For anden gang i historien har de franske vælgere sendt en kvinde i finalen i præsidentvalget. Men Marine Le Pens præstation er ikke en symbolsk sejr for ligestillingen, siger de franske feminister. Der er større forventninger til hendes modstander, Emmanuel Macron, der har lovet at udnævne en kvindelig premierminister.

De første reaktioner var lidt famlende. En kvinde, der tager føringen i meningsmålingerne op til landets vigtigste afstemning, er trods alt et særsyn. Fransk politik er kendt for at være jævnt hen sexistisk.  Og nogle af Frankrigs feminister var fristet til at se en positiv symbolik i Marine Le Pens flere uger lange favoritposition i det franske præsidentvalg.

Kun én gang tidligere siden de direkte valg til præsidentposten blev indført i 1962 er en kvinde nået gennem nåleøjet til den anden og afgørende runde i det franske præsidentvalg. Ségolène Royal skabte sensation, da hun i 2007 blev Socialistpartiets kandidat og derefter tabte til Nicolas Sarkozy. Og i 2017 har der været langt mellem kvinderne. Socialisterne og Republikanerne havde hver én kvinde blandt kandidaterne i de respektive primærvalg. Ingen af dem blev valgt, og blandt de i alt 11 kandidater i præsidentvalgets første runde var der kun to kvinder, hvoraf Marine Le Pen var den ene.

”Marine Le Pen på præsidentposten vil være en symbolsk sejr for feminismen men et nederlag for demokratiet”, lød det for eksempel fra filosoffen og debattøren Elisabeth Badinter.

Udtalelsen udløste et brøl af protester. Den højreekstremistiske kandidat, der vil give franskmænd forrang til jobs, boliger og sociale ydelser og har stemt imod stort set alle ligestillingsdirektiver i Europa-Parlamentet, fordi de omtaler kvindelige migranter, er ikke en fransk udgave af Hillary Clinton. Og hendes politiske succes er ikke nogen sejr for hverken kvinder eller feminismen, lyder det fra både feministiske organisationer og fra ligestillingsminister Laurence Rossignol. 

”En sejr til Marine Le Pen vil være et nederlag for kvinderne, ikke kun i Frankrig men også uden for vore grænser. Aldrig har presset på kvinders rettigheder været større. Styrkeforholdet mellem tilhængere og modstandere af ligestilling er i stigende grad i modstandernes favør, for eksempel i FN,” siger Laurence Rossignol til Journal du Dimanche.

Marine Le Pen skaber sig et image som fri kvinde

Marion Anne Perrine Le Pen, som er hendes fødenavn, har ellers gjort sig store anstrengelser for at fremstille sig selv som kvindernes kandidat i valgkampen.

Om det franske præsidentvalg

Frankrig har et politisk system med en meget magtfuld præsidentpost. Præsidenten er direkte valgt af folket gennem to valgrunder. Hvis ingen opnår 50 procent af stemmerne i første runde, går de to med flest stemmer videre til anden runde.

Anden valgrunde af præsidentvalget 2017 er på søndag d. 7. juni. I første valgrunde gik centrumspolitikeren Emmanuel Macron flest stemmer med 24 procent af stemmerne sammen med Marine le Pen fra det højrenationalistiske Front National, der fik 21 procent.

Meningsmålingerne forud for anden valgrunde viser et forspring til Macron i på ca. 60-40.

”En fri kvinde uden komplekser i en mandeverden”, sådan beskriver hun sig selv i sit valgmateriale, der viser hende med blæst i håret ved roret på en sejlbåd eller eftertænksomt og ensomt vandrende på en strand i Bretagne, Le Pen-familiens historiske arnested.  Hun er ”en kvinde med hjertet på rette sted” men også ”en kvinde med stærke holdninger”, ”en kæmper” og  ”mor til tre på bare ét år” (hun fik tvillinger mindre end et år efter fødslen af hendes første datter, red.)

”Det er som kvinde, mor og advokat at jeg stiller op”, siger hun næsten systematisk i interviews.

Og hun citerer Simone de Beauvoir : « Glem aldrig at kvindernes rettigheder kan komme under pres, så snart der opstår en politisk, økonomisk eller religiøs krise,” som hun skrev i en kronik i januar 2016, hvor hun  anbragte sig selv i den historiske feminismes kølvand:

”Det er som fri, fransk kvinde, der hele livet har nydt godt af den frihed, vores mødre og bedstemødre har kæmpet så hårdt for, at jeg nu tillader mig at råbe vagt i gevær”.

I Front National, som hendes far grundlagde og styrede med hård hånd til hun overtog ledelsen i 2011, er det markant nye toner, påpeger Janine Mossuz-Lavau, politolog og forsker i køn og politik ved Institut for Statskundskab i Paris.  

Hun taler snarere til de udstødte end til kvinderne

”Jean-Marie Le Pen ville sende kvinderne hjem med en mødreløn. Det taler Marine Le Pen ikke om. Hun har fået tre børn og gjort karriere alligevel. En anden historisk mærkesag hos Front National har været  afskaffelsen af fri abort, og det er også trængt i baggrunden hos Marine Le Pen, selv om hun tidligere, omend ikke i denne valgkamp, har talt om at afskaffe offentlig betaling for ”bekvemmelighedsaborter”, hvad det så end skulle være. Men det sker i en bestemt hensigt. Hun forsøger at tiltrække kvindernes stemmer,” siger Janine Mossuz-Lavau.

Og det virker. Mens kvinderne tidligere var mindre tilbøjelige end mænd til at stemme på Jean-Marie Le Pen og hans parti, begynder svælget at indsnævres. Seks procent flere mænd end kvinder stemte på Front National i 2002, og i 2012 var forskellen fire procent. Ved præsidentvalgets første runde den 23. april stemte 20 procent af kvinderne på Marine Le Pen, eller 1,3 procent under landsgennemsnittet. Samlet set var Marine Le Pen nummer to ved første runde efter Emmanuel Macron, men kvinderne placerede hende på en tredieplads. Men ifølge en meningsmåling foretaget af analyseinstiuttet Ipsos stemte knapt 40 procent af de hjemmegående kvinder for Marine Le Pen ved præsidentvalgets første runde.

”Det skyldes ikke i første omgang hendes diskurs om kvinders rettigheder,” mener Janine Mossuz-Lavau, ”men snarere at hun henvender sig til befolkningskategorier, der er socialt udsatte. Det er vælgergrupper, hvor Front National har høj vælgertilslutning, og der er mange kvinder blandt lavtlønnede. Marine Le Pen lover større velfærd, større social beskyttelse, og det er den diskurs, der giver resultater.”

I valgprogrammet til præsidentvalget fylder kvinders rettigheder, nummer ni af de 144 løfter, to en halv linie og dækker tre områder. Marine Le Pen vil  ”bekæmpe islamismen der truer kvindernes frihed, indlede en national plan for ligeløn for mænd og kvinder og bekæmpe beskæftigelsesmæssig og social udstødelse.

Instrumentalisering af feminismen

”Marine Le Pen instrumentaliserer  sin påståede feminisme dels til at bekæmpe islam, der beskrives som den væsentligste trussel mod kvinders rettigheder. Og dels til at forbedre Front Nationals image. Hun  vil til magten, og hun ved, at det kun kan ske, hvis hun går på kompromis og opgiver de mest ekstreme synspunkter. Hun benytter klart sit køn i sit forsøg på at gøre Front National mere stuerent og mere acceptabelt,” konstaterer Christelle Marchand-Lagier, politolog ved universitetet i Avignon, hvor hun har forsket i Front Nationals kvindelige vælgere.

Hun har udvisket sit efternavn og går til valg som ”Marine”, en rar veninde man er på fornavn med, langt mindre foruroligende end den brovtende og aggressive Jean-Marie Le Pen. Og hun har indtaget mindre konfrontatoriske holdninger til homoseksualitet. Hun deltog for eksempel ikke i kæmpedemonstrationerne mod loven om ægteskab for par af samme køn i 2013.

Marine Le Pen har forandret Front National  fra at være et uspiseligt højreekstremistisk parti med nazinostalgi og antisemitismen hængende uden på tøjet til et normaliseret, accepteret parti i det politiske landskab. Og det er sket i hård kamp med faderen, Jean-Marie Le Pen, som flere gange er blevet dømt for benægtelse af folkedrab, blandt andet ved at beskrive gaskamrene som ”en detalje i Anden Verdenskrig”. 

I 2015 fik hun sin far ekskluderet af partiet, et veritabelt faderdrab, der supplerer hendes image som en magtfuld kvinde, der kommer til tops i en mandsdomineret verden.

Marine Le Pen er magtfuld – men ingen rollemodel

Kun 27 procent af medlemmerne af den franske Nationalforsamling er kvinder trods indførelsen af loven om politisk ligestilling fra 2000. Sexistiske angreb mod kvinder er ikke sjældne , som for eksempel kommentarerne om boligminister Cécile Duflot’s blomstrede kjole, mens hun stor på talerstolen.

Om forfatteren

Birthe Pedersen er journalist, uddannet ved Danmarks Journalisthøjskole, studier i international politik ved Institut for Statskundskab i Lyon. Bosat i Frankrig. Hun har skrevet for KVINFOs Webmagasin gennem en årrække.

Foto: Wikimedia Commons

”Partierne skal opstille lige mange mænd og kvinder, men intet sikrer, at kvinderne får del i de valgkredse, partiet har udsigt til at vinde. Og mange partier vælger at betale bøder i stedet for at overholde loven,” konstaterer Janine Mossuz-Lavau.

Marine Le Pen skiller sig desto mere ud som en af de få mangtfulde kvinder i fransk politik. Men det gør hende ikke til en rollemodel, endsige feministisk frontløber. Hendes succes i præsidentvalget er ikke med til at bane vejen for andre kvinder i fransk politik, understreger Rebecca Amsellem, grundlægger af den feministiske organisation Les Glorieuses.

”Hun er sin fars datter. Det var ham, der gennemtrumfede, at hun blev partileder, det var ikke hende, der tilkæmpede sig posten.  Og når man ser på hendes stemmeafgivelse i Europa-Parlamentet, har hun systematisk stemt imod alle ligestillingstiltag. Ud af 59 resolutions- eller direktivforslag har hun stemt for tre gange, og kun fordi teksterne var blevet udvandet på vej gennem lovgivningsprocessen,” siger Rebecca Amsellem.

Macron lover en kvindelig premierminister

Hun og Les Glorieuses har gennemtrawlet alle præsidentkandidater programmer, og Marine Le Pen’s er blandt de, der fokuserer mindst på ligestilling. Den socialistiske kandidat, Benoit Hamon, erklærede sig  som den første mandlige politiker i fransk politik for feminist. Han foreslog at fordoble Ligestillingsministeriets budget.

Venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon havde et mere konsistent program med styrket indsats mod kønsbaseret vold og lavtlønnede kvindejobs, mens den konservative Fracois Fillon lovede at øge kontrollen af ligeløn i virksomhederne.
Emmanuel Macron, som Marine Le Pen møder i præsidentvalgets finale, har som den eneste underskrevet den Ligestillingspagt, som feministiske organisationer opfordrede kandidaterne til at tilslutte sig.

Han lover at offentliggøre navnene på de virksomheder, der ikke praktiserer ligeløn og har flere tiltag på dagsordenen, som falder i god jord hos feministerne. Herunder afskaffelse af sambeskatning og  ens barselsorlov  for alle kvinder uanset beskæftigelsesstatus. Og så lover han, at hans regering, hvis han bliver valgt, vil få lige mange mandlige og kvindelige ministre. Og at han vil udnævne en kvindelig premierminister.
”Vi vil tage ham på ordet og følge op på det,” lyder det fra Rebecca Amsellem.