Patienten er en kvinde, når det drejer sig om ligestilling. Det er de fleste partier enige om. Men når det gælder diagnose og behandling hører enigheden op.Kun Venstre, Socialdemokraterne og Kristendemokraterne har udarbejdet egentlige ligestillingspolitiske udspil. FORUM har bedt Jytte Larsen, ekspert i ligestillingshistorie, at se på de tre udspil.

Læs mere

Socialdemokraterne og Det radikale venstre har haft ligestilling som princip i deres programmer siden partierne blev grundlagt i hhv. 1876 og 1905. Venstre og Konservative kom med på vognen i forbindelse med grundlovsændringen i 1915, da kvinder fik valgret. I 1970'erne udfoldede Socialistisk Folkeparti, Venstresocialisterne og Socialdemokratiet principerklæringerne med ligestillingspolitiske programmer. 

Systematisk ligestillingsarbejde i politiske partier har ligget ganske stille indtil lanceringen i oktober 2003 af Lige. Socialdemokraternes ligestillingspolitik og Handlingsprogram for ligestilling. Et udspil fra Kristendemokraternes folketingsgruppe og Ligeværd mellem mænd og kvinder - et liberalt bud. Debatoplæg fra Venstres folketingsgruppe i juni 2004. 

Et parti kan selvfølgelig sagtens føre politik uden overordnede programmer og flere andre partier har da også profileret sig på ligestilling fx Socialistiske Folkeparti, Enhedslisten og Det radikale venstre. Men når et område løftes op på programniveau, sættes politisk praksis ind i en større teoretisk sammenhæng. 

Er der faktisk tale om tre ideologisk forskellige ligestillingspolitikker - en socialdemokratisk, en kristelig og en liberal hos de tre partier? Hænger forskelle i mål og midler sammen med forskelle i teorier om køn og definitioner af ligestilling? 

Socialdemokraterne og Kristendemokraterne har lagt programmerne ud på nettet som en del af deres ligestillingspolitiske profil. Ligestilling er imidlertid ikke et tema på Venstres website, men man kan rekvirere programmet på partikontoret.

 

Præsentation og prioritering

Allerede ved første øjekast træder tydelige forskelle frem. 

Socialdemokraternes program er professionelt layoutet, og forsidefotografiet af fire bare fødder flydende i græs, og blomster signalerer sommer, sol og sex. Teksten er delt op i læsevenlige små afsnit med mundrette overskrifter: "Far og mor og børn", "Bland Jer udenom" - og holdt i en nøgtern tone: "Der er ikke ligestilling i Danmark. Punktum" blandet med friske formuleringer som "cambodianske ølpiger, der sælger mere end bare dansk øl". 

Kristendemokraternes program er opbygget som en traktat med paragrafagtig nummerering, fx: "2. Ligestilling mellem kønnene", "2.1. Indledning", "2.2. CEDAW konventionen". Og lixtallet er tårnhøjt: 
"Når ægtefællepensionsudvalget ikke kan blive enige om en betænkning, må regeringen uden om udvalget snarest fremsætte lovforslag, der kan sikre ligelig fordeling af pensionsopsparingen mellem ægtefællerne ved bodeling enten ved skilsmisse eller dødsfald, hvor der ikke er særeje."
Her skrives af - og til folk uden hang til smartness og forestillinger om, at politik skal være sexet. 

Venstres ligestillingsprogram minder mest om en valgkamp. Det er stadig varmt fra printeren, stilistisk på oplægsniveau med sine store bogstaver, mange gentagelser og opskruet retorik: 

"Den 1-årige barselsorlov er et tilbud til familien, ikke et krav til kvinderne"

"For Venstre drejer det sig ikke om at opbygge et System-Danmark, hvor vi skal lovgive os ud af alting, så vi til sidst kommer til at leve i en spændetrøje"

"små piger bliver tvundet under kniven og omskåret og skamferet under modbydelige forhold". 

Emnekredsen i de tre programmer giver sig selv. De kommer rundt om hele den ligestillingspolitiske dagsorden med klassiske temaer som kønsarbejdsdeling, ligeløn, vold og nyere temaer som seksualisering af det offentlige rum, tvangsægteskaber osv. Og ikke overraskende med særligt fokus på Fogh-regeringens mest kontroversielle ligestillingspolitiske initiativer: udvidelsen af barselsorloven og udsættelsen af den lov om kønsopdelt lønstatistik, der skulle være trådt i kraft 2002.

Forskellen ligger i prioriteringen af emnerne og i forsøg på at ændre dagsordenen ved at fjerne og tilføje sagsområder. 

Socialdemokraterne højprioriterer offentlig børnepasning med forslag om et loft for institutionstakster på 1000 kr. og pasningsgaranti for alle børn over seks måneder. Desuden advarer de mod uheldige ligestillingsmæssige konsekvenser af, at den borgerlige regering har indført tilskud til privat børnepasning. 

For Venstre er offentlig børnepasning også en grundsten i ligestillingspolitikken, men de er tilfredse med pris, kvalitet og antal pladser og de vil bare have flere private ordninger, så folk får et frit valg. 

Kristendemokraterne taler kun om privat børnepasning. 

Omvendt optræder prostitution hos Venstre kun i forbindelse med international kvindehandel. Kristendemokraterne går solo med et forslag om at kriminalisere prostitutionskunder, mens Socialdemokraterne stopper ved mere hjælp til de prostituerede, større indsats mod trafficking og forskning på hele feltet, også med fokus på kunder og alfonser. 

 

Diagnose og patient(er)

Vandene skiller sig for alvor på spørgsmålet om den aktuelle ligestillingssituation. 

Socialdemokraterne bruger syvtommersøm til at fastslå, at der ikke er ligestilling i Danmark. Argumenterne er de statistiske: Kvinders dårligere job, færre lederstillinger, lavere løn, mindre pension, mere husarbejde, længere barselsorlov, større forældreansvar. Den velkendte remse. De kritiserer regeringen for at have sat ligestillingen på vågeblus eller ligefrem i bakgear og ser også bachlashtendenser globalt i den indflydelse, religiøs fundamentalisme har fået over hele verden: "Fx har lande som USA, Saudi-Arabien og Iran det til fælles, at de både nationalt og internationalt kæmper imod fri abort og familieplanlægning, herunder udbredelse af prævention." 

Kristendemokraterne baserer sig på samme statiske materiale, men de overlader konklusionerne til FN, hvis seneste evaluering af dansk ligestillingspolitik diplomatisk blander ros og ris. På positivsiden står oprettelsen af Ligestillingsministeriet og Ligestillingsnævnet samt indførelse af mainstreamingsstrategien. På negativsiden nedlæggelse af Videncenter for Ligestilling og Nævnet for Etnisk Ligestilling, det store løngab, de få kvindelige ledere, specielt i de private erhverv og i forskning, og 24-årsreglens forringelse af nødstedte udenlandske kvinders muligheder for asyl og opholdstilladelse. Desuden nævnes en anbefaling fra FN, at Ligestillingslovens muligheder for positiv særbehandling tages i brug. Kristendemokraterne stemte for barselorloven og udskydelse af ligelønsstatistik, så der er ikke basis for højrøstet kritik af regeringen og der er da også kun tale om backlash i afsnittet om pornoficering af det offentlige rum.

Venstre mener heller ikke, at vi har ligestilling i Danmark, men deres vurdering af situationen er langt mere positiv. De lægger vægt på, at Danmark scorer højt i internationale undersøgelser, at løngabet er blandt de mindste i Europa, på de mange succeshistorier på uddannelsesområdet og det effektive arbejde i private virksomheder med at rekruttere kvindelige ledere. Optimismen dokumenteres ved et udvidet datagrundlag, fx en undersøgelse fra Center for Ledelse, der viser, at lønforskellen mellem mandlige og kvindelige ledere er statistik insignifikant, og projektbeskrivelser fra pengeinstitutter, der viser op til 58 procents stigning i antallet af kvindelige ledere. 

Når partiet så alligevel prioriterer ligestilling, skyldes det, at den vellykkede udvikling er begrænset til den etnisk danske del af befolkning. Blandt de etniske minoriteter hersker der middelalderlige tilstande, og det kan udløse et virkeligt backlash, hvis man i misforstået respekt for kulturelle forskelle lader etniske minoritetskvinder sejle deres egen sø. Kulturelt begrundet kønsopdelt undervisning, tvangsægteskaber og omskæring af piger er for Venstre de mest presserende ligestillingsproblemer.

 

 

Mænd som køn

Kvinder står i centrum for alle tre programmer. Det gælder også Socialdemokraterne, hvis udgangspunktet ellers er, at mænd også har ligestillingsproblemer: "På samme måde kan man tale om mænds uligestilling" hedder det efter en opremsning af deres dominans i hele den offentlige sfære, fordi kvinder i de fleste tilfælde får forældremyndigheden ved skilsmisse. 

Socialdemokraterne fremsætter flest forslag til forbedring af mænds vilkår, fx rene slagtilbud som lettere adgang til barselsorlov og samvær efter skilsmisse, fortsat fælles forældremyndighed efter skilsmisse, en faglig vurdering af fordele ved prostatakræftscreening, flere mandekrisecentre. De har også forslag, der ligner damage control, fx behandlingstilbud til mænd dømt for hustruvold og forbud mod, at soldater og andre på mission i udlandet bruger prostituerede. 

Men disse forslag fylder stadig meget lidt i forhold til de forslag, der handler om kvinder, etnisk danske såvel som etniske minoriteter. Socialdemokraterne skelner i øvrigt kun undtagelsesvis mellem etniske danske og etniske minoriteter, det sker fx i afsnittet "Den nye farvede underklasse" om minoritetskvinders særlige problemer på arbejdsmarkedet. 

Kristendemokraterne er med på damage control, endda udvidet med kriminalisering af prostitutionskunder. De støtter krisecentre og mere barsel, men synes i øvrigt at tage den ulige fordeling af ligestillingsproblemer for givet. I det afsluttende afsnit "Vold og udlændingepakken" underkastes flygtninge/indvandrerpolitikken et ligestillingscheck, der munder ud i forslag om særlige regler for voldsramte kvindelige asylansøgere og familiesammenførte kvinder plus særlige faciliteter for etniske minoritetskvinder på krisecentrene. I øvrigt tillægges etnicitet ikke nogen betydning. 

For Venstre derimod er ligestilling blevet en minoritetskvindesag. Etnisk danske kvinder er ikke interessante og mænd - uanset etnicitet - kommer slet ikke på tale. Med denne dagsordensrevolution bringer partiet sig fuldt bevidst på kollisionskurs med ligestillingsekspertisen, og uddeler drøje hug til "feminister og kvindesagsforkæmpere", der opfordres til at "kravle op af deres skyttegrave og opdatere deres kamp, så den forholder sig til den virkelige verden." Som konkret eksempel på berøringsangst nævnes, at Kvinderådet og Det Radikale Venstre ikke fordømmer arrangerede ægteskaber.

 

Holdning og handling

Venstre betragter ligestilling som en historisk proces, et nærmest organisk forløb uden fast endemål, som politikerne bør gribe mindst muligt ind i, for: "Familier i hver generation ændrer stille og roligt kønsrollemønstret mod mere ligestilling". Ligestilling kan nemlig gradbøjes, og den mere moderate udgave foretrækkes frem for "fuld ligestilling" og "millimeterdemokrati", som indskrænker folks muligheder for selv at tilrette deres liv. På det nuværende udviklingstrin, hvor den nødvendige lovgivning er på plads, ifølge Venstre, drejer det sig udelukkende om at bearbejde holdninger, først og fremmest blandt etniske minoriteter, der har et stort kulturelt efterslæb. 

I god liberal ånd lægger Venstre vægten på det individuelle niveau, og partiet anser mere regulering for at være ren "signallovgivning" og kvotering for decideret kontraproduktiv. 

For Socialdemokratiet er ligestilling et princip, der ikke kan gradbøjes. Deres mål er en ligelig fordeling af magten, og vejen til det mål går over fuld udnyttelse af den eksisterende lovgivning. Det gælder mulighederne for positiv særbehandling, ny lovgivning, baseret på udvidet kønsforskning, og integration af ligestilling i alle politikområder, den såkaldte mainstreamingsstrategi. 

Holdningsbearbejdelse tager ikke meget plads på den socialdemokratiske dagsorden. De tager tværtimod udgangspunkt i., at der er bred konsensus om ligestilling, og at det nu drejer sig at få holdningerne omsat i handling. Spørgsmålet om, hvorfor det ikke er allerede er sket, lader de blafre i vinden. Socialdemokraterne ser kun til højre efter modstandere, og interessemodsætninger mellem kvinder og mænd i egen lejr ignoreres. Ligestilling må fremstilles som et win-winspil for kvinder og mænd.

Kristendemokraternes tørre saglighed slår også igennem på det teoretiske plan. De knytter an til FNs menneskerettighedserklæring, hvor uligestilling defineres som et samfundsskabt problem med rødder i patriarkalske strukturer, der kun kan ændres på det politiske plan. Også med hensyn til midlerne følges de internationale konventioners anbefaling af positiv særbehandling og mainstreaming. Men Kristendemokraterne har også deres hjertesager, og når det gælder familiepolitik kommer ligestillingslogikken til kort. 

Både Socialdemokraterne og Venstre fremhæver KVINFOs mentornetværk som et støtteværdigt projekt. Socialdemokraterne vil desuden reetablere Videncenter for Ligestilling og opprioritere kønsforskning generelt.

Jytte Larsen er historiker og redaktør af Dansk Kvindebiografisk Leksikon.