Kommunalpolitikerne ligner ikke deres vælgere. Kvinder, unge, pensionister, lavt uddannede og etniske minoriteter er blandt de grupper, hvis erfaringer mangler i byrådssalene, og billedet har stort set ikke ændret sig de sidste 20 år. KVINFO spørger professor i statskundskab Ulrik Kjær, der står bag en ny undersøgelse, hvorfor det er sådan, om det er et problem, og hvad man kan gøre ved det? Han håber, at vælgerne til november tager sagen i egen hånd.

50-årig mand. Etnisk dansk. Kort eller mellemlang videregående uddannelse og offentligt ansat. Det er en typisk profil på en af landets 2.444 byrødder.

En af konsekvenserne af vælgernes kryds ud for den typiske kandidat er, at andre grupper i samfundet er underrepræsenterede i byrådssalene og det demokratiske arbejde.

Det gælder kvinder, unge og pensionister, borgere med anden etnisk baggrund end dansk, folk udenfor arbejdsmarkedet, lavt uddannede og lavindkomstgrupper. Det viser en undersøgelse af kommunalvalget i 2013, som Ulrik Kjær, en af landets førende eksperter inden for kommunalpolitik, har gennemført. Undersøgelsen er offentliggjort i bogen ”KV – Analyser af kommunalvalget 2013”.

Om det er ønskeligt, at politikerne ligner deres vælgere, er grundlæggende et spørgsmål om holdninger, men det har nogle konsekvenser og klare ulemper, at vælgerne er skævt repræsenteret, vurderer Ulrik Kjær. Det vender vi tilbage til.

Radar, mætningspunkt og fluebensargument

Fakta om vælgerne og politikerne

Mænd/kvinder: Selv om kvinder udgør lidt over halvdelen af vælgerbefolkningen, er under 30 % af medlemmerne i byrådene kvinder. Det er væsentligt færre end i Folketinget, hvor kvindeandelen ved sidste folketingsvalg landende på knapt 38 %. Begge tal ligger under forholdstallet 40/60, som man traditionelt anser for at være den lavest mulige, for at man kan tale om en balance mellem kønnene.

Alder: Kommunalpolitikerne er også mere midaldrende end vælgerne. Kun 5,5 % af medlemmerne er under 30 år, selv om de 18-29-årige udgør næsten 19 % af vælgerne.

Oprindelsesland: Næsten 6 % af dem, der kan stemme til kommunalvalg, har anden baggrund end dansk, mens 3,7 % af de indvalgte kommer fra andre vestlige lande og ikke-vestlige lande.

Uddannelse: Ser man på forskellen i uddannelsesgrad har lidt over 28 % af befolkningen en videregående uddannelse. Det samme gælder derimod næsten 52% af politikerne i kommunerne.

Beskæftigelse: Den største skævhed mellem politikere og vælgere finder man i gruppen uden for arbejdsmarkedet. Studerende, pensionister, arbejdsløse osv.  udgør lidt over 41 % af vælgerne, men de er blot repræsenterede med lidt over 5 % i kommunalpolitik.

Indkomst: Selv når man renser indkomsttallene for det vederlag kommunalpolitikere får, har de en højere indtægt end vælgerbefolkningen. Gennemsnitsindkomsten for et byrådsmedlem er ca. 570.000 kr., mens den er 300.000 kr. for vælgerne. 
 

Ser man på kønsbalancen i byrådssalene, er forholdstallet 30/70 for kvinder og mænd, selv om kvinder udgør lidt over halvdelen af vælgerne. Siden valget i 2013 er således blot 29,7 % af landets byrådsmedlemmer kvinder. I forhold til valget fire år før, er det et fald, idet vælgerne i 2009 sendte 31,8 % kvinder ind i rådhusene.

Den typiske profil overrasker hverken Ulrik Kjær eller vælgerne:

”Vælgernes forestilling om, hvordan en typisk kommunalpolitiker ser ud, lever i høj grad op til virkeligheden. Omvendt har udvikling hen imod at få en højere kvindeandel stået i stampe i rigtigt mange år. De midaldrende mænd bliver ved at sidde på flæsket. Hvis vi spoler tiden 20 år tilbage, var kønsbalancen nogenlunde den samme som i dag, men der var jo nok en del, der har haft en forestilling om, at det billede ville blive ved med at rykke sig. Men der er ikke sket så meget.”

Ulrik Kjær forklarer den aktuelle situation med tre nøgleord: Radar, mætningspunkt og fluebensargument:

”Kønsproblematikken er røget under radaren i valgkampene, og det virker som om, vi med 30 % kvinder har nået et mætningspunkt hos vælgerne. Sådan set er der et reelt ønske i kommunerne om en bred repræsentation og en vilje til at bevæge sig i den rigtige retning. Men når partierne opstiller kandidater, og vi som vælgere sætter kryds, er der en tendens til, at vi sætter et flueben: Køn, det har vi ordnet. Vi har fået ligestilling i samfundet, så det behøver vi ikke at beskæftige os med. Når jeg er rundt for at tale om kommunalpolitik, sporer jeg også en vis træthed i salen, når man nævner ”kønsbalance”. Og hvis holdningen er, at der er ligestilling, når kvinder er oppe på 30 % i kommunalbestyrelserne, så er der jo ikke længere nogen, der kæmper for at få flere kvinder med. Det, opfatter jeg, er det den store hindring for, at vi kommer over 30 %.”

Grupperne klumpspiller på midtbanen

Kvinderne er især ramt af, at også andre grupper kæmper om opmærksomheden, og at vælgerne har været optaget af andre spørgsmål, vurderer Ulrik Kjær. Efter kommunesammenlægningen i 2007 har vælgerne især prioriteret, hvor i kommunen kandidaterne bor.

”Kvinderne kommer til at stå i skyggen af nogle af de andre grupper, som vi gerne vil have med. Ved de sidste par valg har der været meget fokus på de unge. I nogle kommuner har kandidater med anden etnisk baggrund end dansk fået personlige stemmer, fordi man har haft en diskussion af, at de historisk har klaret sig dårligt. Men mest opmærksomhed har geografien i kommunen fået. Her er det lykkedes for dem, der bor uden for centerbyerne, at få en flot repræsentation. Der er altså klumpspil på midten i øjeblikket. Alle fire er vigtige grupper, og derfor kommer de til at kæmpe om opmærksomheden. Og kvinder har i mange sammenhænge trukket det korteste strå.”

Kun hver 4. kvinde stemmer på en kvinde

Partierne siger, at de gerne vil have kvinder med – men ikke så meget, at de lader køn trumfe andre hensyn. Partiforeninger vil ikke gøre noget for positiv særbehandling, forklarer Ulrik Kjær.

”Det er lidt det samme med vælgerne. De stemmer hverken kvinderne op eller ned på listen. Det gælder både de mandlige og kvindelige vælgere. Det tal, der har overrasket mig mest i vores undersøgelser, er faktisk, at kun 25 % - eller hver fjerde kvinde - stemte personligt på en kvindelig kandidat ved kommunalvalget i 2013. Jeg troede selv, at det tal ville være meget højere. Det overrasker også andre. For når jeg kommer rundt og taler med folk, plejer jeg at bede dem om at gætte. Det er sjældent, at nogen gætter under 25 %."

Grupperne har forskellige perspektiver

Om Ulrik Kjær

Ulrik Kjær er professor, cand.oecon., ph.d. ved Institut for Statskundskab på SDU, Syddansk Universitet.

Til artiklen er han interviewet om konklusionerne i ”Ligner kommunalpolitikerne deres vælgere” skrevet af Jørgen Elklit, Christian Elmelund-Præstekær og Ulrik Kjær fra bogen ”KV13 – Analyser af kommunalvalget 2013” (2017).

Der er både strukturelle forklaringer og normbaserede årsager til, at partiforeninger ikke opstillet flere kvinder, og at kvinder ikke står i kø for at gå ind i byrådsarbejdet, påpeger Ulrik Kjær.

”Kommunalpolitik tager op mod 20 timer om ugen, og du er nødt til at have et lønnet job ved siden af. Den kombination har kvinder åbenbart sværere ved at få til at gå op end mænd. Måske fordi de stadigvæk trækker hovedparten af læsset derhjemme. Også opfattelsen af kulturen i det kommunalpolitiske arbejde og opfattelsen af, at et byrådsmedlem er en midaldrende offentligt ansat mand, konflikter med intentionen om ligestilling.
Forskningsmæssigt har vi heller ingen dokumentation for, hvad det betyder at have flere kvinder i kommunalpolitik. Vi ved faktisk ikke, hvad det er, vi går glip af, når vi ikke har flere kvinder med. Så der mangler den type af forskningsbaserede argumenter eller tal med to streger under”.

Grundlæggende er det overraskende, at repræsentationen i kommunal politik er så skæv, mener Ulrik Kjær. Det kommunale styre er nemlig traditionelt baseret på en bred folkelig repræsentation og en forventning om, at den fulde demokratisering slog igennem ved, at alle grupper blev repræsenterede.

”Det kan godt være, at der ikke behøver at være et fuldstændigt spejlbillede mellem politikerne og vælger. Men lige netop i kommunalpolitik må vi være interesserede i at få sammensat kommunalbestyrelsen på en måde, så der sidder så forskellige mennesker som muligt. Byrådsmedlemmerne skal jo tilføre politikken lokalkendskab, viden og erfaring, så de kan designe en skolestruktur, der passer til forholdene i kommunen, at finde den rigtige placering til industriområder eller fordele kulturstøtte ud fra deres viden om borgersammensætningen. Derfor vil vi gerne have politikere ind, som har forskellige perspektiver og forskellige erfaringer, og som fx har børn i daginstitutioner eller bruger den offentlige transport.

Hvis mange medlemmer har de samme erfaringer, mangler der andre erfaringer. Er der mange mænd, mangler de forskellige erfaringer, som flere kvinder kan bidrage med. Det samme gælder for de andre grupper, vi taler om.”

Det kan rokke ved tilliden til politikerne og beslutningerne

Den manglede repræsentation af bestemte grupper kan principielt medvirke til, at vælgerne mister tillid til politikerne og til de beslutninger, de træffer.

”Hvis en 22-årig enlig mor synes, at det er svært at få hverdagen til at hænge sammen, fordi buskørsel og åbningstider i daginstitutionen ikke fungerer set ud fra hendes virkelighed. Og hun ved, at de politiske prioriteringer er truffet af mænd, hvor den yngste er 43 år, så kan det da godt være, at hun tænker: Dem, der sidder og træffer beslutningerne, de ved ikke, hvordan det er at være enlig mor her i kommunen. Og så kommer mistilliden.
Det er et af argumenterne for, at kommunalbestyrelser har ekstra brug for at have forskellige grupper med, selv om det selvfølgelig er et politisk spørgsmål, om man synes, at byrådet skal være bredt sammensat.”

Det er nødvendigt med debat

Læs mere om ligestilling og politik

På KVINFOs hjemmeside finder du et omfattende tema om Demokrati og Ligestilling i 100 år.

Her ligger blandt andet et historisk overblik siden kvinderne fik valgret til kommunalvalgene i 1909.

Hvis man vil grave lidt dybere, så blev der til jubilæet den gang udarbejdet et festskrift, med en række artikler, som grundigt behandler både den historiske udvikling og problemerne i den skæve repræsentation. 

Webmagasinet har også i flere artikler behandlet emnet - læs for eksempel opsummeringen efter det seneste kommunalvalg i 2013: Antallet af kvinder dykker i kommunerne

Ulrik Kjær bringer endnu et nøgleord i spild – snak:

”Vi kan som forskere vise, at tallene ikke stemmer overens med befolkningens sammensætning, og at de få kvindelige byrådsmedlemmer ikke stemmer overens med vores forestilling om, at vi har ligestilling i Danmark. Men jeg mener, at situationen i dag skyldes, at man har forsømt at få taget den nødvendige snak. Vi trænger, synes jeg, til en politisk snak eller diskussion blandt borgerne, om det er noget, vi vil gøre noget ved? Om det er et problem? Og hvorfor er det et problem?

Det kan selvfølgelig ende med, at vælgerne siger, at de synes, at de midaldrende mænd er rigtigt gode: Deres børn er fløjet fra reden, de har en lang uddannelse og er gode til at argumentere. Men det er også muligt, at diskussionen ender med, at man fjerner de ”flueben”, man har mentalt har sat ud for nogle af de grupper, vi taler om. Dermed kan det blive affyringsrampen for, at der også kommer kandidater med i valgkampen, der spiller mere på deres baggrund, og at vælgerne stemmer mere personligt. På den måde får vælgerne også det, de vil have, så legitimiteten er reddet.

Min og andres fornemmelse er imidlertid, at den diskussion har manglet i en periode. Derfor er mit bud, at pilen vil pege i retning af, at man gerne vil have flere kvinder med, hvis vi får debatten.

Det vil jo være det første skridt. Det næste skridt vil så være, at vi i stemmeboksen den 21. november 2017, sætter kryds ud for et andet kandidatnavn end den midaldrende mand, som sidder i kommunalbestyrelsen i forvejen.”

Hvem er den skyldige?

Mange har peget på de lokale partiforeninger som skurken. Den holdning deler Ulrik Kjær kun til dels:

”Hvis man virkelig skulle pege på en skurk, vil jeg mene, at det er partiforeningerne, som opstiller kandidaterne. Det er der, det går galt, når der er for få kvindelige kandidater. På den anden side har jeg også lidt ondt af partiforeningerne. De kan jo ikke tvinge folk til at stille op. Jeg er derfor nok nået til et sted, hvor jeg tænker, at vi ikke har nogen, vi kan parkere skylden hos. Vi er nødt til at gribe helt tilbage til roden og spørge: Hvor meget ligestilling har vi i Danmark, når vi accepterer en repræsentation på 30/70? Dermed falder det også tilbage på os som vælgere, og på alle, der engang imellem tænker: Skal vi nu snakke køn igen?"

"Trætheden overfor hele kønsspørgsmålet er efter min mening en af de store hurdler i øjeblikket. Det er så svært at komme det sidste stykke, når folk er trætte af at snakke om det. Man har i over 20 år prøvet at få andelen af kvinder op over 30 % med gode argumenter og et udgangspunkt om, at det her bevæger sig i den rigtige retning, og at det løser sig selv, hvis vi lige skubber lidt på. Men det argument har tabt big time, for udviklingen står fuldstændig i stampe. Derfor er det ved at være sidste udkald, hvis man skal have snakken i ro og mag.”

Der er ingen snuptagsløsninger

Der ligger ingen lette løsninger på kønsbalancen lige for. Der skal et langt sejt træk til, og de strukturelle forhindringer i samfundet skal fjernes, mener Ulrik Kjær.

”Hvis vi skal have en bredt sammensat kommunalbestyrelse, når vi taler køn, kræver det et kønsligestillet samfund både på arbejdspladserne, i det offentlige rum og hjemme i husstanden. Hvis man de tre steder når til en situation, hvor man har ligestilling, vil man næsten pr. automatik se, tror jeg, at der også vil være fuld ligestilling i kommunalbestyrelserne. Men der er jo ikke fuld ligestilling i samfundet i dag. Der er stadig forskel på lønninger, karrierevalg, arbejdsdelingen i husstanden osv. På den måde har vi ikke i Danmark ligestilling. Før man får det, er det nok også svært at forestille sig, at man får fuld ligestilling i kommunalpolitik.”

Integration skal hjælpe andre grupper ind

Om forfatteren

Jørgen Poulsen er journalist og tidligere ansat på KVINFO. 

Han har både under og efter sin ansættelse skrevet jævnligt for KVINFOs Webmagasin og andre artikler til hjemmesiden. 

For gruppen ”unge” er deres aktuelle livssituation forklaringen på deres fravær fra kommunalpolitik. De er mere mobile. De rejser efter studiepladser, jobs og kærester, og de har ofte en kortere planlægningshorisont end de fire år en mandatperiode i kommunalbestyrelsen varer. Det kan være svært at ændre det.

Selvom det er forskellige problematikker, der er årsag til, at de andre grupper er underrepræsenterede, er det generelt et spørgsmål om, hvor velintegrerede de er i samfundet, forklarer Ulrik Kjær.

”Hvis nydanskere er fuldt integrerede i samfundet, vil de også på et tidspunkt være fuldt integrerede i kommunalpolitik. De lavt uddannede, dem med lave indtægter og dem, der er uden for beskæftigelse, er heller ikke altid fuldt integrerede i vores samfund. Derfor er de heller ikke repræsenterede i stort tal i kommunalpolitik. Igen er det det lange seje træk, hvor man flytter deres forudsætninger, der skal til.”  

Det ligger i vælgernes hænder

Selv om partiforeningerne ikke får opstillet flere kvinder eller kandidater med andre profiler til valget i efteråret, ligger der en stor magt hos vælgerne, og Ulrik Kjær er optimist.

”Jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå ved kommunalvalget den 21. november. Der er jo sådan set nogle muligheder. Ikke mindst er muligheden jo til stede for at afgive personlige stemmer og dermed muligheden for at stemme kvinder ind. Hvis vi får en valgkamp, der også handler om køn, og vælgerne griber chancen, kan det lige pludselig gå meget hurtigt med at få flere kvinder ind. På den måde er jeg optimist. På den anden side er man blevet skuffet ved flere andre valg.”