Det er ikke kun i Danmark, at kvinders indflydelse i politik halter efter mændene, nationalt såvel som i lokalpolitik. I Mellemøsten fører kvinderne en kamp på mindst fire fronter. Den første er overhovedet at få afholdt frie valg. I både Tunesien, Egypten, Jordan og Marokko er der valg til de lokale kommuner – på papiret i hvert fald – men i nogle af landene har de været udsat i årevis. Den anden front er at sikre, at der også bliver lagt reel magt og beslutninger ud til de lokale råd. Den tredje er så at sikre, at der er en rimelig repræsentation af kvinder i de råd, der bliver valgt, og den fjerde, at de kvinder, der bliver valgt, også får reel indflydelse.

Kommunalvalget og KVINFOs arbejde

I anledning af kommunalvalget i Danmark den 21. november ser artiklen nærmere på, hvordan kvinders lokalpolitiske indflydelse er i de lande, KVINFO samarbejder med i Mellemøsten og Nordafrika.

De interviewede er alle fra KVINFOs partnerorganisationer i Jordan, Tunesien, Marokko og Egypten og flere af dem deltager også i den delegation, som gæster Danmark for at følge valget og valgkampen sammen med en række kvindelige lokalpolitikere og kandidater til lokale valg i landene.

På billedet står kvinder i kø ved et valgsted i Egypten ved valget i 2012. 

Kvinders politiske indflydelse i Jordan, Egypten, Tunesien og Marokko afspejler nøje den politiske situation i landene her godt seks år efter bølgen af revolutioner under det arabiske forår i 2011.

Mens Tunesien introducerer den ene ligestillingslov efter den anden, er udviklingen helt gået i stå i Egypten.  I begge lande blev præsidenterne afsat i revolutionerne, men mens oprøret i Tunesien førte til store politiske forandringer, så gik det modsat i Egypten, hvor civilsamfundsorganisationer bliver forfulgt og lukket ned. I kongedømmerne i Jordan og Marokko kæmper kvindeorganisationer for politisk ligestilling.

De lokale valg i Jordan i august bliver omtalt som en fiasko, ikke mindst for kvinderne, der i stort tal valgte at blive hjemme. Omvendt i Marokko, hvor over 20 procent kvinder er blevet valgt både lokalt og i parlamentet. Der er dog lang vej til demokrati og ligestilling i de to monarkier, hvis styreform ikke blev grundlæggende forandret af det arabiske forår.

Fart på ligestillingen i Tunesien

Det går rigtig godt med ligestillingen i Tunesien. Forfatningen fra 2014 kræver fuld ligestilling mellem mænd og kvinder, og parlamentet har siden da vedtaget en lang række love om ligestilling. Ifølge nye valglove skal partierne opstille ligeså mange kvinder som mænd, og til kommunevalg skal partierne opstille kvinder som borgmesterkandidater i halvdelen af de kommuner, de stiller op i. Loven kræver ligestilling helt ned til den enkelte stemmeseddel, hvor der skiftevis skal stå en kvinde og en mand, så det ikke ender med, at alle mændene står øverst og kvinderne nederst.

Kvindeorganisationer både i og uden for Tunesien er begejstrede over fremskridtene, og det samme er vestlige regeringer, der støtter den politiske proces i landet. Mange iagttagere vurderer, at især kvinderne i det indre og sydlige Tunesien vil få glæde af de nye love, fordi de der har været dårligst repræsenteret.

Tunesien

Samarbejdet mellem KVINFO og tunesiske LET (Ligue des électrices Tunisiennes) fokuserer i første omgang på at træne kvindelige kandidater over hele landet frem til lokalvalgene i marts 2018.

Den nye valglov betyder, at mange uprøvede kvinder stiller op, og målet både at klæde dem på som kandidater og sikre, at de også kan omsætte deres status som valgte og spidskandidater til reel politisk indflydelse efter valget. KVINFO har arbejdet sammen med LET siden 2011. 

Men det er ikke gjort med lovgivning alene, siger Besma Soudani Belhadj, der er formand og grundlægger af ligaen for kvindelige vælgere, Ligue des Electrices Tunisiennes (LET). Lokalvalgene skulle være afholdt i december, men er indtil videre udskudt til marts næste år, og der er ikke sat en dato for valgene endnu.

”Formanden for valgkommissionen er trådt tilbage, og der er frygt for, at en ny formand vil være knyttet til et enkelt parti”, siger Besma Soudani Belhadj. Samtidig har otte partier sammen bedt om at få lokalvalgene udsat.  ”Alle partierne ønsker at engagere sig i lokalvalgene, men partierne er ikke klar endnu.”

Uenighederne om valglovene handler ikke så meget om kvinderne, men om hvordan magten fordeles efter valget. I Tunesien har det største parti hidtil fået borgmesterposten, mens den nye valglov lægger op til, at det er de valgte kommunalbestyrelsesmedlemmer, der selv vælger borgmesteren. Det betyder, at flere partier kan danne et flertal og bestemme, hvem der får borgmesterposten, nøjagtig som vi kender det i Danmark. I Tunesien kan det give nye uforudsigelige udsving, og flere af politikerne frygter, at det også kan give ustabilitet. Derfor tøver de med at sætte en dato for de lokale valg.

Beskyttelse mod sexistiske angreb

Partierne er dog begyndt at forberede sig. ”De politiske partier laver nye uafhængige lister, og de beder kvinder om at være med, fordi de har brug for kvinder til at fylde halvdelen af deres lister”, fortæller Besma Soudani Belhadj.  ”Derfor henvender de sig til ngo’erne for at få fat i nogle kvinder, der vil stille op.”

Belhadj mener, der er god mulighed for, at kvinderne siger ja til at stille op, fordi det tunesiske parlament i juli vedtog en lov, der forbyder al vold mod kvinder. Loven omfatter også forbud mod seksuelle, psykologiske og økonomiske overgreb mod kvinder. Med den lov i hånden kan kvinderne bekæmpe hadkampagner og vold mod dem, der fører valgkamp.

”Ved parlamentsvalget var der for eksempel sat et billede op af en kvindelig kandidat med en opfordring til ikke at stemme på hende, fordi hun var ’umoralsk’ og ’prostitueret’. Efter den nye lov vil sådan et overgreb blive straffet med en bøde 1000 dinarer (ca. 2.500 kroner) første gang og anden gang med seks måneders fængsel.” Besma Soudani Belhadj understreger, at Tunesien er det eneste blandt afrikanske og arabiske lande, der har en lov imod politisk vold, og den har hun stor tiltro til. 

”Denne lov vil beskytte kvinderne i de lokale valg i meget konservative områder. Vi vil holde øje med, hvordan det foregår.”

Egypten og kvinde-kvoterne

Egypten

KVINFOs projekt omkring kvinders politiske deltagelse i Egypten er i øjeblikket til godkendelse hos de egyptiske myndigheder, og aktiviteterne er derfor ikke sat i gang endnu. 

I Egypten er de lokale valg udsat på ubestemt tid. De skulle først have fundet sted i 2016, så i foråret 2017, men nu tror ingen på, at det kommer til at ske før efter præsidentvalget i juni 2018 og måske først i 2019.

I forfatningen fra 2014 er staten forpligtet til at sikre lighed mellem kvinder og mænd i alle borger-, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og kvinderne skal ved kommende lokale valg have 25 procent af pladserne ved alle lokale valg.

Ved det første parlamentsvalg efter det arabiske forår faldt kvindernes andel i det egyptiske parlament voldsomt. Fra 12 procent gennem et kvotesystem ved det sidste valg før revolutionen til kun to procent ved valget i 2012, hvor kvoterne var afskaffet. Ved parlamentsvalget i december 2015 opnåede kvinderne den største repræsentation nogensinde i Egypten, nemlig i alt knap 15 procent. Partierne var – som i Tunesien – blevet forpligtet til at opstille kvinder på deres lister.

Før det arabiske forår i 2011 var der faste kvoter for kvinder og arbejdere til både parlament og lokale valg. Det var dog ofte præsident Mubaraks nu opløste nationaldemokratiske parti (NPD), der fyldte kvoterne ud. Ved de seneste lokale valg i Egypten i 2008 satte NPD sig på 95 procent af pladserne.

I slipstrømmen af oprøret i januar-februar 2011 blev alle lokale råd opløst på krav fra organisationer, der var med i oprøret.  De var korrupte og havde vundet gennem valgfusk, lød det. Det betyder dog ikke, at distrikter og kommuner ikke fungerer, for administrationen, den lokale guvernør og borgmestrene er udpeget centraladministrationen i Kairo. Selvom Egyptens 27 guvernører ifølge 2014-forfatningen skal vælges lokalt, bliver de stadigvæk udpeget direkte af præsidenten.

Der skal i princippet være valg til lokalråd og kommunalbestyrelser hvert fjerde år. De valgte er rådgivere for den lokale administration og har ikke direkte indflydelse. Et åbent og direkte lokalvalg af repræsentanter, der kan bestemme og også – ifølge valgloven – skal kunne opkræve lokale skatter, vil derfor være en stor politisk forandring i Egypten.

Det er dog svært at se, hvor presset for den forandring skulle komme fra, for det er farligt at være politisk aktiv i Egypten for tiden. Civilsamfundsorganisationer bliver lukket, og menneskerets- og politiske aktivister arresteret eller forsvinder, mens andre forhindres i at rejse ud af landet. Sikkerhedssituationen gør det ikke nemmere. I oktober blev 54 politifolk dræbt under en aktion mod militante kun 150 kilometer sydvest for Kairo.

Alligevel er der mange kræfter, der arbejder på at få indflydelse, både lokalt og på landsplan. Det gælder også nogle af de kvinder, der bliver valgt. I parlamentet har kvinder bl.a. rejst spørgsmål om at straf til dem, der omskærer piger, og om ligestilling af straffen for utroskab. Umiddelbart efter oprøret i 2011 var der en stor og sydende kvindebevægelse, der blandt andet kæmpede imod seksuelle overgreb og myndighedernes tvungne mødomsprøver af unge kvinder. Bevægelsen findes stadig, men arbejder delvist under jorden af frygt for forfølgelse.

Ganske få kvinder stemte i Jordan

Jordan

KVINFOs arbejde i Jordan er en videreførelse af et langt samarbejde med landets største kvindeorganisation JWU (Jordanian Women's Union).

Arbejdet består dels i at søge indfyldelse på arbejdet med en mere demokratisk valglov og dels i oplysning og træning af kvindelige vælgere for at øge deres engagement i valgene.  

I Jordan var der lokale valg i august. Kun 37,3 procent af vælgerne stemte, og meget færre kvinder deltog i valget. Med en stemmeprocent fra under fem procent i Amman til under 20 procent, hvor den var højest, må man sige, at lokalvalgene set fra en kvindevinkel var en fiasko, siger Nadia Shamrouk, der er direktør i Jordans Kvindeunion, JWU.

”Normalt er stemmeprocenten højere ved lokale valg end ved parlamentsvalget”, siger Nadia Shamrouk. ”Men denne gang forstod vælgerne ikke systemet, og de stoler heller ikke på det. Der er altid få, der stemmer ved valg her.” Jordans kong Abdullah II udpeger regeringerne, godkender lovgivning og kan opløse parlamentet.

Kvinder, som Jordan Times talte med på valgdagen, sagde, at kvinderne blev væk fra stemmeurnen, fordi de ikke tror på, at de lokalt valgte kan ændre på forholdene.

”Kvinder er ikke de eneste, der ikke stemmer”, sagde Amani Jaber, en 43-årig kvinde fra Amman til avisen. ”Mange af mine mandlige kolleger og familiemedlemmer stemte heller ikke, for de kan ikke se, hvad det skulle nytte. Økonomiske problemer er deres største bekymring, og det kan de lokale politikere ikke forholde sig til”.

Det bekræfter Nadia Shamrouk. ”Generelt tror folk ikke på, at valg vil ændre noget”.

I Jordan er der som i Egypten tre lokale myndigheder: Guverneraterne, kommunerne og lokalråd. Det er første gang, jordanerne har kunnet stemme til valg i guverneraterne, mens de har kunnet stemme til kommunalvalg og lokalrådene i mange år. De har dog haft et stadig mindre budget, og mange opgaver er over årene overtaget af staten.

Guverneraterne skal ifølge en decentraliseringslov have eget budget og administrativ uafhængighed, men de kan opløses af premierministeren, der også kan udskyde lokale valg. Der er kvoter for kvinder i de nyvalgte lokale forsamlinger. 10 procent i guverneraterne og 20 procent i lokalråd, der har fem medlemmer, hvoraf den ene skal være en kvinde.

Synlige og aktive kvinder i Marokko

Marokko

KVINFO har arbejdet sammen med FLDF (Féderation  des Ligues des Droits des Femmes) indenfor fremme af kvinders politiske deltagelse igennem flere år.

Det fremtidige arbejde arbejde består af tre spor: Dels fortalervirksomhed for lovændringer på centralt og lokalt niveau, dels lokalt holdningsbearbejdende arbejde og træning af kvinder og unge, der går ind i politik og dels valgobservation og evaluering af både parlaments- og kommunalvalg fra et kønsperspektiv. 

Marokko er som Jordan et kongedømme, hvor kongen har stor indflydelse på de politiske beslutninger. Da det arabiske forår nåede landet, lovede kongen store reformer og undgik dermed, at protestbevægelsen voksede sig stor. Det førte til en ny forfatning, men menneskeretsorganisationer siger, at reformerne lader vente på sig, selvom de er gennemført på papiret.

”Ifølge forfatningen skal der være lighed mellem mænd og kvinder”, siger Latifa Bouchoua, der er præsident for La Féderation des Ligues des Droits des Femmes (FLDF), en landsdækkende sammenslutning af organisationer, der arbejder med kvinders rettigheder.

I 2015 kunne marokkanerne for første gang stemme til regions- og kommunevalg. 53 procent af befolkningen stemte, og 23 procent af pladserne blev besat af kvinder. Før de lokale valg havde parlamentet (repræsentanternes hus/underhuset) lavet en tilføjelse til loven, der skulle sikre, at kvinderne fik 27 procent af pladserne i stedet for de 12 procent, der før var sigtepunktet Det lykkedes så ikke helt.

”Det er partierne, der har ansvaret for, at der bliver stillet nok kvinder op, og nogle af partierne levede ikke op til deres ansvar for at stille nok kvinder op,” siger Latifa Bouchoua. ”Vi ønskede en 50/50 repræsentation. Det er store ord for nogle af politikerne, men det var alligevel opløftende for os at se, at så mange kvinder kom ind”.

Marokko er et meget konservativt land, og de kvinder, der er valgt, er meget synlige og aktive, fortæller Latifa Bouchoua. ”Samfundet blev meget chokeret over, at kvinderne er meget synlige og aktive”. FLDF har sammen med andre kvindeorganisationer i mange år gjort et stort stykke arbejde for at træne kvindelige kandidater.

Først i 2001 fik kvinderne en plads i Marokkos parlament, og i dag er de repræsenteret med 21 procent.

Forandringerne afhænger i høj grad af, om der er bevægelse i samfundet. I 2011 måtte kongen bede det konservative parlament om at ændre forfatningen og lave reformer i kølvandet på det pres som revolutionerne i nabolandene havde skabt. ”Men mellem 2011 og 2016 var der ikke de store reformer”, siger Latifa Bouchoua.

Om forfatteren

Helle Schøler Kjær er journalist og er cand.mag. i Mellemøststudier fra Syddansk Universitet.

Hun arbejder blandt andet for DR Orientering og er tidligere kommunikationsmedarbejder på Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Kairo. 

Et udestående problem i de fleste lande i Nordafrika og Mellemøsten er økonomien og arbejdsløsheden, og netop manglen på job har det sidste års tid været omdrejningspunktet for en protestbevægelse i Marokko. Tusindvis har demonstreret imod en arbejdsløshed på 11 procent. Bevægelsen har også krævet flere universiteter, biblioteker og hospitaler. Regimet har svaret med arrestationer af hundreder af aktivister, tåregas og tæsk. Også medierne er ramt.

FLDF engagerede sig i sommer i en kampagne for at få en kvindelig aktivist – Silia – løsladt fra fængslet. Hun er nu ude, men mange andre aktivister sidder stadig fængslet, og mens bevægelsen bredte sig fra det nordlige Marokko til mange andre byer, fortsætter den nu kun lokalt.

Fælles udfordringer

Decentralisering og lokale valg er højt på dagsordenen for civilsamfundsorganisationer i både Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan. Men i alle fire lande er der altså reelle udfordringer, både med at få det lokale demokrati til at fungere og for kvinderne med at få indflydelse på det.

”De lokale valg berører menneskers daglige liv”, siger Nadia Shamouk fra JWU i Jordan, ”og hvis de ikke deltager lokalt, vil de heller ikke være interesserede i deltage i national politik”.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

Samtidig truer reel decentralisering af beslutninger og økonomi dem, der bestemmer over den nationale politik, og derfor ender de ofte med at trække i den modsatte retning. Det gælder i Egypten, hvor lokale politikere aldrig har haft reel indflydelse. Det gælder i kongedømmerne Marokko og Jordan, hvor kongerne stadig har magt til at gribe ind, hvis de ikke bryder sig om det, der sker. Og det gælder også i det Tunesien, der kom ud af det arabiske forår som det eneste demokratiske land. Her frygter politikerne, at de lokale valg kan vende op og ned på de nuværende magtforhold og betyde uro og ustabilitet.