Den syriske kunstner Sulafa Hijazi blander barndommens uskyld med symboler fra krigens destruktive maskinpark. Livets og dødens naturlige cyklus bliver en absurd spiral af meningsløshed, når døden glorificeres og fødslen bagatelliseres. I krigen er der derfor kun én kønsposition, der har magt; den maskuline.

Fakta om Sulafa Hijazi

’I experienced contradictory feelings during the revolution – a mixture of fear, courage, hope, pain, guilt, weakness and alienation. Over the past two years, when I stayed in Syria, drawing was the only tool I could use to share these feelings with people inside and outside the country, through online social networks’.
- Uddrag fra Sulafa Hijazis bidrag til antologien Syria Speaks.
 
Antologien er redigeret af Malu Halasa, Zareer Omareen og Nawara Mafoud. Syria Speaks kan købes i Danmark gennem forlaget Korridor.
 
Udgivelsen er bla. støttet af Center for Kultur og Udvikling (CKU)
 
 
Et billede viser et ufødt barn, der ligger i en maskingeværsriffel, som var riffelen dens omgivende livmoder. Et andet viser en mand, der ligger i smerte på ryggen, mens han føder et skydevåben.
 
Det er den syriske kunstner Sulafa Hijazis kommentarer til den vold, der lige nu hærger hendes hjemland. Selv lever hun i eksil i Tyskland, men voldens og krigens sprog er dybt indlejret i hende efter en opvækst under Assad, hvor hun som barn gik i skole i militæruniform og lærte at skyde i tilfælde af, at fjenden en dag ville angribe.
- Det syriske diktatur var et socialistisk militærregime, hvor man ikke kunne være et individ men kun en del af folket. Vi var så omgærdet af regler og sociale tabuer, at vores tankegang blev en militariseret systemtankegang. Revolutionen gjorde det muligt for mig at tage hævn over min barndom i et militærregime. Samtidig vil jeg gerne vise, hvad volden og krigen gør ved dem, der er børn i den nuværende konflikt, fortæller Sulafa Hijazi.
Sulafa Hijazi er i Danmark i forbindelse med udgivelsen af bogen Syria Speaks, en antologi der samler over 50 syriske kunstneres vidnesbyrd fra og om den væbnede konflikt i Syrien, som har stået på siden 2011. Sulafa Hijazas bidrag består af en række af hendes kunstværker omgivet af en tekst, der beskriver hendes tanker som kunstner i en krigstid under titlen Ongoing. 
 
Det, der fortsætter med at finde sted, i en ongoing proces, er ikke bare krigen, det er også voldens kontinuerlige cyklus og hendes egen proces med at finde en diasporisk identitet mellem opvækstens systemtænkning, krigens traumer og den ny frihed.
 

Revolutionen som kunstnerisk katalysator 

Før revolutionen i Syrien arbejdede Sulafa Hijazi som animator. Hun lavede digitale tegnefilm til børn, der i et poetisk sprog lærte dem om verden og samfundet.
 
Der kan synes langt fra et børnefilmsunivers og til politisk kunst, men for Sulafa Hijazi blev revolutionen en katalysator for hendes kunst.
 
Børneanimationsuniverset var en sikker zone, hvor hun kunne udtrykke sin kreativitet, men da revolutionen kom, blev det pludselig muligt for mange kunstnere at udtrykke sig frit. Kunstens sprog blev en del af revolutionens udtryk.
- Da revolutionen startede, havde den en kunstnerisk form. Folk dansede og udtrykte sig på gaden, de malede bannere. Kunsten var en del af den sociale forandring, en del af oprøret, eller måske er det mere præcist at sige, at kunsten var en del af det sprog, der blev talt på det tidspunkt. Kunsten er ikke et middel, der kan forandre noget i sig selv, det er en udtryksform. Det er en langt bedre, mere ophøjet udtryksform end volden og krigen. Nu er kreativiteten ikke længere en del af gadebilledet i Syrien. Måske er det konsekvensen af, at de intellektuelle og kunstnerne i så høj grad har været nødt til at forlade landet på grund af systematisk forfølgelse, siger Sulafa Hijazi.
 

Livets og dødens cyklus

Den barnlige uskyld har stadig en forrang i Sulafa Hijazis kunst. Nu er den blot kontrasteret af våben og tanks; krigens destruktive maskinpark. Sammenhængen mellem liv og død er et tema, Sulafa Hijazi konstant kredser om. Døden er en uafvendelig del af livet, en del af den naturlige cyklus, men det er den voldelige død, mordet, ikke. Eller det bør den ikke være. Under den væbnede konflikt er grænserne for normaliteten dog blevet flydende. Mord og drab er blevet hverdagskost.
- Døden blev pludselig et faktum i Syrien. Døden blev en almindelig, normal hændelse, noget, der sker. Døden er selvfølgelig en del af livet, men døden som følge af drab bør ikke blive taget for givet. Siden vi i Syrien begyndte at tage døden for givet, begyndte vi også at tage drabet for givet. Det blev en del af normaliteten, af dagligdagen. Hele diskursen omkring død ændrede sig under revolutionen. Pludselig var revolutionens slogan, at ’vi vil hellere dø end blive ydmyget’. Døden blev feteret og ophøjet, fortæller Sulafa Hijazi.
 
Sulafa Hijazi refererer helt intentionelt ikke til konflikten i Syrien som en borgerkrig, selvom det er den term, det internationale samfund efterhånden konsekvent bruger. For hende er det stadig en revolution. Det er folkets frihedskamp. En kamp hun ønsker ville have taget en anden form, men volden har i hendes optik altid ligget latent i det syriske samfund og blot ventet på at blive trigget.
- Det der sker nu, er også en konsekvens af de 40 års undertrykkelse, der er gået forud. Hvordan kan man forvente, at et folk, der har levet i 40 år uden ret til at udtrykke sig frit, pludselig skal blive fredeligt demokratisk? Måske ville det have været anderledes, hvis udviklingen var kommet gradvist, men vi blev skubbet med vold, tortureret og voldtaget. Vold føder vold, konstaterer Sulafa Hijazi, der oplevede kvinder gå på gaden under revolutionen ikke kun for at vælte styret, men for at gøre op med det religiøst funderede patriarkat, der begrænsede deres liv.
Ønsket om personlig frihed var for mange kvinder i revolutionens håbefulde begyndelse uløseligt forbundet med et opgør mod kønskonventionerne. At det ikke blev sådan, vidner radikaliseringen i den nuværende konflikt om.
 

Riflen som penis

Kontrasten mellem livet og døden bliver også kontrasten mellem det feminine og det maskuline. Fødslen overfor mordet. I løbet af revolutionen var Sulafa Hijazi vidne til en radikalisering af kønspositionerne. Den maskuline styrke og adgang til våben blev glorificeret, også selvom den ikke kan adskilles fra drab og voldtægt, gerninger der ikke ville være acceptable i et samfund i fredstid.
- Krig er maskulin. Krig handler om magt og dominans, hvilket hyldes som maskuline dyder. Allerede under de fredelige demonstrationer i 2011 kunne man se især regeringsstøtterne poste billeder af sig selv på Facebook, der viste deres muskler, tatoveringer og uniformer. Når vi ser billeder af modstandstropperne nu, har de adopteret den samme stolte position, hvor de holder deres våben på en bestemt måde. Selv i Hollywood-film ser man ofte den samme afbildning af mænd med deres våben, som om de holder deres penis frem. Vi lader til at hylde dette billede af manden som kriger, men her er et godt spørgsmål: ville det ikke være mere glorværdigt at have en samtale?, spørger Sulafa Hijazi retorisk.
 
Maskingeværet som penis bliver gjort helt konkret i Sulafa Hijazis billede af en soldat, der masturberer sin riffel-penis, mens geværløbet peger lige op mod hans eget hoved. Et billede hun arbejder på at lave til en kort animationsfilm, for hvad vil ske, når han kommer? Nydelse, smerte, død og voldens selvdestruktive aspekter væves sammen og giver ikke kun et billede af krigens særlige hypermaskulinitet men også dens absurditet og meningsløshed.
 
Fødslen giver en alternativ fortælling om smerte. I fødslen er smerten liv og forløsning. Den bliver symbol på det kvindelige, som krigen udgrænser. Det er netop denne modstilling, der får Sulafa Hijazi til at mene, at der ikke ville være nogen krig, hvis det var kvinderne, der havde fået lov til at bestemme.
 
’Hvis kvinder styrede verden, ville der ikke være krig’
Billede fra Sulafa Hijazi's tumblr
 
- Fødsel er forbundet med smerte; krig er forbundet med smerte. Den ene handling giver liv til en sjæl, den anden tager sjælen væk. Når kvinden bringer en sjæl ind i den her verden, ved hun, hvor dyrebart livet er. At tage den sjæl væk igen er smertefuldt og hårdt. Det er derfor, jeg i Syria Speaks skriver, at hvis kvinder styrede verden, ville der ikke være krig. Det gælder ikke kun for Syrien. Det er en global problematik, at magt og dominans er relateret til det maskuline, og at manden er den, der har adgang til våben og magten til at slå ihjel, siger Sulafa Hijazi.
 

Diasporisk identitet

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

Selvom Sulafa Hijazi forlod Syrien for halvandet år siden og nu bor i Frankfurt, har Syrien ikke forladt hende. Hendes sidste billede i Syria Speaks viser et menneske, der forsøger at stikke hovedet ud af en grå betoncelle, men ansigtet stirrer stadig ind i cellen på den anden side. Flugten fra Syrien er stadig en ongoing proces.
 
- Selvom jeg har forladt Syrien, er det stadig inde i mig. Det bliver ved at følge med, ligesom skyldfølelsen over at være ude, når der stadig er mennesker, der dør, inde i Syrien. Nu er jeg i diaspora, i asyl. Jeg er ved at lære at tage ansvar for mig selv, nu hvor jeg er fri fra den sociale, politiske og religiøse magtundertrykkelse, der kontrollerede min tankegang. Min tankegang var tidligere en del af en kollektiv bevidsthed. Nu føler jeg, at den er mere min egen. Ingen anden ejer den. Jeg er mere fri, men det er stadig en proces, siger Sulafa Hijazi.