Kvindelige ledere i erhvervslivet er ikke bare i mindretal, men de er selv uhyre påvirket af rollen som minoritet, siger Inge Berneke i bogen Kvinde kend din karriere. Hendes overordnede budskab er, at der er behov for en ny og effektiv ligestillingspolitik både i virksomheder og i samfundet. FORUM ser nærmere på bogen.

"Kvinder er en majoritet, som behandles som en minoritet". Jeg har glemt ophavskvinden, men udsagnet er en af de one-liners fra 70'er feminismen, som jeg i mange situationer lige siden har haft glæde af at minde mig selv og andre om. Denne enkle, men helt afgørende sandhed randt mig senest i hu under læsningen af Inge Bernekes fremragende guide Kvinde kend din karriere. Måske skylder jeg også indledningsvist at bekende, at karriere-genren sjældent imponerer denne læser, men så meget desto større er fornøjelsen, når man entydigt kan anbefale en rigtig god bog af slagsen. For Kvinde kend din karriere er værd at læse, værd at forholde sig til og værd at diskutere.

Inge Berneke har samlet sine erfaringer og refleksioner fra en stilling som "konsulent i Executive Search" i et internationalt konsulentfirma, der rekrutterer ledere til toppen af erhvervslivet og til bestyrelser over hele verden. Hun er altså det, som de fleste populært sagt vil kalde for headhunter. Hendes uddannelse som cand.scient.pol. slår positivt igennem, fordi hun tydeligvis ved, hvad hun taler om, og fordi hun skriver godt. Dertil er bogen original både i synspunkter, konklusioner og anbefalinger. Hun er hverken forudsigelig eller triviel, hvad emnet ellers desværre ofte lægger op til. Og så har hun skrevet bogen, mens hun er på barsel. Hun ved med andre ord også i praksis, hvad hun taler om, når kendte dilemmaer er på spil.

 

Afviser biologiske forklaringer

Til sagen: Som en kvinde, der har valgt karrieren, kommer det næppe bag på læseren, at Inge Berneke afviser biologiske forklaringer på fraværet af kvinder i erhvervslivets top. Hun har som de fleste kvinder personligt stødt sig på fordomme om kvinders binding til en biologisk skæbne, og hun går op mod den trend, som lige nu tegnes af kendte debattører som Lone Nørgaard, Katrine Winkel Holm og nye unge stemmer som Kit Louise Strand, der udfolder sine biologiske argumenter som skribent i Berlingske Tidende. På mandesiden er de bakket op af figurer som filminstruktør Søren Fauli og erhvervsmanden Asger Aamund, hvis indlæg Inge Berneke finder "ufatteligt deprimerende".

For hvad er det egentlig biologien siger? "Kan kvinder ikke rumme både omsorg og handling? Og er jeg ikke en rigtig eller god kvinde, hvis jeg ikke træffer de samme valg som Katrine, Kit eller Lone?" Inge Berneke konstaterer, at hun tilhører en generation af "forvirrede kvinder", der skal forholde sig til holdninger og argumenter, som først og fremmest udløser dårlig samvittighed. Ligesom "mange mænd mærker et socialt pres om at nå til tops i karrieren, så mærker kvinderne et socialt pres om at vise sig som rigtige kvinder". Inge Berneke erstatter derfor hormoner, hjernekonstruktioner og forplantning med en undersøgelse af kvinders sociale arv, som til gengæld er tung at danse med.

 

God ledelse er kønsneutral

Der er i bogen overbevisende evidens for, at ledelsesforskelle mellem mænd og kvinder er minimale. God ledelse er helt enkelt kønsneutral. God ledelse handler overordnet set om evnen til at skabe resultater, at have talent for strategisk tænkning, eje sansen for at udvikle og motivere medarbejdere, og endelig handler god ledelse om samarbejde og dialog. Og det gælder for begge køn. Kønsforskellen slår derimod tydeligt igennem, når man undersøger mænds og kvinders egen oplevelse af evnen til at klare hverdagen og presset fra hjem og arbejde. For kvinder har stadigvæk dobbeltarbejde og føler sig derfor "mere i underskud og under pres end mændene". Lige som mænd også trives bedre med arbejdspladsens eksisterende rammer og krav. Mænd slapper mere af i lederrollen, mens kvinder ofte føler sig "ude af takt eller ligefrem i opposition til omgivelserne". Kvinder har ofte et større ønske om at udfordre og påvirke udviklingen i nye retninger. Derudover bruger kvinder oftere sig selv som rollemodel, lige som de ofte bruger mere tid på coaching og på at "definere forventninger, ansvarsområder og mål". Mænd, derimod bruger mere tid på "at kontrollere, korrigere og følge op og træffe individuelle beslutninger".

 

Alfahunner mindre populære end alfahanner

Undersøgelser af mænd og kvinder i ledelse peger således på adfærdsmæssige forskelle inden for den konkrete udøvelse af lederrollen, men Inge Berneke er ikke i tvivl om, at forskellene er skabt af de nuværende strukturer. "Kvindernes ønske om udvikling og forandring i erhvervslivet, burde ikke være særlig overraskende", skriver hun, "når man tænker på deres situation som outsidere i en verden, hvor de altid er i mindretal". Det er kvinders position og vilkår som minoritet i en mandeverden, der "gør dem mere tilbøjelige til at stille spørgsmål ved det bestående".

Og dermed kommer vi så til den del af Inge Bernekes argumentation, som bør medtænkes i alle fremtidige diskussioner, for kvindelige ledere i erhvervslivet er ikke bare i mindretal, men de er selv uhyre påvirket af rollen som minoritet. Forskelle på mænds og kvinders adfærd i lederrollen handler derfor "mindre om kønnenes forskellige evner til at tænke end om måden, hvorpå adfærd udtrykkes og opfattes på arbejdspladsen". Derfor underspiller kvinder lederrollen, formulerer visioner og strategi gennem gruppearbejde vel vidende, at alfahunner er mindre populære end alfahanner. Med det resultat, at de fremstår langt mindre tydelige end mænd i tilsvarende positioner.

Rollen som minoritet slår også igennem i forhold til samarbejdsrelationer og netværk, for hvor mænd kan nøjes med at dyrke ét professionelt netværk, har kvinder ofte to netværk på arbejdspladsen: et socialt netværk med andre kvinder og et karrierenetværk med mændene. Derfor fremstår kvinders karrierenetværk svagere end mænds, fordi kvinder kæmper med en strukturel udfordring, som mænd ikke behøver at bruge samme energi på. Bogen er fuld af den slags konkrete forskningsbaserede iagttagelser, der alle peger tilbage på kvindens tydelige minoritetssituation.

 

Push- og pullfaktorer på spil

Det burde ikke være nødvendigt, men for god ordens skyld vil jeg understrege, at Inge Berneke ikke henvender sig til alle kvinder, men derimod til den gruppe af højtuddannede kvinder, som gerne vil til tops i karrieren, kvinder som ønsker sig en lederposition i erhvervslivet eller drømmer om en bestyrelsespost. Hun underkender ikke det velbeskrevne dilemma, som yngre kvinder befinder sig i, hvis de i tiåret mellem 30 og 40 både grundlægger en familie og samtidig vælger at satse på karrieren. Men med hårdtslående argumenter fra Wanda Wallace: "Reaching the Top", 2008, argumenterer hun for helt andre forklaringer på, at yngre kvinder drosler ned for ambitionerne og dermed risikerer at forspilde muligheden for en karriere. Der er en række push- og pullfaktorer på spil, som hænger sammen med kvinders minoritetsrolle i virksomhederne, og hun peger på en række faldgruber i forlængelse af kvinders exitstrategier, når de opgiver karrierevejen til fordel for en selvstændig konsulentrolle, som sjældent lever op til forventningerne.

Stik imod tidens trend har Inge Berneke derfor en række forslag til, hvad ikke mindst samfundet og virksomhederne kan gøre. Hendes overordnede budskab er, at der er behov for en ny og effektiv ligestillingspolitik både i virksomheder og i samfundet. Hendes professionelle erfaring som headhunter fortæller hende, at erhvervslivet netop vægter den tunge ledelseserfaring, som de færreste højtuddannede kvinder i dag besidder. Vejen til bestyrelser, går efter Bernekes vurdering "gennem den operationelle karriere, der bygger kompetencer gennem erfaringer og giver viden om markeder, industrier og teknologier". Vejen går meget sjældent "gennem projekter og selvstændig konsulentvirksomhed". Derfor afviser hun en kvotelovgivning i Danmark i lighed med den norske, men til gengæld er hun "hemmeligt begejstret" for det norske initiativ. Norge er med sin kvotepolitik gået nye veje, og dermed er den norske kvotelovgivning det "mest markante, der er sket i Danmark på ligestillings- og mangfoldighedsområdet gennem mange år". Hun sætter derfor pris på den debat, som den norske lovgivning har skabt, også i Danmark.

 

Ønsker åben dialog om fordeling af barsel og husarbejde

For der er behov for nye ligestillingsinitiativer. Den nyliberale afvisning af ligestillingspolitikken, som senest Leny Malacinskis med stor effekt har udfoldet i debatbogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, 2009, er ren afsporing, ifølge Inge Berneke: "Vi har i Danmark ikke tradition for at holde os tilbage med ytringer om rygning, alkohol og påklædning hos fremmedsprogede kvinder". Derfor ser hun heller ingen grund til at afholde sig fra "den mere åbne dialog vedrørende fordeling af barsel og opgaverne på hjemmefronten". Som samfund kan vi ikke ændre arbejdslivet, hvis vi fortsætter og forlænger den traditionelle kønsrolle i familien.

Når liberale debattører i logisk forlængelse af regeringens politik, med en formulering af Morten Albæk, opfordrer kvinderne til selv at tage kulturkampen i familien, fordi "det fundamentale kvantespring sker ved, at kvinden har modet og ærligheden til at sætte gang i den kulturkamp, der skal være mellem hende og hendes livsledsager", Berlingske Tidende 14.1.2009, er det et udtryk for en individualisering af et samfundsmæssigt problem. For hvorfor skal unge kvinder henvises til at udsætte sig for en helt reel skilsmissetrussel, når de hver især og individuelt skal tage kampen op med manden om ansvaret for hjemmefronten? Hvorfor sætter regeringen sig ikke spidsen for den ligestilling, som der er behov for? Den enkelte kvindes fravalg af karriere er fuldt forståelig set i lyset af hendes samlede livssituation. Men hendes fravalg er langt fra i samfundets interesse.

Der er således masser at gøre på samfundsplan, og Inge Berneke henviser til Sverige, der fulgte Yvonne Hirdmans epokegørende kapitel i den svenske magtudredning Demokrati og makt i Sverige, 1990, op med en diger kvindemagtudredning i 12 bind, udgivet fra 1997-98. Værket, der frit kan lånes på KVINFOs bibliotek, giver masser af inspiration også til danske politikere, som dermed ikke behøver gå over åen efter vand, men nok kunne få ideer af at kikke over sundet. Inge Berneke fremhæver især behovet for en ny barselslovgivning, fleksible daginstitutioner, en ordentlig implementering af au pair ordningen og ikke mindst en revision af uddannelsessystemet, som i øjeblikket tvinger piger og drenge ud i tidlige valg, der yderligere bekræfter traditionelle kønsroller.

 

Braindrain i danske virksomheder

Hendes råd til virksomhederne kan forenklet formuleres som en opfordring til at tage ved lære af internationale erfaringer med mangfoldighedsledelse. Internationalt findes der masser af viden, som ikke bare er egnet til at tiltrække højtuddannede kvinder, men som også er udviklet med henblik på at fastholde dem i en karriereplan. Inge Berneke minder os om, at der i Danmark i dag foregår et regulært braindrain fra danske virksomheder, fordi yngre kvinder trækker sig, en tendens, der kun er blevet større i perioden 2002-2007.

Endelig peger Inge Berneke på den enkelte kvindes ansvar for ikke at lade sig fange i det, som hun slagfærdigt kalder for en "pink ghetto". Kritikken af den pinke ghetto er dybt forbundet med pigers og kvinders sociale arv, som fører til traditionelle kønsrollevalg hele vejen igennem uddannelsessystemet. Den kvindelige talentmasse fordeler sig skævt, og dermed forfølger kvinder et karrierespor, som ikke fører til toppen. Mange højtuddannede kvinder sidder i dag i "snævre stabsfunktioner, som f.eks. kommunikation, jura, strategi og forretningsudvikling", som i de færreste tilfælde fører videre til en direktion eller en bestyrelsespost. Men det "sjove studievalg giver ikke nødvendigvis den mest interessante karriere." "Der er stor rift om de kvinder, der er gået uden om den pinke ghetto. Men der er uhyggeligt få af dem".

Udtrykket "pink ghetto" er velegnet til at skabe overskrifter og skabe opmærksomhed. Jeg anerkender udtrykkets slagfærdighed, men jeg mener også, det er et problematisk udtryk, fordi det let fører diskussionen over i en helt anden boldgade, end den bogen lægger op til. Inge Berneke bebrejder ikke den enkelte pige og kvinde, de valg, hun træffer. Men formuleringen, "pink ghetto" kan nemt misforstås i retning af, at det er kvinders egen skyld, og endelig vil jeg for egen regning tilføje, at drengenes "blå ghetto" næppe i sig selv er at foretrække. Løsningen må være et opgør med stereotype kønsroller, uanset køn.

Inge Berneke henvender sig da også direkte til den enkelte kvinde, der vil karrieren. Fortæller hende, hvad der virker, og hvad der er en afsporing. Hvilke valg, der understøtter et karriereønske, hvilke, der ikke gør. Så bogen er langt fra endnu en klagesang om, at "det er samfundets skyld". Hun stiller store krav til den enkelte kvinde og til virksomhederne, men bottom-line er, at vi alle er afhængige af samfundets infrastruktur, af rammerne, forventninger og præmisserne for valget af uddannelse, erhverv og familiemønster. Derfor skal politikken udvikles i forhold til dagens og fremtidens udfordringer. Vi kommer ikke udenom, at der i Danmark er brug for en ny, ambitiøs ligestillingspolitik. Til fordel for den enkelte og til fordel for samfundet. Denne læser kunne ikke være mere enig.