I bogen Fordi du fortjener det - fra feminisme til favorisme sætter Hans Bonde sin professionelle og personlige prestige i spil i et politisk ærinde, hvor han bruger sin viden om feministisk teoriudvikling og ligestillingens historie i den polemiske og politiske agitations tjeneste. KVINFOs Webmagasin bringer en kommentar fra Jytte Larsen i anledning af hans bog.

I bogen Fordi du fortjener det - fra feminisme til favorisme skriver Hans Bonde, der lægger vægt på at være feminist, sig selv ind i en kongerække af mandlige feminister, der har været bannerførere for kvinderettigheder. Ikke mindst de rigsdagsmænd, der op mod 1915 kæmpede for en ny grundlov med kvindevalgret.

Problemet med hans aktuelle bog- og debatprojekt er, at han sætter sin professionelle og personlige prestige i spil i et politisk ærinde, hvor han bruger sin viden om feministisk teoriudvikling og ligestillingens historie i den polemiske og politiske agitations tjeneste.

Fra danske kvinders triumftog efter stemmeretten den 5. juni 1915 er der sket en veritabel kønsrevolution, som fik vinger i forlængelse af 1960'ernes antiautoritære ungdomsoprør. 1970'ernes og 80'ernes Danmark var dengang præget af synergien mellem Rødstrømpebevægelsen, oprettelsen af et statslige Ligestillingsråd, implementering af EU's ligestillingsdirektiver og forberedelsen af FNs Verdenskvindekonference i København, hvor kvinderettighedskonventionen CEDAW blev lanceret.

Og som det måske mest afgørende vandt feminismen undervejs akademisk fodfæste. I modsætning til liberalisme og socialisme, modernitetens to andre politiske ideologier, der i udgangspunktet var forankret i epokegørende sociale teoridannelser, var feminismen helt frem til midten af 1900-tallet præget af et teoretisk underskud. De første spirer til en kritisk videnskab om kønnets samfundsmæssige betydning blev lagt af især Simone de Beauvoir med hovedværket Le deuxieme sexe,1949.

Således skabte 1970'erne også forudsætninger for nye feministiske strategier. Historisk er ligestillingen båret af tre strategier, som hver for sig bygger videre på de foregående. Det er: Lighed for loven, Positiv særbehandling af det underrepræsenterede køn og Kønsmainstreaming.

Den klassiske første version hører 1800-tallets kvindebevægelse til, hvor man betragtede lighed for loven som det ultimative projekt. Datidens kvinder og mænd troede på, at målet var nået, når kvinder fik samme civile, politiske og sociale rettigheder som mænd. Mange mente, at kvinders interesser fremover kunne varetages i stemmeboksen, gennem partimedlemskab og på Rigsdagen.

Da kvindevalgretsjubilæet 50 år senere måtte fejres med en politisk kvinderepræsentation under 10 %, stod det klart, at formel ligestilling ganske vist var en nødvendig, men altså ikke en tilstrækkelig forudsætning for reel ligestilling. Direkte kønsdiskrimination havde vist sig blot at være toppen af et isbjerg med en underliggende massiv indirekte kønsdiskrimination. Gennembruddet for en ny strategi, der supplerede lighed for loven med positiv særbehandling af det underrepræsenterede køn, kom med erkendelse af, at civile, politiske og sociale rettigheder var indlejret i seksuelle og reproduktive rettigheder. Politikbegrebet blev som konsekvens udvidet fra kun at omfatte det offentlige til også at omfatte private forhold.

Det tredje trin i den ligestillingsstrategiske udvikling - Kønsmainstreaming - blev vedtaget på globalt plan på FNs 4. verdenskvindekonference i Beijing 1995. Strategien kræver ligestillingsvurdering på alle politikområder i erkendelse af, at der er køn på spil i langt ud over klassiske ligestillingstemaer som uddannelse, arbejdsmarked, politik, familie og reproduktion.

I Danmark er alle tre trin implementeret op gennem 1900-tallet gennem nationale love og internationale konventioner. Ligestillingspolitikken er båret parlamentarisk igennem af feministisk orienterede mænd, der hele vejen igennem har siddet og stadig sidder på flertallet, mens man omvendt kan finde stålfaste modstandere blandt kvindelige politikere. Hvad der klart viser, at feminisme ikke blot er kvindebevægelsens ideologi, men en politisk ideologi, der tager teoretisk udgangspunkt i kønnets samfundsmæssige betydning og i en stillingtagen til, hvilket samfund, vi ønsker os.

Ved regeringsskiftet i 2001 blev konsensus afløst af konfrontation, og blokpolitikken bredte sig også til ligestilling. Cepos-segmentet gik i front i forsøget på at få ligestillingspolitikken tilbage til den allerførste periodes kamp for Lighed for loven. Positiv særbehandling af kvinder kunne herefter stemples som diskrimination af mænd. Indirekte diskrimination eksisterer ikke i det neoliberale univers. Et voksende kor, der fik nye argumenter i Leny Malacinskis "Den da jeg opdagede, jeg var undertrykt", 2009,krævede ligestillingspolitikken rullet tilbage til version et og til tiden før Anden Verdenskrig, FN konventioner, EU direktiver, rødstrømper og feministisk forskning. Et par eksempler:

Cepos' chefjurist Jacob Mchangama beklager, at Danmark har ratificeret FN's kvindekonvention og dermed forpligtet sig på at anerkende forekomsten af indirekte kønsdiskrimination og fremme ligestilling gennem positiv særbehandling. Miseren bunder i FNs alt for brede menneskerettighedsbegreb, hvor velfærdsstatens lighedsskabende sociale, økonomiske, seksuelle og reproduktive rettigheder står i centrum. Hans alternativ er en liberal minimalstatsmodel, hvor der kun er behov for individuelle frihedsrettigheder til beskyttelse mod offentligt magtmisbrug.

I et forslag til en ny borgerlig ligestillingspolitik retter redaktør på Damefrokosten.com Camilla-Dorthea Bundgaard skytset mod EU, hvis direktiver er implementeret i medlemsstaternes nationale ligestillingslovning og altså har større retskraft end FN-konventioner. Arm i arm med Mchangama går hun specifikt efter definitionen af diskrimination som både direkte og indirekte og den deraf afledte legalisering af positiv særbehandling af det underpræsenterede køn. Med kønskvotering som primært hadeobjekt.

Det er denne nye front af nyliberal feminisme, Hans Bonde har meldt sig ind i. Lighed for loven er også hans mantra, når han i tråd med neoliberalismens privilegerede individfokus og tyrkertro på markedsmekanismer tager afstand fra alle former for positiv særbehandling i ligestillingspolitikken.

Og det kunne sådan set være en ærlig sag, hvis han bare stod ved, at det er ham, der har skiftet spor, og ikke feminismen, der er kørt af sporet. At debatten derfor hverken drejer sig om køn, kvindebevægelse eller kvindeforskning, men om en politisk uenighed om feministiske strategier. Men helt op i titlens påståede bevægelse fra feminisme til favorisme insisterer han på, at det er falske feminister, der har kidnappet hans den rigtige feminisme.