Før kommunalvalget i 2015, herskede der ”almindelige” tilstande i Norge – når vælgerne gik til stemmeurnerne, så stemte flertallet på mænd, der i forvejen havde politisk erfaring. Og således kunne det have fortsat, hvis ikke regeringen havde taget et initiativ, der kom til at ændre det politiske billede i flere af landets kommuner.

Austrheim er en lille kommune på Vestlandet, halvanden times kørsel fra Bergen. Det er en af de kommuner, hvor bystyrets sammensætning har ændret sig radikalt.

”Op til kommunalvalget i 2015 sagde jeg flere gange, at jeg frygtede, at kvinderne havde en tendens til at stemme på mænd. Det måtte de holde op med – de måtte begynde at tænke sig om, hvis de virkelig ønskede at få kvinder ind i bystyret”, siger borgmesteren i Austrheim, Per Lerøy (AP).

Den socialdemokratiske borgmester er stolt af sin kommune – for fire generationer siden blev den regnet som en af Europas fattigste – i dag hører den til en af de rigeste på grund af olien. 3000 indbyggere og mange udenlandske oliearbejdere præger kommunen, som består af knap 500 øer og holme, som bliver holdt sammen af 15 broer.

Køn i norsk kommunalpolitik

  • Ved valget i 2015 blev der valgt 39 procent kvinder ind i de norske kommuner (Danmark: 29,7 procent)
  • Det var en lille stigning fra forrige valg på omkring 1 procentpoint.
  • Både kvindeandelen og udviklingen er meget ujævnt fordelt mellem kommunerne.
  • I hovedstaden Oslo faldt kvindeandelen ved sidste valg fra 46 til 39 procent – den laveste i 25 år.
  • I Norges næststørste by Bergen steg den fra 43 til 48 procent.

Læs om kønsbalancen i Danmark på KVINFOs temaside om køn og kommunalpolitik

Før valget i 2015 var kun fire af bystyrets 17 medlemmer kvinder, og det selvom partierne forsøgte at opstille lige mange kvinder og mænd på valglisterne. Vælgerne – både mænd og kvinder – stemte først og fremmest på mænd og helst mænd med politisk erfaring.

Dette er ikke et specielt tilfælde, men snarere en tendens i norsk kommunalpolitik, fortæller forsker og ph.D i statsvidenskab Signe Bock Segaard fra Institutt for Samfunnsforskning i Oslo:

”Hvis det alene var partierne og deres lister, der afgjorde valget, så ville kvinderepræsentationen på landsbasis i dag være over 40 procent”, fortæller Segaard.

Vælgerne vil have erfarne mænd

De norske partier – bortset fra Fremskrittspartiet – har alle en norm om, at der skal være lige mange kvinder og mænd på valglisterne netop for at forsøge at få kønsbalance ind i politikken. Alligevel er det oftest en erfaren mand, der bliver sat op som nummer et på valglisterne.

”Og fordi vi som vælgere kan afgive personlige stemmer, så er vi med til at sørge for, at kvinderne ikke bliver valgt ind – ikke fordi vi ønsker at fremme et bestemt køn, men fordi vi vurderer, at politisk erfaring er vigtigere end køn, når vi skal sætte vores kryds. Derved opstår der en negativ spiral fordi vi ved, at mænd har mest erfaring,  er mest synlige og dermed har de også alt andet lige større vælgerappel. Vi ved fra tidligere valg at vælgernes personstemmer har en klar tendens til at være i disfavør af kvindelige kandidater”, forklarer forsker Segaard.

De norske kvinder udgør i dag 39 procent af landets kommunalpolitikere og tallet har hele tiden været stigende, om end med meget små procentpoint de sidste år. Men i forhold til deres danske medsøstre, ligger de norske kvinder bedre – i Danmark udgør kvinderne kun 30 procent af de kommunale politikere.

Alligevel er norske myndigheder ikke tilfredse; Kommunal- og Moderniseringsdepartementet har de sidste mange år fået lavet adskillige ekspertundersøgelser for at finde ud af, hvorfor kvinderne stadig udgør under halvdelen af de folkevalgte i kommunerne. Borgmesteren fra Austrheim husker udmærket tiden før 2015, hvor kommunen i mange år sled med få kvinder i bystyret:

”Jeg følte det var lidt pinligt dengang”, siger borgmester Per Lerøy.

Derfor satte han og kommunalbestyrelsen sig for at undersøge hvordan det stod til andre steder og fik svaret fra en nabokommune, hvor man havde fået balance i kønsrepræsentationen efter grundige debatter og diskussioner med det mål at bevidstgøre politikere og vælgere, og hvor man havde justeret på mødetidspunkter således, at småbarnsforældre også kunne deltage aktivt:

”Det blev en vækker! Vi begyndte at snakke om, hvordan vi skulle ændre forholdene i Austrheim, og så blev vi kontaktet af Kommunal- og moderniseringsdepartementet i regeringen, der ville høre om vi havde brug for hjælp fra en forsker.”

Korte møder, frugt og vand

Om forskningsprojektet

Forskningsprojektet "lokalvalgdagen" blev sat i gang af Kommunal- og moderniseringsprogrammet efter lokalvalget i 2011.

De 72 kommuner, hvor kvindeandelen var under 30 procent fik tilbud om at deltage i projektet.

Processen, konklusionerne og anbefalingerne fra Kommunal- og moderniseringsdepartementet kan læses i rapporterne ”Kvinner i lokalpolitikk 2015. En statusevaluering”, og ”Likestilt lokalpolitikk? En kunnskapsstatus” samt på projektets hjemmeside: Lokalvalgdagen

Og det er her den danske forsker, Ph.d. Signe Bock Segaard, kommer ind: Segaard var leder af den forskergruppe, der havde fået til opgave af Kommunal- og moderniseringsdepartementet at undersøge, hvorfor kvindeandelen varierer så meget i de mange forskellige kommunalbestyrelser.

Målet var at få diskussioner i gang og finde løsninger på det, som regeringen betragtede som et demokratisk problem: At kvinder udgjorde under 30 procent af lokalpolitikerne i mange kommuner. Og løsningerne skulle findes, før partierne gik i gang med at opstille kandidater til kommunalvalget i 2015.

I Austrheim steg kvindeandelen i kommunalbestyrelsen fra 23,5 procent i 2011 til 58, 8 procent ved det sidste valg i 2015:

”Jeg tror vi klarede at formidle signaler meget tydeligt til både vælgere og nominationsudvalgene i partierne. Vælgerne skulle glemme det, de plejede at gøre, nemlig at stemme på de sædvanlige mænd, og nominationsudvalgene skulle sikre, at der var lige mange kvinder og mænd på kandidatlisterne”, fortæller Per Lerøy.

Kommualbestyrelsen diskuterede, om møderne skulle flyttes fra aften til dagtid, men har foreløbig holdt fast ved aftenmøder:

”Vores møder starter klokken atten – til gengæld får jeg ros når jeg kører møderne stramt og slutter klokken 20. Det sætter i sær kvinderne pris på – og så serverer jeg frisk frugt, vand og kaffe. Før i tiden, før kvinderne kom ind, fik vi bare sodavand”, men det er slut nu, siger borgmesteren fra Austrheim.

Ikke så langt fra Austrheim ligger en anden lille kommune, Sømna, ud til havet. Sømna var i samme situation som Austrheim: efter valget i 2011 blev bare 3 kvinder stemt ind i kommunalbestyrelsen. Så kom forskerne fra Oslo på besøg med deres analyser og diskussionsoplæg, og i dag udgør kvinderne 58,8 procent – lige som i Austrheim. Andrine Solli Oppegaard fra Arbeiderpartiet blev valgt til borgmester i 2015:

”Partierne har krav om, at der skal være 50 procent kvinder på listerne og alle vores møder i kommunen begynder klokken 9 og slutter klokken 16.”

Borgmester Oppegaard tror, at noget af grunden til, at kvinderne rykkede frem efter forrige valg kan skyldes, at mange kvinder i dag arbejder i den kommunale sektor og har børn og måske forældre, som har behov for kommunale tjenester - dette kan medvirke til, at kvinderne er blevet mere politiske bevidste.

”Jeg tror vi får god træning i at bidrage og tage ansvar fra tidlig alder, noget jeg ikke håber går på bekostning af mændenes engagement og deltagelse, men langs hele kysten, hvor Sømna altså ligger, har kvinderollen altid været stærk – det er ikke mange generationer siden, at en stor del af kvinderne var alene om at passe smålandbrug store dele af året, mens mændene var ude på havet og fiske. Men vi er en lille kommune og små ændringer giver store udslag her”, siger den socialdemokratiske borgmester Andrine Solli Oppegaard.

Fokus på køn – også efter valget

Det, der virker i en kommune, virker ikke nødvendigvis i en anden kommune – eller som Signe Bock Segaard fra Institutt for Samfunnsforskning i Oslo forklarer det:

”Man kan ikke give én opskrift på, hvordan man får rettet op på ubalancen i kønsfordelingen i kommunalpolitikken – det er forskelligt fra kommune til kommune, hvad der virker, og det samme gælder, når man skal finde årsagerne til ubalance – hvis man virkelig ønsker balance, så må man ned i hver enkelt kommune og undersøge årsager og løsninger lokalt.”

Kønsbalance kommer altså ikke af sig selv – der skal arbejdes for det. I projektet ”Lokalvalgdagen” fra Institutt for Samfunnsforskning fremhæver forskerne blandt andet vælgernes tendens til at give personstemmer til mænd med politisk erfaring, som noget partierne kan reflektere over og arbejde med, for eksempel ved at partierne bliver bedre til at fremhæve kvinder på valglisterne, opstille lige antal kvinder og mænd, tænke på, at politisk erfaring er noget, som både mænd og kvinder har brug for i politikken, og gerne placere en kvinde på førstepladsen, med mindre der efterspørges særlige kvalifikationer, som gør, at manden skal prioriteres.

Og så viser forskningen, at unge kvinder i større grad end deres mandlige kolleger trækker sig fra lokalpolitikken, når de får børn. Det kan for eksempel skyldes, at flere kvinder oplever det bliver for vanskeligt at forene de mange aftenmøder med et familieliv. Derfor er der god grund til at overveje, hvordan man organiserer møder i kommunalbestyrelserne.

Og endelig, fortæller forsker Signe Bock Segaard, er det nødvendigt at holde et konstant og vedvarende fokus på kønsubalance:

”Hvis fokus kun er på selve valget og på, hvordan partilisterne ser ud, hvem der står som nummer et og nummer to, så bliver det utilstrækkeligt. Hvis kommunerne ønsker balance mellem kønnene, så må de fastholde fokus – også i hverdagen og i tiden mellem valgene, der hvor det praktiske arbejde finder sted. Hvornår har vi møderne, hvem får de vigtige opgaver i partierne, hvem kontakter de lokale medier, og hvem stiller op til interviews og bliver synlige i lokalsamfundet.  Det er alt sammen ting, som er vigtige at forholde sig til hele tiden, hvis man ønsker balance.”

Køn er ikke tabu i Norge

En af årsagerne til, at nordmændene og –kvinderne fører over danskerne, når det gælder andelen af kvindelige kommunalpolitikere, kan også ligge i det faktum, at man i Norge ikke er bange for at diskutere køn og kønsubalance.

Rikke Hope er gruppe- og styreleder i partiet Høyre i Austrheim og er altså borgmester Per Lerøys politiske modstander:

”Jeg tror kønsbalance generelt er vigtigt for nordmænd, og der har lige siden krigen været arbejdet meget med kønsbalance – alligevel er der fortsat lang vej at gå, og som både gruppe- og styreleder har jeg et stort ønske om, at vi får en kvindelig borgmester i Austrheim.  Det har denne kommune endnu ikke haft.”

Forsker Signe Bock Segaard er enig med politikeren fra Austrheim, når det gælder befolkningens forhold til ligestilling:

”Jeg tror, der er en forventning i befolkningen om, at det er helt naturligt, at der sættes fokus på ligestillingspolitik. Det er ikke tabu i Norge. Når regeringen, uanset hvilken partifarve den har, bevilger flere millioner kroner til forskning i køn og ligestilling og direkte går ind og financierer et center for ligestillingsforskning (CORE, red), så giver det nogle signaler til befolkningen om, hvad man vil, og hvordan man prioriterer.”

Norge var det første land i verden, der indførte kvindekvoter i bestyrelserne til de store almene aktieselskaber. Men kvoter er ikke en ny opfindelse. Allerede i 1992 blev det skrevet ind i kommuneloven, at mindst 40 procent af alle formandskaber og udvalg skal besættes med kvinder og mænd. 

Alligevel skal man være lidt forsigtig med at sammenligne Norge og Danmark – der er store demografiske forskelle – f.eks har Norge i dag 426 kommuner som i indbyggertal spreder sig fra 201 i Utsira Kommune til over en halv million i Oslo – og ind i mellem disse yderpunkter findes der ganske mange små kommuner med mellem 2000 og 5000 indbyggere.

Men i Oslo hænger de lidt bagefter, når det handler om kønsbalance i bystyret, som svarer til byrådet i en dansk kommune – her blev bare 38,9 procent af pladserne besat af kvinder ved kommunalvalget i 2015. Ved det forrige valg i 2011 udgjorde kvinderne 45,8 procent i landets hovedstad. Og selvom de to største partier, Arbeiderpartiet og Høyre begge havde hver anden kvinde og mand på valglisterne, endte det alligevel med, at kvinderne blev stærkt underrepræsenteret i de to partier.  Vælgerne prioriterede politikere med erfaring, og da kvinder i gennemsnit har 5,2 års politisk erfaring mod mændenes 8,7 år, ja så fik de mandlige kandidater i Oslos bystyre et forspring.

Alle skal være med

Om forfatteren

Ulla Kusnitzoff er dansk journalist med mange års erfaring fra Danmarks Radio og TV2. Hun har boet i Oslo siden 2003 og leverer artikler og radioprogrammer om norske forhold.

Emner som køn, ligestilling, børn og ældre er blandt hendes favoritter og belyses gerne i en kontekst, hvor demokrati er centralt. Hun studerer desuden pædagogik på UCC i København.

Men helt sort er det ikke i Oslo, set ud fra et kønsspecifikt synspunkt: Byen har byparlamentarisme og er delt op med et bystyre (byråd, red) – hvor altså kun 38,9 procent af pladserne gik til kvinderne. Bystyret vælger hvem, der skal sidde i byrådet og have den udøvende magt, og her har kvinderne til gengæld flertal med fem ud af 8 pladser - byrådet svarer til magistraten i København, hvor fagborgmestrene og overborgmesteren sidder. Og på toppen af det hele og som Oslos ansigt udadtil, sidder ordføreren Marianne Borgen fra Socialistisk Venstreparti. Hun er leder af hele bystyret og ærgerlig over, at kvindeandelen gik tilbage ved valget i 2015:

”Målet må være at kvindeandelen går op – og gerne en periode med kvindeligt flertal – men ellers balance, fifty-fifty, fordi vi kvinder kommer med en anden erfaring og en anden kundskab end mændene; kvinder tager i højere grad ting op omkring, hvordan vi ønsker vores byer skal indrettes og udvikles, og vi er stærkt engageret inden for områder som skole, omsorg og for eksempel overgreb mod kvinder – mænd beskæftiger sig også med dette, men kvinderne gør det i meget høj grad.”

Synspunktet om, at kvinderne kommer med en anden erfaring og kundskab får støtte oppe i Austrheim, hvor borgmester Per Lerøy (AP) stadig bliver flov ved tanken om, hvor få kvinder vælgerne stemte ind ved tidligere valg. Han mener, at det kan ses og mærkes på den politik, der føres i kommunen, at der i dag er flere kvinder på rådhuset:

”Helt sikkert! Kvinder har et andet værdisyn end mænd, og det er med til at farve politikken. Jeg er sikker på, at vi får et bedre samfund, fordi vi får flere bløde værdier ind som mænd ofte ikke ser – det kan blive lidt ensporet kun at tænke værdiskabelse og de lidt hårdere værdier.

Per Lerøy fortæller, at særligt børneområdet er blevet stærkt prioriteret de sidste år. Der satses mere på skolernes faglige indhold, og bygninger moderniseres. Og så er der klimaet inde på rådhuset – det har forandret sig, mener borgmesteren:

”Jeg trives virkelig med det styre, vi har nu – tidligere kunne det være ganske tøft på møderne. Selvom vi har forskellige synspunkter og er uenige om ting, så respekterer vi hinanden og er blevet bedre til at diskutere os frem til løsninger, og det mener jeg i høj grad skyldes, at kvinderne er blevet stærkt repræsenteret i kommunalbestyrelsen.”

Her bakkes borgmesteren op af sin politiske modstander, Høyre-lederen Rikke Hope:

”Møderne har roligere rammer nu end i forrige kommunalbestyrelse. Jeg tror det skyldes, at højere kvindeandel indbyder til et mere diplomatisk og formelt miljø.”

Borgmester Per Lerøy mener, at det er ekstremt vigtigt, at staten hele tiden går foran og italesætter køn og problemerne omkring kønsubalance, fordi det dybest set handler om at sikre demokratiet:

”Når man skal bygge et lokalsamfund, er det utrolig vigtigt at alle er med. Hvis kvinderne bliver underrepræsenteret, så bliver deres holdninger også ofte kørt over af mændene. Hvis du har for lav kvinderepræsentation, så udnytter du ikke de ressourcer, der er i samfundet, godt nok. Det er udemokratisk.