Lette stoffer, pailletter og et par skatersko, som stikker ud under abayaens kjolestof ses ofte på Nørrebro lige nu. Muslimsk påklædning handler ikke bare om at signalere et religiøst tilhørsforhold, det handler også om modestrømme og klasseforskelle. Kultursociolog Connie Carøe Christiansen har kigget nærmere på islamisk mode i det københavnske bybillede.

- Jeg synes ikke stilen i Tyrkiet er opdateret, den er mere for ældre damer. De går meget i manto (lang frakke) og så blot et tørklæde, som de fæstner under hagen. Jeg kan bedre lide den arabiske stil, fortæller Esme.

Esme ekspederer i en butik på Nørrebro, der sælger abaya'er (lange, løse kjoler) og hijab'er (tørklæder) til muslimske kvinder.

Nørrebro har i de seneste 10-15 år været den københavnske bydel, hvor muslimske kvinder (og andre) har kunnet finde det største udvalg af tøj, som er langt og dækker benene løst, så kroppens former ikke er tydelige. På Nørrebro bor der mange palæstinensere, og tøjet, der sælges som muslimsk, er importeret fra lande i Mellemøsten, som især palæstinensere har berøring med, dvs. Jordan, Libanon og Syrien. Men butiksejerne tager også på indkøb i London og Abu Dhabi, og på det seneste er der også flere og flere sites, der forhandler tøjet på internettet.

Nogle butikker handler udelukkende med tøj, som er langt, løst og dækkende, men de fleste butikker er hybride; de handler også med mainstream-mode, hvor tøjet afslører mere hud og sidder tættere på kroppen. 

Butikken, som 22-årige Esme arbejder i, er lille og sirligt indrettet med lange, løse kjoler på stængerne. De fleste er diskret dekorerede og overvejende i mørke farver. Her er desuden små kasser og hylder med et stort udvalg af ensfarvede tørklæder i lette stoffer. I udstillingsvinduet er blikfanget et stort gammelrosa tørklæde med pailletter, som dækker den ene dukkes hoved og skuldre. En anden og mindre dukke bærer en broderet dragt, der består af en knælang kjole med tilhørende bukser. Esme er selv klædt i en sort abaya, en lyslilla hijab med pailletter, der glimter diskret, og under hijab'en har hun en sort qamta (kalot), som dermed matcher abaya'en. 

For mig, der nu i mange måneder har kigget på muslimske kvinders tøj, er det en stil, der snarere signalerer arabisk muslim end tyrkisk. Jeg har også lige hørt Esme tale arabisk med kunderne, og jeg tror derfor, at det er en ung pige med arabiske aner, jeg taler til.

- Det er der også mange arabere, som siger til mig, fortæller hun, vistnok med en vis stolthed. Men det viser sig, at Esmes familie er fra Tyrkiet, nærmere bestemt det østtyrkiske Urfa, og familien er kurdisk. - Mit tyrkisk er gebrokkent, siger hun. 

 

Kreativ leg med tørklædet 

I Europa er der netop nu som andre steder i verden en stigende diversitet af stilarter og tendenser i det tøj, der appellerer til troende og modebevidste muslimske kvinder.

 

Lige nu er det fx en trend at binde tørklædet, så det sidder højt oppe på baghovedet ved at lægge et ekstra tørklæde inden under. Tørklædets snipper fæstnes også på hovedet. Alternativt binder nogle det bag nakken, kombineret med en højhalset bluse. Andre vælger at have en kalot (qamta) på under tørklædet. I det hele taget er kreativiteten stor, når tørklædet skal varieres og bindes på en mere klædelig måde. 

Selvom man kan identificere 'arabisk stil' eller 'tyrkisk stil' er den tid formentlig ovre, hvor man kunne bestemme en muslimsk kvindes nationale oprindelse gennem hendes tøj. Sahira, der er opvokset i Danmark med henholdsvis en svensk - og en egyptisk forælder fortæller: 

- Min påklædning har aldrig været statisk, jeg kan godt lide at blande genrer. Selv inden jeg blev gift med en mand med pakistanske rødder, gik jeg i pakistansk tøj, så det er ikke noget han har påduttet mig. Jeg har kunnet lide dét der lag på lag, det synes jeg er meget smukt, forklarer Sahira. 

Muslimske kvinder 'blander sig' i stigende grad  i modebilledet og insisterer på at være eksponent for en alternativ æstetik. Men hvor alternativ er den egentlig? Og hvor religiøs er man, når man vælger at gå i islamisk modetøj? For tøjet fortæller, hvem man er, og for en muslimsk kvinde betyder det, at gennem sin tøjstil har hun mulighed for både at signalere, at hun er muslim og hvilken form for muslim hun er.

For nogle muslimske kvinder er det et tabu at tale om deres egen tøjstil som mode, og de betragter egen påklædning som en form for anti-mode, også selvom de tydeligvis følger modestrømme. Alligevel mener disse kvinder ikke, at det er rigtigt at lægge sig i slipstrømmen på andres måde at klæde sig på. I stedet skal man fokusere på, hvad Gud forventer. 

Men selv dem, der er mest restriktive over for eget tøjvalg, ignorerer ikke æstetiske vurderinger i valg af tøj. Og uanset om vi taler om muslimer i muslimske majoritetssamfund, eller vi taler om muslimer i europæiske samfund, det danske inklusiv, så er der stor uenighed blandt muslimer om, hvad der bør være principperne for en muslimsk kvindes påklædning: Fx hvor dækkende tøjet skal være, og her er der uenighed om hår, den nederste del af ansigtet, arme, hænder, hals og nederste del af benene. Det gælder også spørgsmålet om, hvor dekoreret og farvestrålende tøjet bør være, og om tøjets snit må afsløre kroppens former.

For nogle kvinder er det vigtigt at signalere 'muslimsk kvinde', mens det for andre er mere vigtigt at bevare en tvetydighed i deres tøjstil. De sidstnævnte søger at udnytte og spille på den tvivl, der kan knytte sig til en muslimsk kvindes tøj.

 

Stil, men ikke mode

Selvom nogle kvinder er tilbageholdende med at kalde deres stil for mode, er der for hovedparten af kvinderne æstetiske overvejelser bag deres stil, uanset hvor troende de er: Tøjet er valgt, fordi de synes, det er pænt, og de kan lide det. Nogle foretrækker tøj, der er enkelt og ikke for pyntet; andre elsker pailletter og gennemsigtige, lette stoffer, der behændigt kombineres med uigennemsigtige materialer.

Sammen med det æstetiske valg er der yderligere to former for overvejelser: - Er tøjet i overensstemmelse med kvindens krav til tildækning og vækker tøjet opsigt, frastøder eller provokerer det?

 

Tøjet udfordrer forestillinger om muslimske kvinder

Overordnet kan islamisk mode inddeles i to forskellige stiltyper: Den første type er ekstrovert og tiltrækker kvinder, som gennem tøjets udtryk gerne vil spille på den muslimske identitet. Som når Hala, der studerer medicin, fortæller, at hun er tilfreds, når en patient spørger hende, om hendes tørklæde er muslimsk eller bare mode. De ekstroverte typer har lange uddannelser og gode jobs. De bryder sig ikke om det muslimske tøj, som sælges på fx Nørrebro, og foretrækker måske at kombinere hijab med tøjstykker fra mainstream-moden - eller at have en helt egen stil, fx skabt gennem indkøb i udlandet og genbrugstøj.

Hala har stor interesse for tøj og bruger megen tid og kræfter på stilen, og hun fortæller:

- Ligesom den lange klædedragt, synes jeg, det giver større afstand, at man viser, at man tilhører en bestemt kultur. Man forbinder det med arabisk kultur, og så kommer man til at tænke på andre ting, der også har forbindelse til arabisk kultur som kvindeundertrykkende. 

En anden kvinde, Sabiha, fortæller: 
- Jeg undgår at bruge sort, for jeg synes der er mange negative ting forbundet med den farve, især blandt danskere. Jeg vil hellere have, at de er åbne for at møde mig, i stedet for at tænke "åh, hun er en typisk islamist". 

De ekstroverte kvinder kan være fascineret af fx zigøjner-looket eller af en højhalset victoriansk stil. Men de lægger vægt på at skabe tvetydighed med deres tøj, så de ikke støder deres medmennesker fra sig, men samtidig udfordrer de forestillinger og ikke mindst fordomme om muslimske kvinder. Med andre ord udnytter de, at der nemt indsniger sig usikkerhed og tvetydighed i det, som deres påklædning kommunikerer.

 

Et alternativ til mainstream-mode 

Den anden stiltype er introvert, og her ønsker kvinderne et alternativ til mainstream-moden. Deres ærinde er altså ikke at indgå i en syntese med andre moder, selvom det alligevel til tider sker. Esme, som droppede et studenterkursus for at tjene sine egne penge fortæller, at islamisk tøj ikke er en uniform: 

- Der er 9 krav, jeg véd ikke om jeg kan huske dem udenad og i rækkefølge, men det skal være tildækkende, det skal være løst og det skal ikke være iøjnefaldende. Man skal ikke efterligne dem, der går halv-nøgent klædt, det skal være distinkt islamisk. For eksempel, hvad nytter det at gå med abaya, hvis den er i guld og tørklædet også er i guld og der desuden er en stor blomst? Så er det for at efterligne! Det er fint nok at gå sådan klædt indenfor ens egne vægge, men ikke udenfor. Det skal være beskedent og ikke være mærkevarer - det er ikke rart for folk, hvis du går forbi dem, der er fattige, men det kommer an på intentionen. Nu går jeg selv i mærkevare-skatersko, men det er fordi jeg synes, at de er fede. Så det er intentionen, som er det vigtigste, forklarer hun. 

For Esme er det muligt at bestemme forholdsvist entydigt, hvad der er islamisk tøj. Også Amina, som jeg traf i den samme butik forklarer, at det står i Koranen, at man skal gå med tørklæde, men: 

- En stram bluse og tørklæde - det er ikke så flot. En abaya, derimod, dækker dig. Men man skal tænke over, hvordan man sætter det sammen.

Den æstetiske vurdering - at tøjet skal være smukt - er hos de kvinder, der er tiltrukket af den introverte stil ensbetydende med, at de følger den islamiske moralkodeks, sådan som de læser den. De lægger vægt på, at det i tøjvalget udmærket kan lade sig gøre at kombinere islamiske principper med det, der er chikt eller smukt, fx ved at matche farverne. Det betyder, at de i højere grad er synlige som muslimer. 

For de kvinder er tvetydighed et problem, og det er ikke så enkelt at kommunikere, at man er rettroende muslim, for der kan meget nemt sås tvivl om, hvorvidt man nu også er det - til trods for måden man klæder sig på. Fx kan der sås tvivl om det ikke netop vækker opsigt, når en kvinde klæder sig i lang kjole, lang frakke og et tørklæde, der dækker hele overkroppen eller som bruger niqab (der dækker ansigtet, så kun øjnene er synlige).

 

Dobbeltmoral

Fahmy ejer en anden butik på Nørrebro. Han sælger næsten udelukkende abaya'er - alle ensfarvede i dæmpede farver og i en meget enkel stil, dvs. uden eller kun med yderst diskrete dekorationer, fx en struktur indvævet i stoffet. De er importeret fra Jordan, hvor dele af Fahmys familie bor.

Fahmy forklarer selv producenten, hvordan tøjet skal se ud, ud fra de ønsker han hører fra sine kunder. For de kan ikke bruge dét, som ellers bliver solgt i Jordan, da det som regel er for farvestrålende og pyntet.

Alligevel anklager Fahmy sine kunder for at være dobbeltmoralske og for ikke at være så principfaste og rettroende, som de med deres enkle abaya'er og hijab'er lægger op til. Det spørgsmål, som man til enhver tid kan stille, og som Fahmy altså stiller, er hvilke gerninger og holdninger, denne påklædning dækker over. 

Han fortæller fx om flere episoder, hvor han er stødt ind i kunder, der ryger offentligt, og hver gang har de skyndsomt skjult cigaretten: 

- Med påklædningen signalerer kvinden religiøse årsager og man tænker: Gør en muslimsk kvinde det [ryger]? Det er dårligt, det er alt jeg vil sige. 

-  Hun står derude og ryger, slukker cigaretten og åbner døren - går så et skridt tilbage, fordi jeg står her som en mand. Så får hun gåsehud og beder om et bedetæppe og beder i prøverummet, mens veninden sikrer sig, at jeg ikke kan se hende imens. Der er mange historier som denne. De misforstår islam fuldstændigt. Hvis politikerne  blot lod være med at nævne tørklædet - så smider de det. Det er blevet et politisk symbol og er blevet smart, mener Fahmy.

 

Tøjstil følger livsstil 

De enkelte kvinders tøjstil forandrer sig hele tiden. De kvinder, som nidkært søger at overholde islamiske principper for, hvordan man som kvinde går klædt, har heller ikke en stillestående smag. Ofte ændrer graden af tildækning eller graden af pynt på tøjet sig i takt med, at deres tro og religiøse praksis udvikler sig. Derfor kan den samme kvinde i én periode af sit liv være introvert i sin påklædning og i en anden ekstrovert. 

Men begge typer skaber en alternativ æstetik, en smag, som er inspireret af en islamisk moralkodeks; blot tolker de den ikke ens. Derfor er det ikke muligt at udpege den ene som udtryk for stærkere religiøsitet end den anden. Mens den ekstroverte stiltype forholder sig positivt til den tvetydighed, som tøjet udsender, er det mere problematisk for den introverte stiltype. 

Det kræver særlige færdigheder og sensibilitet overfor omgivelserne at signalere en tvetydighed, der på én gang åbner for en begrænset form for kontakt og samtidig markerer en anden identitet. Men frem for alt er det en forudsætning for, at disse signaler udsendes, at der er normer, som understøtter dem. 

Ifølge den norske kønsforsker, Marianne Gullestad, der har studeret sociale omgangsformer i Norden, findes tilsvarende strategier hos den nordiske, veluddannede og velstående middelklasse. For især middelklassen udvikler strategier overfor dem, som man anser for at være forskellige fra én selv. 

Man bør naturligvis være forsigtig med at overføre iagttagelser fra Norden til de to stiltyper indenfor islamisk mode, men det er næppe tilfældigt, at de kvinder, der tiltrækkes af den ekstroverte stiltype, tilhører den muslimske, veluddannede middelklasse, som nu også findes i Danmark. Og også her er det tilsyneladende en norm, at man markerer grænser, bl.a. mellem muslimer og ikke-muslimer, men at man gør det på så subtile måder, at der ikke lukkes af for kontakt.

 

At sende klare signaler om, hvem man hører sammen med, er omvendt en norm, der både findes hos den nordiske arbejderklasse og hos den muslimske introverte stiltype.