Foto: www-news.uchicago.edu
Kroppen kom ud af skabet og ind i filosofien med Iris Marion Young, der skrev om menstruation, graviditet og bryster. Som både tænker og aktivist var hun passioneret engageret i minoriteters og undertrykte gruppers ret til forskellighed og retfærdighed. Filosof Morten Ebbe Juul Nielsen introducerer til Young, der døde sidste sommer. Artiklen er den tredje i FORUMs serie om kvindelige tænkere.

Læs mere

Iris Marion Young

(1949-2006)
Internationalt og bredt anerkendt filosof, politisk teoretiker og feministisk tænker og aktivist.

Bragte emner som identitet og forskel, kvinders kropslige og kulturelle oplevelser, og spørgsmål om dominans og undertrykkelse ind i både feministisk teori og mainstream filosofi.
 
Lån Young på KVINFOs bibliotek
Intersecting Voices: Dilemmas of Gender, Political Philosophy and Policy (1997)

On Female Body Experience (2004)

Feminist ethics and social policy (1997, red. m. Patrice DiQuinzio)

 
Andre vigtige værker
Justice and the Politics of Difference (1990)

Inclusion and Democracy (2000)

A Companion to Feminist Philosophy(red. m. Alison M. Jaggar, 2000)

Læs mere i FORUM
Andre artikler i serien om kvindelige tænkere:

Susan Moller Okin - retfærdighedens revolutionær

Hannah Arendt - en intellektuel superstjerne

Iris Murdoch – det indre liv i fiktion og filosofi
 
Se også artiklen Beauvoir er stadig en messe værd om Simone de Beauvoir

Sidste år havde jeg fornøjelsen af at redigere en samling essays og
interviews med en stribe af verdens førende politiske filosoffer fra
den angelsaksiske tradition. Jeg var så privilegeret, at Iris Marion
Young indvilligede i at deltage. Selv om jeg måtte være en for hende
fuldkommen ukendt og betydningsløs akademiker fra et andet kontinent,
behandlede hun projektet med en upåklagelig seriøsitet og
imødekommenhed.

Hvad jeg ikke vidste - og jeg ved stadig ikke,
om Young selv vidste det fra begyndelsen af projektet - var, at hun var
dødeligt syg. Iris Marion Young afgik ved døden 57 år gammel, kort før
bogens deadline. Jeg fik den sidste, som altid venlige, email fra hende
få uger forinden, hvor hun lovede at sende sit essay snart.

De
efterfølgende nekrologer fremhæver den særlige seriøsitet og åbenhed,
som prægede hendes akademiske virke, og som gjorde hende til et
forbillede for mange. Hun forbandt også på forbilledlig vis en mere
fritsvævende "kontinental" tænkning om køn og retfærdighed med en mere
"tør" angelsaksisk tradition. Sideløbende med karrieren som akademiker,
vandt Young anderkendelse for sit livslange direkte politiske
græsrodsengagement, særligt for kvinders rettigheder.

 

Forskellige - men lige

Youngs vigtigste værk, Justice and the Politics of Difference
(1990) gav navn til en hel bevægelse i feminismen og den politiske
filosofi: En "forskellighedens politik", der er optaget af mulighederne
for at forskelligheder kan sameksistere. Det er også et af de centrale værker i den såkaldte "identitetspolitiske" strømning i social og politisk teori.

Kernebudskabet
var et passioneret forsvar for respekten for social og kulturel
forskellighed, frem for undertrykkelse af den. Minoriteter skal ikke
ændre sig og gøres til "det samme som flertallet." Deres identitet og
selvforståelse skal respekteres i egen ret, på lige fod med alle andre.
Sloganet "All different - but equal" kunne således godt være formuleret
af Young.

Ikke bare som tænker, men også som aktivist bl.a.
for kvinders rettigheder, var Young dybt engageret i spørgsmål om
social retfærdighed. Ifølge Young er traditionelle teorier om
retfærdighed (for) fokuserede på fordeling af goder og byrder, fx i
form af penge, arbejde eller fritid. Tidligt i forfatterskabet lagde
hun op til et opgør med denne tankegang: Den fundamentale ulighed er
ikke den materielle, men derimod den skæve fordeling af "dominans" og
"undertrykkelse" ("domination" og "oppression"), som handler mere om
personers identitet og mulighed for selvrespekt, end om økonomisk ulighed (selvom denne naturligvis kan være en vigtig faktor.)

 

Ingen uretfærdighed værre end anden

Young
hævdede, at ingen form for undertrykkelse - sexisme, racisme, økonomisk
ulighed osv. - er mere fundamental end andre. Det skal forstås på to
måder. For det første er der ikke én hovedkilde til undertrykkelse, som
de andre blot er resultater eller udløbere af. Her er Young i
modstrid med marxister (og visse liberale), der ser økonomisk
undertrykkelse og materiel ulighed som kilden til alle andre
uretfærdigheder. Og Young er i modstrid med de feminister, der vil
hævde, at kønsbestemt undertrykkelse er den væsentligste kilde til
uretfærdighed.

For det andet, og her bliver det endnu mere
kontroversielt, er ingen former for undertrykkelse moralsk værre eller
bedre end andre ifølge Young. Vi kan ikke sige, at fx racisme er værre
end sexisme, eller at aldersdiskrimination er mindre slemt end
diskrimination af homoseksuelle. Undertrykkelse er, slet og ret,
undertrykkelse i Youngs tænkning.

Med sit analytiske fokus på
og personlige engagement i spørgsmålet om undertrykkelse har Young
bidraget væsentligt til en bedre forståelse af det sociale og af social
retfærdighed. Ikke mindst i sit arbejde med betydningen af identitet.

 

Individualismen er undertrykkende

Youngs
kritik af de fordelingsbaserede teorier om retfærdighed omfatter nemlig
også et opgør med deres forestillinger om, hvad en person er. Den
traditionelle fordelingstilgang antager kort fortalt, at personer
er ... personer. De er ikke grupper. Personer kan være karakteriserede
ved tilhørsforhold til grupper via køn, etnicitet, religion, klasse,
kultur, sprog osv. Men det der tæller, er enkeltindividet selv.

Det
indebærer en form for moralsk individualisme, og det er den, Young
afviser. For den betyder, at det kun er individet, som har krav på et
moralsk hensyn.

Den individualistiske forestilling om
mennesker står i vejen for en fuld forståelse af undertrykkelse ifølge
Young. Hun mente, at individualismen i sig selv bidrager til at
opretholde undertrykkelse. Hendes argumenter er ikke altid lette at
følge, og der findes da også en hel skov af forskellige fortolkninger.
Det centrale er dog, at grupper har en reel eksistens og er
grundlæggende størrelser i en teori om social retfærdighed. Fordi
personers identitet er afhængig af grupper og skabes i relation til
- eller i forskellighed fra andre grupper, kan vi ikke forstå identitet
uden at forstå forholdet mellem grupper.

 

Forskellighedens politik

Det
essentielle budskab i Youngs "politics of difference" er, at vi ikke
skal borttænke forskelle. Vi skal anerkende, at grupper er forskellige.
Men Young mente, at ikke-dominerende gruppers identitet er truet af fem
specifikke forhold: Kulturimperialisme (fx ved brug af stereotyper,
"usynliggørelse", eller ved at andre overtager ens kulturs begreber
osv.), konkret vold (fx mod udsatte kvinder), udnyttelse,
marginalisering og magtesløshed (se fx den svenske oversatte tekst Förtryckets fem ansikten).

I
senere værker brugte Young blandt andet analysen til at advokere for en
radikal - i nogles øjne ekstrem - radikal demokratisk teori, hvor alle
minoriteter skal garanteres former for politisk repræsentation. Også
denne del af Youngs indsats har sat betydelige, og sikkert langvarige,
spor i den politiske teori og den politiske filosofis diskussioner.

 

Kroppen og feminismen

Young
er også kendt for sin store betydning for moderne feminisme med sine
tanker om "embodiment" - det faktum, at vi har/er en krop. I
essaysamlingen On Female Body Experience: "Throwing Like a Girl" and Other Essays
samles Youngs vigtigste tekster om emnet. For Young er begrebet om en
"levet krop" - en krop, der udvikles, differentieres (fx kønsmæssigt)
fra andres, ældes, og ultimativt forgår - helt essentielt for at forstå
køn og undertrykkelse i en feministisk optik. 

I sin analyse af
den kvindelige krop peger Young på, at nogle oplevelser er unikke for
kvinder. En af hendes pointer er, at kvinder oplever den patriarkalske
dominans direkte i forhold til kroppen. Menstruation opfattes fx som
"urent", bryster gøres til objekter, eller graviditet gøres til en
medicinsk komplikation. Kropslige og i den forstand naturlige
fænomener bruges mod kvinder i en uudtalt konsensus, der gør dem til
mindreværdige, forkerte og abnorme.

Young beskæftiger sig også med fænomener, der på den ene side ikke i streng forstand er bundne til den kvindelige krop, men som er konstrueret som typisk kvindelige.
Fx at være meget optaget af tøj eller indretning. Young er på den ene
side skarp i sin kritik af det undertrykkende potentiale, der kan være
i sådanne fænomener. På den anden side kritiserer hun de feminister,
der på den baggrund mener, at disse aktiviteter er værdiløse.

Young
skrider med andre ord til forsvar for nok så kønshistorisk og kulturelt
belastede aktiviteter, i den udstrækning de faktisk tilfredsstiller
ægte ønsker eller behov hos nogle kvinder. Og på den måde var hun også
forskellighedens forsvarer inden for den feministiske tænknings egne
rækker.