Det er en stående kendsgerning, at kvinder er ofre i krig. Derfor er det ikke overraskende, at det også gælder for Yemens kvinder under den krig, som netop nu udspiller sig i landet. Mere overraskende er det, at de yemenitiske kvinder også har en nøglerolle i at sikre den humanitære bistand, som lige nu uddeles til krigens ofre.

På trods af, at Yemens kvinder mest er kendt for at leve isolerede liv i private snarere end offentlige omgivelser, samarbejder de alligevel med de internationale organisationer om at uddele kontanter, mad- og vandrationer til internt fordrevne familier og andre nødlidende i landet. De udarbejder også vurderinger af nødens omfang. Kvinder er essentielle for den nødvendige forsoning og forståelse af krigens parter, deres motivation og bevæggrunde, som foregår på det lokale niveau og i den private sfære, altså dér hvor de internationale organisationer ikke når ind.

Samtidig advarer den canadiske forsker, Maliha Chishti, om at dette samarbejde kan få kvinderne til at fremstå som forræddere. Det internationale samfund er nemlig langt fra en neutral spiller i de lokales øjne.

Om konferencen

”Gender Mainstreaming and Women’s Rights in Humanitarian Action” samlede forskere, bistandsorganisationer og civilsamfundsorganisationer i Amman i Jordan for at diskutere grænsefladen mellem nødhjælp og udviklingsbistand.

Konferencen tog udgangspunkt i situationen i Yemen, men med relevans for andre krigs- og konfliktområder.

Konferencen var arrangeret af Al Quds Center for Political Studies og KVINFO i samarbejde.

Det er nogle af de indsigter, som en nylig konference, ”Gender Mainstreaming and Women’s Rights in Humanitarian Action”, gav de over 60 deltagere, hvoraf mere end halvdelen var fra Yemen. Konferencen skabte dialog mellem forskere, bistandsorganisationer og civilsamfundsorganisationer og fandt sted i Amman, Jordan. Jordan er det land, som flest yemenitter er flygtet til.

Indsatsen fra kvinder i forbindelse med uddeling af humanitær bistand har været særlig nødvendig siden d. 26. marts i år, hvor en langstrakt politisk krise i Yemen blev afløst af decideret krig. Yemens civilsamfunds-organisationer dannede derfor tidligere på året en paraplyorganisation, OMAM, for at kunne koordinere deres indsats bedre. OMAM opfordrer til, at de stridende parter starter en dialog, og til, at det internationale samfund tager ansvar og bidrager konstruktivt til at løse konflikten.

Men i stedet har en koalition af arabiske stater med Saudi Arabien i spidsen med det internationale samfunds accept sendt tusindvis af bomber ned over deres fattige nabo. Det har de gjort, fordi en oprørsbevægelse fra det nordlige Yemen, kaldet Houthi, har tiltaget sig magten i størstedelen af landet, mens overgangspræsidenten, der er den legitime leder i det international samfunds øjne, er flygtet i eksil.

Kombinationen af udvikling og humanitær bistand medfører dilemma

Konferencens yemenitiske deltagerne udtrykte stor frustration over den ødelæggelse, som den nu 10 måneder lange krig har forvoldt. For et land som Yemen, hvor økonomien i forvejen var helt i knæ, er krigen først og fremmest en humanitær katastrofe.

Kvindeorganisationer og andre civilsamfundsorganisationer er engagerede i Yemens udvikling – mange har i årtier arbejdet for at landet skulle komme på fode, ikke bare økonomisk, men også bl.a. i form af bedre og mere uddannelse, god regeringsførelse og ligestilling mellem kønnene. Yemen har været prioriteret land i Millennium Goals, og Danmark har for eksempel støttet indsatsen mod børneægteskaber.

To repræsentanter for netop dette arbejde, Ghaidaa Al-Absi og Fatima Taher (OXFAM, Britain) fortalte på konferencen om, hvordan de har justeret deres projekt som en konsekvens af krigen. I stedet for at arbejde mere bredt med fortalervirksomhed i lokale miljøer, er projektet nu rettet direkte mod internt fordrevne familier i Hajjah-provinsen. I disse familier tyer man igen til børneægteskaber som en løsning på deres umulige situation - både økonomisk og sikkerhedsmæssigt.

Om forfatteren

Connie Carøe Christiansen er forsker og programrådgiver i KVINFO.

Hun har i sin forskning blandt andet beskæftiget sig med kvinders roller i krig.

Hun er ansvarlig for KVINFOs projekter i Yemen.

Projektet giver familierne kontante udbetalinger for at udføre et bestemt stykke arbejde eller et lille lån til at opstarte egen virksomhed, på den betingelse at de deltager i korte kurser om, hvor skadeligt det er for unge pigebørn at blive gift. De to projektledere understregede, at den justerede projektmodel har vist sig at være mere effektiv end den oprindelige. Ghaidaa siger:

”I en internt fordrevet familie, var den 10-årige datter blevet gift mod moderens vilje. Familien havde allerede modtaget en medgift. Efter at faderen havde deltaget i et kursus om børneægteskaber, ringede han til os og sagde, at han vil arbejde for at tjene penge til at betale medgiften tilbage.”

Projektet er også et eksempel på, hvordan man kan ’oversætte’ et udviklingsprojekt til at indeholde et element af humanitær hjælp. Det er et væsentligt træk, når internationale udviklingsorganisationer i stort omfang har afsluttet deres udviklingsprogrammer på grund af krigen, og det i stedet overvejende er nødhjælpsorganisationer, der opererer i landet, såsom FN’s nødhjælpsorganisation, OCHA og som nævnt, britisk OXFAM. Budskabet fra OXFAM og andre er, at en situation, hvor der er behov for nødhjælp, ikke nødvendigvis skal sætte en stopper for udviklingsmål som for eksempel ligestilling mellem kønnene.

Det rejser dog samtidig et dilemma, fordi humanitær bistand ellers bliver givet betingelsesløst og uden forskelsbehandling. Det er ikke længere muligt, når udviklingsmål blandes med humanitær bistand. Som OXFAM’s projekt illustrerer, er uddeling af bistand gjort betinget af, at man bidrager til projektets udviklingsmål – i dette tilfælde nedbringelse af børneægteskaber.

Det internationale samfund og dets samarbejdspartnere

Det er meget store organisationer, som har deres egen dagsorden, når lokale NGO’ere samarbejder med dem for at sikre at hjælpen når dem, der har behovet. Adel Saleh leder en sådan local NGO, National Foundation for Democracy and Human Rights (NFDHR), hvor de har ændret projekter, der var rettet mod udvikling til i stedet at være projekter, hvor humanitær bistand indgår. 

Ud over at være direktør i NFDHR er Adel Saleh studerende på et masterprogram i International Udvikling og Køn ved Sanaa Universitet. Programmet er oprettet i samarbejde med Roskilde Universitet og KVINFO. NFDHR er derfor opmærksom på, hvordan projekterne, der udføres lokalt, har forskellige konsekvenser for mænd og kvinder, og på, at de lokale organisationer er et nødvendigt led for at få bistanden de internationale donorer frem til dem, der har behovet. For Adel er der ingen grund til at glemme at udvikle Yemen, fordi der nu er krig.

KVINFO i Yemen

Borgerkrigen i Yemen har ført til, at størstedelen af KVINFOs projekter i Yemen er blevet lukket. De to projekter nævnt i artiklen er undtagelsen:

En kandidatuddannelse i "gender and development" i samarbejde med Roskilde Universitet og Sana’a University. Den første årgang står til at bestå i år.

Et projekt der søger at afhjælpe børneægteskaber, i samarbehde med Oxfam. Det oprindelige projekt er blevet opdateret og tilpasset krigstilstandende, og er rettet imod nødhjælpsmodtagere.

Fotos: EUs nødhjælpsorganisation ECHO.

”Der er jo regioner i Yemen, som slet ikke er påvirket af krigen. I stedet for at alle internationale udviklingsorganisationer trækker sig ud af landet, burde man fortsætte arbejdet i de regioner”, påpeger han.

Maliha Chisti, ph.d. fra Ryorson University i Canada, har en fortid som leder af The Hague Appeal for Peace, hvor hun i årene op til 2000 deltog i processen frem mod vedtagelsen af FN’s sikkerhedsråds resolution 1325. Resolutionen fordrer kvinders beskyttelse under krig, deres ret til at deltage i fredsprocesserne og deres ret til at blive rustet til denne deltagelse. I den forbindelse sørger den også for, at kvinderne rent faktisk rustes til den proces.

På baggrund af de erfaringer samt Maliha Chishtis arbejde som kønskonsulent i Afghanistan, er hendes budskab på konferencen, at international bistand kan ende som ét af krigens våben, og dermed faktisk forværre kvinders situation:

”Bistand kan ende med at gøre mere skade end gavn – fordi den kan blive afledt, manipuleret og politiseret”, konstaterer hun.

Det er i dag en betingelse for organisationer, der ønsker at tage del i nødhjælpsarbejdet, at de peger på, hvordan de vil sikre, at kvinder bliver tilgodeset – eller formelt set, at køn bliver tilgodeset. I mange tilfælde bliver et fokus på køn nemlig transformeret til et fokus på kvinder. I et land som Yemen er spørgsmålet om, hvad kvinder kan deltage i, allerede et politisk spørgsmål. For Maliha Chisti er der en række ligheder mellem Afghanistan og Yemen:

”Det er ikke nødvendigvis det internationale samfund, som sørger for, at kvinder får andel i den humanitære bistand, for selv i konservative og stærkt kønsopdelte samfund, har kvinder adgang til disse beslutninger igennem uformelle kanaler til for eksempel stammerådet”

Især for de kvinder som i forvejen var aktive i Yemens civilsamfund og kvindebevægelse, falder det naturligt at transformere deres aktiviteter sådan, at de i stedet er rettet mod nødhjælp.  Bilqis Abou Osba, lektor ved Sana’a Universitet og én af initiativtagerne til OMAM deltog i konferencen. Hun sagde ved den lejlighed:

“Kvinders deltagelse i fredsforhandlinger på nationalt plan er ikke en luksus. Derimod tilskynder kvinders deltagelse til at søge efter de gode løsninger; på samme måde kan kvinders deltagelse i humanitært arbejde bidrage til at opsøge løsninger”

Ikke kun uddannede kvinder fra storbyer

Kvinder som Bilqis Abou Osba finder det også naturligt, at der tages særlige hensyn for at sikre, at kvinder får deres andel af nødhjælpen. Kvinder skal inddrages i organiseringen og fordelingen af nødhjælpen og som en naturlig forlængelse heraf i de fredsforhandlinger, der løbende finder sted. De har dog ikke indtil videre ført Yemen i retning mod fred.

Bilqis Abou Osba er en ihærdig fortaler for rettigheder til Yemens kvinder. Hun taler engelsk, er veluddannet og vant til at begå sig internationalt. Hun er med andre ord den type aktivist, som det falder nemmest for internationale organisationer at samarbejde med.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

Det er endnu et stående dilemma, at samarbejde med kvinder som hende er nødvendigt og vigtigt, men ikke erstatter samarbejdet med den type af kvinder, som de internationale organisationer typisk ikke kan nå. Det er kvinder, som måske er konservative, måske arbejder med islam som en religiøs og ideologisk ramme, som ikke kan begå sig i det internationale samfunds udviklings-lingua og kun har aktiviteter i deres lokale samfund.

Også de kvinder er vigtige for humanitær bistand og opbygning af fred og udvikling i et land som Yemen.