For 9 måneder siden blev jeg 18 og fik dermed retten til at stemme til det kommende Folketingsvalg. Men i virkeligheden fik jeg den ret årtier før, jeg blev født – faktisk præcis 100 år fra i dag, da kvinder fik retten til at stemme. I dag er det den 5. juni 2015, og det er Grundlovsdag.

Solskin og suffragetter

Klokken er 9:30, og der er suffragetter på toget. Min første tanke er, at det bliver varmt – lange sorte (og hvide) kjoler i den sol, der allerede står højt på himlen. Hurtigt derefter bliver den tanke erstattet af respekt. Hvor er det egentlig sejt, at de her kvinder har gjort så meget ud af dagen. Jeg spørger dem, om jeg må tage et billede, og de smiler og siger selvfølgelig. Vi snakker lidt, før vi alle står af ved Østerport Station. De er ikke de eneste i gennemførte og flotte kostumer, jeg møder i dag – og de er langt fra de sidste, der er så venlige og snakkesalige.

I dag er der nemlig skabt et enormt fællesskab, som jeg ikke vidste eksisterede. Vi går ned til Grønningen ved Kastellet sammen med kvinder og mænd i alle aldre, der alle sammen skal være med i Grundlovsoptoget. Mange er klædt ud, og de fleste har hvidt på. Det er, som om det har været så dårligt vejr i Danmark indtil videre, for at det kunne blive endnu mere fantastisk i dag. Jeg forestiller mig, at det er et ekko fra 1915: Den dengang 23-årige Nanna skrev om optoget og kaldte solskinnet ”et godt varsel”.

Der er noget i luften, mens vi står og venter på, at optoget går i gang. Der bliver solgt badges og snakket og grinet. Følelsen af fællesskab er tydelig: Alle er samlet her i dag for at fejre 100 året og for at fejre det sammen. Jeg taler med en kvinde, der har taget sin datter med – de er begge klædt i hvidt og klar til at føre an som en del af Dansk Kvindesamfund på dagen. Det er utroligt, hvor nemt det er at snakke med folk i dag. I København er jeg vant til, at man tager høretelefoner i ørene, kigger ned i jorden og holder sig for sig selv.

Tag lige stilling!

Optoget går i gang med det smukke Kvinderåd forrest, i hvide kjoler og røde bånd som i 1915. Alle er glade, bortset fra en enkelt bilist, der ikke kan komme forbi. Alle ignorerer ham.

København har aldrig set smukkere ud end i dag, hvor vi går igennem byen med en følelse af højtidelighed og sammenhold. I løbet af de sidste par uger har jeg taget det som en selvfølge, at der er kvindelige kandidater på mange af valgplakaterne, vi går forbi. Men i dag kigger jeg på dem en ekstra gang. Dér hænger Samira Nawa, Sisse Marie Welling og Josefine Kofoed. Ida Auken hænger overalt. Og dér hænger vores statsminister – den første kvindelige statsminister i Danmark.

Selvfølgelig er de store grupper med, såsom KVINFO og Dansk Kvindesamfund. Men udover det er der utroligt mange andre grupper. Der er bannere fra LGBT-grupper, Bydelsmødre, NIF-netværk og mange andre. Der er politikere fra samtlige partier: SF, Alternativet, Enhedslisten og de Radikale er de nemmeste at få øje på. Og så er der selvfølgelig alle os andre: Alle slags kvinder - og en del mænd - følger med optoget og hepper. Alle smiler. Det er en festdag.

Alting er selvfølgelig ikke perfekt endnu. Vi støder på et optog fra Kvindehuset med navnet: ”Vi fik ikke stemmeretten – Vi tog den!”, der minder om den 30-årige kamp, det var at inkludere kvinder i demokratiet. ”Ingen kønskamp uden antiracisme!” står der på et skilt. Kvinderne, der holder det, danser og synger. Jeg tænker, at det må være noget af det, vi bør huske mest på i feminismen nu om dage: Man kan ikke skille de forskellige kampe fra hinanden. Vi kæmper for kvinder fra alle kulturer og religioner. Kønslig ulighed hænger sammen med ulighed på så mange andre punkter. Det er nemt at glemme, specielt i dag, hvor alting virker festligt.

Carnival

Vi når hen til Slotspladsen, og optoget får en vis højtidelighed. Man kan se flag på Christiansborg, der blafrer mod en blå himmel. På et tidspunkt kan vi høre musik, som bliver højere og højere, nu tættere vi kommer på pladsen. Det er en smule dystert, og det gør stemningen endnu mere højtidelig. Kvinderne i front går langsomt i takt i deres hvide kjoler. Jeg får gåsehud.

Jeg overhører nogle turister, der taler om optoget. ”What is this? A carnival?” spørger de hinanden. Jeg griner, men jeg ville ønske, at de vidste, hvad optoget handler om. Og hvad det betyder. Jeg ville ønske, at alle vidste, hvor meget de 100 år har betydet – at kampen har været det værd. Men også, at den ikke er færdig.

En festdag for demokratiet

Vi går forbi Slotspladsen og ind i Rigsdalsgården. Jeg er ramt af mit evige problem, da jeg maser mig ind gennem mængden: at jeg stadig er lige lav, som da jeg var 12. Nå, det er fint nok: Kvinden foran mig fortæller, hvem der står på scenen.

Lisa Holmfjord fra Dansk Kvindesamfund taler, Dronning Margrethe taler, Mogens Lykketoft taler. Publikum klapper højlydt hvert femte sekund – specielt da Holmfjord siger: ”Den værste position, vi kan tage, er ligegyldighed”. Eller da dronningen citerer sin farfar, der - efter at have skrevet under på Grundloven - sagde til en af de jublende kvinder: ”Jeg synes nu, De skulle gå hjem og lave kaffe til deres mand”. Det ville nok ikke være så sjovt, hvis nogen i alvor sagde det i dag, men fordi det er lang tid siden, griner alle. Og det er godt at grine: Det viser, hvor absurd sexisme er.

Lykketoft stempler dagen ”en festdag for demokratiet”, og festen går i gang ved Christiansborg og i Bibliotekshaven. Der er også en anden fest på Slotspladsen – Distortion er nemlig i fuldt sving allerede klokken 12. Det er sjovt at se de to fejringer støde ind i hinanden: det moderne og det historiske. Alle er glade, alle fester.

Kønskamp og lommepenge

Der bliver spillet musik og spist is. Inde i Bibliotekshaven er der tale-karaoke. Jeg får et shot Gammel Dansk, hvis jeg fremlægger et uddrag af Emma Watsons UN-tale. Det er vel ikke så slemt at lade som om man er Time Magazine’s ”Feminist of the Year” i tredive sekunder, selvom jeg har rimelig meget sceneskræk. Jeg føler mig rimelig stolt over at tvinge mig selv til at gøre det, men da tre piger smider trøjen for at holde Pussy Riot’s tale, føler jeg mig lidt underlegen.

Jeg får endnu et stød til selvtilliden, da jeg prøver at folde en båd i KVINFO’s bod. Hmm. Instrukserne var ok, indtil min trekant lige pludselig skulle blive til en firkant. Jeg ser med hos en lille dreng, der har lavet sin på ti sekunder. Faktisk er der en hel del børn, der folder både og skriver deres ligestillingsønsker på dem. Den næste generations feminister er allerede i gang.

Jeg smugkigger på en af bådene: ”Piger skal have lige så meget i lommepenge som drenge!” Jeg smiler. Det er vel godt at være bevidst om kønslig ulighed i lønninger fra en tidlig alder.

Jeg skriver mit eget ønske på min mislykkede båd og bevæger mig videre. Jeg lytter til nogle taler, snakker med folk og bliver solskoldet. Det er en god dag.

Køn på Kajen

Klokken er fire, og folk er blevet lidt småtrætte. Vi samles på Christians Brygge foran KVINFOs hovedbygning til deres arrangement ”Køn på Kajen”. ”We at Sea” spiller musik; folk drikker øl og hilser på hinanden. Der er en afslappet stemning.

Folk bliver opmærksomme igen, da Nina Groes indtager talerstolen. Vi samler os tæt om hende og mange holder deres iPhones oppe for at tage billeder eller filme. Hun fortæller om de argumenter, man brugte imod kvinders valgret i 1915 – som at kvinder bare ikke har hjernekapaciteten til politik. Alle griner. Men som Nina siger, så bruges det argument stadig i dag. Ikke om politik, men om så meget andet: litteratur, naturvidenskab og så videre. Kvinder tjener ikke lige så meget som mænd, og de får langt fra lige så mange højtstillede positioner i samfundet.

Hele dagen er nostalgisk. Alle taler om den kamp, det var at få valgretten til kvinder. Man kan blive helt overvældet af at høre om kønskampens historie. Man kan næsten få fornemmelsen af, at vi da bare skal være taknemmelige. At der ikke er noget tilbage at kæmpe for – for vi har det jo tusind gange bedre end kvinder for 100 år siden. Men skylder vi ikke dem at bruge den indflydelse, de gav os, til at kæmpe videre?

Nina Groes siger i sin tale: ”Kampen for ligestilling hører fremtiden til”. JA! Råber jeg næsten.

Kampen var ikke nem dengang, og den er ikke slut. Men for fanden, hvor er det egentlig fedt at være en del af den – specielt en dag som i dag, hvor man kan mærke solidariteten omkring sig, hvor alle er snakkesalige, og alle ser stolte ud. Vi holder jo sammen.

Der er stadig noget at kæmpe for

Da min mor blev 18, sagde min mormor til hende, at hun skulle stemme på en kvinde. Fordi der altid var en kvalificeret kvinde. Fordi det var nødvendigt. Det er nok ikke nødvendigt kun at stemme på kvindelige kandidater mere, men vi er stadig langt fra ligestilling. Jeg ved ikke, om jeg stemmer på en kvinde eller en mand endnu. Men jeg stemmer på en feminist.

Min mormor sms’ede mig om aftenen efter optoget: ”Hej Anna. Håber du har haft en god dag. Der er stadig noget at kæmpe for :->”. Når jeg tænker på de kvinder, der kæmpede for valgretten, har jeg utroligt meget respekt for dem. Jeg har respekt for de første kvinder, der bevægede sig ind i politik. Og jeg har respekt for alle de ”normale” kvinder: Alle de kvinder, uanset politisk ståsted, der har udnyttet deres valgret siden 1915. Når jeg sætter mit kryds for første gang, vil jeg huske, hvor mange kvinder der kæmpede for min ret til at gøre det for 100 år siden – og jeg vil også huske, hvor meget der stadig er tilbage at kæmpe for.

Vi slutter dagen med at sætte vores både til søs. På mit skib står der: "Jeg ønsker, at ingen føler sig begrænset af deres køn i hjemmet eller på arbejdspladsen". Skibene når egentlig ikke særlig langt før de synker. En lille pige fortæller mig, at de synker om kap. Og også at der er bittesmå hajer i havet i Danmark, som vil spise dem. Nå ja, okay. Vores ønsker om ligestilling skal nu nok nå længere end bådene. Vi er klar til at fortsætte kampen i morgen, på hver vores måde, sammen.