http://www.flickr.com/photos/morningmagician/2421087353/sizes/o/in/pool-1104401@N25/
Umiddelbart er Jokerfiguren i Batmanfilmen The Dark Knighten Kaptajn Klo-stereotyp. En karakter, der er blevet ond pga. af en anderledes krop. Alligevel er der noget andet på spil, når Jokeren nedbryder normerne med sin ironiske performance.

Læs mere

Faktaboks

The Dark Knight (2008) er instrueret af Christopher Nolan og er anden del af Nolans Batman-trilogi.

Rollen som Jokeren spilles af den australske skuespiller Heath Ledger, som døde kort efter optagelserne til The Dark Knight. I 2009 modtog han posthumt en Oscar for sin præstation som Jokeren.

At være crip handler om at udnytte sin marginaliserede position til at yde en kritik af normen for kroppe og seksualitet. Robert McRuers begreb crip teori fra bogen Crip Theory (2006) er inspireret af queer-teorien, især af den amerikanske teoretiker Judith Butler. Begrebet crip er en slags tilpasning af queer-begrebet til en handikapkontekst.

Jokeren slikker sig om munden. Han kører en hånd gennem sit
fedtede, diffust farvede hår og går truende frem mod filmens smukke heltinde,
Rachel. Bruce Waynes store kærlighed. Han begynder at gå rundt om hende. Kameraet
følger med. Rundt og rundt. Baggrunden fortoner sig. Den perfekte parodi på en
kærlighedsscene. Jokeren standser foran Rachel og siger:

 ”mmm… You look nervous! Is it the scars? Do you wanna know
how I got ’em?”

Han
trækker hendes ansigt op mod sit eget sminkede, arrede ansigt og tvinger hende
til at se på sig. ”Come here. Hey! Look
at me!”
Han smasker. Rachel kæmper for at dreje sit hoved væk. Hun lukker
øjnene og kigger kun momentvist på ham. Da han til sidst løsner sit tag i hende,
slår hun ham i maven, hvorefter Batman kommer hende til undsætning.


Kaptajn
Klo-stereotypen

Ofte betragter man den onde handikappede som en uhensigtsmæssig stereotyp, når anderledes kroppe optræder i kulturelle produkter. De figurer understøtter efter sigende en essenstænkning, der peger på en sammenhæng mellem kropslig og mental afvigelse. I artiklen ”Farvel til offerrollen” fremhæver Informations kulturjournalist Katrine Hornstrup Yde Kaptajn Klo fra Peter Pan-universet som et kerneeksempel på en sådan karakter, hvor vi fra barnsben har lært, at han ”er blevet en ond mand på grund af sin fysiske deformitet”.

Hvor man umiddelbart kan se Jokerfiguren i Batman-filmen The Dark Knight som en Kaptajn Klo-stereotyp, er der på grund af Jokerens ironiske performance og hans kamp for at nedbryde normerne alligevel noget andet på spil. Ikke mindst hvis man læser fremstillingen af Jokeren i et cripteoretisk perspektiv (se faktaboks).

 

En anderledes skurk

I anden del af Christopher Nolans Batman-trilogi The Dark Knight har Batman, alias Bruce Wayne (Christian Bale), allieret sig med politikommissær Jim Gordon (Gary Oldman) og advokaten Harvey Dent (Aaron Eckhart) i kampen mod Gotham Citys kriminelle underverden, og dette samarbejde fungerer effektivt, indtil Jokeren kommer på banen. Jokeren er provokeret af alliancens forsøg på at genetablere og understøtte normerne, og han kæmper på raffineret og voldelig vis for at skabe endnu mere uorden. Han dræber politifolk, han brænder bunker af penge af, og han har held til at dræbe den kvindelige hovedrolle i en voldsom eksplosion samt at omdanne helteidealet Harvey Dent til den "vansirede" forbryder Two Face.

Jokeren står i skarp modsætning til de pengegriske
mafiabosser, som ellers indtager skurkerollerne i The Dark Knight. Hans mission er ikke at erhverve sig rigdom eller
magt for magtens skyld, men derimod at skabe kaos og – både bogstaveligt og i
overført betydning – at sætte verden i brand. Som han siger, mens han sætter
ild til pengene fra et stort kup, penge som delvist tilhører mafiabosserne:

”All you care about is money! This town deserves a better class of
criminals. And I’m gonna give it to them.”
For Jokeren handler det om
noget større end pengene: ”It’s about sending a message: ’Everything burns’!”

Den ironiske crip

Jokeren forsøger ikke at tilpasse sig normen ved at skjule sine kropslige
afvigelser. I stedet integrerer han de to ar – som strækker sig fra hans
mundvige op til hans ører – i sin klovnemakeup. Og i sin ironiske performance
fortæller han modstridende historier om, hvordan han fik arrene. Og netop de
scener er yderst centrale for at forstå det interessante ved Jokerfiguren.

I én af de historier, er han ”ikke-handikappet” og i et
heteroseksuelt forhold, men da han skærer sine kinder op for at få sin kone til
at grine, vil hun ikke længere have noget med ham at gøre. Hans kropslige
afvigelse medfører i denne lille histories logik altså uundgåeligt afvigelse
fra den heteroseksuelle norm. Og fordi historien blot er én af flere selvmodsigende
historier, som Jokeren fortæller, peger han hermed på det konstruerede ved den logik,
historien repræsenterer.


Ondskabens
nødvendighed

Batman griber Jokeren i nakken og kaster ham frontalt ind mod
afhøringslokalets glasvæg. ”Where are they?”. Hans stemme er unaturligt dyb. Jokeren
griner, mens han får bank. Han har hele tiden et smil på sine malede læber. Til
sidst giver han Batman to adresser. På den ene adresse sidder Rachel, Bruce
Waynes store kærlighed, bundet til en stol i et rum fyldt med sprængstoffer. På
den anden adresse sidder Harvey Dent i samme situation.

Batman går efter at redde Rachel, men Jokeren har snydt ham,
og han ender i stedet hos Harvey Dent. Rachel dør i flammerne som i en klassisk
actionfilmseksplosion, lige efter at hun – via et samtaleanlæg, som Jokeren har
plantet – langt om længe har svaret ja til Dents frieri. Man forstår Harvey
Dents sorg over tabet af sin elskede. Og man forstår Bruce Waynes.

Ikke desto mindre er Jokerens ondskab en modstand mod den traditionelle og
selvfølgeliggjorte favorisering af den duelige, heteroseksuelle krop. For når
Jokeren dræber Rachel, fjerner han muligheden for den klassiske kærlighedsafslutning,
som vi kender fra en lang række Hollywood-film, hvor helten og heltinden
overvinder alle trusler og får hinanden. Han formår hermed at yde modstand mod reproduktionen
af den – i Hollywood-sammenhænge – ophøjede heteroseksuelle kærlighed og - kernefamilie.
Den handling, som får Jokeren til at fremstå allermest ond i Hollywood-filmens
logik, er samtidig en handling, som effektivt yder modstand mod normen.


Crippet reproduktion

Bankmedarbejderen ligger på gulvet. Hans krop er forvredet. Den ene arm ser ud
til at være gået af led. Han råber efter Jokeren, der – maskeret med en
klovnemaske – netop har skudt den sidste af sine håndlangere fra bankkuppet.

”Criminals in this town used to believe in things. Honour, respect. Look at you! What do you
believe in, ha?
WHAT DO YOU BELIEVE IN?”

Jokeren maser en håndgranat ind
i munden på ham og afbryder hans råben. Han trækker klovnemasken væk fra sit
arrede ansigt, mens han svarer med en crippet
version af et Friedrich Nietzsche-citat: ”I believe whatever doesn’t kill you,
simply makes you stranger”.

Senere besøger Jokeren – iført et yderst queeret
sygeplejerskekostume – hospitalet, hvor Harvey Dent ligger med den ene halvdel
af ansigtet brændt væk. Jokeren opfordrer Dent til at skabe kaos, han siger:

 ”You know the thing about chaos? It’s
fair!”

Han giver Dent en pistol og fører hans hånd – med pistolen –
op mod sit eget ansigt, vel vidende, at Dent har alle mulige grunde til at
trykke på aftrækkeren. Dent har hele filmen igennem haft en mønt med samme
motiv på begge sider. En mønt som tillader ham at kontrollere udfaldet, når han
slår plat eller krone. Nu tager han en tosidet mønt frem og lader tilfældigheden
afgøre, om Jokeren skal leve videre.

Hermed er Two-Face
født. Jokeren har på crippet og
voldelig vis reproduceret sin kaos-ideologi gennem transformationen af Harvey
Dent. Og dette står – ligesom mordet på heltinden – i skarp kontrast til
Hollywood-filmenes typiske dyrkning af reproduktionen af kernefamilien. Betragter
man Jokerens ondskab i det lys – uden hermed at sige at vold er en acceptabel
måde at yde kritik på i den virkelige verden – står det klart, at hans
ondskabsfuldhed er et nødvendigt led i hans kaosdyrkende normkritik.

 

The crippled killjoy

Til en fundraisingfest i Bruce Waynes penthouselejlighed, hvor alle byens
rigeste og mest magtfulde er samlet for at hylde og støtte Harvey Dent, bryder
Jokeren ind og forstyrrer festen. Han fremviser sine ar, og han spolerer dermed
den gode stemning.

Den amerikanske handikapteoretiker Eli Clare beskriver i bogen
Exile and Pride (1999), hvordan man
som handikappet kan generere et normforstyrrende ubehag netop ved at fremvise
sin kropslige anderledeshed. Jokeren benytter sig af denne strategi, når han
maser sine ar op i ansigtet på de andre karakterer i filmen og hermed også på
seeren.

I tråd med Eli Clares teori beskriver den feministiske
affektteoretiker Sara Ahmed i teksten ”Creating Disturbance”, hvordan man i et
feministisk perspektiv kan yde modstand mod normen ved at sætte sig op imod
lykkecredoet og ødelægge den gode stemning. Ahmed beskriver, hvordan ”the feminist killjoy” – ”den
feministiske glædesdræber” – kritiserer sexistiske jokes ved middagsbordet frem
for at le ad dem, som resten af selskabet, og dermed ødelægger den gode
stemning. Og at det fremkalder et ubehag, der forstyrrer normen.

Jokeren ødelægger festen, og man kan hermed betragte ham som
en slags killjoy. Fordi han praktiserer
affektiv normforstyrrelse i et crip-perspektiv,
giver det mening at kalde ham en crippled
killjoy
. The crippled killjoy i
denne forstand er altså en karakter eller en person, som nægter at understøtte
den gode stemning ved at skjule sin kropslige anderledeshed, men som derimod tvinger
folk til at se og forholde sig til det konstruerede ved forestillingen om den
”normale” krop. Også i denne sammenhæng er Jokerens tilsyneladende ondskab et
nødvendigt led i hans normkritik, fordi det ofte – som den vrede feminist ved
middagsbordet nok også erfarer – betragtes som en ondskabsfuld handling at spolere
den gode stemning.


https://www.youtube.com/watch?v=79HJj9PewU8