Marokko har udviklet en muslimsk feminisme, der har vist sig som en effektiv løftestang for at forbedre kvinders rettigheder i landet. Sekulære og religiøse feminister har i mange år samarbejdet og været enige om, at islam er samfundets fundament og ikke uforenelig med ligestilling mellem kønnene. Kritikere mener dog, at feministerne bliver nødt til at angribe patriarkatet fra andre vinkler end den rent religiøse.

Marokkos vej til øget ligestilling

  • 1999: Vedtagelse af Handlingsplan for kvinders integration
  • 2000: Feminister demonstrerer i Rabat for en ændring af familieloven, hvor fundamentalister demonstrerer i Casablanca imod en ændring
  • 2004: Marokko vedtager en ny familielovgivning, i folkemundet kaldet Moudawana, der blandt andet fastsætter ægteskabsalderen for piger til 18 år, giver kvinder adgang til juridisk skilsmisse og forældremyndighed, samt afskaffer mandens ret til forstødelse. Polygami afskaffes ikke, men gøres vanskeligere.
  • 2005: indførelse af kønsbudgettering i finansloven
  • 2007: Reform af Nationalitetsloven, der tillader børn at tage moderens og ikke kun faderens nationalitet
  • Juli 2011: Vedtagelse af ny forfatning, hvis paragraf 19 kræver ”perfekt ligestilling mellem mænd og kvinder” men ”inden for rammerne af landets uforanderlige principper”.
  • Februar 2012: Ophævelse af de forbehold, som blev anført, da Marokko tiltrådte FN’s Konvention om Eliminering af Diskrimination mod Kvinder, CEDAW, i 1993. Forbeholdene angik især konventionens paragraffer om ægteskab, skilsmisse og forældremyndighed
  • Januar 2013: Marokko ophæver den paragraf i straffeloven, som gav straffrihed for voldtægt, hvis voldtægtsmanden gifter sig med sit offer. Strafferammen for voldtægt sættes op til maksimalt 30 år. Lovændringen gennemføres på baggrund af folkeligt pres, efter at en ung pige begik selvmord, da hun blev tvunget til at gifte sig med sin voldtægtsmand.
Mens efterdønningerne af de folkelige opstande (med det såkaldte Arabiske forår) som fx i Egypten og Tunesien har medført en voksende polarisering i forhold til ligestilling, har Marokko fulgt en helt tredje vej. For hvor de tunesiske kvinder har kæmpet mod et forslag til ny forfatning, der definerer mænd og kvinder som ”komplementære” frem for ”lige”, har Marokko fået en forfatning, der cementerer et princip om ”perfekt ligestilling mellem mænd og kvinder”.
 
Den nye forfatning blev vedtaget ved en folkeafstemning den 1. juli 2011 som et svar på Marokkos ”forår” og 20. Februar-bevægelsens krav om demokratisering.  Forfatningens paragraf 19 om perfekt ligestilling mellem mænd og kvinder er kulminationen på en strategi, som over de seneste 15 år har ligget i forlængelse af Marokkos bevægelse hen imod et mere ligestillet samfund.
 
Her er det helt centralt, at islam og feminisme ikke er anset som to uforenelige størrelser, og Marokko er dermed blevet et diskret men effektivt laboratorium for den muslimske feminisme, som i de seneste 25-30 år er blevet udviklet som et teoretisk koncept af kvindelige muslimske tænkere som amerikanske Amina Wadud, den britisk-iranske sociolog Ziba Mir-Hosseini og pakistanske Asma Barlas, der står for en feministisk itjihad eller nyfortolkning af Koranen.  
 

Et langt sejt træk på mere end 30 år

”Tyrkiet og i en mindre grad Tunesien, har begge haft en klart sekulær tilgang til kvinders rettigheder. Den metode er umulig i dag på grund af de politiske islamiske organisationers fremgang. Den tunesiske lov om personstatus og familie, der har sikret tunesiske kvinder en relativ høj grad af ligestilling, har i nogen grad været resultatet af et pres fra intellektuelle og aktivister, men skyldes især daværende præsident Habib Bourguibas mod og politiske vilje. Den proces, der har ført til den nye marokkanske familielov eller Moudawanaen, som den hedder i folkemunde, i 2004, er i mine øjne anderledes. Det er en proces, der har varet i 30 år, som er et resultat af meget brede forlig, der rækker langt ud i det marokkanske samfund, og som har indskrevet kampen for ligestilling i Marokkos religiøse og kulturelle referenceramme,” siger Nouzha Guessous. 
 
Hun er læge, professor dr. med. i Casablanca og medlem af Marokkos bio-etiske komité. Hun var også medlem af den kommission, der lavede forarbejdet til familieloven. Nouzha Guessous er især kendt som en af de mest fremtrædende repræsentanter for islamisk eller muslimsk feminisme i Marokko.
 
Muslimsk feminisme i Marokko blev især skudt i gang med Fatima Mernissis bog Le Harem Politique fra 1989, hvori den marokkanske sociolog og feminist sætter spørgsmålstegn ved, om islams religiøse tekster legitimerer og påbyder ulighed mellem kønnene. Sideløbende krævede en række marokkanske kvindeorganisationer et opgør med det traditionelle kønshierarki og kvindernes status, der bl.a. resulterede i en kampagne i 1992 for ”En million underskrifter” til forbedring af kvinders rettigheder i forhold til familieloven. Kampagnen blev mødt med bastant modstand fra Marokkos religiøse ledere.
 
”Der blev udstedt fatwaer, der legitimerede drab på kvinder, der støttede underskriftindsamlingen”, fortæller Nouzha Guessous.  Konflikten spidsede yderligere til med debatten om den marokkanske Handlingsplan for Kvinders Integration mellem 1998 og 2000, der var en følge af, at Marokko i 1993 havde underskrevet CEDAW, FN’s Konvention mod diskrimination af kvinder, omend med visse forbehold. Konflikten kulminerede i 2000 med diskussionen om en ændring af den marokkanske familielov.
 
I marts 2000 var det marokkanske samfund nemlig splittet i to lejre, symboliseret i de demonstrationer, der samlede tilhængere og modstandere af familiereformen i massedemonstrationer i henholdsvis Rabat og Casablanca. Handlingsplanen blev skrinlagt, og Marokkos feminister konkluderede, at en direkte konfrontation med landets konservative kredse og religiøse autoriteter var en blindgyde. Da en ny kommission om en reform af familieloven blev nedsat i 2001, ændrede de marokkanske kvinder imidlertid strategi, fortæller Nouzha Guessous.
 

En pragmatisk argumentation for ligestilling

”Den muslimske feminisme er en pragmatisk argumentation for ligestilling, og personligt har jeg benyttet denne argumentation for at skaffe lydhørhed i kommissionen om en reform af familieloven mellem 2001 og 2003”, forklarer Nouzha Guessous.
 
”Den marokkanske feministiske bevægelse og menneskeretsorganisationerne fandt under arbejdet med Handlingsplanen mellem 1998 og 2000 og den forudgående underskriftindsamling ud af, at hvis vi ville have folk ude i det brede samfund i tale, var vi nødt til at tale et sprog, der tog hensyn til flertallets kulturelle og religiøse referenceramme. Og især var vi nødt til at imødegå de konservatives og islamisternes argumenter. Vi skulle bevise, at deres fortolkning af de religiøse tekster var forkert, og at ligestilling ikke er i modstrid med islam. Det er i denne sammenhæng, at Itjihad, nyfortolkning af Koranen, er blevet benyttet til at udvikle religiøse argumenter til fordel for reformerne,” siger Nouzha Guessous.
 
”Det er et spørgsmål om sund fornuft. Vi skal bruge ord, som folk forstår,” siger også Asma Lamrabet. Hun er netop en af de marokkanske feminister, der har markeret sig i debatten om en nyfortolkning af Koranen. Som Guessous er hun også læge, men hun er samtidig kendt som en fremtrædende teologisk tænker og medlem af ”Rabita Mohammadia des Oulémas du Maroc”, en kommission af islamiske lærde, hvor hun leder Centret for Kvindestudier. Asma Larabet også i Groupe international d’études et de réflexion sur les femmes en Islam, GIERFI [International gruppe, der sammen undersøger kvinder i forhold til islam, red.], som hun tidligere har været forkvinde for. 
 
”De marokkanske kvinder har fået forbedret deres rettigheder, fordi alle feminister, uanset om referencerammen er sekulær eller religiøs, har været enige om, at islam ikke er uforenelig med kvinders rettigheder. Splittelsen mellem sekulær - og muslimsk feminisme, som man måske oplever i andre lande, er ikke særlig synlig i Marokko. Der har været enighed om at se islam som samfundets fundament. Skæringslinien mellem feministerne har dog vist sig i form af partipolitik, hvor der er et skel mellem de islamiske og verdslige partier,” siger Asma Lamrabet.
 

Den feministiske læsning af Koranen vinder frem

Konference - tilbageblik og perspektiv

10-året for familieloven markeres blandet andet med en konference arrangeret af KVINFO og en stribe partnere i Marokko. Konferencen vil blandt andet byde på præsentation af en undersøgelse af lovens effekt og eventuelle barrierer for, at den kan fungere i praksis. Derudover vil konferencens deltagere fra såvel offentlige institutioner som civilsamfundet, lovgivere med flere se på lovens første ti år ud fra et status- og erfaringsperspektiv. Med andre ord skal konferencen afdække, hvilke succes’er, den reformerede lov har kastet af sig, og hvor der stadig skal arbejdes på at få den til at virke effektivt. 
Asma Lamrabet har udgivet en række bøger med en feministisk fortolkning af islams religiøse tekster. Her opfordrer hun til at skelne mellem især Koranen og Hadith om Muhammeds gerninger på den ene side, og så de fortolkninger af teksterne på den anden side, som muslimske lærde gennem tiderne har gjort til islamisk lov, blandt andet i Fiqh, islams lovapparat. Men samtidig skelner Asma Lamrabet også mellem forskellige typer af koranvers: universelle vers, der gælder for alle, til alle tider; ”konjunkturvers”, der handler om konkrete problematikker i det 7. århundredes Arabien men uden universelt sigte; og endelig er der specifikke vers, der indholder et klart påbud, men som skal læses inden for den ramme, der fastsættes af Koranens samlede, åndelige budskab.
 
”Konjunkturvers, der specifikt handler om kvinder, kan forekomme arkaiske og diskriminerende set i lyset af moderne værdier. Det er her, man skal skelne mellem tidens sprog i det 7. århundrede og budskabets endemål.  Det handler om at fokusere på budskabets hensigt snarere end på en bogstavelig læsning af teksten,” skriver Lamrabet fx i sin seneste bog ”Femmes et hommes dans le Coran: Quelle égalité?”, [Mænd og kvinder i Koranen: Hvilken ligestilling?, red.]
 
”Den feministiske læsning af Koranen og andre religiøse tekster har været fremherskende blandt kvindelige muslimske tænkere i USA og Storbritannien i 20-25 år. Det er langt vanskeligere i arabiske lande. Men den vinder frem. At jeg som kvinde og uden en traditionel teologisk uddannelse er blevet optaget blandt Marokkos retslærde, uleimaerne, er et tegn på, at dørene er ved at blive åbnet.  En stor del af Uleimaerne mener ganske vist, at jeg ikke hører hjemme i den slags institutioner, fordi jeg ikke har den formelle teologiske baggrund og på grund af mine feministiske synspunkter. Men det er aldrig blevet formuleret direkte”, siger Asma Lamrabet. 
 
”Jeg foregiver ikke, at min tilstedeværelse alene kan ændre holdningerne i rådet og endnu mindre i det marokkanske samfund. Men selv om det går langsomt, er udviklingen synlig, og institutionen tager nu kvinders rettigheder alvorligt, hvilket var utænkeligt i en religiøs institution for blot ti år siden.  Nu bliver betydningen af kvinders selvstændighed og deltagelse i den intellektuelle religiøse debat fremhævet, og dette budskab er ved at tage form og få indflydelse i det marokkanske samfund.  Vi er endnu langt fra en læsning af Koranen, der sætter teksten ind i en historisk, social og litterær sammenhæng. Men den kritiske diskurs er der. Vi kan kritisere den konservative udlægning af islam.  Man siger stadig nej, når vi kræver ligestilling i arvespørgsmål, men vi har modargumenter, når man forsøger at bilde os ind, at vores krav er i strid med islam. Man er nødt til at lytte til vores argumenter. Det havde været utænkeligt for ti år siden”, understreger Asma Lamrabet.
 

Ligestilling – og ”de uforanderlige principper”

De teologiske argumenter har været med til at sikre marokkanske kvinder markante fremskridt. Især med familieloven fra 2004, der forbyder manden retten til at forstøde sin hustru, giver kvinder adgang til juridisk skilsmisse, har hævet ægteskabsalderen for piger til 18 år og om ikke forbudt så dog gjort polygami mere vanskelig.
 
Forfatningens paragraf 19 fra 2011 er et andet eksempel.  Året efter ophævede Marokko sine forbehold over for CEDAW i forhold til moderens nationalitet, ligestilling i ægteskab, skilsmisse og forældremyndighed. Og senest er straffelovens paragraf om straffrihed for voldtægtsmænd, der gifter sig med deres ofre, blevet ophævet, efter at en ung pige begik selvmord [Marokkanske Amina Filali begik selvmord i 2012 efter en voldtægt, og overgrebet og det efterfølgende selvmord gik verden rundt i medierne, red.].
 
Men trods disse markante fremskridt er de marokkanske feminister på vagt, og bekymringen retter sig især mod forfatningens ellers skelsættende løfte om ”perfekt ligestilling”.   For paragraffen indeholder en gummiformulering, der når som helst kan legitimere en tilbagerulning af kvinders rettigheder.  For selvom mænd og kvinder har lige rettigheder, er det underlagt det, som paragraffen kalder ”les constantes”, et udtryk, der kan oversættes med landets uforanderlige principper.
 
Asma Lamrabet understreger, at striden om paragraf 19 er afgørende for ligestillingens fremtid i Marokko.
 
”Islamisterne hævder, at de uforanderlige principper i forholdet mellem mænd og kvinder er komplementaritet, ikke lighed. Og det kan igen få konsekvenser, når vi diskuterer for eksempel arveret. På et tidspunkt må vi nå til en konsensus om, hvad de uforanderlige principper er, og hvad Koranens budskab er. Men en sådan konsensus kan også give bagslag for kvinderne,” erkender Asma Lamrabet.
 

Marokkos kvinder står ved et vadested

”Hvis de ”uforanderlige principper” er religionens forrang over politik, vil forfatningen blive genstand for en religiøs fortolkning. Vi står ved et vadested. Hvis vi vinder kampen, står vi på tærskelen til en meget lovende udvikling. Hvis vi taber, og islamisterne vinder, vil tilbageslaget blive frygteligt,” advarer Soumia Boutkhil, der leder masteruddannelsen i Køn, samfund og udvikling ved Mohammed den Første-universitetet i Oujda i det nordøstlige Marokko.
 
Hun er, ligesom Nouzha Guessous og Asma Lamrabet, en af de markante skikkelser i marokkansk feminisme, men hun tilhører snarere den verdslige fløj, der er mere forsigtig med at benytte religiøse argumenter i ligestillingsdebatten.  Og hun udtrykker en stærk bekymring for, at de marokkanske kvinders landvindinger skal blive rullet tilbage, ikke mindst efter at Marokkos islamiske PJD-parti, Partiet for Retfærdighed og Udvikling,  vandt parlamentsvalget i november 2011 og dannede regering med tre andre partier.
 
”På den ene side er Marokko et foregangsland, der har ratificeret og ophævet sine forbehold over for de internationale konventioner om kvinder og børns rettigheder, Marokko har vedtaget en forfatning, der anerkender kulturel diversitet, demokratiske rettigheder og kønsligestilling. Man tillader et vist albuerum. Men på den anden side taler den islamistisk ledede regering nu om at sænke ægteskabsalderen for kvinder til 16 år. Ved at forsøge at forene kvinders rettigheder med en religionsbaseret fortolkning søger staten at behage både den sekulære og den religiøse fløj. Det er det, som i den nationale selvforståelse er blevet til sloganet om “tradition og modernitet”, der skaber balance mellem to uforenelige størrelser. Det er at tale med to tunger. Men Marokko bliver nødt til at vælge”, mener Soumia Bouthkil.Kong Mohamed VI har siden sin kroning i 1999 forsøgt at forene tradition og modernitet ved en forsigtig politisk åbning med øget demokrati og pressefrihed. En forbedring af kvindernes stilling er altså led i en stramt styret proces, der førte til den nye familielov i 2004. Og det er også kongen som De Troendes Kommandør og øverste leder af islam i Marokko, der har været med til at give for eksempel Asma Lamrabet en plads i Rabita’en.
 

En statsfeminisme på kongens præmisser?

”Hele denne dobbelte diskurs, der blander modernisme og konservatisme, fører til en form for stats- eller facadefeminisme, hvor ligestilling sættes i højsædet på det retoriske plan som en markør for modernitet og demokratisk åbning, men som reelt holdes under stram kontrol,” siger Soumia Boukthil.
 
Hun påpeger, at de marokkanske kvinder for øjeblikket må nøjes med ”liminære” eller begrænsede borgerrettigheder, hvor kvinderne ikke behandles som fuldgyldige borgere, selv om deres lige rettigheder eksisterer på papiret. For eksempel fortsætter mange dommere med at afsige kendelser i familiesager uden at tage hensyn til den nye familielov.  Derfor er en nyfortolkning af Koranen ikke nok til at sikre en virkelig rodfæstet opbakning bag ligestilling, mener Soumia Boukthil.
 
”Selvfølgelig er det vigtigt at have feministiske teologer, der kan bestride de konservative teologers argumenter, for eksempel om at islam foreskriver polygami. Men det er en debat, der højst påvirker en lille elite. Den når ikke ud til den brede befolkning, hvoraf en stor del stadig er analfabeter.  Den konservative diskurs næres af skolen, af universiteterne, og  af medierne, herunder invasionen af udenlandske satellit-stationer. Skolesystemets fallit er en af forklaringerne på, at de marokkanske kvinders landvindinger er så skrøbelige,” siger Somia Boukthil.
 
”Feministerne bliver nødt til at angribe patriarkatet fra andre vinkler end den rent religiøse, for eksempel ved at tage fat i manderoller og maskulinitet i de muslimske lande. Og her kan man ikke tale om en slags islamisk maskulinitet, der skulle gælde i alle muslimske lande. Der er kulturelle varianter med fællestræk, som for eksempel behovet for at have kontrol over familien og have beslutningsretten. En dekonstruktion af disse roller er lige så vigtig som den teologiske dekontruktion,” mener hun.
 

Den marokkanske feminismes ”tredie vej”

”Vi har altid haft en tredimensionel indgang til ligestilling i Marokko med reference til både religion, menneskerettigheder og den sociale virkelighed, som befolkningen lever i,” påpeger Nouzha Guessous.
 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

”Det er denne kombination, som har givet stødet til processen med en reform af familieloven, og siden også nationalitets- og straffeloven. Det er en lang proces, der tager tid. Og der er en risiko for, at vi på et tidspunkt løber ind i et koranvers, hvor teksten gør det vanskeligt at etablere et kompromis med en feministisk fortolkning. Jeg finder det ikke sandsynligt, for alle tekster kan fortolkes på flere måder. Men hvis det sker, må vi have modet til at sige, at disse regler ikke længere passer til virkeligheden og de faktiske relationer mellem mænd og kvinder. Vi har andre eksempler på koranvers, der taler om håndsafhugning og stening, som nu kun praktiseres i visse lande, som ikke er repræsentative for den muslimske verden,” siger Nouzha Guessous. 
 
”Det handler om ikke at lukke os inde i en kulturel relativisme, der legitimerer angreb på individets rettigheder. Ingen tradition kan unddrage sig kritik, men Vesten har ikke eneret på de universelle værdier,” siger Nouzha Guessous.
 
”Der er islamiske feminister i Marokko, påpeger Asma Lamrabet, som forsøger at præsentere en traditionalistisk fortolkning af islam som ”feministisk”. Andre tøver med at benytte religiøse referencer. Men det store flertal af marokkanske feminister støtter en slags ”tredie vej” mellem islamisk og vestlig, sekulariseret feminisme. En vej der forener en reformistisk tilgang til islam og universelle værdier og lighed, rettigheder og værdighed. Det er helt klart min vej.”