det. 
 
For det er svært at være en pige i en familie, der nok priser integration, men alligevel har helt bestemte forventninger til piger og kvinder - i et samfund, som nok forsøger at tage alskens kulturelle hensyn, men som alligevel ofte ender med at gøre ondt værre.  
 

F-ordet oftere end en selvmordsbomber siger ’allahu akbar’

Blandt øvrige bidragydere til Babas trængsler og glæder er de snobbede Paki-piger, der bruger f…-ordet flere gange end en selvmordsbomber kan sige ’allahu akbar’ under en terroraktion, og storebror Naser-Asif, der er fjollet med fitness og besat af Burhan G. 
 
Der er Babas mor, som har æltet sig til biceps, der kan afskrække ethvert bandemedlem fra Nørrebro, og som hendes far har giftet sig med, for at hendes brødre kunne få råd til en okse, nu da de ikke længere skulle brødføde deres tærskeværk af en søster.
 
Endelig er der Babas bedste ven, Bacon-Benny, den eneste etniske dansker i klassen, som undrer sig meget over mangelen på toiletpapir i arabiske hjem. Derfor må han også tåle en hjertelig omgang spot og spe, da han ikke selv kan regne ud, at man ikke skal drikke af ’numsevandkanden’ på de arabiske toiletter. 
 
Og selvom personerne på ingen måde har lige så mange facetter som ”den svære danske sprog”, rummer de og deres univers både varme, charme og forbindelse med den brogede virkelighed.   
 

Monstrøs luft i fordomsballonen om de hvide og brune

Ud over bogens let fordøjelige sider er der spredt både små og store dramaer, alle med udgangspunkt i noget, de fleste nok i forvejen har en forestilling – eller måske en fordom om. 
 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

Så det er egentlig ikke fordi, bogen med sin handling vender op og ned på ret meget af det, vi troede, vi vidste om ghettoer, mønsterperkerne og klodsede, men imødekommende danskere i en etnisk blandet hverdag. Og så alligevel.     
 
For med bogens  vanvittige overdrivelser, fuldstændig mangel på berøringsangst og sit mildt sagt uhøjtidelige sprog, blæser den monstrøse mængder luft i fordomsballonen om både de hvide og de brune. 
 
Så meget, at den eksploderer forløsende i en grotesk karikatur, der giver tiltrængt udluftning i en højspændt indvandrerdebat og brændstof til refleksion hos mangen en læserprofil.