Udstillingen "Women Fashion Power" på London Design Museum viser, hvordan kvinder bruger tøj til at fremme deres egen position og udtrykke magt. KVINFOs Webmagasin anmelder.

Læs mere

Faktaboks:

Women Fashion Power, London Design Museum, 29. Oktober 2014 - 26. April 2015

Læs mere om udstillingen her.

Udstillingen er kurateret af chef-kurator på London Design Museum Donna Loveday og modejournalist- og historiker Colin McDowell.

Udstillingsdesignet er skabt af arkitekt og indehaver af Zaha Hadid Architects, Zaha Hadid.

Women Fashion Power er ifølge London Design Museum den til dato mest vidtrækkende udstilling i Storbritannien om moderne mode.

Da Helle Thorning-Schmidt vendte tilbage fra Bruxelles til dansk politik, var medierne fulde af kommentarer om hendes påklædning. Hendes stil var feminin, sikker og dyr og brød med de gængse regler for, hvordan man kunne klæde sig som en toppolitiker på venstrefløjen. Var den en hindring for hendes budskaber - eller hjalp den hende på vej til posten som statsminister?

Spørgsmålet om, hvordan kvinder bruger tøj til at signalere magt, er i centrum på en kontroversiel udstilling på London Design Museum med titlen "Women Fashion Power". Udstillingen viser, hvordan kvinder har brugt tøj gennem de seneste 150 år som svar på den stadig større opnåelse af magt og selvstændighed. Og udstiller helt aktuelle bud på tøj udlånt af 26 af verdens mest fremtrædende magtkvinder i dag. Blandt dem er stjernearkitekten Zaha Hadid, som også har designet udstillingen.

 

Hvor er Adam?

Ved indgangen til udstillingen er en planche, der ved første indtryk forestiller et Lucas Cranach-maleri af Adam og Eva fra 1528.

Det oprindelige maleri viser de to bibelske figurer på to forskellige paneler. De står lysende og kødelige frem på en mørk baggrund og holder små grene, som dækker deres køn. Eva holder et æble, mens en slange kommer ned til hende fra livets træ. Adam står i en afslappet og afventende position. Men her på udstillingen er panelet af Adam væk! Der er kun plads til Eva og en tekst, der fortæller, at det er her, det starter, det med tøjet.

På grund af Evas syndige æble blev menneskeheden bragt ud af tilstanden som nøgne og uskyldige. Nu tager hun hånd om klæderne og bruger dem vidende, forførende og på egne præmisser. Resten af udstillingen er herefter konsekvent helliget Evas yngre søstre. I en grad hvor der ikke en eneste gang enten bliver vist et billede af en mandlig model eller nævnt konkrete mandlige kommentarer på den rivende udvikling kvindemode har gennemgået. Det er mildest talt en alternativ og meget konsekvent form for kvinde-historieskrivning, vi er vidner til her.

 

Af med korsettet

Udstillingens største sektion bugner af eksempler på tøj i den vestlige verden fra ca. 1850 frem til i dag. Den er opdelt under temaerne: "Frihed fra begrænsninger" (1850-1900), "Frihed til at arbejde" (1900-1920), "Frihed til at træffe beslutninger" (1920-40), "Frihed til at have en profession" (1940-1960), "Frihed til at forblive ung" (1960-1970), "Frihed til at protestere" (1970-1990) og "Frihed til at vælge" (1990 - nu).

Først ser vi en række korsetter. De hænger som fugle på en snor og ligner torturinstrumenter. Som en venlig påmindelse om, hvor restriktivt tøj var for kvinder i de øvre samfundslag helt op i begyndelsen af 1900-tallet.

I samme rum er billeder fra Arts and Crafts- bevægelsens "æsteticisme", hvor kvinderne bar pludderbukser under kjolerne. Herfra er der en lige linje til suffragetterne, Storbritanniens første feminister. De klædte sig i skjorter med krave inspireret af mandens tøj, men med nydelige lange nederdele og hatte. Det feminine blev brugt som en bevidst strategi for ikke at give næring til deres modstandere, der fremstillede dem som hysteriske, mandhaftige og vulgære.

Udviklingen tog hurtig fart. Kvinder fik tøj til sport; til cykling, ridning og svømning. Og i 1914 tog den amerikanske designer Mary Phelps Jacob patent på sin nyopfindelse: BH'en. I samme periode, under første verdenskrig, fik kvinder arbejde både ved fronten og hjemme i produktionsindustrien. Vi ser civile uniformer til jobs ved jernbanen, på fabrikker, som sygeplejersker og chauffører.

I 1920'erne skete den helt store revolution, da Coco Chanel designede den første kvindehabit. Hun var inspireret af alle mulige stiltræk fra mandetøj, snittet blev sporty og praktisk og frigjorde for alvor kvinden fra tøj som en hindring for udfoldelse.

Strandpyjamassen blev introduceret i 1930´erne, først som et chict svømmetøj, senere som model for smart og afslappet hjemme- og aftentøj. Efterfulgt af bikinien fra 1946, der bliver skildret som et skridt på vejen mod retten til egen krop og frigørelse.

1950'erne bar præg af efterkrigstidens babyboom, og designerne satsede på de unge teenagepiger. Det var miniskørtet, der var vinyl, plastic og metal. De unge piger blev opfordret til at lege med tøjet, og de greb chancen frit og frejdigt. Det indvarslede sen-1960'ernes hippie-æra, med slå-om-kjoler, der var pludselig masser af print på stofferne, og brystholderen røg ud til højre.

 

Ekstremernes årtier

1970´erne var en ekstremt modsætningsfuld periode. Hippiebevægelsen blomstrede, og discobølgen gav mulighed for at lege med kønsidentiteter som aldrig før. Hvis ikke det er hård magt, vi ser her, blev paletten af muligheder til brug for personlige udtryk under alle omstændigheder udvidet gevaldigt.

I den anden grøft præsenterer kuratorerne det sæt, Margaret Thatcher bar, da hun blev ny leder af det konservative parti i 1975. Et ulasteligt turkisblåt sæt, jakke, nederdel og diskret stribet silketørklæde i halsen. Margaret Thatcher havde en pragmatisk tilgang til sit tøj og var uhyre bevidst om, at hun agerede på mandens bane. Hun gik endda til stemmetræning for at lære at tale med en dybere stemme. Hendes stil kom til at præge fremtidens kvindelige politikere.

I stor kontrast og opposition hertil fulgte punken, vi ser fx kreationer af Zandra Rhodes og Vivienne Westwood. Antimoden og grimheden fik sit første markante udtryk i tøjets historie.

Power-suitet: skulderpuder, stram nederdel eller bukser, høje hæle og højt hår dominerede i 1980´erne, hvor kvinderne fik jobs på advokatkontorer og i forretningsverdenen. Den nye status og det glamourøse blev skildret i serier som "Dallas" og "Dollars". De androgyne linjer i moden blev også inspireret af popmusikkens ikoner som Annie Lennox, David Bowie og Grace Jones.

1990'erne var grunge og girl-power, fx Spice Girls, og kostumer fra "Sex in the City" dannede mode. Det var korsetter og undertøj uden på tøjet som fx brugt af popsangeren Madonna designet af Jean-Paul Gaultier. Det, der før var intimt, blev brugt som et aggressivt våben.

I de seneste 25 år har modeindustrien undergået en om muligt endnu større forandring og er ifølge kuratorerne i dag ekstrem foranderlig, nu taler vi om skift fra sæson til sæson. Catwalk shows og "street trends" bliver øjeblikkeligt omsat til almindelige forbrugeres liv. Tøj bliver bestilt over nettet og skræddersyes på 24 timer. Og i dag er trendet især at se i den voksende bekymring for klimaforandringer og de sociale og arbejdsmæssige forhold kvinder i den 3. verden er underlagt som en del af modeindustrien, hvor øko-bølgen er en realitet.

 

Nutidens magtfulde kvinder

Hvordan signalerer nutidens kvinder så magt? Rækker af mannequin-dukker iklædt tøj fra personligheder som Paris´ borgmester Anna Hidalgo, BBC-ikonet Kirsty Walk, direktør for menneskerettigheds-organisationen Liberty Shami Chakrabarti og Prinsesse Charlene af Monaco giver os en flig af svaret. Ved siden af dukkerne er nogle små skilte med citater fra de pågældende kvinder, der fortæller, hvorfor de har valgt netop det udstillede sæt tøj, eller hvordan de generelt forholder sig til beklædning.

Det lader til, at professionen har indflydelse på påklædningen. De kvindelige politikere er i jakke og nederdel, prinsesserne i lange aftenkjoler, kunsterne og de kreative chefer i autoritativt avantgardetøj. Forretningskvindernes beklædning varierer efter, hvilken branche de arbejder i.

Et eksempel er Livia Firth, direktør for firmaet Eco-Age. Hun har valgt en kjole af den britiske designer Stella MaCartney fra serien "Green Carpet". Den er håndlavet af stoffer skabt af genbrugsmateriale på vævefabrikker i Tyskland og Italien. Hun udtaler: "Etisk mode giver dig magt. Når du bærer det, bærer du også de smukke historier om de mennesker, der lavede tøjet. Vi har ingen forbindelse med tekstilarbejderne i den anden ende af produktionskæden, som ofte er kvinder, der lever på den anden side af kloden. Som kvinder bør vi forene os. Vi som forbrugere, de som tekstilarbejdere. Stella MaCartneys Green Carpet kollektion indeholder denne besked og viser, at vi sammen kan gøre en forskel."

Sangerinden Skin, der udstiller en dramatisk sort kjole og jakke med store messingskinnede ærmer som fulgevinger, har dette citat: "Jeg elsker mode. Som forsanger for et rock band er min scenestil en meget vigtig del af min identitet. Det er interessant at udvikle den visuelle side. Jeg er ikke en slave af mode, jeg er bestemt ikke et blankt lærred. Jeg kommer med personlighed, en helvedes masse individualisme og tonsvis af attitude, og det er direkte påvirket af, hvordan og hvilket tøj jeg bærer".

Vivienne Westwood viser et stykke tøj frem fra serien "London", der - usædvanligt for udstillingen - inddrager manden. Tøjet ligner en lang dronningekåbe men holdt i et meget enkelt snit af rosa stof. Over det venstre bryst er hæftet et portrætfoto i et plasticchartek af en mand i soldateruniform påskrevet teksten "Truth". Hun siger:" Alle mine designs er magtfulde, selv hvis de er smukke eller dumme eller mandhaftige. De giver dig alle sammen magt, fordi de gør dig i stand til at lege med din identitet".

Hendes udsagn opsummerer i virkeligheden udstillingens budskab. For som en af udstillingens kuratorer, modejournalist- og historiker Colin McDowell siger: "Tøj er en kommunikationsform, der understøtter den identitet eller den rolle, kvinder spiller på den globale verdensscene. Og alle intelligente kvinder tager det fra moden, de har brug for". Her tvister Vivienne Westwood mandens status. Han bliver til et emblem, som en stor plasticbroche. Som soldat og undersåt for dronningen?

 

Frihed til at vælge?

Er det virkelig så let, kan man så spørge. For mode er, som alle andre emner, der omhandler sociale koder, enormt komplekst. Umiddelbart skriger alle indsigelser da også til himlen: Hvordan kan man undgå at underlægge sig konventioner og andre - både mænds og kvinders kritiske blikke, fordomme og forventninger, når man vælger sin fremtrædelse? Det kuratoriske valg gennem udstillingen kan da også nogle gange virke tvivlsomt. Er det nu helt rigtigt, at miniskørter, nylonstrømper og bikinier blev opfundet for at styrke kvindens position? Det er svært helt at tro på en udstilling, der ignorerer sin udprægede kønspolitiske kontekst.

At Adam er smidt helt ud af scenen, er både udstillingens styrke og svaghed. Styrke, fordi det understreger den historie, kuratorerne gerne vil fortælle om, at kvinden er hovedaktør for udviklingen, og så at sige selv tog bukserne på op gennem 1900-tallet. Men svaghed, fordi det er umuligt at lukke øjnene for, at denne udvikling er foregået i en magt- og kønspolitisk virkelighed, hvor kvinder stadig kan blive opfattet, som om de er på udebane, når de betræder magtens bonede gulve, og dermed er langt fra den uafhængighed, som udstillingen postulerer.

Men går man tilbage til udstillingens optimistiske vinkel, er tøj et strategisk kommunikationsredskab i flg. kuratorerne. Et redskab der, ironisk nok, er mere tilgængeligt for kvinder end for mænd, som ofte er fastlåst i deres jakkesæt og kun kan spille på de specifikke kendetegn, der er ved deres hår og slipsefarve. Kvinders tøj kan i langt højere grad signalere et specifikt budskab og ved at forstå dette, kan kvinder bruge tøj til at understøtte deres egen agenda stærkere end mændene.

Fra at være begrænset af tøjet - står kvinden altså i dag, ifølge kuratorerne, med hænderne fulde af muligheder for at fremme deres position og opnå magt - gennem tøj.

Og så er det bare at bruge dem!