Norge, Sverige og Island rykker ligestillingspolitisk. Det sker blandt andet med et nyt ligelønscertifikat til islandske virksomheder og en helt ny svensk ekspertmyndighed. I Danmark ignorerer politikerne derimod ligestillingsloven, og dét er chokerende, mener ligestillingskonsulent.

”De nordiske velfærdsstater har fungeret som et eksempel og en slags 'best practice' i mange år på ligestillingsområdet, men meget nu tyder på, at andre dele af verden overhaler Norden på en række parametre,” fortæller forskningsbibliotekar Jytte Nielsen fra Kvinfo.

Den udvikling tager Norge, Sverige og Island nu konsekvensen af med en række nye initiativer.

”Udviklingen går simpelthen for langsomt,” konstaterer Cecilia Schelin Seidegård, som er en af forskerne bag den svenske ligestillingsudredning, der har undersøgt de sidste ti års ligestillingspolitiske tiltag i Sverige. Ifølge udredningen går det ligefrem tilbage med ligestillingen på en række områder. ”Vi kan se en tendens til en voksende ligestillingskløft mellem mænd og kvinder med forskellige indkomster og uddannelsesbaggrunde og også mellem henholdsvis mænd og kvinder med anden etnisk baggrund end svensk og etniske svenske mænd og kvinder” siger Cecilia Schelin Seidegård i pressemeddelelsen om udredningen.

Den svenske udredning dokumenterer ligestillingsproblemerne i det svenske samfund, hvor mænds vold mod kvinder og det kønsopdelte arbejdsmarked fortsat er blandt de mest markante problemstillinger. Der er brug for at formulere nye, konkrete mål for ligestillingsområdet, og ikke mindst er der brug for en helt ny ekspertmyndighed i Sverige, konkluderer de svenske forskere.

 

Nordiske velfærdsstater i stå

Svenskerne er ikke ene om at spore en ligestillingspolitisk stagnation. Det samme mønster går igen i rapporterne fra Norge og Island. I Sverige, Norge og Island er der nu lavet omfattende analyser, som viser, at ligestillingen har nået en form for barriere. Og mønsteret er også til at finde i en dansk sammenhæng.

”I de tre lande er der sket det, som der også er sket i Danmark, nemlig, at vi ikke rigtig kommer videre på ligestillingsområdet. Det ser ud til, at vi simpelthen ikke kan nå længere ad de veje, vi hidtil har brugt,” siger Jytte Nielsen og fremhæver, at der stort set ingen udvikling er på ligelønsområdet i hverken Danmark, Norge, Sverige eller Island. Alle landene har problemer med et kønsopdelt arbejdsmarked og lav repræsentation af kvinder i ledelse med delvis undtagelse af Norge, der har indført kønskvotering til bestyrelser.

I Danmark rykker kvinders politiske repræsentation sig heller ikke i en mere ligestillet retning, fortæller hun: ”På statistikkerne over andelen af kvinder i politik ser vi faktisk i Danmark, at det går tilbage både ved det seneste kommunalvalg og ved det seneste folketingsvalg”.

De nordiske udredninger viser, at der over hele paletten er en stagnation på ligestillingsområdet, men i Norge, Sverige og Island vil ligestillingsarbejdet nu blive særligt prioriteret på politisk niveau. ”De tre lande har besluttet, at det vil de gøre noget ved, og derfor har de nu igangsat forskellige initiativer” forklarer Jytte Nielsen.

 

En feministisk regering

Den svenske regering har taget godt imod de nye anbefalinger. ”Det er interessant, at de er kommet frem til, at der bør oprettes en ny myndighed for ligestilling. For at nå i mål i og få en bedre anvendelse af ressourcerne er der altså brug for mere styring, struktur og kontinuitet i arbejdet,” udtaler den svenske ligestillingsminister Åsa Regner.

Den svenske regering beskriver sig selv som 'en feministisk regering', der har som mål at kønsmainstreame deres politik. Det vil sige, at arbejdet med ligestilling skal gennemsyre hele regeringens arbejde. ”Ligestilling er ikke bare et politikområde, det er et tankesæt, der skal påvirke al politik,” skriver den svenske regering i en pressemeddelse.

 

Kønsmainstreaming kickstart

Siden 1997 har svenskerne i lighed med de øvrige nordiske lande, herunder Danmark, arbejdet med kønsmainstreaming som ligestillingspolitisk strategi. Men loven om kønsmainstreaming fungerer dårligt i praksis, viser den svenske udredning. Det skal den nye myndighed nu være med til at rette op på.

”En ligestillingsmyndighed vil give regeringen den støtte, som kræves for at udnytte den viden og de resultater, der foreligger på området, og for at støtte myndigheder, kommuner, landsting og andre aktører samt at koordinere de ligestillingspolitiske indsatser,” er udmeldingen fra den svenske regering.

 

Nye ambitiøse planer i Island

Mens svenskerne sætter fornyet fokus på kønsmainstreaming, har den islandske regering netop fremlagt en fireårig handlingsplan, som især fokuserer på manglende ligestilling på arbejdsmarkedet og på løngabet mellem mænd og kvinder. Desuden prioriterer planen også udfordringer omkring ulige politisk repræsentation, mænds ligestilling og kønsbaseret vold. Ifølge Eygló Harðardóttir, Islands minister for ligestilling, afspejler handlingsplanen de udfordringer, som Island særligt kæmper med på ligestillingsområdet.

”Den ny plan handler om at udligne løngabet, at sikre mænd og kvinder lighed i politisk indflydelse såvel som lighed i økonomisk magt og ikke mindst om at eliminere alle former for kønsbaseret vold”, fortæller hun og slår fast, at den islandske regering derfor påtager sig det politiske ansvar for at handle på de udfordringer, som den betragter som et udtryk for strukturelle problemer. Det kræver, ifølge Eygló Harðardóttir, både politisk vilje og en målrettet politisk indsats.

”Disse udfordringer skal takles med klare politiske strategier og strukturelle forandringer,” siger hun.

 

Islandsk ligelønscertifikat under udvikling

Island har de seneste år arbejdet målrettet mod at rette op på det kønsopdelte arbejdsmarked og den manglende ligeløn mellem mænd og kvinder. I 2012 nedsatte regeringen derfor en aktionsgruppe bestående af embedsfolk fra ligestillingsministeriet og repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter. Gruppen har lavet omfattende undersøgelser af lønforskelle, og arbejdet har blandt andet kastet en ny forsøgsordning af sig, der har det erklærede formål, at kvinder skal have lige løn for lige arbejde.

De har derfor udviklet et ligelønscertifikat, som virksomheder kan kvalificere sig til, hvis deres lønsystemer ikke diskriminerer på baggrund af køn. At blive certificeret forudsætter en detaljeret undersøgelse af medarbejdernes løn og fag- og erhvervsklassificering udført af revisorer. De kommende år skal certificeringens standarder formidles bredere ud og forankres hos endnu flere arbejdsgivere. Aktionsgruppen barsler også med en handlingsplan omkring at komme det kønsopdelte arbejdsmarked til livs på grund af den tætte sammenhæng mellem manglende ligeløn og det kønsopdelte arbejdsmarked.

 

Norsk farvel til kønsstereotype uddannelsesvalg

I Norge har regeringen også fokus på arbejdsmarkedet, og her lægger de især fokus på kønsneutral pædagogik som et middel til fra en tidlig alder at opmuntre børn til ikke at tage kønsstereotype uddannelsesvalg. Handlingsplanen lægger samtidig vægt på at højne vidensniveauet om ligestilling i børnehaverne, så drenge og piger får lige forudsætninger fra begyndelsen.

Det norske arbejde med at reformere ligestillingsindsatsen er løbet over en årrække ligesom den rød-grønne regering med Jens Stoltenberg ved roret udarbejdede hele to ligestillingsudredninger samt en handlingsplan, der dog blev skrottet af Erna Solbergs regering. Siden har Solbergs regering selv fremlagt deres eget udspil på ligestillingsområdet, som efter forhandlinger i Stortinget blev udbygget på en række områder.

Blandt forslagene var blandt andet ideen om at belønne drenge og piger, der søger ind på uddannelser, hvor kønsskævheden er mere end 80 procent, og altså udgør enten mere end 80 procent kvinder eller 80 procent mænd. Den norske opposition krævede samtidig en tidsplan fra arbejdsmarkedets parter på, hvornår de skal have rettet op på lønkløften mellem mænd og kvinder. Også problemer med deltidsstillinger i den offentlige sektor, hvor mange kvinder ikke kan komme op på fuldtid, adresserer den norske handlingsplan.

 

Kønsmainstreamet dansk finanslov, ja tak!

Om forfatteren

Katrine Manfred Swets er skribent, aktivist og cand.soc i Socialvidenskab og Arbejdslivsstudier.

Hun har blandt andet skrevet om lesbiske blockbusters, moderskabskritik og glemte danske kvindesagskvinder.

Katrine Manfred Swets arbejder med historisk research og har skrevet for blandt andet Politiken, Aarhus Stiftstidende, Standart og Fyns Stiftstidende.

Mens de øvrige nordiske lande har nedsat arbejdsgrupper, kommissioner og forskningsudredninger til at skabe sig et overblik over ligestillingsindsatserne og deres effekter og udvikle nye anbefalinger, skal man i Danmark kigge længe efter nye ligestillingspolitiske initiativer i politik. 

”I modsætning til Danmark, hvor den her udvikling – eller mangel på samme – ikke bekymrer politikerne, så forholder det sig altså anderledes i de andre nordiske lande,” konstaterer Jytte Nielsen.

Kvinfos Webmagasin har spurgt ligestillingskonsulent Charlotte Kirkegaard, der driver konsulentbureauet Unisex Progress, om, hvordan det står til med den danske ligestillingsindsats og arbejdet med at kønsmainstreame lovgivningen i Danmark. Charlotte Kirkegaard er jurist, tidligere forsker ved Center for ligestillingsforskning og har undervist embedsfolkene i fjorten danske ministerier i, hvordan man indarbejder et kønsperspektiv i lovgivningen.

”Min mest chokerende erkendelse efter at have arbejdet med området i mange år, det er den fuldstændige mangel på konsekvensanalyse af den politik, man udfører. Jeg er chokeret over, hvor lavt niveauet er, og hvor uprofessionelt man opererer rundt omkring. Det er helt tåbeligt. Og det er ofte mod bedre vidende.” fortæller hun.

”Ligestillingsloven trådte i kraft i år 2000, og der står, at ligestilling skal indtænkes i alle politikker i al offentlig forvaltning, men det sker stort set ingen steder. Der er ingen konsekvensanalyse, og der er slet ingen konsekvensanalyse på køn. Det er chokerende,” fortæller hun.

På baggrund af hendes erfaringer fra de danske ministerier er der, ifølge Charlotte Kirkegaard, god grund til, at de nu i Sverige opretter en ny myndighed for at styrke kønsmainstreamingsindsatsen.

”Hvis det skulle rykke i Danmark, så vil det også kræve en ny systematik. Hvis man virkelig ville have ligestilling i Danmark, så ville første trin være at lave en kønsanalyse af finansloven, der kortlægger, hvor pengene går hen. Der ville det kræve konsekvensanalyser og kønsopdelte data.”

Men derudover efterlyder Charlotte Kirkegaard også politisk vilje til at rykke på de danske ligestillingsdagsordener:

”Det største problem, som jeg ser det, er mangel på politisk bevågenhed. Der kan sidde lige så mange kompetente ligestillingseksperter i centraladministrationen, i kommuner og andre steder i systemet, men så længe der ikke er en politisk efterspørgsel på det her, så sker der ingenting.”

 

”I Danmark har vi da ligestilling”

Men hvorfor rykker de danske politikere ikke på ligestillingsarbejdet? Ifølge Jytte Nielsen er der nogle genstridige og helt fejlagtige opfattelser, der står i vejen.

”Der sker ikke noget i Danmark, fordi uanset hvilken regering, der sidder på magten, så er der en opfattelse af, at vi allerede har ligestilling. Og de statistikker, der viser det modsatte, er så bare et udtryk for, at mænd og kvinder har nogle forskellige præferencer og tager nogle forskellige valg,” siger Jytte Nielsen, der har arbejdet professionelt med ligestilling og køn i mere end 25 år.

Ligestillingsminister Karen Ellemann har på linje med sin forgænger meldt ud, at der ikke er større lovgivningsinitiativer på vej på området. KVINFOs Webmagasin har forsøgt at få fat i hende for at svare på kritikken, men hun henviste i stedet til Venstres ligestillingsordfører Jakob Engel-Schmidt. Han er i hvert fald delvist enig i, at udviklingen går for langsomt.

”Både ja og nej. På nogle områder har vi nogle udfordringer. På andre områder så som kvinder i ledelse går det fremad,” siger han.

Men heller ikke han mener, der er behov for ny lovgivning til trods for at analysen er mere eller mindre den samme, som har fået både borgerlige og socialdemokratiske regeringer i vores nabolande til at reagere. Han afviser for eksempel at øremærke en del af barselsorloven til fædre, selv om man kan se, at det har flyttet på den skæve fordeling af orloven i flere af de nordiske lande.

”Vi har ikke nødvendigvis samme værdipolitik. Det ses også på andre områder som for eksempel indvandring,” siger han. I stedet satser han på holdningsbearbejdning som alternativ.

”Vi har et initiativ på vej, hvor vi forsøger at skabe en alliance med både små, mellemstore og store virksomheder for at ændre kulturen. Jeg tror, man kan nå utroligt langt ved at ændre kultur og adfærd.”

Men det er lige netop den tilgang, som har spillet fallit indtil nu, peger Jytte Nielsen på:

”Hvis man laver politiske tiltag i Danmark, er det ofte små kampagner, der skal flytte folks mindset. Men man følger aldrig op på de her kampagner, og man har ikke sat nogen målsætninger op for, hvad man vil med dem. Man har simpelthen ikke en gennemgribende handlingsplan eller en klar idé om, hvor man gerne vil hen, og hvad målet er på det her område i Danmark. Derfor har man heller ikke nogen plan for, hvad man skal nå frem til for eksempel i 2025. Det eksisterer ikke på ligestillingsområdet i Danmark”, konstaterer Jytte Nielsen, der afviser, at den manglende fokus på ligestilling i dansk politik bunder i manglende viden. ”Det er ikke fordi, vi mangler viden i Danmark. Problemet er, at den kønsforskning, vi har, den bliver ikke brugt. Politikerne er ikke interesserede i at bruge den. Fordi de ikke mener, der er et problem”, fortæller Jytte Nielsen.

Jakob Engel-Schmidt er da heller ikke helt afvisende over for, at det kunne være en god ide med en egentlig ligestillingsudredning, der skal kortlægge problemer og mulige løsninger på samme måde, som man har haft i Sverige. I Danmark har man ikke haft en større udredning siden Kvindekommissionen i 1960’erne.

”Jeg vil gerne diskutere, om vi eventuelt har behov for det samme. Men det er en diskussion med de relevante organisationer og parter,” siger han.

Til gengæld er han helt uenig i Charlotte Kirkegaards kritik af, at man ikke overholder den nuværende ligestillingslov.

”Jeg mener vi overholder loven, og den holdning mener jeg, der er opbakning til i ligestillingsudvalget,” sige han. Han mener kritikken er for luftig, og at det ville tjene kritikerne bedre at være konkrete i forhold til det, der skal ændres.

 

Kønsmainstreaming – ideen om, at kønsanalyse skal gennemsyre al lovgivningsarbejdet

Når det gælder de nordiske landes tiltag, så ser Jytte Nielsen positivt på både den nye svenske myndighed for ligestilling og på den islandske idé om ligelønscertificering:

”Det lyder som en god idé, men forudsætningen for, at sådan en certificering bliver vellykket, er jo selvfølgelig, at der er en efterspørgsel, sådan så organisationerne og virksomhederne, uanset om de er offentlige eller private, får noget ud af at brande sig på det. Det er jo kun i det omfang, at de samarbejdspartnere og de kunder, som de her virksomheder samarbejder med, synes, at det er vigtigt med mangfoldighed, køn og ligestilling. Men hvis der ikke er nogen efterspørgsel efter det, så er det jo lige meget. Så har virksomhederne jo intet incitament til at skaffe sig det certifikat.”

Den nye ligestillingsmyndighed i Sverige er en konsekvens af, at arbejdet med kønsmainstreaming ikke lever op til forventningerne, og at man derfor vil prøve noget nyt.

”Den kønsmainstreaming-strategi man har forsøgt at implementere meget stærkt i Sverige - men også i de andre nordiske lande, herunder Danmark - har ikke fungeret. Eller det har i hvert fald ikke virket godt nok. Nu vælger man så i Sverige at handle på det ved at oprette en egentlig ligestillingsmyndighed. Det er rigtig positivt, fordi der er så er en samlet instans, som har ansvaret for, at ligestillingspolitikken føres ud i livet, i stedet for, at ansvaret uddelegeres til mange forskellige aktører. Det vil forhåbentlig betyde, at der bliver et større og mere samlet og langsigtet fokus,” siger Jytte Nielsen, der vurderer, at den svenske realitet ikke er langt fra de danske problemer med kønsmainstreamingen:

”Der mangler både kompetencer og viden om, hvordan man overhovedet skal håndtere det her felt – også i Danmark” siger hun.