Med Forsker, furie og frontkæmper har vi omsider fået en biografi om en kvindelig pioners vej ind i det akademiske maskinrum, paradoksalt skrevet af en historiker uden kendskab til kønsforskning. Sådan skriver historikeren Jytte Larsen i sin anmeldelse af den nye biografi om Lis Jacobsen skrevet af Kristian Hvidt.

Læs mere

Som landets første kvindelige doktor i nordisk filologi var Lis Jacobsen, født Rubin (1882-1961) en mønsterbryder. Læs mere i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Forsker, furie og frontkæmper. En bog om Lis Jacobsen er skrevet af Kristian Hvidt. Bogen er udkommet d. 9. september 2011 på Gyldendal.

Bestil bogen på KVINFOs Bibliotek 


Det er oplagt at fejre Det danske Sprog- og Litteraturselskabs 100 års jubilæum med en biografi om Lis Jacobsen. Det var hende, der fik ideen til selskabet, og det var under hendes mangeårige ledelse, institutionen voksede op og blev en mastodont i dansk forsknings- og kulturliv.

Lis Jacobsen skulle blive 23 år gammel, lærerindeuddannet, gift og mor, inden hun i 1904 nåede frem til universitetet og nordisk filologi. Herefter gik det over stok og sten: Guldmedalje 1907 for afhandlingen Naar og hvorledes har det fællesnordiske Sprog spaltet sig i forskellige Grene, disputats 1910 med "Studier til det danske Rigssprogs Historie fra Eriks Lov til Chr. III.s Bibel."

 

For grøn, forkert køn og jøde

Således kvalificeret kastede hun sig ind i kampen om de få universitære stillinger i faget. Mod alle odds: Hun var for grøn, forkert køn og jøde. Der skulle gå endnu 35 år, før Københavns Universitet var parat til at få sin første kvindelige professor, og da tålmodighed ikke var Lis Jacobsens største dyd, spillede hun på flere heste.

Ambitionen var intet mindre end en national sproghistorie fra tidernes morgen til i dag. Et megaprojekt, nærmest uoverkommeligt tidskrævende, så længe man var henvist til ulæselige, slidte håndskrifter, i heldigste fald på Rigsarkivet og Det kongelige Bibliotek, ellers i Uppsala og endnu længere væk.

Genvejen var trykte udgaver af centrale kilder, og den kortlagde hun foråret 1911 i foredraget Om Maal og Midler i dansk Sprogforskning. Her fremlagde hun også en forretningsmodel for et udgiverselskab. Tilhørerne var nøgleperson i den danske forskningsverden, og inden året var omme, havde Det Det danske Sprog- og Litteraturselskab set dagens lys.

I de følgende 40 år designede hun selskabets store standardopslagsværker som Danmarks Riges Breve, Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder og Ordbog over det danske sprog. Især det sidste blev opfattet som hendes. Folk talte simpelthen om at 'slå op i Lis Jacobsen'. 

 

Umiddelbart oplagt at lægge biografien i Hvidts hænder

Det kunne også synes oplagt at lægge biografien om Det danske Sprog- og Litteraturselskabs skaber i hænderne på historikeren Kristian Hvidt. Tyngdepunktet i hans imponerende forfatterskab ligger i Lis Jacobsens tid.

Han har behandlet hendes progressive jødiske miljø i sin biografi om Edvard Brandes. Fra sit mangeårige virke som Folketingets bibliotekar har han et indgående kendskab til politisk historie - inklusive den kultur- og forskningspolitiske. Og blandt hans seneste værker er en biografi om en af mellemkrigstidens andre flamboyante kvinder Sylvia Pio.

I forordet fortæller han, at han påtog sig opgaven med glæde, og så meget desto mere som den viste sig at ligge lige til højrebenet. Der var to festskrifter at bygge. Et skrevet til Det danske Sprog- og Litteraturselselskabs 40 års jubilæum i 1951 og et til Lis Jacobsens 70 års fødselsdag i 1952. Plus et ekstraordinært stort og velordnet privatarkiv med et 200 sider langt udkast til erindringer. De sidste dikteret til en sekretær. Dem havde hun karrieren igennem. Tre, når der var travlest.

Kristians Hvidts eneste betænkelighed var, at han ikke er filolog - et mindre problem, da han er en god gammeldags polyhistor, helt i sit es, når han går med Lis Jacobsen på arbejde. De to færdes lige hjemmevant på Københavns Universitet, Carlsbergfondets direktionsgange, Christiansborg og Politikens redaktion. De forskere og fondsbestyrere, politikere og pressefolk, hun har forretninger med, er han også på hat med. Han ved, hvordan man strikker store forskningsprojekter sammen, får dem finansieret og pressepromoveret.

 

Hvidt forbløffende blank på kønsforskning

Som biograf matcher Kristian Hvidt altså på mange måder "den største igangsætter i dansk åndsliv i 1900-tallet", som Lis Jacobsen rammende er blevet kaldt. Den position fik hun selvsagt ikke forærende, deraf titlens furie og frontkæmper. Bogen er bedst i sine beskrivelser af de mange magtkampe, hun uforfærdet kastede sig ud i og ofte vandt. Fx den, som Kristian Hvidt malende kalder Krigen om diplomentariet med middelalderhistorieprofessor med Erik Arup.

Konflikten startede med, at Lis Jacobsen nedsablede første bind af Arups svendestykke Danmarks Riges Historie, 1925, hvor han efter hendes mening gik helt fejl af vikingetidens vigtigste kilder: Runestenene. Den blev kortvarigt afbrudt af en våbenhvile, indgået af hensyn til deres fælles ønske om at få de middelalderlige diplomer udgivet. Med bevillingen i hus gik det løs igen med infantil obstruktion og chauvinistiske skældsord. Syv ørkesløse år senere endte det sensationelt med, at "jødetøsen", som professoren kaldte hende, fik ham fyret ved at sætte sin stilling ind på det.

Det alvorlige problem opstår, når Kristian Hvidt bevæger sig fra beskrivelse til analyse. En teoretisk opdateret Lis Jacobsen biografi kræver kendskab til kønsforskning, og her er han forbløffende blank. Man må spørge sig selv, om han simpelthen har sprunget de sidste 40 års forskning i kvindebevægelse og kønshistorie over. For han ved øjensynligt ikke, at feminisme er den basale forudsætning for, at hun blev forsker, og forklaring på, at det krævede sin furie at blive frontkæmper.

 

Lis Jacobsen prototypen på pigebørn fra det kulturradikale miljø

Lis Jacobsen er prototypen på pigebørn fra det sene 1800-tals kulturradikale miljø, hvor man stemte til venstre og støttede kvindesagen. Tre af moren Kaja Davidsens søstre drev Københavns største modehus - et familieforetagende, som Lis's søster Inger i 1919 overtog ledelsen af. Faren, økonomen Rubin sad i Dansk Kvindesamfunds bestyrelse, bidrog med analyser af det kvindelige arbejdsmarked til at kvalificere foreningens politikudvikling og omsatte teorierne til praksis som chef for Danmarks Statistik, en af de første statslige arbejdspladser, der ansatte kvinder.

Seks år gammel kom Elisabeth Rubin, som hun hed dengang, i Zahle Skole, og her fortsatte hun i gymnasiet og seminariet, i alt 15 formative år, hvor hun blev en del af et stort kvindenetværk. Zahles var en magnet for københavnske forældre med ambitioner for deres døtre, og for kvinder fra provinsen, der ville videre. Blandt karrierekvinder i pionergenerationerne var de fleste rundt om skolen som elever, studerende eller lærere. Fx blev halvdelen af landets kvindelige studenter udklækket frem efter gymnasiereformen i 1903, der åbnede de gamle latinskoler for piger.

Et moderne kammeratægteskab

Valget af ægtefælle er helt i tråd med Lis Jacobsens opdragelse. Da hun blev kæreste med filologen Jacob Peter Jacobsen, boede han i kollektiv med Peter Munch, i 1905 medstifter af det ligestillingspolitisk højprofilerede nye parti Det radikale Venstre.

Det var Jacob Peter, der inspirerede hende til at studere sproghistorie ligesom ham selv, og når hun havde for travlt på kontoret, tog han selv på sommerferie med deres to døtre. At de abonnerede på det upcoming moderne kammeratægteskab, fremgår smukt af deres ekslibris, designet af hende med dem fordybede i studier overfor hinanden ved det fælles arbejdsbord.

Hvidts våde drømme om Jacobsens samliv

Hos Kristian Hvidt leder man forgæves efter kvindebevægelsesengagement og kvindenetværk. Et blik på bogens billeder og personregister viser, at hans Lis Jacobsen lever i en verden af mænd.

Teksten følger op med megen tale om køn i betydningen kønsliv og udseende. Fx. holder Kristian Hvidt sig til tidlige breve med våde drømme, når han skal karakterisere Lis og Peter Jacobsens samliv, og tonen er gennemgående seksualiserende. Lis Jacobsens good looks kommenteres den ene gang efter den anden, og man må forstå, at hun selv også ansatte folk (læs unge mænd) efter, hvor kønne de var.

Hvidt ude af trit med tiden

Det går helt galt i kapitlet Kvinde først - om Lis Jacobsens direkte kønspolitiske engagement. Hun har skrevet sig ind i feministisk historie med to banebrydende værker: Kvinde og Mand, 1912, og Kvindelige Akademikere1875-1925, 1925. Den første er et tidlig bidrag til lingvistisk kønsforskning, hvor Lis Jacobsen med afsæt i sin disputats dokumenterer, at kvinder sproghistorisk er relateret til mænd, mens mænd relateres til samfundet. Den anden, som hun redigerede, er et jubilæumsskrift i anledning af 50-året for kvinders adgang til universitetet - en eksemplarisk håndbog, der i tal og tekst kortlægger de tidlige kvindelige studenters karriereveje.

Begge værker affødte stor medieinteresse og modstridende kønspolitiske statements fra Lis Jacobsen. Hun var som hele sin generation splittet i spørgsmålet om de ændringer i ægteskab og moderskab, der fulgte med kvinders erhvervsarbejde. Det er Kristian Hvidt og ikke Lis Jacobsen, der er ude af trit med tiden, når han kalder det "et dybt forældet syn på kvindesagen" i 1912 at mene, at gifte kvinder hørte til i hjemmet. Lad mig bare minde om, at gifte kvinder først blev fuldmyndige i 1925. Og at det skete ved en modernisering af ægteskabslovgivningen, hvor man ligestillede mand og hustru ved at sidestille penge- og omsorgsforsørgelse. Gifte kvinder på arbejdsmarkedet var ikke på dagsordenen i det tidlige 1900-tal, heller ikke på kvindebevægelsens.

Vi har næsten ingen biografier af betydelige kvinder. Det gør det ekstra ærgerligt, at vi ikke fik en fuldgod af Lis Jacobsen i Det danske Sprog- og Litteraturselskabs regi. Den kunne have været en flot optakt til den forestående fejring af den grundlovsændring, der gav selskabets direktør valgret.