Uanset om man er helt ny i gamet eller allerede er en garvet kønsdebattør, så er "Breve fra en kønsforræder" en fantastisk introduktion, skriver kønsfællen Rasmus Brygger. Han anmelder her Henrik Marstals nye bog.

Faktaboks

Breve fra en kønsforræder er skrevet af musiker, forfatter og debattør Henrik Marstal, udgivet af Tiderne Skifter og udgives d. 27. maj 2015.

Bogen sælges for 289,95 kr. og kan bestilles allerede nu.

Det er ikke altid let at være mand i ligestillingsdebatten. Ikke så meget fordi det er synd for os, men fordi der er mange ting i samfundet, vi aldrig oplever og bliver påvirket af. Hvis du så ovenikøbet er hvid og heteroseksuel, så er du allerede blandt de suverænt mest privilegerede i det danske samfund. Det er pointen i Henrik Marstals nye bog Breve fra en kønsforræder.

Hvis du ikke før har hørt om cisheteronormativitet, aldrig rigtig har reflekteret over patriarkalske magtstrukturer eller stødt på, hvad herskerteknikker er, så er du ligesom de fleste af os andre. Udover, at der i kønsdebatten til tider bruges absurd lange ord, så bliver de jo alle brugt til at beskrive problemstillinger – og dem er der rigtigt mange af – som oftere og oftere bliver taget op i den danske ligestillingsdebat.

 

9 breve skrevet til alle mænd

Gennem 9 breve mestrer Henrik Marstal i Breve fra en kønsforræder at levere alle de vigtige facetter, termer og udfordringer i kønsdebatten på en sådan måde, at vi alle er klar til en feministisk fredagsbar og deltage i debatten om hverdagssexisme. At Marstal så oveni fylder på med sin store viden om musikhistorie med et hav af referencer undervejs og bruger næsten 300 kilder til videre læsning, gør kun, at man som læser har et utal af muligheder for at blive klogere på hele ligestillingsdagsordenen i den nye bog.

Selv følte jeg, at bogen var skrevet direkte til mig. Og det er den vel også på en måde. For jeg falder i samme kategori som Marstal og en million andre hvide danske heteroseksuelle mænd, der aldrig har frygtet voldtægt, når vi går alene hjem fra byen om natten. De færreste af os har nok heller ikke prøvet den åbenlyse sexchikane, som tusinder af danske kvinder oplever hver dag på bussen, gaden eller kontoret. Vi har med garanti heller ikke oplevet at blive talt ned til på grund af vores køn i samme omfang, som et utal af kvinder oplever. Det skal vi naturligvis være rigtigt glade for, men det betyder også, at vi ikke ser problemerne – for mange af os anerkender simpelthen ikke engang, at problemerne eksisterer – og hvis vi gør, så kan vi ikke genkende de privilegier, vi selv bærer rundt på.

Historier fra et sexistisk samfund

Bogen er samtidig propfyldt med oplevelser og historier om hverdagssexisme, voldtægtsforsøg og om den absurde offentlige debat om emnet. En af dem, der tidligere har sat sig fast hos mig, er historien om Mette Fugl, som jeg vil tillade mig at gentage her, og som jeg har læst i Herbert Pundiks erindringer.

Den følgende historie udspiller sig på Herbert Pundiks kontor og omhandler journalisten Mette Fugl, der efter sigende skulle have sagt nej tak til at optræde letpåklædt i et mandeblad. Historien er genfortalt til Pundik af en af de andre tilstedeværende:

”Hun har – siger rygtet – sagt nej til et honorar på 30.000 kr. Tonen er som sædvanlig lystig med en lettere rå undertone. Og nogle af deltagerne i mødet kan ikke forstå, hvorfor Mette Fugl dog har sagt nej. Hvorfor så pivet? Herregud, hvad er der galt i at optræde uden tøj på, og så oven i købet få penge for det?, tilføjer Jan Stage. ‘Hvor stort er oplaget på Ugens rapport,’ siger du pludselig. ‘Det er ca. 150.000,’ svarer forsamlingen lettere forundret. Det er 20 øre pr. læser. Op af lommen tager du en 100 kroneseddel og siger til Jan Stage: ‘Jeg vil give dig 100 kr. hvis du smider bukserne.’ Den gamle krigskorrespondent ser vantro ud. ‘Vi er kun ti herinde,’ siger du. ‘Det er 10 kr. pr. mand, så det er meget mere, end Mette Fugl ville få for at smide tøjet.’ Jan Stage kan se, at du (formodentlig) mener det alvorligt.“

Uddraget er fra Herbert Pundiks erindringer og var en af flere historier, der efterfølgende fik mig selv til at sætte mig ned og reflektere. Er det her stadig normen på mange danske arbejdspladser? Har vi rykket os siden dengang? Og hvad kan man så som ene mand gøre imod sexismen?

Homosocial adfærd og voldtægtskultur

Sidstnævnte fik jeg svar på senere i Marstals bog.

For som Pundik gjorde dengang, så kan mange mænd bryde med den sexisme, de oplever omkring sig. Marstals pointe er, at mens mænd ikke er skyldige i andre mænds handlinger, har vi alle et medansvar, og man gør først for alvor op med sexismen, når man aktivt bekæmper den.

Et andet begreb, jeg heller aldrig før var stødt på, var homosocial adfærd, som i denne sammenhæng er meget relevant. Begrebet omhandler det bånd, der er mellem medlemmer af samme køn – for mænd bl.a. udtrykt ved ’bro code’. Homosocial adfærd er, når mænd eksempelvis holder hånden over hinanden eller forsøger at bortforklare problematisk adfærd som drengestreger, som den unge lærer gør i en historie i bogen, for et par unge drenge, der smugkiggede ind i pigernes omklædningsrum.

Voldtægtskultur er et af bogens andre hovedtemaer, hvor Marstal både fortæller historier i den ”lette” ende af skalaen med mænd, der går over kvindernes intime grænser i toge og busser, men også de mere grove, f.eks. om en kvinde, der først reddes fra voldtægtsforsøg af en gruppe mænd, hvorefter redningsmændene efterfølgende forsøger at få seksuelle ydelser som betaling.

Den undskyldende eller forklarende adfærd, der bl.a. går ud på at minimere voldtægter eller gøre dem til et resultat af begge parters opførsel, er, som Marstal fortæller, stadig en fastgroet del af vores kultur.

Det så vi bl.a. også i den nylige sag om fem voldtægtsanmeldelser på et pinse-karneval, hvor politiet ærgrer sig over, at det giver et ”mudret billede, for det har været et stille og roligt karneval”.

En glimrende introduktion for mænd til ligestillingsdebatten

En af bogens styrker er, at man ikke nødvendigvis behøver at være enig i alle Marstals pointer. For selvom det måske til tider bliver noget tungt med de mange termer, så er styrken i Breve fra en kønsforræder netop, at man som læser konfronteres med de vigtigste og mest relevante termer og temaer i debatten.

Og uanset om man så er et sted i erkendelsesprocessen, hvor man bare skal til at forholde sig til, hvorvidt der overhovedet findes ligestillingsproblemer, eller om man selv er privilegieblind, eller så langt, at man skal til at forholde sig til samfundets cisheteronormativitet, ja så får Marstal helt simpelt og ligetil forklaret læseren, hvordan alt dette forstås, og i hvilken sammenhæng problematikkerne skal læses.

Uanset om man er helt ny i gamet, eller allerede er en garvet kønsdebattør, så er Breve fra en kønsforræder en fantastisk introduktion til alt, hvad man som mand skal forholde sig til – og hvordan man kan handle for at bryde op med de skadende normer i vores samfund.

Bogen kan derfor klart anbefales til alle mænd, der enten med undren følger med i ligestillingsdebatten fra sidelinjen, og ikke rigtigt kan forstå what all the fuzz is about eller de, der ønsker en forståelse og introduktion til den større sammenhæng, både hvad angår privilegier, kultur og normer.

Hvad mig selv angår, så er jeg blevet klogere på kønsdebatten, og Breve fra en kønsforræder får en fast plads på reolen herhjemme.