På fredag bliver Donald Trump indsat som USA’s præsident. Men hvordan er hans valgsejr egentlig blevet italesat af de danske kommentatorer? KVINFOs Webmagasin kaster her et blik på, hvordan krydsfeltet mellem klasse, køn og race er blevet rapporteret, og hvordan køn, som fyldte rigtig meget i valgkampen, efter valget stort set er blevet skrevet ud af analyserne.

Det amerikanske præsidentvalg efterlod det globale kommentariat i chok over, at storfavoritten tabte til en politisk umulius, der designede sin valgkamp som et realityshow. Siden er medierne svømmet over af selvransagende(bort)forklaringer, der løber ad tre hovedspor:

  • Donald Trump indvarsler den vestlige civilisations undergang.
  • Hillary Clinton repræsenterer en forhadt elite uden kontakt med folket.
  • Højrepopulismen er blot et bump på vejen.

Om forfatteren

Jytte Larsen er historiker og seniorkonsulent ved KVINFO.

Hun har flere bøger bag sig og har blandt andet beskæftiget sig indgående med dansk ligestillingshistorie, herunder stemmeretskampen. 

Dette mønster går igen i analyser af valgets kønspolitiske aspekter. Allerede Clintons sejr ved det demokratiske primærvalg skrev feministisk historie, og da hendes modkandidat viste sig at være Trump, blev der doblet op. Duellen om verdens mest magtfulde embede kom til at stå - ikke bare mellem den første kvinde og den 45. mand - men mellem en feminist med en egalitær dagsorden og en racistisk og homofobisk mandschauvinist. 

De kønspolitiske aspekter er kraftigt nedtonet af det danske kommentariat, som ellers læner sig tungt op ad det amerikanske. For så vidt ikke overraskende i betragtning af den afslappede danske holdning til ligestilling og omegn. Men hvordan skrives køn så ud/ned, selv når feminisme bliver en central front i kampen om USA, det liberale demokratis ledestjerne?

For at forfølge det spørgsmål botaniserer jeg løseligt i det begrænsede udbud af relevante danske tekster, mens jeg blandt de utallige amerikanske har udvalgt to kommentatorer med bredt gennemslag i danske medier: Den feministiske bestsellerforfatter med norske rødder og indgående kendskab til europæisk historie Siri Hustvedt plus mandeforskerpioneren Michael Kimmel, der har sat begreb på hvide mænds vrede over tabet af køns- og raceprivilegier. 

1930’erne har ringet

Siri Hustvedt er på dommedagsprofeternes hold. Hun tolker Trumpismen som en amerikaniseret version af de fascistiske bevægelser, der hærgede Europa i 1930’erne med Anden Verdenskrig til følge. Historieløs som han er – ”kendt for aldrig at have læst en bog i sit liv” – fantaserer Trump om at føre Amerika tilbage til dengang, verden var hvide mænds:

”Trump er inkarnationen af en fantasi: en tilbagevending til en gylden tid, da hvide mænd herskede, og kvinder, farvede og diverse andre kendte deres plads. ’Gør Amerika stort igen’ er kodesprog for ’Gør Amerika hvidt og mandsdomineret igen’. Ligheden med fascistbevægelserne i Europa i 1900-tallet er slående.”

Projektet er med andre ord at skrotte den menneskerettighedsbaserede verdensorden, der blev opbygget efter 1945 som reaktion på det ufattelige civilisatoriske sammenbrud i de forudgående 30 år. Og sende prisen for genrejsning af det vestlige patriarkat til de andre: Ikke-hvide mænd og alle kvinder.

Ikke at Hustvedts blik for køn og race gør hende blind for klasse. Hun køber bare ikke kommentarietets dagen derpå-fortælling om den inkarnerede storkapitalist Trump som arbejderklassens mand, båret til sejr af modstand mod globalisering og frihandel i Rustbæltet. For hvor mange industriarbejdere er der lige i Midtvesten? Og slet ikke den version, der regner deres koner med. For hvad er klasse i traditionel marxistisk teori andet end fornægtelse af kvinder som politisk subjekt? Så for hende er den forstemmende hensigt med en analyse af den kaliber at kaste et forsonende slør over trumpismens egentlige bærebølge: En for vor tid uhørt racisme og sexisme. 

Givet den demografiske udvikling ligger racisme lige til højrefoden for fascistoid højrepopulisme i amerikansk aftapning. I modsætning til Europa både i 1930’erne og i dag står USA faktisk til at skifte farve. Efter to et halvt århundrede med uantastede hvide forrettigheder er der udsigt til, at et rødt, sort, gult og brunt flertal kan stemme sig til magten. Betragter man Obama som et djævelsk bagholdsangreb, fremstår Trump som en gudsendt gave:   

”Trumps pompøsitet, at han mener sig hævet over alle andre, med straffrihed, hans konstante erklæringer om hvor potent og rig han er, blev trykket til vælgernes bryst som en rask kur mod egen mindreværdighedsfølelse. (…). Han gav dem anvendelige syndebukke: mexicanere og sorte og muslimer og jøder og immigranter.”

Det er imidlertid Hustvedts smerteligste indsigt, at kvindekønnet er den største syndebuk. Vidt og bredt belæst har hun i værk efter værk dokumenteret den hierarkiske kønsordens historiske og nutidige fremtrædelsesformer. Alligevel kom det bag på hende, at Trumpkampagnen kunne rejse en tsunami af kvindehad, og hun først i bakspejlet så, at hun og hendes halvdel af USA tabte, fordi ”Vi undervurderede hadet mod Hillary”.

Med det in mente bliver efterkritikken af Clinton som elitær politiker og unlikeable som menneske irrelevant. For det oppiskede had ramte hende som kvinde og dermed var hun prisgivet:

”Ædru, tilregnelig, veltalende og rolig under pres lærte Clinton gennem erfaring, at når du er kvinde, hjælper det hverken, hvad du gør, eller, hvad du ikke gør. Viste hun følelser, var hun skør og svag. Viste hun ikke følelser, var hun kold og overlegen. Når hun var godt forberedt og kundskabsrig i debatter, vurderede kommentatorerne ikke hendes præstationer som ”fantastiske”, men ”tydeligt indøvet”.”

Det var lykkedes en sort mand at kæmpe sig ind i Det Hvide Hus. Men en kvinde!

Det varer bare lidt længere

I 2013 skrev Michael Kimmel sig direkte ind I kønsforskningens kanon med ’Angry White Men, American Masculinity at the End of an Era’, der siden er citeret vidt og bredt og nærmest skamredet i præsidentvalgkampen. Her blev Kimmel selv en autoritativ stemme i det store kommentatorkor, som regnede Clinton for sikker vinder. Fx proklamerede han, at det var ”helt utænkeligt, at Trump skulle ende i Det Hvide Hus”, under en international kvindekonference i København i maj.

Da det utænkelige så skete, måtte også han trække i land. Ja, hvid mands vrede og maskulin orden havde vist sig at være stærkere, end han havde forsket sig frem til. Men nej, der er ingen vej tilbage til tiden, hvor køns- og raceprivilegier var hvide mænds ret. Trump eller ej, kursen mod ligeretssamfundet er definitivt sat:

Læs mere

Hvis man vil læse de artikler, som citaterne stammer fra, finder man dem her:

Siri Hustvedt i Aftenposten: Trump vil gjøre Amerika hvitt og mannsdominert igjen

Interview med Michael Kimmel i Berlingske: "Den hvide mands æra er slut"

Hans reaktion på valget i Information: "Det nytter aldrig at fortælle nogen, at deres følelser er forkerte"

Mette-Line Thorups reportage fra Hillary Clintons nominering i Information: Hun

Anna von Sperlings om de øvrige danske kommentatorers reaktion: "Hun", ja HUN

Thorups klumme efter Trumps sejr: HAN vandt, HUN gik hjem i seng

Sørine Gotfredsens kommentar i Berlingske: Frygten for at miste

Nogle af artiklerne kræver et abonnement eller prøveabonnement for at få adgang til dem.

”Det er stadig den hvide, maskuline overlegenhedsfølelses dødskamp, vi ser. De sidste krampetrækninger vil stå på noget tid endnu og vil på den korte bane blive endnu mere ubehagelige, men i løbet af et årti vil vi se, at disse stemmer vil være højlydte på internettet men i stadig ringere grad høres andre steder.”

Kimmels tyrkertro på det liberale demokratis uafvendelighed står i skarp kontrast til Hustvedts frygt for dets undergang. Men de er enige i, at klasse ikke er hovednøglen til forståelse af valget, og han peger i stedet på, at præsidentvalget var ”USA’s første rigtige intersektionelle valg”, hvor køn, klasse og race var sammenflettet i en politisk diskurs, som analytikerne, han selv inklusive, løb sur i:

”Hver gang eksperterne sagde, at det handlede om køn, så det pludselig ud til at handle om klasse, når folk så sagde, at det handlede om klasse, så det ud til at handle om race.”

Men dybest stikker Kimmels selvransagelse, når det kommer til hans vrede hvide mænd, og her ender han med at tage en del af kritikken for elitær arrogance på sig. Han og hele venstrefløjen burde ikke have affærdiget hvide middel- og arbejderklassemænds følelse af marginalisering men nøjedes med at afvise, at de havde hævd på at beholde deres køns- og klasseprivilegier. Eller i en mere langhåret version: Det er politisk kontraproduktivt ikke at skelne mellem følelsers realitet og deres retmæssighed:

Det nytter aldrig at fortælle nogen, at deres følelser er forkerte. De føler det, de føler. De følelser er måske hverken rigtige eller sande. De fører måske ikke til en korrekt forståelse af deres egen situation, men man bør ikke fortælle mennesker, at det er forkert, at de er oprørte eller vrede. Det virker aldrig. Og det var det, vi på venstrefløjen gjorde. Vi sagde mere eller mindre: ’Årh hold op, I har ingen ret til at være vrede’.”

Køn er ikke et issue

På linje med den amerikanske tog den danske opinion Clintons sejr for givet helt frem til afgørelsens time – vel at mærke uden samme begejstring for de ligestillingshistoriske perspektiver. Tværtimod fik kritikken af hende som systemets kvinde selv erklærede feminister af begge køn til at heppe på Sanders i primærvalgkampen. Og efter 8. november blev det bagkloge hovedspor at tilskrive Clintonkampagnen den fejl, som kommentariatet selv havde begået: Undervurdering af den antielitære strømning i vælgerkorpset.

Information tegnede sig for et par sjældent renhjertede feministiske indspil tilbage i juni, da Clinton på et stort møde i New York dedikerede sejren i primærvalget til sin mor, som havde lært hende ”aldrig at trække sig for en bølle”, formødre i kvindebevægelserne, som hun stod på skuldrene af, og Amerikas piger, som fremtiden ville åbne sig for. Med Trump in mente spåede avisens udsendte Mette-Line Thorup, at det ville live ”den mest kønspolitiske valgkamp i, ja, ’mands’ minde”, og hun satte Clintons bedrift op ved siden af Obamas ved at runde reportagen af, fast besluttet på at tage hjem for at

”hænge avisen The Daily News onsdagsforside med en ekstatisk Hillary Clinton, der rækker armene i vejret op mod overskriften ”HUN”, op på min væg ved siden af Obama og mærke vingesuset.”

”Hun” blev også titlen på hendes egen reportage, der hjemme i København gjorde Thorups kollega Anna Sperling ”helt tudevorn”, da den ramte hende ved morgenkaffen. ”Bare af overskriften: ”Hun”. Blot ”Hun”. Og sikke et smukt ord, som det stod der stort og sort og helt alene på siden.”

Ved kontortid bragte mødet med det øvrige af, hvad hun kalder det danske USA-kommentariat, hende tilbage til den hjemlige virkelighed. Anført af den i medierne allestedsnærværende ph.d.-studerende og Venstre-folketingskandat Mads Fuglede fraskrev kommentatorerne over en bred bank Clintons sejr historisk betydning og hendes køn politisk betydning. Skulle hun, som også han forventede, blive præsident, ville det helt efter bogen og som sædvanlig være i kraft af kvalifikationer, hvis komplette kønsneutralitet blev udpenslet i flere runder:     

”Jeg forstår heller ikke jublen over, at en kvinde nu er præsidentkandidat i USA. Det er ikke en kvalifikation at være kvinde. Det er derimod en kvalifikation at have demonstreret igennem en årrække, at man forstår den komplekse verden, vi lever i. Det er en kvalifikation at have en dyb indsigt i alle væsentlige politiske spørgsmål.”

Sjældent velbevandret, som hun er i både ligestillingsdiskurser og politisk spin, kan Sperling eksponere den skærende kontrast mellem Fugledes aflysning af kvindefesten og hans heltedyrkelse af Obama som den første sorte præsident, blandt andet udtrykt i denne ekspertudtalelse om race som forandringspotentiale, da den republikanske primærvalgkamp stadig var åben: 

”Obama har virkelig sparket døren ind. Ikke bare for sorte, men også for asiater, latinoer og andre minoriteter i USA. En, der har rigtig fine chancer ved næste års præsidentvalg, er Marco Rubio, som er af cubansk afstamning. Det er simpelthen ikke den hindring, det har været tidligere.”

Summa summarum: Selv velanskrevne USA-kendere lader a priori køn falde ud af den intersektionelle treenighed til fordel for race og især klasse. Nærlæser man HUN. viser det sig, at selv Thorup har en rem af huden, når hun for en kort stund sætter køn på stand by for at istemme kritikken af den Clinton, der har danset ”forlæns i højhælede sko i utilstedelig omfavnelse af pengemændene fra Wall Street og erhvervslivets spidser”.  

Da redaktionen fem måneder og et præsidentvalg senere bad hende skrive en klumme om den kvindelige præsident, USA ikke fik, var Thorup da også vendt på en tallerken. Nu stod der ”Klasse slog køn” i hendes overskrift. Nu fandt hun det ”hverken overraskende eller beklageligt, at klasse er mere definerende end køn,” Og hun fuldendte faneflugten fra HUN ved sin ukritiske brug af såkaldte arbejderkvinders Trumpstemmer som ultimativt bevis for, at Clinton var overklassens repræsentant frem for kvindernes.   

Utilsløret antifeminisme skal man imidlertid til hardcore højrefløjskommentatorer som sognepræsten Sørine Godtfredsen for at finde. Man kan læse hendes valgkommentar som en omvendt Hustvedt. De er enige om, at valgkampen stod i kønskampens tegn, at Trump tog sejren hjem på i første række sexisme, sekunderet af racisme og homofobi, og at hans vinderprojekt var at rulle feminisme og hele den globale rettighedsdagsorden tilbage.

Forskellen er bare, at Godtfredsen hylder Trumpismen og beslægtede europæiske politiske protestbevægelser som et korstog mod, hvad hun kalder ”en historisk folkevandring og den fortsatte kulturrelativisme”, der truer nationalstatens folkelige værdifællesskab, hvor den heteroseksuelle kernefamilie er grundstenen og ”den feministisk ideologiske dominans” med dens ”ureflekteret nedsabling af det maskuline” hovedfjenden.

1869 – 2016 tur /retur 

I amerikansk kvindehistorie er dette præsidentvalg det største nederlag siden 1869, da sorte mænd fik stemmeret. Siden 1840’erne havde kvinde- og antislaveribevægelsen været allierede og kæmpet sammen mod slaveri og for valgret, og nu hvor det første mål var nået, blev kvinderne ladt alene tilbage bag den anden målstreg.

Sorte mænd i stemmeboksen, javel. Men kvinder! 

I 2008 gentog historien sig så med stemmeboksen byttet ud med Det Hvide Hus.

Women's March

Det er den kvindefjendske og racistiske retorik i valgkampen, som har fået aktivister til at indkalde til en kvindemarch i Washington - Women's March - lørdag d. 21. januar - dagen efter Trumps indsættelse som præsident. 

Herfra har idéen bredt sig som en løbeild, så der nu er planlagt marcher i 616 byer, ikke bare i USA men i store dele af verden. 

I København har en lokal gruppe taget initiativ til en kvindemarch fra den amerikanske ambassade til Christiansborg.

Og nu ikke bare et nederlag til en sort first, men en hvid Trump.  

I USA satsede kvindebevægelsen allerede under valgkampen på, at opstillingen af Trump ville blive et wake up call, der sikrede Clinton sejren. Og nu satser den stort på, at valget af ham vil udløse en feministisk mobilisering af et omfang, der ikke er set siden rødstrømpeæraen. Kampagnen bliver skudt i gang dagen efter indsættelsen af Trump med protestmarcher i over hele USA med Women’s March Washington i front og udløbere verden over – også i Danmark.

Spørgsmålet er så, hvor stor opslutning Women’s March Copenhagen vil få, om der i Danmark er grobund for en feministisk renæssance, og om det bliver et wake upp call for det danske kommentariat.