Cairo skriver, Beirut udgiver, og Bagdad læser, lyder en gammel arabisk vending. I dag har Beirut stadig en sprudlende forlagsbranche med ca. 400 forlag. For mens mange lande i Mellemøsten er underlagt stærk statslig censur, giver Libanon fortsat rum til at skrive om trekantstabuet: sex, religion og politik. Især til glæde for de saudiarabiske kvinder, som er blandt dem, der læser mest.

Beiruts forlag

Beirut er Libanons hovedstad og har ca. 1,9 mio. indbyggere. Byen huser samtidig omkring 400 forlag.
 
En lang række forfattere fra hele Mellemøsten har igennem tiden søgt tilflugt i Beirut, som er et mellemøstligt fristed for kontroversielle røster.
 
Styreformen er tilnærmelsesvis demokratisk, og magtbalancen er fordelt mellem landets mange forskellige sekteriske grupper.
 
På grund af landets placering ud til Middelhavet har landet i århundreder fungeret som én af Vestens primære indgange til det øvrige Mellemøsten. Først i 1943 ophørte den franske tilstedeværelse i Libanon. På den måde er Beirut også historisk et center for globalisering.
”Ja, selvfølgelig, denne vej”, siger boghandleren og lader noget i sit smil vide, at det ikke er første gang, han hører den forespørgsel. Han rejser sig lidt besværet fra sin plads bag disken og viser så hjemmevant gennem én af Beiruts mest velassorterede boghandler vej til hylden med romaner af Ahlam Mosteghanemi. Knapt kendt i den vestlige verden er den algeriske forfatterinde Mosteghanemi én af de absolut bedst sælgende arabiske forfattere i dag, og fra Tunesien til Abu Dhabi er hendes bøger efterspurgte.
 
Ahlam Mosteghanemi skriver romaner om forholdet mellem mænd og kvinder, om kærlighed og en lille smule om sex. Men også om nationalisme og kampen for arabisk uafhængighed. Dog hele tiden pakket ind i romantiske fortællinger om storslået kærlighed. Ikke desto mindre blev det i 1993, da Mosteghanemi havde skrevet sin første roman Zakirat el Jassad eller ’Memory in the Flesh’, anset for særdeles kontroversielt, at en kvinde beskæftigede sig med sådanne emner, og det var ikke uden problemer at få nogen til at udgive debutromanen.
 
I dag er Mosteghanemi én af den arabiske verdens bedst sælgende nulevende forfattere. Hun er så populær, at misundelige mænd angiveligt har startet rygter om, at hun får nogen til at skrive bøgerne for sig, fordi det forekommer dem utænkeligt, at en kvinde kan stå bag sådan en succes. Så populær, at sidst hun signerede bøger, mødte flere end 1000 mennesker op og ventede i op mod seks timer for at få en chance for at møde hende. Så populær, at saudiarabiske kvinder tidligere tog til Libanon, købte bogen og læste den, før de forlod landet igen.
 

Kulturelt fristed

Cairo skriver, Beirut udgiver, og Bagdad læser, lyder en arabisk vending, som engang var sand. I dag er de største forfattere palæstinensere og syrere, mens saudere, særligt saudiarabiske kvinder, er blandt dem, der læser mest. Men Beirut udgiver stadig. Libanon, et lille land med omkring fire millioner indbyggere, har siden dets opståen som selvstændig nation i 1943, adskilt sig fra resten af den arabiske verden ved at være mere liberalt.
 
”Der er opstået et fristed for ideologisk og kulturel tænkning her. Beirut er en meget åben og global by. Der er stor variation, som kommer til udtryk i både en social og religiøs forskellighed”, fortæller Imad Salamey, som er professor i Politisk Videnskab og Internationale Forhold ved Lebanese American University (LAU).
 
Ahlam Mosteghanemi
Foto: Wikimedia Commons/Sideraldream
Det har givet plads til en sprudlende forlagsbranche. Omkring 400 forlag er registreret i Beirut, og en stor del af dem samarbejder med boghandlere i hele den arabiske verden. Selvom det arabiske sprog adskiller sig en smule fra land til land, er skriftligt arabisk det samme i alle landene, og det betyder, at den samme udgivelse kan sendes på gaden i omkring 17 forskellige lande uden ekstra omkostninger. Den egyptiske nobelprisvinder Naguib Mahfouz, saudiske Rajaa al Sanea, som har skrevet bogen Girls in Riyadh og tidligere omtalte Ahlem Mosteghanemi er alle eksempler på forfattere, som har haft noget på hjerte, de ikke frit har kunnet skrive i deres hjemland, og som derfor har måttet opsøge forlag i Beirut for at blive udgivet.
 

Tabu-trekanten

På tredje sal i en bygning i den sydlige del af byen har et forlag kaldet Dar el Adab til huse. Etableret i 1956, lå forlaget i de første år i Beiruts centrum, men i 1975 startede en borgerkrig, som jævnede det meste af bymidten med jorden, og Dar el Adab rykkede uden for byen. Men de fortsatte med at udgive bøger, selvom borgerkrigen endte med at vare 16 år og sendte flere hundredetusinder af libaneserne på flugt fra deres hjemland.
 
”Selv i svære tider er man nødt til at lægge sine kræfter i det, man selv tror på, og lade andre gøre det samme,” siger Rana Idriss, som er forlagets øverste leder i dag.
 
Hendes forældre grundlagde forlaget i sin tid ud fra et ideal om at udbrede det arabiske sprog og kultur. Og det er stadig en fransk-arabisk ordbog, som hendes far lavede for at fremme det arabiske sprog i det postkoloniale Mellemøsten, der er firmaets rygrad – og økonomiske fundament. Fordi ordbogen stadig sælger, er der råd til at foretage nogle satsninger inden for den litteratur, de vælger at udgive. De er ikke interesserede i bestsellere som sådan, fortæller Rana Idriss. De er interesserede i god litteratur fra forfattere, der har noget vigtigt at skrive. Typisk om sex, religion og politik. Trekants-tabuet, som hun kalder det.
 
Særligt emner som undertrykkelse af kvinder, misbrug, ulighed mellem mænd og kvinders chancer er populære for tiden. Og der findes ikke emner, som er for kontroversielle til at udgive, fortæller Idriss.
 
”Nej, det er hele pointen med det her forlag. Så længe det er god litteratur, vil vi gerne udgive det. Men det er helt klart bøger, der har en venstreorienteret og feministisk tilgang til verden, som optager os. Det har fra starten været vores formål at arbejde for en fri og oplyst arabisk nation,” siger Rana Idriss.
 

Religiøs selvcensur

Mens grænserne for, hvad der kan skrives om kønsroller, sociale forhold og seksualitet er meget videre end de var for år tilbage, er det gået den modsatte vej for rummeligheden af kritik af militærets magt, religion og religiøs ekstremisme, fortæller Samira Aghacy, som er professor i litteratur ved LAU.
 
”Kvinder fylder mere og mere i samfundsdebatten. De kan sige højt, hvad de mener, og mange kvinder er meget udtalte omkring erotik, ligestilling og kritik af sociale normer. Men der er stadig nogle helt overordnede problemstillinger, som ikke bliver berørt. Og det tror jeg er på grund af religion. Det er stadig et emne, som af mange anses for at være for kontroversielt,” siger Samira Aghacy.
 
Ifølge Aghacy foregår derfor en del selvcensur blandt forfattere, som gerne vil rejse debat, men som samtidig godt ved, hvilke konsekvenser det kan have at kritisere de forkerte. Fatwaen over Salman Rushdie og drabet på den libanesiske journalist og forfatter Samir Kassir er eksempler på, hvad den yderste konsekvens kan være for at holde på sin ret til et frit ord. Mange er ikke villige til at løbe den slags risici og undlader derfor at beskæftige sig med de virkelig betændte emner. Men der findes stadig forfattere, hvis trang til at ytre sig er så stor, at konsekvenserne kommer i anden række.
 

Vred enke på 60

”Hvad skal jeg stille op med dette fandens tikkende ur mellem mine ben,” lyder nogle af de første linjer i en ny bog, som netop er udgivet på forlaget Hachette Antoine, også beliggende i Beirut. Bogen er et dramastykke skrevet af libanesiske Joumana Haddad, som udover at være forfatter også er en kendt samfundsdebattør både i Mellemøsten og i den Vestlige verden. Hun har tidligere gjort sig bemærket med blandt andet bøgerne ’Superman is an Arab’ og ’I killed Scheherazade’ og især med magasinet Jasad, ’Krop’, et arabisksproget magasin om kroppen. Magasinet var efter få år i omløb nødt til at lukke igen, fordi dets kontroversielle indhold gjorde det svært for Haddad at skaffe annoncører. Joumana Haddad har, siden hun trådte ind i den offentlige debat, modtaget trusler om både voldtægt og stening, men hun har tilsyneladende ikke i sinde at lade sig kue.
 
Hendes nyeste udgivelse, dramastykket Qafas, ’Buret’, handler om fem kvinder og deres forskellige skæbner i livet. Citatet ovenfor ytres af en kvinde på 60, som hele sit liv har gemt sin krop til den rigtige mand dukkede op. Først blev hendes hår gråt, og siden gjorde hendes kønsbehåring også.  Men den perfekte mand kom aldrig. Hun er nu blevet gammel, ufrugtbar og vred over, at hun har brugt hele sit liv på at vente. Dramastykket retter en massiv kritik af kvinders rolle i det arabiske samfund.
 
”Den er meget reel og ret barsk. Den er måske ikke så grænseoverskridende for en europæer, men for en araber er den virkelig. Fordi hun skriver helt åbent om kroppen og kønsdele og alt muligt, som man ikke normalt snakker om her,” fortæller Leila Jisr Moussa, marketingsansvarlig hos forlaget Hachette Antoine.
 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

Mens Ahlam Mosteghanemis bøger i år for første gang kan sælges i Saudi Arabien, er der formentlig lang vej endnu, før Joumana Haddads udgivelser får samme muligheder. Den algeriske forfatterinde Mosteghanemi pakker sine kommentarer til ytringsfrihed, ligestilling og seksuelle relationer så godt ind, at man stort set kun finder dem mellem linjerne. Libanesiske Haddad insisterer nærmest på at bringe sin kritik af kvinders plads i samfundet så kontant som muligt. Begge kvinder er flere år i træk kåret som værende blandt den arabiske verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker, og selvom deres måde at komme til orde på er vidt forskellig, har de alligevel begge et grundlæggende fokus på stærke kvinder, og en tro på, at der er plads til dem i litteraturen. Og derfor kan begge tilgange også sagtens have sin berettigelse, mener Rana Idriss.
 
”Kritik af kvinders forhold kan gribes an på mange måder. Ofte er kvindelige forfattere modige og sætter spørgsmålstegn ved status quo. De nægter at acceptere det, og det er derfor de skriver. Vi skriver ikke, fordi vi accepterer ting, men fordi vi ikke gør. Fordi vi håber at kunne ændre dem”, siger Rana Idriss.