Måske føles det forskelligt, når mænd og kvinder voldtages. Måske er kvinders kroppe ligefrem "formet" til at blive voldtaget. Kvinders rædsel og ansvar for voldtægt er i hvert fald noget af det mest accepterede i samfundet, skriver svenskeren Katrine Kielos.I bogenVåldtäkt & Romantik. En berättelse om kvinnlig sexualitetserveres de kontroversielle og provokerende udspil på en lyserød og lækker måde. Forum anmelder den tankevækkende bog.

Katrine Kielos introducerer allerede på det sorte og skinnende omslag med de pink plysbogstaver, at vi her har at gøre med en usædvanlig udgivelse om voldtægt - og det holder stik hele vejen gennem bogen. Såfremt man altså kan holde ud at følge Katrine Kielos, hen til - og ud over afgrunden. Kan man holde smerten og gruen ud, og samtidig kapere de sofistikerede kulturelle krumspring, som Kielos tvinger læseren rundt i, så får man også nye og grænseoverskridende indsigter. Men man skal ville lade sig forføre.

De pink titelbogstaver "Våldtäkt & Romantik", der pryder det blanke smudsbind er plyssede som børnebøger, hvor man skal mærke for at forstå - fordi man endnu ikke kan andet. Som læser får man lyst til at røre ved plysset for lige at mærke, hvordan det føles, men det indgyder også en vis mistro... stridt kort plysstof på en bog om voldtægt! Og titlen: "voldtægt og romantik" - hvorfor denne modsigende sammenstilling?

På bagsiden toner et lysende ansigt frem med hår, der er endnu lysere. Øjnene er malet sorte og kigger dådyr-agtigt, uskyldigt og let spørgende ud på læseren. Kindbenene er farvet lyserøde og matcher tonerne af svagt rosa og lyslilla, der gemmer sig bag smudsomslaget. Der er virkelig tænkt over "indpakningen". Det sofistikerede omslag er overraskende og pirrer til læserens nysgerrighed, ikke mindst fordi det rummer en bog om voldtægt. For hvad vil den unge, født 1983, svenske debattør Katrine Kielos med de gennemtrængende blå øjne egentligt fortælle med denne bog? Er hun overhovedet feminist?

 

Vi skal tale om voldtægt

Hun vil have os til at tale om voldtægt, som hun skriver i det essay, der indleder bogen: "Vi måste prata om våltäkt", og med "vi" mener hun blandt andet "os" feminister. Men Kielos vil også have os til at mærke smerten, angsten og magtesløsheden ved en voldtægt, og i det andet afsnit kaster hun - i følgeskab med en fiktiv jeg-person - læseren ud i at opleve en voldtægt. Under overskriften "Våltäkten" følger vi de følelser og refleksioner, der melder sig, fra hendes kommende voldtægtsmand byder hende på øl på en bar, og til hun følger med ham ud i en mørk gård og ind i et forladt rum, hvor hun bogstavelig talt står med ryggen mod muren. Vi befinder os dér med hende og bliver sammen med hende ganske små og ubetydelige, da voldtægtsmanden ophæver hendes vilje i takt med, at hendes "jeg" forsvinder. Kielos skriver: "Når han slår undan mina händer, lika obekymret verje gång, år det ett sätt att tale om för mig att de inte räknas. Vad de gör eller inte gör: det räknas inte. Vad jag gör eller inte gör: det räknas inte. Finns jag fortfarende? Det er där som allting slocknar".

Her er ikke mulighed for, at læseren kan læne sig behageligt distanceret tilbage og reflektere over emnet: voldtægt. Nej, man bliver slet og ret kastet ud i "voldtægten", ikke bare i en "tilfældig" voldtægt, men voldtægten, festen og manden. Kvinden, der smiler til ham og følger med ham, for opmærksomheden er jo rar - og så voldtægten og "jeg-et", der bliver opslugt.

 

Opslugende og skæbnesvanger

Der er noget skæbnesvangert i Kielos' beskrivelse, og tonen fortsætter insisterende gennem bogen, som om det hele tiden var dømt til at ske: Voldtægten og den lange kamp for at komme ovenpå igen bagefter, de søvnløse nætter og tankerne, der kører i ring. Men den er sådan set også dømt til at ske, voldtægten altså, påpeger Katrine Kielos. Alt for mange kvinder oplever den, og endnu flere lever med angsten for den. Den former deres liv og deres valg og er med til at producere en bestemt form for kvindelighed, immobilitet og frygt. Kvinder lærer fra barnsben at træffe forholdsregler for at minimere risikoen for overfald, og disse forholdsregler bliver en del af kvinders bevidsthed. Og måske en dag en del af deres skyldfølelse. For når man kender farerne, når man er advaret om dem og burde have truffet sine forholdsregler - har man så ikke også en del af skylden for, at det sker?

 

Overgreb, skyld og provokation 

Kvindens rædsel inden overgrebet og hendes skyld efterfølgende hænger, ifølge Kielos, sammen. For der er få problemer, der er så accepterede i samfundet som kvinders rædsel. Dén er selv de mest højlydte antifeminister forstående overfor. De tilbyder gerne at følge én hjem, udstyrer gerne en med alarmer. Det hjælper ikke mod et virkeligt angreb, men det garanterer en følelsesmæssig reaktion af skyld, skriver Kielos. Derfor må feminismen ikke nøjes med at nævne voldtægt. Vi skal tale om den, optrævle den og sætte os ind i rædslerne. Og det gør Katrine Kielos på en provokerende måde, fordi hun tager udgangspunkt i sin egen fiktive og forestillede erfaring med voldtægt, og fordi hun tvinger læseren til at opleve og føle smerten sammen med hende og "ofret". Og selv om hun "kun" har ord til rådighed, så kan det mærkes. Men ligesom med de plyssede bogstaver på forsiden, så skal man indvillige i at lade sig forføre af indpakningen, og acceptere Kielos præmis: At det godt kan handle om voldtægt og være "lækkert" formidlet samtidig.

Der er dog sikkert læsere, der vil finde kombinationen uetisk og ikke i overensstemmelse med målet: at mindske voldtægt. For man kan jo hævde, at netop æstetiseringen og erotiseringen af det ulige kønslige magtforhold er en væsentlig forudsætning for voldtægt. Men Katrine Kielos leger med de kulturelle forestillinger, og jeg har på fornemmelsen, at det er, fordi hun vil have os op af lænestolen.

 

Op af stolen

Jeg kom i hvert fald op, da jeg læste Kielos begyndelse til essayet "voldtäkten" hvor hun skriver: "Det var den mest meningsfulla upplevelse jag någonsin varit med om" og slutningen, der lyder: "Jag inser: jag är så fruktansvärt bra på att bli våldtagen".

Katrine Kielos rammer de kropslige beskrivelser af kampen før, under og efter voldtægten med en engagerende diskussion af de positioner, der har præget og stadig eksisterer inden for den feministiske debat og forskning om vold og voldtægt. Når det gælder et af de store stridsspørgsmål, nemlig hvorvidt voldtægt handler om sex eller vold, så stiller Kielos en masse spørgsmål og giver forskellige interessante svar. Når man derimod skal finde ud af, hvad hun selv mener, kan man godt blive i tvivl. En eller anden form for gylden middelvej tilslutter hun sig, for voldtægt handler ifølge Kielos både om seksualitet og om vold. At voldtægt er seksuel behøver ikke at betyde, at den ikke er voldsom. Det behøver heller ikke at betyde, at al sex er vold, eller at vold er sex. Men i en handling som voldtægt hænger det sammen. Spørgsmålet er bare hvordan, skriver Kielos.

Anderledes kontroversiel er hun, når det drejer sig om kroppen, som hun i høj grad gør gældende i bogen. Både i bogstavelig forstand ved at insistere på, at læseren skal mærke de følelser og den fysiske smerte, der er forbundet med voldtægt, men også fordi hun påpeger, at den smerte, en kvinde oplever, når hun bliver voldtaget af en mand, ikke kan forstås eller forklares i kønsneutrale termer. Når en mand bliver voldtaget af en anden mand, er det noget andet, end når en kvinde bliver voldtaget af en mand, mener Kielos. Derfor er det særdeles vigtigt at sætte kroppen i centrum, og det kan godt lade sig gøre uden at havne i et biologistisk ræsonnement, skriver hun. Og på denne måde placerer Kielos sig i opposition til den mere sprogligt orienterede tilgang, der i flere år har domineret den feministiske debat, og som kunne beskyldes for i nogen udstrækning at have sat parentes om kroppen.

 

Den svenske debat og Foucault 

I den svenske debat om voldtægt har nogle debattører ladet sig inspirere af den franske filosof Michel Foucaults forslag fra 1977 om at afseksualisere overgrebet, og de spørger ligesom Foucault: Hvorfor skulle et overgreb begået med en penis være anderledes end et overgreb begået med en anden legemsdel? Et af feministernes argumenter er, at hvis vi opgiver forestillingen om, at kvinders værd er intimt forbundet med seksuel renhed, så findes der ingen skelnen mellem en knytnæve og en penis. Denne debat fletter Kielos også ind i sin facetterede bog og peger på, at valget af "våben" er signifikant. Midlet, som er seksualiteten, er, ifølge Kielos, centralt for at forstå, hvad der er på spil, hvilke skader der opstår og frem for alt, for at kunne sætte problemet ind i en større samfundsmæssig sammenhæng. Men samtidig peger hun på, at voldtægt ikke skal forstås som et større traume eller mere smerteligt end et almindeligt overfald, det er bare noget andet.

I forhold til diskussionen om voldtægt er det ifølge Kielos særlig vigtigt at have det kropslige aspekt med, fordi voldtægt er en forbrydelse rettet mod kroppen. Det fysiske angreb forandrer både kroppen og jeg'et, og for Kielos er det afgørende, at feministerne koncentrerer sig om dette samspil og ikke udelukker den fysiske erfaring. Hun skriver: «Fremför alt måste feminismen prata om kroppen om man vill kunna forstå våldtäkt. Om man vill förstå hur en upplevelse som våltäkt påverkar en kvinna: våltäkt är en kroppslig upplevelse".

Man kunne være polemisk og spørge: Er det da ikke en kropslig oplevelse for en mand at blive voldtaget? Katrine Kielos tager luften ud af mange af vores indgroede forestillinger om voldtægt, men en af de mest magtfulde kulturelle forestillinger, nemlig at det kun er kvindekroppen, der kan voldtages, dén tror jeg med fordel, at hun kunne have koncentreret sig mere om. For udfordrer den mandlige voldtægtsbarhed ikke grundlæggende vores kulturelle forestillinger om voldtægt? Skal vi ikke insistere på, at mænd også kan voldtages? Kielos ville måske nok spørge om «den sproglige vending» overhovedet vil have nogen konsekvenser for den kvinde, der frygter eller er blevet voldtaget? Vil det ændre «virkeligheden» eller det hun kalder «siffrorne», nemlig at selvom ikke alle voldtægtsofre er kvinder, så er voldtægt en forbrydelse med absolut flest kvindelige ofre, og at det er den virkelighed, som kvinder lever med.

Jeg spekulerer stadig på, hvorfor Kielos skriver, at voldtægten er det mest meningsfulde, hun har oplevet. Den kulturelle kolbøtte kunne jeg ikke følge hende i. Men jeg kom op af stolen og fik nogle interessante byggeklodser til den feministiske diskussion om voldtægt - serveret på en radikal anderledes og tankevækkende måde. Jeg kan kun opfordre andre til at mærke de plyssede bogstaver, smerten, angsten og magtesløsheden - og ikke mindst (kvalificere sig til) at tale noget mere om voldtægt.