Webmagasinet på tryk
Fra da KVINFOs Webmagasin (dengang med navnet FORUM) var et trykt magasin. Numre fra 1981, 1988, 1991 og 1994.
 
KVINFOs Webmagasin kunne have lidt en stille død som så mange andre tidsskrifter gennem tiderne. I stedet forvandlede det sig fra et elitært blad for de indviede til et toptunet webmagasin med folkelig succes, da det i 1998, som et af Kulturministeriets første tidsskrifter og under navnet KVINFOs Webmagasin Forum for Køn og Kultur, tog springet fra trykt til digitalt medie. 
 
Tidsskriftet udkom første gang i 1981 under navnet FORUM for kvindeforskning, lidt senere kom det til at hedde Nyt FORUM for kvindeforskning og fik samtidig et mere professionelt look. Først i 1990'erne blev tidsskriftets navn ændret til FORUM. KVINFOs tidskrift for køn og kultur, og nu blev tidsskriftet et toplækkert, professionel layoutet magasin i et større format med sjove billeder i, som vandt internationale priser for dets design og layout.
 
Da internettet så kom på banen, gik magasinet online i 1998 – og fik nu udvidet navnet til KVINFOs Webmagasin Forum for Køn og kultur. Et skridt, som har været afgørende for at kunne nå mange flere brugere, både inden- og udenlands. Det design, du nu oplever, er den tredje digitale udgave af KVINFOs Webmagasin FORUM for Køn og Kultur, blot er tidsskriftets navn nu i 2011 blevet lidt kortere og ændret til KVINFOs Webmagasin.
 
Vi har altid tilstræbt at skabe en historisk kontinuitet i både indhold og design. Derfor har vi bevaret allerede kendte elementer fra tidligere versioner i vores redesign, og samtidig har vi et designhold bag, hvoraf en enkelt var med allerede tilbage i midten af 1990’erne, hvor tidsskriftet udkom som et trykt magasin under ledelse af grafikeren Maria Elskjær. 
 
Alt dette har kun kunnet lade sig gøre, fordi Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg under Styrelsen for Bibliotek og Medier har ydet tilskud til redesign af KVINFOs Webmagasin.