Barselsrettigheder til fædre og ligestilling er noget de etnisk, hvide danskere har, og noget de etniske minoriteter mangler. Det fremgik af diskussionen i Folketingets ligestillingsdebat i april, da ligestillingsminister Manu Sareen fremlagde sin perspektiv- og handlingsplan 2013. KVINFOs Webmagasin ser nærmere på debatten.

Sædvanen tro fremlagde ligestillingsminister Manu Sareen sin perspektiv- og handlingsplan for indeværende år i Folketinget. Debatten fandt sted i Folketinget d. 4. april med tilstedeværelse af samtlige partiers ligestillingsordførere. Og ligeledes sædvanen tro, var diskussionen præget af en blanding af politisk drilleri, personlige holdninger og flueknepperi om teknikaliteter. Langsigtede og mere overordnede mål og visioner for den statslige ligestillingspolitik kom der til gengæld ikke mange bud på.

 

Perspektiv- og handlingsplanen

Ifølge pressemeddelelsen, udsendt i forbindelse med ligestillingsministerens perspektiv- og handlingsplan, er de to vigtigste tiltag i 2013, "at der skal sættes større fokus på drenge og mænds udfordringer i vores samfund, og at vi skal blive bedre til at indtænke køn, når borgerne møder det offentlige." Begge tiltag følges op i handlingsplanen med en række initiativer, som primært omfatter indsamling af erfaringer, opfølgning på allerede søsatte initiativer, etablering af netværk osv. Ingen af de to indsatsområder følges op med større initiativer eller nye lovforslag. Derudover indeholder perspektiv- og handlingsplanen også en række andre mindre opfølgninger på indsatser, der vedrører vold mod kvinder, prostitution, social kontrol, rettighedskampagner i udsatte boligområder og det internationale ligestillingsarbejde. Som noget nyt varsler ministeren to nye lovinitiativer vedr. henholdsvis en skærpelse af den eksisterende lov vedr. lønstatistik og oprettelse af en barselfond for selvstændige.

Perspektiv- og handlingsplanen for 2013 ligner således til forveksling de seneste mange års handlingsplaner, hvor den overordnede ligestillingspolitiske vision: at alle uanset køn skal have lige muligheder i det danske samfund formuleres, og svarene på indfrielse af visionen er igangsættelse af mindre undersøgelser, kampagner osv. Mere dybdegående analyser af, hvad problemerne egentlig består i, og om der er brug for større indsatser og af mere radikale værktøjer, har stort set været fraværende i dansk ligestillingspolitik siden Kvindekommissionens arbejde i 1960'erne.

 

Modtagelsen i Folketinget

Perspektiv- og handlingsplanen blev da også modtaget som vanligt i Folketinget. Oppositionen var som altid kritisk indstillet, regeringspartierne derimod syntes, også som altid, at den rette kurs var sat. Fatma Øktem (V) mente redegørelsen var "en meget tynd kop te", og fokuserede i sin ordførertale mere på de ligestillingspolitiske områder, som ikke var med i handlingsplanen end dem, der var. De to tiltag, som ministeren selv havde valgt at fremhæve, blev for det, der handlede om et øget fokus på drenge og mænd, modtaget positivt, men affødte stort set ingen yderligere kommentarer. Kun Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen forholdt sig til det at indtænke køn i det offentliges virksomhed. Altså det som går ud på at få implementeret §4 i Ligestillingsloven, der tilsiger, at "Offentlige myndigheder skal inden for deres område arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning". Om det er fordi, de øvrige ordførere bakker op om den øgede indsats for at få skabt en øget synlighed og viden om, hvilke konsekvenser politiske og administrative tiltag har for henholdsvis mænd og kvinder eller om det skyldes en manglende indsigt i, hvilke potentialer ligestillingsvurderinger i bedste fald har eller kan få for at få ligestillingspolitikken integreret i det "store" politiske maskinrum, skal være ufortalt. Faktum er, at ingen af ordførerne til højre for regeringen direkte kommenterede på ministerens udspil. Alligevel kom en del af debatten indirekte til at handle om, hvorvidt der overhovedet er brug for §4 i ligestillingsloven.

 

Hvad er problemet?

Pia Adelsteen (DF) stillede flg. spørgsmål til Rasmus Horn Langhoff (S): "Jeg kunne godt tænke mig at spørge den socialdemokratiske ordfører, hvor det er i Danmark, man ikke har lige muligheder. Er der nogle konkrete eksempler? For jeg har meget, meget svært ved at finde dem." Og Merete Riisager (LA), som også er formand for Folketingets ligestillingsudvalg, fulgte op: "Er der da slet ingen ligestillingsproblemer? Jo, det er der. Der er rigtig mange problemer i det store udland."

Ifølge de to ordførere er der ingen ligestillingspolitiske udfordringer i Danmark, eller hvis der er, så er de så ubetydelige, at de ikke er til at få øje på. Og hvis det er tilfældet, må ministerens kommende indsats for at få tænkt køn ind i alle politikområder, i bedste fald alene opfattes som en akademisk øvelse og i værste fald som spild af tid og ressourcer.

Og når de to ordførere trækker problematikken så skarpt op og dermed nægter at anerkende fx det kønsopdelte arbejdsmarked og den ulige fordeling af barselsorloven som ligestillingsudfordringer, må forklaringen være, at ligestilling for dem alene handler om de individuelle formelle rettigheder og ikke om de strukturelle og samfundsmæssige barrierer, der står i vejen for at kunne udnytte dem fuldt ud. Og dermed bliver ligestilling reduceret til et individuelt problem, som påhviler den enkelte mand eller kvinde at skaffe sig eller ikke skaffe sig.

I den optik bliver fx det kønsopdelte arbejdsmarked blot et udtryk for frie individers personlige valg og præferencer. Pia Adelsten (DF) formulerede det på denne måde i sin kritik af ligestillingsministerens ønske om at få brudt op i det kønsopdelte arbejdsmarked:

"Jeg synes ikke, jeg ville være murer, for jeg var helt sikker på, at når jeg rendte rundt ude i regnvejr, ødelagde det mit hår. Derfor ville jeg altså ikke engang tænke på at blive håndværker. Sådan er vi kvinder. Der er nogle ting, vi går op i, og så er der nogle ting, mænd går op i, og det synes jeg jo et eller andet sted er fair nok".

Og Merete Riisager (LA) fulgte op: "Lad dog kvinder og mænd selv vælge de job, de gerne vil have. (...) Kvinder og mænd ved bedst selv, hvad det er, de gerne vil i deres liv."

 

Barselorlov til mænd

Samme tilgang prægede også debatten om barselsorlov til mænd. Oppositionen markerede, ligesom tidligere, at den ikke ville stemme for et evt. kommende lovforslag til efteråret om øremærket barsel til fædre, dels fordi de principielt er imod brugen af kvoter som et ligestillingspolitisk redskab, dels fordi de mener, at beslutningen om, hvordan barselsorloven skal fordeles mellem mor og far, fortsat alene bør være et anliggende for den enkelte familie. Det udløste et drilleri fra Rasmus Horn Langhoff (S), hvor han udfordrede oppositionens modstand mod kvotering, idet han påpegede, at de nuværende 14 dage, som fædre kan tage umiddelbart efter fødslen, og som oppositionen, da den selv sad i regeringen, bibeholdt i deres nye barselslov i 2002, også er en kvote. Både Fatma Øktem (V) og Pia Adelsteen (DF) måtte medgive, at der var tale om en kvote, men at den havde sin berettigelse, fordi den er med til at sikre, at den nye familie får en god start. Merete Riisager (LA) derimod talte for at fjerne både de øremærkede 14 dage til fædre og de 14 øremærkede uger til mødrene.

 

De etniske minoriteter og de etniske homoseksuelle

Fatma Øktem (V) udtrykte sin skuffelse over, at ligestillingsministeren ikke havde sat fokus på ligestilling blandt etniske minoriteter og mente, at det var et problem, at fx etniske minoritetskvinders manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og udøvelsen af social kontrol i hjemmet udelukkende blev opfattet som et integrationsproblem. "Og allermest håbede jeg sådan, at redegørelsen ville være spækket med konkrete initiativer, initiativer, der kunne bidrage til at komme problemet til livs. Men nej." Det samme gjaldt fraværet af en indsats for homoseksuelle med anden etnisk baggrund, som udsættes for diskrimination i de etniske minoritetsmiljøer.

Ligestillingsminister Manu Sareen fulgte i sin afsluttende tale op på kritikken ved at pege på, at indsatsen for at få etniske minoritetskvinder ud på arbejdsmarkedet hørte under beskæftigelsesministeren, den sociale kontrol under socialministeren, og hadforbrydelser under justitsministeren, og henviste til en lang række initiativer på områderne. Fatma Øktem (V) replicerede: "Det undrer mig lidt, at ministeren siger, at det med at etniske minoritetskvinder ikke hører under ligestillingsministeren, men under social- og integrationsministeren. Det undrer mig lidt for på alle andre områder, hvor vi taler om køn og ligestilling, ligger debatten hos os ligestillingsordførere".

Både diskussionen om, hvilke emner, der hører under ligestillingsministeren og hvilke, der hører under andre ressortministerier og diskussionen om, hvor og hvem i det danske samfund, der ikke har lige muligheder, peger på, at der er brug for, at både regeringen og Folketingets ligestillingsudvalg tager fat på en overordnet diskussion af, hvad ligestilling overhovedet vil sige. Hvad er de overordnede visioner og mål og ikke mindst, hvordan sikrer man, at køn og ligestilling tænkes ind i alle politiske initiativer og lovforberedende tiltag uanset ministerområde.

Et sådant arbejde ville både kunne tydeliggøre, hvor de store ligestillingspolitiske udfordringer er i dag og forhåbentlig også udstikke nogle mere overordnede samlede visioner på feltet. Og så kunne årets debat om handlings- og perspektivplanen i Folketinget måske blive et forum, hvor de ligestillingspolitikere begyndte at tale mere om indhold end om form.