Mænd og kvinder reagerer forskelligt, når livet slår dem ned på bunden af samfundet. Forskellene kommer særligt for en dag, når man kigger på, hvordan kønnene håndterer hjemløshed. Forskellene bør medtænkes i den sociale indsats, lyder et af hovedbudskaberne i Rådet for Socialt Udsattes årsrapport 2017.

I vinter behøvede ingen i København at sove i en park, en skolegård eller en uaflåst opgang.

”Det er første gang, jeg har oplevet, at alle hjemløse har kunnet få tag over hovedet om natten, hvis de selv ønskede det,” siger Heine Iversen konstitueret leder af Kirkens Korshærs natcafe i Stengade 40 på Nørrebro i København.  Et venligt sted med opholdsstue og tre soverum med i alt 17 sengepladser til mænd og kvinder.

Det er, som man nok formoder, ikke de 17 pladser, der har løst vinterproblemet. Forklaringen er heller ikke, at antallet af hjemløse er faldet. Tværtimod, antallet stiger. Den nyeste tælling fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser, at antallet af hjemløse steg fra godt 5.000 i 2007 til godt 6.000 i 2015. Alle årene med en stort set uforandret kønsfordeling, hvor kvinder udgør ca. 22 procent.

Nej, forklaringen er, at der blev oprettet en række vinter-nødherberger, bl.a. i kirker. Der er et stort engagement og en stor vilje hos en lang række private og frivillige organisationer til at hjælpe og støtte socialt udsatte, der er blevet hjemløse. For eksempel i form af natcafeer som den i Stengade i København.

”Vi tilbyder basal omsorg og trygge rammer, hvor folk kan være i fred. Her er en seng, her er mad, folk kan få et bad og få vasket tøj. Desuden gør vi rigtig meget ud af at kunne folks navne, hvis de har givet os dem. Når vi åbner døren, giver vi hånd og siger velkommen til. Og om morgenen, når de skal forlade stedet kl. 7, giver vi også hånd, og de siger tak for i nat. Det handler meget om værdighed. Jeg tror, at vi som mennesker har behov for at blive set,” siger Heine Iversen. 

Der er behov for viden om køns betydning

Hjemløshed er sjældent selve årsagen til, at mennesker bliver socialt udsatte. Hjemløshed er en konsekvens. Men det er vanskeligt at sætte fingeren på enkeltstående udløsende faktorer, der er typiske for alle.

Ofte er der tale om et komplekst samspil mellem en lang række omstændigheder, som kan være alt fra psykisk sygdom i forskellige grader, misbrugsproblemer, brudte relationer, arbejdsløshed og fattigdom, ensomhed, traumer efter en svær opvækst, vold og seksuelle overgreb og mistillid til systemet efter at have oplevet svigt.

Til gengæld synes der at være nogle kønsmæssige karakteristika i forhold til selve håndteringen af at være socialt udsat og blive hjemløs. Firkantet sagt, lader mænd til at knække meget hurtigt. De forfalder synligt for enhver, bliver usoignerede og får stof- og alkoholmisbrugsproblemer – eller et eksisterende misbrug bliver værre. Kvinder derimod holder facaden i lang tid. De er velholdte og rene, og man kan ikke umiddelbart se på dem, at de har store sociale problemer. Det fremgår af undersøgelsen ”Kvinder i socialt udsathed”, som Rådet for Socialt Udsatte gennemførte i 2016.

Baggrunden for undersøgelsen var, at Rådet for Socialt Udsatte havde en formodning om, at de sociale tilbud ikke tilgodeser hjemløse kvinders behov af den simple årsag, at mænd er overrepræsenterede blandt hjemløse. Rådet for Socialt Udsatte understreger, at undersøgelsens kvindevinkel ikke skal tages som udtryk for, at man forklejner socialt udsatte mænds problemer. Undersøgelsen skal snarere ses som led i en samlet indsats for at afdække, hvordan kønsspecifikke problemer gør sig gældende, så samfundet kan blive bedre til at yde hjælp til både mænd og kvinder.

Rådet for Socialt Udsatte har netop udgivet sin årsrapport 2017 og her er flere af budskaberne baseret på den viden, som undersøgelsen om kvinder i social udsathed bragte for en dag. Men der er brug for at blive skabt mere forskningsbaseret viden om køns betydning for sociale problemer, hedder det i rapporten.

Kvinder trækker på deres netværk

Forslag i Rådets rapport

Rådet for Socialt Udsatte foreslår i sin årsrapport 2017:

  • at tilbud til socialt udsatte indrettes, så også kvinder kan og vil anvende dem.
  • at politi, sociale myndigheder og NGO’er har skærpet opmærksomhed på problemet med vold og overgreb mod udsatte kvinder.
  • at der etableres et tilstrækkeligt antal tilbud til socialt udsatte kvinder, der er udsat for vold og seksuelle krænkelser, og at eksisterende tilbud, herunder kvindekrisecentre, også inkluderer socialt udsatte kvinder.
  • at der tilvejebringes mere forskningsbaseret viden om køns betydning for sociale problemer og sociale indsatser.
     
I udgangspunktet synes kvinder at være gode til at trække på deres netværk, og de sofasurfer. Men det er også kendt viden, at nogle kommer ud i gråzoneprostitution eller byttehandel, hvor de bruger sex til at få en seng at sove i. Hvorfor socialt udsatte kvinder vælger den form for uheldsvangre overlevelsesstrategier, giver undersøgelsen om kvinder i socialt udsathed nogle kraftige fingerpeg om.

Undersøgelsen er baseret på interviews med 15 socialt udsatte kvinder, og den færdige rapport er ikke læsning for sarte sjæle. Det er livshistorier om vold, overgreb og svigt gennem både barndommen og voksenlivet; historier om at blive i relationer på trods af vold og seksuelle overgreb, fordi troen på eget værd er blevet nedbrudt; historier om at være opdraget til at være søde, smilende og medgørlige pæne piger; historier om at have mistet tilliden til de kommunale myndigheder og psykiatrien, fordi deres problemer er blevet negligeret, når de har rakt ud efter hjælp; historier om fattigdom, prostitution og anbragte børn. Og endelig fortæller kvinderne, at selv om de føler sig mødt med respekt og omsorg hos de frivillige og private organisationer, er de generelt nervøse for overgreb på natcafeer og natherberger, fordi de næsten uden undtagelse er mandsdominerede. 

Uanset hvordan kvinder formår at skjule deres sociale udsathed, medfører tilsløringen, at de ikke får bearbejdet og taget hånd om de problemer, der ligger til grund for deres situation. Mange er desuden psykisk sårbare. Når kvinderne undertrykker, at de har nogle psykiske problemer, kan det ende med et alvorligt brag, hvor sammenbruddet er så komplekst, at behandlingen også bliver kompliceret. Samtidig kan et sammenbrud – i hvert fald når kvinderne ser på det retrospektivt – føles som et befriende nulpunkt, fordi tøjlerne bliver kappet, og de ikke mere skal bruge en masse energi på at holde sig kørende og foregive, at de har styr på det.

Som Anne på 46 år citeres for i rapporten ”Kvinder i socialt udsathed”:

”Jeg har lært, hvordan man holder facaden. Lad mig sige det sådan.
Og det har betydet, at det har været sværere for mig at blive mødt,
hvor jeg er. Altså, jeg kan godt snyde.”

”Jeg har altid på en eller anden måde virket som om, jeg havde styr
på det. Altså, der har ikke været mange perioder, hvor man har kunnet
se, at den sat’me er helt gal med mig, selvom det virkelig har været
sådan.”

 

Når mænd bliver marginaliseret

Også blandt hjemløse mænd, som jo udgør langt størstedelen af hjemløse, er psykisk sygdom udtalt. Men socialt udsatte mænd er i højere grad end kvinder registreret med alkoholmisbrug og stofmisbrug, hvor socialt udsatte kvinder i højere grad end mænd er registreret med psykiske lidelser.

Hvis man ser på befolkningen generelt, så begår to mænd selvmord, for hver gang en kvinde begår selvmord. Ifølge Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet og formand for Mænds Sundhed skyldes det bl.a., at depression er underbehandlet hos mænd. I Berlingske 7. april 2017 sagde han:

”Mænd diagnosticeres og behandles kun halvt så ofte for depression som kvinder. Til gengæld bliver de diagnosticeret dobbelt så hyppigt for misbrug, specielt alkoholmisbrug, siger han og forklarer, at mænd lettere får en diagnose ud fra deres handlinger og adfærd, frem for hvordan de har det.”

Det er kendt fra mandeforskningen, at mænd har sværere end kvinder ved at tackle perioder med arbejdsløshed og ofte oplever hårde sociale derouter i forbindelse med skilsmisser. En del af forklaringen kan måske i nogle tilfælde være, at identiteten som mand er blevet så flosset, at man gør sig usynlig bag alkohol og stoffer. Men der er også nogle strukturelle forklaringer, mener forstander på Mændenes Hjem siden 2012 Ivan Christensen, der har arbejdet med socialt udsatte i 20 år. En af dem handler om, at samfundet honorerer en bestemt type adfærd, og en anden type adfærd ikke bliver honoreret.

”Det begynder allerede i skolen. De såkaldt vilde drenge bliver sat uden for døren, helt konkret men også billedligt talt. De får ikke den samme opmærksomhed som de børn, der kan sidde pænt på deres stole. Mange af de mænd, vi arbejder med her, er vokset op på institutioner og har haft en hård opvækst, der ikke har givet dem redskaber til at passe ind i samfundets normalitetsbegreb,” siger Ivan Christensen.

Når det kommer til en livskrise som en skilsmisse, er mændene også bagud fra start – især hvis der er børn involveret.

”Historisk set har vi som samfund sagt, at det er kvinden, der tager sig af børnene, og det slår stadig igennem på afgørelser om samkvem – velbegrundet eller ej – men det betyder, at mændene som i forvejen ikke er lige så gode til at bruge deres netværk og søge fællesskaber som kvinderne, kommer i risikozonen for at blive marginaliseret,” siger han.

Kvinder mangler nattely, hvor de føler sig trygge

Bedst er det selvfølgelig, hvis man kan forebygge og have øje for både mænds og kvinders kønsspecifikke problemer. For kvinders vedkommende måske ved, at der oprettes flere natcafeer og herbergspladser udelukkende for kvinder. I dag eksisterer der kun få. Der findes kvindekrisecentre, men som Rådet for Socialt Udsatte påpeger i sin årsrapport, så tager de typisk ikke imod kvinder, der har et stofmisbrug, en psykisk lidelse eller er i prostitution.  I rapporten foreslås derfor, at kvindekrisecentre også inkluderer socialt udsatte kvinder, og at køn bliver tænkt ind i de sociale tilbud, herunder at de bliver indrettet, så kvinder både kan og vil bruge dem.

Som Tina på 37 år fortæller i rapporten ”Kvinder i socialt udsathed”, så har hun foretrukket parken, hvis hun ikke har haft mulighed for at overnatte privat. Simpelthen fordi hun har haft for mange dårlige oplevelser med fulde mænd til at kunne sove roligt på et natherberg for både mænd og kvinder.

Det vil sige, at hun måske ikke ville bryde sig om at sove i natcafeen i Stengade.  Her er en sovesal med ti køjesenge, et rum med tre sengepladser og et rum med fire sengepladser. Derudover er der fra tid til anden behov for at lægge nogle ekstra madrasser på gulvet i opholdsstuen. Kvinder udgør cirka 10 procent af brugerne, og Heine Iversen skønner, at op mod 70 procent af dem har psykiske lidelser. Natcafeen er dog målrettet de allersvageste, så nætterne afvikles i god ro og orden, fortæller han.

”Tidligere var vi et tilbud til enhver hjemløs. Det betød, at de svageste ikke turde komme. Her var både hardcore mandlige misbrugere, og her var nogle kvinder fra Vesterbro, der nogle gange liiige glemte, at de ikke var på gaden og fortsatte deres små ’forretninger’ her. Dengang kunne der godt opstå konflikter. I dag har vi målrettet vores tilbud til de allersvageste. De, der er her, har ikke noget at slås for, og i vores hus er folk søde ved hinanden. Det er de også på gaden. Hvis to gutter har en tredje makker, som er kommet alvorligt til skade, kommer de og afleverer ham her, selvom de godt ved, at de selv ikke kan komme ind.”

Kommer der en kvinde, der er meget psykisk dårlig, for eksempel lider af paranoia, så gør man en indsats for at skærme hende, og hun får den bageste 4-sengs stue for sig selv.

Foruden de overnattende, får den lille natcafe også besøg af ’nattevandrere’, som Heine Iversen betegner dem. Det er i de fleste tilfælde kvinder, psykisk syge kvinder, som er blevet udskrevet til distriktspsykiatrien og fået egen bolig. Men de kan ikke holde ud eller tør ikke være hjemme om natten. De er funktionelt hjemløse.

”De går rundt i gaderne og kommer på et tidspunkt her. Så sidder vi og snakker, ser en film eller spiller Ludo. Om morgenen går de hjem og sover hele dagen,” siger Heine Iversen.

Kvinder på Mændenes Hjem

I den anden ende af hovedstaden, i Lyrskovgade på Vesterbro, ligger en natcafe udelukkende for kvinder, Cafe Klare, som er en afdeling under Mændenes Hjem.

”Vi har 20 pladser, men skulle der komme en nr. 21, så klarer vi også den,” siger afdelingsleder på Cafe Klare, Ayfer Baykal, der har siddet i følgegruppen til Rådet for Socialt Udsattes rapport om socialt udsatte kvinder.
Som i Stengade giver Cafe Klare nattely til både de, der ønsker en seng, og de, der er funktionelt hjemløse.

”Vi har en del psykisk påfaldende kvinder, men generelt er deres problemer meget forskellige. De har også vidt forskellige baggrunde. Nogle har aldrig fået en uddannelse, andre har en lang videregående uddannelse og har haft et godt job. Det eneste, vores kvinder har til fælles, er, at de er kvinder og ønsker en skærmet plads.”

At Cafe Klare netop er et sted for kvinder og ikke mænd er tydeligt.

”Her dufter, badeværelset er flittigt brugt, og føntørreren går på omgang. På afdelingen for mænd oppe i Lille Istedgade, hvor målgruppen er hardcore stofbrugere, som jo fylder meget i den ende af Vesterbro, er folk meget kaotiske og psykotiske, men super søde og dejlige, og så kan man sige, at der dufter knapt så meget af shampoo. ”

”Jeg plejer at sige, at mænd krakelerer udefra, og kvinder krakelerer indefra. Og det er min oplevelse, at selv kvinder, der er meget belastede og udsatte, har en større styrke til at holde på sig selv, end mænd har,” siger hun og fortæller om et forsøg med at indlogere meget stofafhængige kvinder på Mændenes Hjem i Lille Istedgade.

”Kvinderne er så stofafhængige, at de er nødt til at holde sig i nærheden af stofmiljøet, og mange har sovet hos nogle af mændene. Vi tænkte, at vi bedre kan beskytte dem, hvis vi giver dem en herbergsplads inde på Mændenes Hjem, hvor der ellers kun bor mænd. Foreløbig har forsøget kørt i 3-4 måneder med fire indlogerede kvinder, og indtil videre ser det ud til at fungere. Kvinderne vil gerne selv bo der, og de kan låse deres dør. Jeg har set, hvordan kvinden, der har værelse lige ved siden af mit kontor på Mændenes Hjem har indrettet sig. Hun har sat potteplanter i vinduet, har stearinlys og har hængt et yndigt gardin op. Hun har simpelthen fået det så hyggeligt. Det er helt fantastisk at se, hvordan selv meget belastede og udsatte kvinder skaber et hjem, mens mændene roder og er ligeglade med, hvordan der ser ud,” siger Ayfer Baykal.

På gaden 365 dage om året

Af de i alt 6.138 hjemløse, der var i Danmark ifølge den nyeste tælling, overnatter 516 på gaden, i parker og lignende steder, hvor de ikke er beskyttet.

De mennesker er der også private organisationer, der kerer sig om. For eksempel projekt UDENFOR, hvor man har det erklærede mål at række ud til de mest udsatte borgere.

”En stor del af arbejdet handler om at skabe tillid og ikke presse mere på for at lade os hjælpe, end de selv tillader,” siger Per Glad Fuglsbjerg, der har været ansat som gadeplansmedarbejder i projekt UDENFOR i 6-7 år.

”Det kan være en langvarig proces, og der bliver drukket mange kopper kaffe! På et tidspunkt kan vi måske begynde i det små med at hjælpe med en sovepose eller et par sko. Men vores langsigtede mål er at skabe brobygning mellem den hjemløse og for eksempel kommunen, sundhedssystemet eller herberger. Jeg vil dog sige, at herberger slet ikke er aktuelt for de kvinder, vi møder. De er rigtig, rigtig dårlige. Det er som regel kvinder, der er svært psykotiske og har haft en lang deroute efter, at deres netværk på et tidspunkt ikke har kunnet håndtere dem længere. I visse tilfælde er der også sket svigt fra systemets side.”

Per Glad Fuglsbjerg mener, at det giver god mening, hvis man etablerer sociale tilbud, der er indrettet til kvinder.

”Men generelt er der så mange forskellige problematikker på spil på hos socialt udsatte hjemløse. Bare fordi man er kvinde, eller bare fordi man er mand, kæmper man ikke nødvendigvis med de samme problemer, som en anden kvinde eller mand.  Jeg tror, at jo flere små specialiserede tilbud, man kan lave til de forskellige målgrupper, jo bedre mulighed er der for at nå dem. I stedet for at lave kæmpe store institutioner, hvor man prøver at samle alle folk og prøver at hjælpe alle efter samme koncept, er det bedre at lave nogle mindre steder med nogle specialiteter.”

Billige boliger er en mangelvare

Om forfatteren

Lise Penter Madsen er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Før da bachelor i Teatervidenskab ved Københavns Universitet.

Hun er freelancejournalist og har i en lang årrække primært beskæftiget sig med videnskabsjournalistik. Hun har tidligere bidraget til KVINFOs Webmagasin, da det hed ”Forum”.

Et åbenlyst behov, hvis folk skal hjælpes ud af hjemløshed, er boliger. Her bliver kommunerne helt centrale aktører.

Men for det første fattes riget billige boliger – især i de store byer – som socialt udsatte mennesker kan betale. For det andet bunder hjemløshed som regel i så mange problemer, at en bolig i sig selv sjældent er nok.

”Der er brug for en tilstrækkelig intensiv social støtte, når folk kommer ud i en bolig, så man får skabt de strukturer, der kan hjælpe folk videre,” siger hjemløseforsker Lars Benjaminsen fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

”Man har arbejdet meget med det i nogle af satspuljeprogrammerne, så der er nogle gode erfaringer, og der er skam kommuner, der arbejder med social støtte, der passer til den enkeltes behov, men der er efter min vurdering et stykke vej igen. Der er brug for flere af den slags indsatser,” siger han.