Specialet ’Unge mænd om ligestilling og køn’ sætter fokus på unge mænds visioner for fremtiden, både på arbejdsmarkedet og i familielivet. De unge mænd tænker sjældent sig selv, eller de jævnaldrende kvinder, ind i et ligestillingsperspektiv, da de mener, at individet allerede er sat fri til at forme livet, som det ønsker.

Ligestilling i tal

I 2015 svarede hele 74,6 % af de adspurgte kvinder, i en rundspørge udarbejdet til Morgenavisen Jyllandsposten, at ligestilling ikke er opnået på arbejdsmarkedet, mens tallet for mænd kun var 42,8 %.

Til spørgsmålet om ligestilling er opnået i hjemmet svarede 51,4 af kvinderne nej, mens tallet for mændene kun var 28,9 %.

  • Mænds sundhed i tal:
  • En rapport fra Dansk statistik (2013) viser mænd i gennemsnit lever 4 år mindre end kvinderne
  • Unge mænd mellem 15-25 år har tre gange større dødelighed end kvinder i samme alder. Det skyldes at flere unge mænd end kvinder dør i trafikulykker, men også dødelige sygdomme som hjerte-kar-sygdomme og kræft, hvor dødeligheden blandt unge mænd er markant højere end hos de unge kvinder.
    Endvidere begår unge mænd selvmord 3-5 gange så ofte som unge kvinder.
     
  • Kriminalitet:
  • Selvom der er sket en kønslig udligning, så er mænd stadig overpræsenteret i kriminalitetsstatistiker, hvor der for hver fem mænd bliver dømt én kvinde.     
     
  • Fædre og barsel:
  • Mødre tager størstedelen af barslen. Tal fra Dansk Statistik (2011) viser at kun 7,2 % af  de 32 ugers forældreorlov afholdes af fædre. Samtidig viser tallene at kun ca. 28 % af fædrene i 2011 afholdte forældreorlov
  • Tænketanken VM – Viden om Mænd, har udviklet  en politik dagsorden for mænds ligestillingsproblematikker: 30 Forslag  - En politik for drenge og mænds ligestilling.

Skal mænd overhovedet blande sig i ligestillingsdebatten, når det ikke handler om dem? Svaret er simpelt: ligestilling er relevant for os alle. Men hvis vi et øjeblik skal se på, hvad der gør ligestilling særlig væsentlig for mænd, kan det bl.a. nævnes, at kvinder ofte er bedre stillet i forbindelse med rettigheder over fælles børn, som f.eks. når kvinder i langt de fleste tilfælde får forældremyndigheden efter en skilsmisse. Ligeledes halter mænds sundhed langt efter kvinders på mange parametre.

Fælles for disse problemstillinger og mange andre er, at de må forstås i et kønsligt perspektiv. Det handler om vores forståelse af maskulinitet og femininitet, altså hvordan man agerer mand og kvinde.

Men hvorfor interesserer de unge mænd i specialet sig så ikke for ligestilling, når man ellers kunne mene, at der var nok problemstillinger, der kunne være relevante for dem?

Forskellig opfattelse af ligestilling

Modsat vores nabolande er der i det danske samfund en begrænset interesse for kønslige problemstillinger. Dette kan hænge sammen med den dominerende opfattelse af, at vi næsten er i mål med ligestillingsarbejdet, da mænd og kvinder står lige for loven.

En undersøgelse blandt unge viser, at 64 % af de adspurgte mellem 15-29 år mener, at vi i høj eller nogen grad har opnået ligestilling i Danmark. En opfattelse som informanterne i specialet også deler.

En anden rundspørge påpeger forskellen mellem mænd og kvinders holdning til, hvorvidt ligestilling er opnået. Her viser undersøgelsen, at når det gælder arbejdsmarkedet, mener hele 75 % af kvinderne, at der ikke er opnået ligestilling i Danmark, mens dette kun er tilfældet for 43 % af mændene.

I forhold til fordeling af arbejdet i hjemmet mener 51 % af kvinderne, at arbejdet er skævt fordelt, hvorimod kun 29 % af mændene har samme opfattelse.

Fremtiden er et ligestillet samfund

I de unge mænds øjne handler ligestilling om lige rettigheder og muligheder uanset køn, hvilket de også oplever, er til stede i Danmark. Deres forståelse af ligestilling bygger på et princip om, at det er retfærdigt, at mænd og kvinder har de samme muligheder. Dog peger de på ”bagateller”, som kvinders manglende repræsentation i toppen af erhvervslivet og kvinders lavere lønniveau som områder, hvor man forsat skal arbejde på at skabe lige vilkår for kønnene.

De unge mænd mener dog, at grundet deres naturlige accept af kønnenes ligeværd, vil disse ting automatisk udligne sig, når de og deres generation bliver voksne og indtræder på arbejdsmarkedet. En ung mand forklarer det således: ”Som vi nævnte tidligere, når vores generation bliver den voksne generation, så tror jeg da, at man godt kan mærke forskel.” 

Informanterne trækker på en diskurs om, at vi som samfund hele tiden bevæger os i retning af et mere ligestillet samfund. Dette har de to norske politologer Hege Skjeie & Mari Teigen identificeret som en på-vej-metafor, hvilket indebærer forståelsen af, at vi kontinuerligt er på vej i den rigtige retning. Med tiden vil vi derfor opnå et fuldstændigt lige samfund, hvor kvinder og mænd har de samme muligheder. Denne forståelse af ligestillingsarbejdets uundgåelige succes bruger de unge mænd som rationale for ikke at engagere sig i ligestillingsdebatten, da der ikke kan opstå tilbageskridt.

Særbehandling – nej tak!

For de unge mænd er det vigtigt, at mennesket selv har råderet over sit liv. Derfor giver positiv særbehandling af kønnene, såsom kønskvoter og øremærket barsel, ikke mening i deres optik. Det er, først og fremmest, fordi de mener, at man ikke må behandle kønnene forskelligt, men i stedet skal se på kompetencer - ikke køn -, når der skal ansættes ledere til topposter eller besluttes hvem, der tager barslen i familien.

Derudover kan man hos informanterne spore et stort fokus på, at individerne skal have ret til selv at bestemme over, hvordan de indretter deres liv. Her skal ligestillingstiltag ikke komme og undergrave individernes frie bestemmelsesret.

Et eksempel på dette kan være en familie, hvor kvinden varetager hovedparten af opgaverne i hjemmet. Det synes de unge mænd er helt fint, så længe familiens valg ikke bygger på kønsstereotypiske opfattelser, men udelukkende på en logisk betragtning af, hvem der bedst kan varetage opgaverne i hjemmet.

Denne tankegang har Skjeie og Teigen kaldt vigepligt. Heri ligger der en forståelse af, at der i samfundet er vigtigtigere problemstillinger end at opnå ligestilling, og derfor må den vige til fordel for andre hensyn. Som beskrevet må en lige fordeling af opgaverne i hjemmet vige for familiens frie valg til at fordele arbejdet efter kompetencer.

Et andet eksempel på områder hvor ligestilling må vige for andre, vigtigere hensyn, kan findes i de unge mænds argument mod kønskvoter i bestyrelser: danske virksomheder skal ikke have kønskvoter i bestyrelserne, da det går ud over deres konkurrenceevne.
Her må ligestilling vige for konkurrenceevnen, da den er vigtigere end en mere lige repræsentation af kvinder i landets bestyrelser.

Det kan dog virke lidt paradoksalt, når de selv samme unge mænd trækker på nogle klare forestillinger om kønnenes essentielle natur, hvor de ukritisk tildeler mænd og kvinder forskellige kompetencer og karaktertræk.

De beskriver bl.a., at på arbejdsmarkedet egner kvinder sig bedst til omsorgsjobs, og mænd egner sig bedst til jobs, der kræver fysisk styrke eller logisk tænkning, som f.eks. håndværker og direktør. Hertil beskriver nogle også, hvordan de mener, at mænd er mere autoritære, og bedre til at tage styringen, end kvinder, selvom de på et andet tidspunkt fortæller om, hvordan den eneste pige, der er i deres klasse, styrer alle drengene med hård hånd.

Det konstruerede køn

De unge mænd trækker i deres forståelse af køn på nogle biologiske faktorer, der gør det svært at begribe uligheden mellem mænd og kvinder. For at forstå ligestillingsproblematikker, må vi gøre op med forståelsen af køn som biologisk determineret, og i stedet forstå køn som socialt konstrueret.

I artiklerne Doing Gender og Doing Difference argumenterer West, Zimmerman og Fenstermaker for, at individer gennem deres tilhørsforhold til forskellige sociale kategorier som f.eks. far, teenager, mand osv. ukritisk bliver tildelt kompetencer og karaktertræk, der for individet fremstår som objektive forhold.

Her indtager køn en særlig plads, da det er en omnirelevant social kategori, hvilket betyder, at individet altid bliver vurderet og holdt ansvarlig for det køn, som individet forventes at tilhøre. Med andre ord kan vi ikke se bort fra køn og udelukkende kigge på f.eks. andres kompetencer, fordi vores forståelse af kompetencer er knyttet til vores forståelse af køn. Ligestillingsemner bliver derfor til et spørgsmål om køn og kønsforståelser.

Vil vi f.eks. forstå, hvorfor mænd tager langt mindre barsel end kvinder, bliver vi nødt til at se på, hvad der bliver betragtet som maskulint og feminint og finde en del af forklaringen netop her; hjemmet og omsorg opfattes som et kvindeligt domæne og knyttes dermed til en feminin praksis.

De diskriminerende magtstrukturer

De unge mænds manglende bevidsthed om, og interesse for kønnenes ligeværd handler i høj grad om deres måde at forstå køn på. I deres udtalelser kan der spores nogle klare forestillinger om kønnenes essentielle natur, der langt hen ad vejen trækker på nogle traditionelle kønsforståelser.

Informanterne giver ikke i udpræget grad udtryk for et opbrud med tidligere tiders kønshierarki, men holder langt hen af vejen fast i traditionelle kønsforståelser.

Thomas Ziehe forklarer, hvordan aftraditionalisering har medført, at sociale regelsystemer nedbrydes, da individets livsbane ikke længere er givet på forhånd. Den moderne hverdag er præget af manglende grænser for socialisering, hvilket i Ziehes optik kan medføre et behov for nye rammer.

Med disse briller bliver det muligt at forstå, hvordan klare definerede kønsforståelser kan give et kærkommet orienteringspunkt i en ellers de-struktureret verden, hvor intet er givet på forhånd.

Her kan vi finde en del af forklaringen på, hvorfor de traditionelle kønsforståelser er så svære at gøre op med, og hvorfor de unge mænd ikke lægger kræfter i ligestillingsdebatten.

Der eksisterer en manglende bevidsthed om de diskriminerende magtstrukturer, der undertrykker begge køn. Magtstrukturer der gør, at børnehaver kun sender beskeder om møder og aktiviteter til mødrenes e-boks, eller de magtstrukturer, der får kvinder til, ved siden af deres fuldtidsarbejde, at lave størstedelen af det huslige arbejde.

Hvis man ikke har blik for, at der er diskriminerende magtstrukturer, så giver det selvfølgelig mindre mening, at finde ligestillingsdebatten værd at deltage i.

Kan mænd blive diskrimineret?

At de unge mænd ikke finder ligestillingsarbejdet relevant er interessant, når de på et område delvist oplever at blive diskrimineret pga. deres køn. Det drejer sig om karaktergivning, hvor de oplever, at de unge kvinder konsekvent får bedre karakterer - uanset indsats.

Det skyldes, ifølge informanterne, at der blandt lærerne hersker en forestilling om, at de unge kvinder er langt mere flittige end de unge mænd. At italesætte de unge kvinders bedre karakterer som diskrimination virker dog paradoksalt, når informanterne selv giver udtryk for, at de unge kvinder er mere flittige og arbejdsomme i timerne.

De ændrer ligeledes deres formulering hen ad vejen og går fra at kalde karaktergivningen for diskriminerende, til at kalde den for delvist uretfærdig. Denne ændring af ordvalg kan forklares med, at de godt ved, at en ”rigtig” mand ikke er et offer, da et offer er svagt og dermed feminint konnoteret.

Det er derfor ikke muligt for de unge mænd, at beskrive dem selv som ofre for diskrimination, da de dermed ikke ville performe deres køn passende.

Frygten for at blive kaldt mandschauvinist

Fordi de unge mænd ikke oplever at blive diskrimineret, virker det heller ikke relevant for dem at sikre kønnene lige muligheder. De skriver ikke sig selv ind i et ligestillingsperspektiv, hvilket betyder, at de ikke oplever det som interessant for dem, og derfor bliver det heller ikke meningsgivende at bruge kræfter på.

En enkelt af de unge mænd kom dog med en anden forklaringsmodel på, hvorfor mænd ikke taler højt, når de oplever at blive diskrimineret grundet deres køn. Den unge mand forklarer, at: ”der er hvert fald en forventning til, at jeg ikke udtaler mig om kønsdiskrimination som mand, fordi så bliver jeg stemplet som mandschauvinistisk.” Et stempel, som han ikke vil have siddende på sig.

Det er kun er en enkelt mand, der giver udtryk for, at han finder det svært at udtale sig om kønslige problematikker pga. frygten for at blive kaldt mandschauvinist. Kunne man forestille sig, at denne frygt også kan få andre mænd til at tie om oplevede ligestillingsproblemer?

Mænds manglende deltagelse i ligestillingsdebatten, og det gennemgående arbejde med kønnenes ligeværd, skal i høj grad forstås som et produkt af vores samfunds generelle italesættelse af ligestilling samt de selvfølgeligheder, der hersker omkring forståelsen af kønsidentiteter.

Hvis vi derfor ønsker, at mænd skal tage større del i samfundsdebatten, er vi nødt til at skabe bevidsthed om, at ligestilling endnu ikke er opnået, at individet er nødt til at ofre lidt af sin såkaldte frihed på ligestillingens alter, og samtidig få skabt en forståelse af køn som en social, foranderlig og mangfoldig størrelse.