Udspiller nutidens intellektuelle parforhold sig på lige præmisser for mænd og kvinder? Ikke nødvendigvis, siger New York-forfatteren, Adelle Waldman. Hun har skrevet en skarp og vittig storbyroman om dating, der kan læses som en moderne kærlighedskritik. For social og erotisk kapital er - stadig – til forhandling mellem lagnerne.

Da de to 30-årige New York-intellektuelle, Nate og Hannah, er på deres første date i Adelle Waldmans bestsellerdebut Nathaniel P’s Affærer, diskuterer de litteratur. Det er der intet mærkeligt i. Nate har netop færdiggjort sin første roman og lever af et klækkeligt forskud, mens Hannah stadig skriver på sin. De er på mange måder det perfekte match. De er pæne, de er veluddannede. De er ligebyrdige.

Eller er de?

For mens samtalen bølger vittigt frem og tilbage om litteraturens berettigelse i det senmoderne forbrugssamfund, slår en tanke Nate en passant. Hannah har netop leveret en klog og skarp observation, men er den ikke lidt ufeminin? Kan den overhovedet være hendes egen? ’Han fornemmede intuitivt, at hun parafraserede en anden (en professor? Nabokovs Timer i litteratur?), og at den person var en mand’, som romanen slår an.

-Min bog handler om en snæver verden af mennesker, der lever af deres intellekt. Jeg har selv været denne selvbevidste, intellektuelle kvinde, der havde ambitioner om at skrive en bog. Og i mange år havde jeg en ubevidst fornemmelse af, at hver gang jeg stod til en fest i New Yorks intellektuelle indercirkel, talte mændene per refleks med de andre mænd. Det var ligegyldigt, hvor kloge og belæste kvinderne var. Det var som om, der lå en uudtalt forventning om, at kvinderne nok kunne være dygtige og pligtopfyldende, det var bare ikke sandsynligt, at deres tanker og meninger på samme måde var geniale eller dybt originale.

Sådan siger Adelle Waldman, der er landet i København for at promovere den danske udgivelse af sin roman, som blandt andet The New Yorker kårede som en af årets mest læsværdige romaner i 2013. Selv beskriver hun den som den roman om det moderne datinglivs præmisser, hun selv savnede at læse. Ikke en Bridget Jones’ Dagbog eller Sex and the City, selvom begge efter forfatterens mening har haft deres absolutte underholdende berettigelse. Men en roman, der turde gå ind i de dybere og også mørkere årsager til, hvorfor han – den selvbevidste, intelligente, veluddannede og ellers så politisk korrekte mand, man selv syntes, man havde en knitrende energi med – aldrig ringer tilbage. En seriøs, moderne kærlighedskritik, der kan læses som et kønspolitisk indspark om fordelingen af magt og privilegier i det moderne parforhold.

Mandens blinde vinkel

Adelle Waldman

Nathaniel P’s affærer er den 39-årige Adelle Waldmans debutroman. Hun har tidligere arbejdet som journalist, blogger og klummeskriver.

Romanen udkom på engelsk i 2013, og blev en omgående succes og samtaleemne i det litterære miljø i New York. Den udkom i på dansk i foråret 2016.

KVINFOs webmagasin har også tidligere beskæftiget sig med den mandlige dominans i kulturmiljøet. Læs: Om Ebba Witt-Brattströms 'Kulturmannen och andra texter

Adelle Waldman gjorde op med genrens pinligt-sjove intelligent-men-forvirret-singlepige-møder følelelsesmæssigt-utilgængelig-drømmemand-fortæller og krøb ind i Nate. En mand. Endda en mand, der er ’et produkt af en barndom i 1980-ernes postfeminisme og en collegeuddannelse i 1990-ernes politiske korrekthed. Han vidste alt om mandens privilegier’..

-Jeg var igang med at læse en roman, som var skrevet af en mandlig forfatter om en mand. Den var vittigt og klogt skrevet, men jeg følte, at jeg vidste mere om hans følelser, end forfatteren gjorde. Den flød over med sentimentalitet og selvretfærdiggørelse. Det holdt ikke rigtigt. Så jeg tænkte ved mig selv, at jeg kunne gøre det bedre. Hvorfor ikke? Jeg brugte det meste af mine 20-ere på at analysere alle mine kærester og alle mine veninders kærester. På den måde havde jeg lært ikke så lidt, fortæller Adelle Waldman.

-Mænd har en tendens til at se dem selv som det neutrale køn. Men en af fordelene ved at skrive romanen som kvinde, var at jeg kunne fokusere på aspekter af Nate, som en mand ikke ville lægge vægt på, fordi de virker basale eller neutrale. Men det var netop de aspekter, jeg gerne ville udforske. F.eks. hvordan han tænker om kvinders udseende. Eller den intellektuelle selvsikkerhed han har, selvom han ikke har noget at have den i endnu, og som han tager for givet. Ting, jeg lagde vægt på, som mænd ofte ikke virker særlig interesserede i at analysere, fortsætter hun.

Kærlighedens markedsplads

Som Adelle Waldman afslører i løbet af interviewet har hun haft en personlig fest i skriveprocessen med at droppe referencer til alt fra det 19. århundredes store romantiske romaner, hvor social og erotisk kapital forhandledes efter gældende samfundskonventioner, til Nates tanker om senmoderne kapitalismekritik.
For det er netop i dette spænd relationerne udspiller sig i Nathaniel P’s affærer. I følelsernes og begærets handelskammer. Der hvor kærlighedens kønspolitik er til evig forhandling.
For er mænds og kvinders præmisser lige i det moderne parforhold? Eller foregår der en udbytning på ulige vilkår? Det er et par spørgsmål romanen synes at stille.

-Samfundet er på mange måder blevet mere progressivt i forhold til kvinder. Vi har klart flere muligheder, men den der forhandling mellem begær og forventninger er stadig en del af den fundamentale menneskelige tilstand. Mænd oplever stadig at samfundet stryger deres ego mere med hårene. Når din status i verden er lidt mere begrænset, som den er for kvinder, betyder dine intime relationer mere. Du har brug for dem som et sted, hvor din identitet og dit selvværd valideres. Derfor bliver de vigtige for din følelse af lykke, forklarer Adelle Waldman.

-Nate har et set-up, der er meget behændigt for ham. Hans venskaber er dybe nok til, at han ikke føler sig ensom, men de er hverken besværlige eller udfordrende. Socialt set bliver han taget alvorligt og betragtet som en vigtig person. Hans karriere går også godt. Han har ikke brug for så meget mere.

-Og det er her kønsforskellen kommer ind. Det at udvikle empatiske evner og blive bedre til at agere i et kærlighedsforhold er en udvikling, der foregår over tid – og som oftest på grund af en indre nødvendighed. Og verden er indrettet på en måde, hvor kvinder føler den nødvendighed stærkere. Derfor er vi også bedre til at navigere i det.

Der er en tendens til at se den mandlige måde at agere i verden på som en model til efterligning, men lige på dette område tror jeg, at den kvindelige måde er den bedre, uddyber Adelle Waldman.

Den smertelige forskel

Samtidig cirkler romanen om en smertelig misforståelse. Efter Hannah og Nate kommer videre fra den første date og får et forhold, tager Hannah det for givet, at Nate er investeret i det af de samme grunde som hende. Hun søger den ligebyrdighed, hun føler validerer hende. Men Nates investering er en anden. Allerede inden den første date, har Han opregnet Hannahs ’markedsværdi’. Den er faldet ud til plussiden, men ikke nødvendigvis på grund af deres compatibility.

-Hendes intelligens og ligebyrdighed er delvist grunden til, at han vælger hende til. Men det er på grund af nyhedsværdien i de kvaliteter. Han har ikke mødt dem før hos sine andre partnere, så det er sjovt at prøve det. Da nyhedsværdien begynder at falme, har han ikke svært ved at lægge forholdet bag sig. Det er langt sværere for Hannah, som har haft en længsel investeret i at møde en, der var ligesom hende selv.

Det er ikke fordi, Nate er imod et intellektuelt jævnbyrdigt forhold. For ham er det blot en blandt mange muligheder. Det er ikke en forudsætning for ham, men det er sjovt at prøve på niveau med, at han ville få et kick ud af at date en yogainstruktør med den perfekte krop, siger Adelle Waldman.

Sexisme som automatreaktion

Under interviewet kommer vi begge ofte til at tale om Nate, som om han er en virkelig person, vi kender. Men vi er også begge to skrivende kvinder, og selvom Nate ikke eksisterer i virkeligheden, er vi hurtigt enige om, at vi har mødt en del mænd, der ligner ham ret så meget ret så mange gange. Adelle Waldman har også efter romanens udgivelse i USA til sin egen overraskelse modtaget et hav af emails, tweets og Facebookbeskeder fra mænd, der gerne vil have hendes råd til, hvordan de kommer videre i deres liv og ikke mindst bliver bedre til det med parforhold.

Det er vigtigt for Adelle Waldman at understrege, at hendes hovedperson Nate ikke er overfladisk i sin manglende investering i parforholdsligestilling. Han nyder bare lidt ureflekteret sit male privilege. Og så er han utroligt god til at retfærdiggøre sine egne tankemønstre, når han af og til glider over i godt gammeldags sexistiske overvejelser om Hannahs flappede mormorarme eller hendes intellektuelle mangler.

-Nate opfatter klart sig selv som en moderne mand, og jeg er heller ikke interesseret i at underspille det faktum, at han er anderledes end tidligere generationer af mænd. Han er ikke ligeså gennemgribende sexistisk. Han ved godt, at kvinder er intelligente, og at de, som Hannah, også kan være forfattere. Han er også et produkt af en langt mere progressiv uddannelse. Det stikker bare ikke så dybt. Han reagerer stadig udfra en sexistisk refleks i mange situationer. Det er en slags indbygget sexisme i ham. Det er ikke misogyni. Han hader ikke kvinder, og han kan godt lide at være sammen med intelligente kvinder. Han ser blot deres intelligens som en interessant facet ligesom et sæt flotte bryster og ikke som en essentiel kvalitet hos dem. Hans indbyggede sexisme giver ham en bestemt målestok, som han måler mænd ud fra, mens kvinder tilhører en anden kategori, siger Adelle Waldman.

-Selvom hans sexisme ligger dybt i ham, er det ikke fordi, han ikke kunne ændre på den, hvis han ville. Men han skal netop ville. Og han er simpelthen så langt fra overhovedet at være klar over, at den er der.
Han er også rigtig dygtig til at retfærdiggøre sine egne tanker og handlinger over for sig selv. Det er vi nok alle sammen, men Nate er særlig dygtig til det lige på det her punkt. Han dealer ikke med sine følelser, og derfor lærer han heller ikke noget af dem. Han har en slags dobbelt bogføring kørende, hvor hans mål ikke er at nå frem til en erkendelse. Han vil bare gerne have det godt med sig selv, fortæller hun.

Så når vi ser på det private plan, er ligestillingen i virkeligheden ikke nået særlig langt?

-Jeg vil ikke minimere de kæmpe fremskridt, som jeg mener, der er gjort, for de er så utroligt vigtige for os allesammen. Hvis jeg f.eks. ser på min mors liv i forhold til mit eget, så er det utænkeligt for mig ikke at værdsætte de muligheder, jeg har i dag. Men jeg tror absolut ikke, at tingene har ændret sig særlig meget på et dybere plan. Selvom jeg synes, at de forandringer, der er sket er både vigtige og reelle, har de ikke ændret ved de forestillinger, der eksisterer om mænds og kvinders intellekt i de intime relationer. Forandringen er en tynd film, der ligger på overfladen, og det er stadig utrolig vigtigt for os at se på det, der ligger nedenunder, slutter hun.